Klumme

Hvorfor er det så svært for Ole Sohn

At godkende naturens egne grænser?
12. april 2011

Hvorfor mon det er så svært for Ole Sohn som fremtrædende talsmand for Socialistisk Folkeparti »at sige sandheden«, som er den, »at vi, der lever i den rige del af verden, må forbruge mindre, at teknologien ikke kan redde os, og at vi må organisere os anderledes«? Sådan som hans kollega fra Enhedslisten, Per Clausen, udtrykte denne af naturvidenskabelige observationer fremtvungne sandhed for en uge siden. Da Information sidste tirsdag efterlyste en venstrefløjskritik af DØV, Den Økonomiske Vækst.

Tværtimod forsvarede Ole Sohn DØV. Med argumentationen: »Det er ikke venstrefløjen, der har forladt vækstkritikken, men derimod venstrefløjens sejre, der har gjort den overflødig. 'I dag kan vi producere på en renere og grønnere måde og mulighederne for bæredygtig energi er udvidet. Derfor gør den grønne vækst det muligt, at det hele går op i en højere enhed'.«

Hvordan anvendelsen af vindmøller m. vedvarende videre (f.eks. biobrændsel) ophæver Jordklodens materielle begrænsning, så et ubegrænset øget forbrug af den pludselig skulle være mulig, melder SF'eren ikke noget om på side 11.

Derimod foretager professor Petter Næss fra Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet på modstående side 10 et regnestykke, der viser, at selv med en økonomisk vækstrate på kun to procent om året vil Jorden om godt 500 år skulle kunne klare en økonomi 32.000 gange større end den nuværende. Tror SF virkelig, at venstrefløjens sejre og den grønne vækst får Kloden til at kapere den mundfuld? Så »det hele går op i en højere enhed«?

Teknologi som løsning

Hvorfor mon det er så svært for Ole Sohn at godkende, hvad Information skrev 9. september sidste år: »Arbejd 12 minutter mindre for klimaet«? For »jo længere vi arbejder, desto mere forbruger vi, og jo værre bliver vores klimabelastning. Ny forskning peger på nedsat arbejdstid som redskab til at dæmpe den globale opvarmning.«

Ved den lejlighed mente Socialdemokraternes finansordfører Henrik Sass Larsen tværtimod, at »desto rigere vi er, desto større chancer har vi jo for at opfylde ønskerne om at tage hensyn til miljøet. F.eks. er det forbundet med visse omkostninger at lave forskning og udvikling af ren energi. I øvrigt hører jeg til dem, der synes, det er sundt, at vi har noget arbejde.«

Og nu forsvarer Ole Sohn kravet eller er det løftet? om at arbejde 12 minutter mere hver dag med ordene: »Teknologien gør jo også, at vi kan få bedre liv. Vi lever jo langt længere i dag, og det skal jo også være venstrefløjens projekt at arbejde på det; at vi f.eks. forsker i at få bedre fødevarer og et arbejdsmarked, der skaber mindre stress. Og vi kan jo ikke sætte os ud over globaliseringen. Vi har ellers kun valget at skære i velfærden eller, som de borgerlige ønsker, at satse på brugerbetaling.«

Hvad Henrik Sass Larsen tilsyneladende ikke véd, er, at det just er de rige og de rige lande, der mest har ødelagt og ødelægger miljøet. Og det desto mere, desto rigere vi blev og bliver. En simpel følge af, at vores øgede rigdom, forstået som konstante lønforhøjelser, flere kapitalgevinster, større offentlige sektorer, endnu mestendels også betyder øget naturmaterialeforbrug.

Og hvad der åbenbart ikke falder Ole Sohn ind, er, at en nedsættelse af arbejdstiden uden lønkompensation, altså med en tilsvarende nedsættelse af indkomsterne og dermed nedsættelse af naturforbruget, kan opfattes og opleves som netop en forøgelse og ikke en skæring af velfærden. Hvis det arbejde, vores forpint overarbejdede Jordklode ellers kan tåle, fordeles på rimelig måde mellem os.

Hvad svarer de røde?

