Kommentar

En højere retfærdighed?

Den borgerlige regering i Sverige har strammet reglerne for sygeforsikring, så alvorligt syge nu tvinges til at arbejde. Som reaktion har kirken udsendt et påskeopråb om social retfærdighed
28. april 2011

Såvel jødedommen som kristendommen har et problem med den verdslige magt, som ifølge begge religioner i sidste ende hid- rører fra Gud, eller i hvert fald fra en magt, der står over mennesket. I det bibelske Israel legitimerede profeterne kongerne (Samuel salver Saul), og i det kristne Europa legitimerede kongerne sig med et mandat fra Gud (på Guds nåde). Det gjorde kongen/statsoverhovedet i Sverige indtil 1973, og han skal fortsat være medlem af den luthersk-evangeliske kirke, hvilket afspejler de historisk stærke bånd mellem religion og politik, og i Sveriges tilfælde mellem kirke og stat.

Med demokratiets fremkomst får Gud konkurrence fra folket, hvad angår magtens legitimering, og da Gud nogenlunde samtidig bliver udfordret af videnskaben, når det handler om at forklare naturens sammenhænge, ophører Gud hurtigt med at være en autoritet i verdslige anliggender.

I hvert fald har kirken ikke længere sit eget mandat i politik. Hvis en folkevalgt politiker påberåber sig Gud eller en anden højere magt, vejer hans eller hendes stemme ikke tungere end andres.

Og sådan synes de fleste af os, at det skal blive ved med at være. Adskillelsen af religion og stat er en forudsætning for religionsfriheden, og uden religionsfrihed er demokratiet ikke meget værd.

Naturtilstanden

Således har nogle konkluderet, at religionen har udspillet sin rolle i samfundet, eller i det mindste i det politiske liv, og hvis religionen vil blive ved med at spille sådan en politisk rolle, risikerer den at komme i konflikt med demokratiet. I dette perspektiv har hverken den svenske kirke eller andre religiøse samfund noget med udformningen af Sveriges sygesikringssystem at gøre. I hvert fald ikke hvis de dermed påberåber sig en højere myndighed end folket og påkalder sig en højere retfærdighed end Rigsdagens.

Jeg er nu ikke enig i konklusionen om, at religionen nødvendigvis har udspillet sin rolle i samfundet og det politiske liv, men jeg mener, at kirkens påskeopråb om det svenske sygesikrings- system lader et vigtigt spørgsmål stå ubesvaret: Med hvilken autoritet udtaler kirken sig om demokratiets (folkestyrets) anliggender?

En af grundene til, at jeg ikke tror, at religion har udspillet sin rolle i samfundet, er min overbevisning om, at menneskelige værdier fortsat er mere baseret på tro end på viden. Også de værdier, som vi nu opfatter som en rent verdslige eller politiske, som f.eks. retfærdighed. Hvad folk opfatter som retfærdigt eller uretfærdigt, kan ændre sig efter tid og omstændigheder, men vores vurderinger skyldes ikke, hvad vi ved, med hvad vi tror. Det forudsætter en tro på retfærdighed som begreb og ideal. Retfærdighed er ikke en naturtilstand. Alle, som leder efter retfærdighed i naturen, må lede længe. Naturtilstanden er uretfærdighed. Naturtilstanden er Jobs spørgsmål: »Hvorfor skinner dagslyset på den plagede, hvorfor skal de ulykkelige leve?«

Højere retfærdighed

Livet er måske en gave, men det er ikke udpræget retfærdigt. For alligevel at kunne opretholde troen på retfærdighed har mennesket derfor behov for at forestille sig en retfærdighed, som er hævet over naturens og magtens luner en form for højere retfærdighed, om man vil. Ideen om en højere retfærdighed er derfor ikke blot kernen i de fleste religioner, men også i meget retsfilosofi, eftersom mange retsfilosofier har svært ved at udlede retfærdigheden af naturen og magten. Ideen om en højere retfærdighed står naturligvis helt centralt for Biblens profeter, som hele tiden er i krig med uretfærdige magthavere: »Ve jer, der giver onde love og udsteder uretfærdige forord-ninger for at afvise de svages sag og berøve mit folks hjælpeløse deres ret, for at udbytte enker og udplyndre faderløse.« (Esajas 10: 1-2).