Hvorfor synes det så svært for Ole Sohn at nikke genkendende til Klaus Illums advarsel her i bladet fra 28. marts i år mod de »Brutale grønne drømme«? Der bliver til virkelighed, når afhængigheden af DØV udmynter omstillingen til grøn vækst i enorme vindmøller og endeløse marker med energiafgrøder.

Erik Rolfsen Nissen konkluderer i et læserbrev fra 4. april om Illums grønne-vækst-mareridt, »at hvis vi ikke ændrer vores grundlæggende økonomiske og sociale adfærd helt fundamentalt, vil ingen løsninger på energi- og ressourceproblemerne, uanset hvor vedvarende de er, være noget kønt syn. Hvorfor? Fordi trækket på de tilbageværende naturressourcer med vores nuværende forbrug vil være helt ødelæggende for det tilbageværende naturgrundlag og biosfæren på den ene klode, vi har til rådighed. Og for vores smukke udsigt.«

Men den konklusion drager Ole Sohn ikke.

Fordi, som DTU-lektoren John Holten-Andersen påpeger i den forgangne tirsdagsavis, »hele venstrefløjens tankegods jo er forbundet med vækst. Salig Marx' produktivitetsbegreb handler jo om at udvide det hele, indtil socialismen ville indfinde sig. I den forstand har venstrefløjen helt tilbage til sin fødsel stået for et vækstprojekt.« Som naturvidenskaben med deraf følgende teknologi og teknik mentes at kunne sikre.

Og hvad svarer den så, venstrefløjen, når den selvsamme naturvidenskab i dag forklarer, at det kan naturgrundlaget for dyr og planter, herunder menneskedyret, bare ikke holde til?

Svarer venstrefløjen da som Henrik Sass Larsen og Ole Sohn?

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Ak, ja, hvad skal den ellers svare? Svarer den nej til vækst, falder Sverige (regeringsmagten) af dens hånd. Svarer den ja, kan den vinde hæder og ære, selvom den så mister os såkaldte alarmister og hysterikere, men det overlever den nok.

Venstrefløjen står i et dilemma: Skal både sikre den daglige drift og overskud, foruden sikre fremtiden for børn og børnebørn. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Vil vi sikre børnenes fremtid skal vi høre på alt hyleriet, om ’hvorfor må jeg ikke få en iskage’. Nej, det må du ikke min ven, for selvom din far har fået mange iskager, så kan du ikke få. Det er slut nu med det.

Ingen, ingen vil acceptere det. Alle vil have det, de andre har fået. Min generation har fået i pose og sæk (måske ikke enkeltvis, men i hvert fald som generation), så hvorfor kan det ikke fortsætte? Nej, og nej, lille ven, det kan det ikke, du kan jo selv se, hvordan verden ser ud.

Det er denne djævelske lektie, vi alle nu må lære, men vreden vil naturligvis en dag rettes mod os, som bevidstløst forbrugte, hvad der kunne forbruges. Forbruget skal ned, men vores politiske system er ikke indrettet til den slags. Man kan ikke blive valgt på det, simpelthen.
Så kan man håbe på, at den globale ansvarlighed daler ned som en due over os. Det bliver vi i hvert fald nødt til at håbe på.

Der er jo ingen politiker der ville holde 5 min med den dagsorden, det ved du godt. Jeg er dog helt enig i anskuelsen, med undtagelse af det personlige angreb.

John V. Mortensen

1. Mosebog fortæller om Josefs syv fede og syv magre år, men i egypternes originaludgave i en gammel gravkælder nævnes kun - de syv magre, de syv fede kom nok ikke, de var nok ønsketænkning.

Og lige nu - oplever vi at - "hvad nu hvis -" er blevet til "når nu at -". Alligevel svinger "Rød Stue" deres tomme tryllehat uden bund og lover at trække guld og grønne skove op af den, men - det er også nok ønsketænkning.

"Rød Stue har "sejret - af helvede til" og skabt et velfærdssamfund, hvorfor kan de så ikke sige: "Vi er løbet ind i stormvejr kammerater, nu reber vi sejl og støtter hinanden til vi igen kommer i luv vande"?

Hvorfor? Fordi de selv har vænnet deres vælgere til - at ville have - og beholde, ellers går de bare over i - den anden stue.

2

John Fredsted

Men ok, jeg overgiver mig, for en 32.000-faktor indløber lige knap 24 år efter 20.000-faktoren, altså efter lige knap 524 år, hvilket er kompatibelt med formuleringen "... om godt 500 år ..." [min kursivering]. Eksponentiel vækst kan overraske selv en fysiker :-).

Michael Kongstad Nielsen

Er hele venstrefløjens tankegods forbundet med vækst? Nej, der er også mere besindige tanker i den. Hvis væksten truede med at ødelægge os, ville vi indrette os på en ny måde. Venstrefløjen må vel tilskrives æren for udviklingen af den vedvarende energi - det er grundlæggende i pagt med naturgrundlaget. Ole Sohn siger så: " I dag kan vi producere på en renere og grønnere måde og mulighederne for bæredygtig energi er udvidet....", ja, det er rigtigt, men det gør ikke vækstkritikken overflødig. Den er så relevant som aldrig før, og det ved Ole Sohn godt. Men han tør ikke. Han taber valget på det - desværre.

Danskerne er ikke klar til at indse det - endnu. Man har endnu ikke rigtigt mærket, hvor galt afmarcheret udviklingen er. Det går jo dejligt med alle de fede biler, rejserne, elkøkkenerne osv.

I Tyskland sker der noget. De er mere besindige dernede. Der får "De grønne" pludselig 25% af stemmerne. De gamle partier står og måber. I Finland måske også. "Samfinlænderne" stormer frem, med afstandtagen til a-kraft, EU og blind vækst (så vidt jeg har forstået)

Maria Francisca Torrezão

”Det er ikke venstrefløjen, der har forladt vækstkritikken, men derimod venstrefløjens sejre, der har gjort den overflødig.”

Er der nogen, der kan forklare mig, hvilke venstrefløjs sejre, Ole Sohn referer til?

(Skal på arbejde og takker derfor på forhånd for de svar, der evt. kommer i løbet af dagen)

Vækst er vel kun interessant, fordi den indebærer en eller anden grad af forandring? I vores del af verden - i andre dele er det forskellen på liv og død. Men i virkeligheden er vækst på den måde jo blot en styret udvikling: at man i stedet for giftig vegetation en dyrker spiselig.
Verden er ustyrlig, så meget er sikkert, og man er derfor nødt til at fremme visse tendenser for at nå et ønskværdigt mål. Folketallet i verden bør bringes ned, men for at folk ophører med at få mange børn, må man sikre, at forsørgelsesgrundlaget ikke er afhængigt af en stor børneflok.
Omvendt må man jo også erkende, at folketallet i Danmark jo ikke er faldet, selvom velstandsudviklingen har været monumental.

Søren Blaabjerg

Jeg er 100% enig i det synspunkt at venstrefløjen svigter totalt ved at akcetere væktsdogmatikken, og argumentet med at "Frankrigs trone er vel en messe værd" holder ikke en meter.

Politikerne har altid to veje de kan gå, enten at følge folkestemningen på jagt efter den formelle magt, eller at søge at vinde folkestemningen for det, man anser for at være det mest rigtige og fremadrettede. Det sidste er det, jeg mener vestrefløjen (for så vidt som der stadig eksisterer en egentlig sådan på dansk grund) bør gå 100% efter. I modsat fald kan den rende mig et vist sted. SF's godtagelse af de borgerliggjorte socialdemokraters såkaldte "Fair løsning" er herunder intet mindre end en kapitalbommert.

Michael Kongstad Nielsen

Maria Francisca: Udviklingen af den vedvarende energi er vel en sådan venstrefløjssejr. Den blev ganske vist sat i stå af Anders Fogh her, og George Bush der, men nu har de jo fortrudt, og halser de afsted for at gøre det godt igen. Men derfor er vækstkritikken ikke overflødig - der springer kæden af for Ole Sohn

Niels-Simon Larsen

Venstrefløjen er tvunget til at lave en omvendt Fogh, hvis den vil have magten. Det vil medføre en moralsk ødelæggelse af det resterende tankegods i venstrefløjen på samme måde, som det er sket med højrefløjen.
At det lykkedes Fogh at svigte sine minimalstatsideer uden at miste magten, betragter jeg som en af de mærkeligste tilskikkelser i nyere dansk politik. Venstre burde have sagt til vælgerne: Stem på os, så begraver vi de sidste rester af liberalismen og opløser det frie smålandbrug.