Uklart opråb

Kirkens påskeopråb forkynder i princippet det samme: Ve dem, der skaber et uretfærdig sygesikringssystem, hvis undertrykkende vedtægter tvinger alvorligt syge mennesker til at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet. I opråbet udtrykkes det ikke lige på den måde, og et truende »ve« mod forslagsstillerne ville naturligvis blive opfattet som mere end upassende i denne sammenhæng, ikke mindst fordi forslagsstillerne er os, eller i det mindste vores folkevalgte repræsentanter.

Men det forhindrer ikke kirkens påskeopråb i at antyde, at der findes en anden og højere retfærdig end demokratiets. Hvorfor ellers et påskeopråb og ikke et optog den 1. maj eller et forslag i Rigsdagen?

Problemet er, at mens profeterne taler klart om myndigheden bag deres krav om retfærdighed, tier kirkens påskeopråb på dette punkt. Spørgsmålet om, hvorfor det svenske sygesikringssystem udfordrer netop kristne eller i bredeste forstand religiøse forestillinger om retfærdighed, står stort set ubesvaret, hvilket er en skam.

Jeg er nemlig blandt dem, der mener, at disse begreber fortsat spiller en rolle i samfundet, eftersom det bl.a. er ved hjælp af sådanne begreber og beretninger, at vi kan holde forestillingen om en højere retfærdighed i live. Særligt i en tid, hvor stærke fortællinger om den 'naturlige' biologiske, sociale og økonomiske uretfærdighed trænger sig på. Man kan kalde det for religion eller for noget andet, men det er under alle omstændigheder et trosspørgsmål.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
© Information & Dagens Nyheter 2011. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Ikke underligt at Svenska Kyrkan mister medlemmer en masse. Og da især dem der har stemt på regeringspartierne.

Hverken kirke eller fagbevægelse bør beskæftige sig med generel politik. Det koster kun medlemmer.

Heldigvis har folkekirken intet organ, der kan opføre sig som Svenska Kyrkans synode. Og heldigvis har fagforeningerne under AC og FTF holdt sig fri af partipolitik; LOs medlemstal går da også i samme retning som Svenska Kyrkans.

ellen nielsen

Det er svært at forholde sig til artiklen,
da der ingen links eller nærmere oplysning om de strammede regler forefindes!

Per Erik Rønne

Artiklen drejer sig vel ikke om de påståede strammere regler er rimelige eller ej (noget vi vel kan have svært ved at vurdere), men om hvorvidt det er Svenska Kyrkans opgave at blande sig i (parti)politik eller ej.

Set i en større sammenhæng, så mistede vi vores moralske fundament (hvor mangelfuldt og uologisk og uhensigtsmæssigt dele deraf kan have været) med oplysningstidens indtog.
Det er ikke nødvendigvis kirken der skal give os det tilbage, men på en eller anden måde bliver vi nødt til at finde det.

John Houbo Pedersen

Artiklen må vel ses i lyset af Svenska Kyrkans selvstændighed fra staten.Satan findes vel i egoismen,
og " Guldet er vel föga värt" i forhold til humanismen.

Når nogen påberåber sig en højere ( evt religiøst baseret) retfærdighed, så er der i reglen noget luskeri med i sagen.

I et demokrati er det folket, der definerer hvad der skal være lov og ret - og alle individer, NGO'er (herunder religiøse samfund), organisationer, fagforeninger, virksomheder, kegleklubber o s v har da lov til at ytre sig - men i sidste ende, så er det folket, der suverænt bestemmer.

Om det er klogt eller uklogt / smageligt eller ikke smageligt at f eks en NGO ( f eks et religiøst samfund) eller andre udtaler sig er fundamentalt set uden betydning i en ægte demokratisk proces.