Hvad er det venstrefløjen siger til os nu? Det er: Stem på os, så får I lov at arbejde mere, og så bruger vi ikke blot 4½ planet ressourcer, men 9 planeter, for vi er ikke færdige med at sejre os ihjel endnu – og højrefløjen siger nøjagtigt det samme.

Hvad gør vi andre, der savner et grønt, pacifistisk, sekulært, republikansk parti? Tja, i mit tilfælde kan jeg ikke drive det til mere end at holde til i små grupper. Det er meget småt, erkender jeg.
Har andre bedre forslag?

DØV kritiseres ! Fint nok, der er meget at kritisere.
Men lad os lige huske Dk's kurs intet betyder i det store billede, størstedelen af verden hungrer efter DØV.

Og det er meget morsomt alternativet PØ (planøkonomi) ikke nævnes med et ord i denne artikel eller i kommentarer.
Selvom de forslag der nævnes til regulering af DØV jo i grunden er ren planøkonomi.

Jacob Christensen

Som ny på denne side vil jeg kun komme med et ganske lille pip.
Alle de finansielle virksomheder, der lever, "godt", af at låne penge ud, har kalkuleret med en stigning i væksten samt en gennemsnitlig inflation. Omskrevet, din gæld bliver mindre og mindre værd som årene går, forudsat at væksten fortsætter og beløbet, der afdrages bliver mindre og mindre forudsat du også får lønstigninger. Derved kan der lånes mere og mere ud, som igen er baseret på vækst/inflations forudsætninger.
Om dette lånecirkus skal kortsluttes eller omlægges til organisk vækst eller gødes endnu mere, er vel en diskussion værd?

De peaks - olie, overbefolkning og CO2 m.fl. - der truer vores levestandard på forskellige fronter, er ikke fatale for selve systemet - kapitalismen. Disse peaks giver tværtimod grundlag for alternative indtjeningsmuligheder, samtidig med at de giver kapitalismen den indre dynamik som ellers er kun de tilbagevendende økonomiske kriser giver - en cassinodynamik som alle spekulanter hungre efter at prøve kræfter med - og så er følgerne af disse peaks oven i købet klassebevidste, idet de rammer de laveste indkomstklasser hårdest ... så hvad er problemet.

@peter jensen
Grunden til at Sohn især, men også andre, ikke kender ordet 'planøkonomi' længere, er at de har forkastet og forsværget kommunismen og alle dens gerninger, med en sådan intensitet at de helt har glemt, at de fleste af de socialistiske begreber har rod i begrebet planøkonomi. Vejen ud af det problem må være at vi redeffinerer begrebet og kalder det noget andet - eksv. 'intelligent økonomi' eller 'styret økonomi' eller noget helt tredje. Socialdemokraternes politiske troværdighed er baseret på at de er parat til at diskutere kapitalismen.

Michael Kongstad Nielsen

Alternativet til vækst er ikke planøkonomi. Alternativet til vild og blind vækst er regulering. Alle markedsøkonomierne regulerer - med finansloven, tilskud, skatteregler osv. Vindkraften udvikledes på grund af begunstigende regulering.

I øvrigt er det mest "planøkonomiske" tiltag i dag at finde midt i kapitalismen, nemlig alle hjælpepakkerne, der sætter markedes fuldstændigt ud af kraft. I eurozonen har man besluttet, at alt skal reddes med skatteydernes penge.

Et lille håb er dog, at det ender som på Island, hvor skatteyderne nu for anden gang har sagt nej til at betale spekulanternes gæld. Det bliver en stor dag, når EU-landenes befolkninger siger nej på samme måde.

Ved bankredninger overtager Staten bankernes gæld, men har ingen styr på investeringsaktiviteten eller profitten- i en planøkonomi sætte politikkerne niveauet for risikoinvesteringerne og evt. et loft over udbytteudbetalingerne.

Vestens bankredninger er ren statsstøtte til en uansvarlig brance og har intet med planøkonomi at beskaffe.

Bankredningerne burde følges op af skærpet finanstilsyn, begrænsning i låntyper, og indsættelse af statsrevision, hvis der overhovedet skulle være tale om plan i bankernes økonomi.

Michael Kongstad Nielsen

Atkins: Nej, det er ikke planøkonomi i klassisk forstand, men det er i hvert fald heller ikke markedsøkonomi. Når EU og IMF redder lande, sætter de nogle meget skrappe betingelser for besparelser, offentlige nedskæringer, osv, det minder lidt om planøkonomi, men lad os ikke strides om navnet. I modsætning til Danmark overtog staten i Irland, Storbritannien osv. de banker, der var ved at gå konkurs, det kunne man også kalde nationalisering. Staten driver privat finansvirksomhed.

Som man kan se i mange af kommentarerne her på siden, og i den generelle holdning ud i den store verden, er der lange udsigter til at de øko-logisker realiteter trænger igennem til folkets øvre bevidstheds lag. Det er jo også et paradigmeskift der vil noget, og som mange andre siger, vil ingen realpolitiker overleve at kritisere DØV.
Enhedslisten er de eneste der kan fordi deres vælgere er jo netop de "ekstremister" der har holdninger som der ikke findes støtte for i de andre partier. Dette gælder i hvert fald den grønne fraktion af EL. den røde del har det allerede meget sværere med at tage afstand fra vækst.
Der mangler så helt klart et rigtigt grønt parti i Danmark.

Det er heller ikke gjort med politiske beslutninger og hensigtserklæringer. der skal en dybtgribende holdningsændringer til som omfatter hele dn globale befolkning og den slags er på vej, men tager vist nok flere generationer. Problemet er at tiden er ved at løbe fra os.

For at sætte de drastiske ændringer i gang, som kloden faktisk trænger til, skal der ske en stor katastrofe. Langt større og mere global end den der lige har ramt Japan.
Den slags drastiske ændringer kan udelukkende gennemføres i kølvandet på katastrofer.
Naomi Kleins "shock therapi" er god og relevant læsning i denne sammenhang. Man kan mene det ene eller andet om Naomi Klein, men selve kernen af shock therapy princippet er ikke til at komme udenom, det kan vi se i vores daglige liv.

Før eller senere kommer katastroferne, det behøver vi ikke være bekymret for, generationer har gjort deres bedste for at bane vejen for dem.

Spørgsmålet bliver hvor godt vi kan udnytte situatione når det sker.

@ Michael Kongstad Nielsen:

Planøkonomi i klassisk forstand

Nej da - som jeg skriver længere oppe, så skal vi redefinere begrebet så det passer til den tid vi lever i... og muligvis finde på et nyt navn eksv. intelliget økonomi - i modsætning til finanskapitalismens trang til tøjlesløs økonomi.

Du skriver videre:

I eurozonen har man besluttet, at alt skal reddes med skatteydernes penge.

Grunden til at man redder bankerne er, at et bankkollaps ville blive transformeret til tsunami af virksomhedskrak og dermed følgende arbejdsløshed ...hvilket naturligvis er politisk uacceptabelt.

For nogle år siden stoppede klimabevægelsen med at bruge klimaet som argumentation for omlægning af energisektoren. Istedet begyndte man at tale om "energi-sikkerhed", om ustabile regimer og alt muligt andet, som måtte have syntes at kunne nå folk lettere.
Og her står vi så: Der er intet sket, ud over, at folk nu tror mindre på klimaforandringerne, fordi det vedvarende informationsniveau på området er dalet. Var det så en god idé at skjule den ubekvemme sandhed, for lettere at kunne nå folk? I retrospekt, nej. Det har kun skadet klimabevægelsen.

Jeg synes noget lignende sker omkring vækst. Vi taler om, at højere levestandard vil nedsætte befolkningen, selvom der ingen empiri foreligger - de vestlige samfund's befolkninger vokser stadig, omend ikke så meget.
Der tales om, at teknologi skal redde os. Og hvis vi ikke har vækst, har vi ikke råd til forskning, og dét skulle være en grund til vækst. Men det passer jo ikke. Pengene fra væksten bruges jo ikke til forskning i grønne teknologier - jo, en forsvindende lille del - men derimod til alt muligt andet: Bedre medicin, kræftbehandling (begge to øger befolkningsproblematikken), atomkraft, udvinding af fossile brændstoffer, alskens ligegyldige forbrugerteknologier og meget andet, som ikke er grøn teknologi.
Og samtidig negligeres alle negativerne ved vækst. Det er fuldstændigt skjult i mainstream-medierne, at vi har et vækstproblem, og at væksten er koblet direkte op på materielt forbrug. Politikerne nægter det pure, og snakker istedet for om vækst afkoblet fra materielt forbrug, hvilket til dato ikke er set, og ikke vil blive set i overskuelig fremtid.

Jeg ser et stort problem i, at vi med falske argumenter prøver at fremme en sag, istedet for at tale lige ud af posen. De falske argumenter bruges konstant omkring os - sikring af "velfærden" hives frem som skjold hver gang noget modbydeligt skal vedtages - og vi indser langsomt, at vi bliver løjet til, og dermed falder tiltroen til informationskilden.
Klimabevægelsen bør ikke falde i samme grøft.

Niels Engelsted

Når grænserne nås, og de er nu inden for synsvidde, må de røde blive grønne, og de grønne må blive røde. Hvis Ole Sohn ikke har taget det første skridt, så har Eivind Larsen ikke taget det andet. Men han vil vel ikke foretrække 4 år mere med den nuværende regerings klima- og miljøpolitik?

jeg ser et stort problem i, at vi med falske argumenter prøver at fremme en sag, istedet for at tale lige ud af posen.

Enig, men

at klimabevægelsen har flyttet fokus fra årsag (energiforbrug og sammensætning) til risici (energi sikkerhed) betyder ikke at debatten er kommet hverken nærmere eller fjernere fra en konsekvensdiskussion. Så længe man ikke taler lige ud af posen og diskuterer udfra en total samfundsøkonomisk analyse der indrager alle aspekter, ja så styrer profithensynet.

...med mindre altså menneskeheden ud af af den blå luft gribes af en åndelig klimavækkelse.

Niels-Simon Larsen

@Rune: ”Det er fuldstændigt skjult i mainstream-medierne, at vi har et vækstproblem, og at væksten er koblet direkte op på materielt forbrug”.
Enig
@Bill: ”Så længe man ikke taler lige ud af posen og diskuterer ud fra en total samfundsøkonomisk analyse der inddrager alle aspekter…”
Jeg synes, du er inde på det rigtige her. Inddrage alle aspekter.

Miljøbevægelsen kører lidt på frihjul, idet den tager enkeltsager op. Det er ikke uvigtigt at se på enkeltsager, men når vi ikke engang kan samles i det samme parti eller bare to-tre partier, så kommer vi ikke igennem.

Militær, religion og republik kan miljøbevægelsen slet ikke forholde sig til. Man kan sagtens få en fandens ballade ved at spørge, hvem der er medlem af folkekirken, bare for at tage en lille ting. Miljøbevægelsen er ikke politisk voksen og derfor kokser vi rundt i det til stor forvirring for os selv og andre.

Ejvind og marxismen – igen

Ejvind Larsens kunstgreb for at angribe eller udmanøvrere marxismen, er denne gang baseret på et udsagn fra John Holten-Andersen: »hele venstrefløjens tankegods (jo) er forbundet med vækst. Salig Marx’ produktivitetsbegreb handler jo om at udvide det hele, indtil socialismen ville indfinde sig. I den forstand har venstrefløjen helt tilbage til sin fødsel stået for et vækstprojekt.«

Nu er det så ikke EL der siger noget om Marx og marxismen, men JHA. Men det han siger, er noget sludder. Der findes ikke et marxsk produktivitetsbegreb. Det Socialistiske samfund vil ikke indfinde sig – ifølge Marx. Det socialistiske samfund vil opstå som en social revolution, hvor den revolutionære klasse (arbejderklasssen) vil erobre magten; vil ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og påbegynde et klasseløst samfund med en planlagt produktion.

At JHA åbenbart ikke har Marx i klar erindring fører til konklusionen: »… I den forstand har venstrefløjen helt tilbage til sin fødsel stået for et vækstprojekt«.

Men »I den forstand« har aldrig eksisteret. Så påstanden om at venstrefløjen fra sin fødsel har stået for et vækstprojekt er ren fantasi.

EL havde for et par år siden fat i samme emne. Dengang blev Morten Thing citeret for at sige: »Vi mangler jo stadig at udvikle en moderne socialisme, der tager højde for, at ressourcerne her på kloden er begrænsede og ikke uendelige, sådan som Marx forestillede sig for 160 år siden«.

Det var hvad MT sagde at Marx mente. Her er hvad Marx skrev: »Den kapitalistiske produktion kan derfor kun udvikle teknikken og kombinationen af de forskellige processer til et socialt hele samtidig med, at den undergraver de kilder, som al rigdom udspringer af: jorden og arbejderen«. (Kapitalen,1.bog,3, s.718).

Jeg er meget enig i, at vi mangler at udvikle en moderne socialisme, der tager højde for, at ressourcerne her på kloden er begrænsede og ikke uendelige, men jeg er enig med Marx i at det ikke kan ske under de kapitalistiske produktionsforhold. Historien har vist os at Marx havde ret.

Maria Francisca Torrezão

Tak for svaret, Michael Kongstad.
Jeg er nu ikke så sikker på, at udvikling af vedvarende energi/vindmøller nogensinde har været et ”venstrefløjs” projekt. Sådan som jeg har forstået det, byggede man engang i 70’erne en vindmølle i Tvind, som et led i et (i hvert fald i starten) ikke-statsautoriseret venstrefløjsprojekt med vægt på alternative produktionsforhold, solidarisk ressourcefordeling, m.m.
Parallelt med dette forløb begyndte Vestas at videreudvikle vindmølleteknologien, men dette projekt havde efter min mening ikke noget med ”venstrefløjen” at gøre. Det var ren og skær købmandskab, som startede i kølvandet på oliekrisen i 70’erne, hvor man begyndte at indse samfundets sårbarhed overfor en total afhængighed af olien og dermed behovet for at udvikle alternativ energi. Vestas første vindmøllepark blev indviet under Poul Schlüter.

I 1993 dannede Poul Nyrup regering sammen med Radikale Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Siden alene med RV. Meget kan man sige om disse partier, men jeg vil nu ikke kalde dem for venstrefløj.
Godt hjulpet af et temmelig magtfuldt miljø-og energiministerium udviklede Vestas sig til en virksomhedsdrøm med mange arbejdspladser og fine eksportindtægter. (Dejligt for en hvilken som helst siddende regering af en hvilken som helst politisk observans).
Men på intet tidspunkt kom støtten til vindmølleindustrien under Nyrup til at udfordre den bestående samfundsorden og på intet tidspunkt var der nogen, der følte sig truet af Vestas vindmølleeventyr; tværtimod blev der i samme periode forsket og investeret flittigt i nye teknologier og produktionsmetoder m.h.p. at udvinde større andele af Nordsøolien.
Og var der nogen, der troede at en vedvarende energivirksomhed per automatik skulle have en slags indbygget socialansvarligheds-gen, måtte man tro om igen. (Regeringer kommer og går, men Vestas og co. består og rejser til Kina, når det bliver fordelagtigt for aktionærerne).

Jeg ser AFRs modvilje mod miljøet og vedvarende energi, som et led i hans (tilsyneladende) ideologiske kamp mod Staten. Der måtte statueres et eksempel og var der noget, der var indbegrebet af staten/socialdemokratisme, så var det miljø-og energiministeriet under Nyrup. Derfor blev det, som mange stadig betragter som en (midlertidig) sejr for ”venstrefløjen”, i sidste ende én af årsagerne til det efterfølgende langvarende nederlag for miljøet. For en stærk stat var for mange blevet ensbetydende med vedvarende energi og bedre miljø og ”takket være” denne rodfæstede tankegang har miljøorganisationerne ikke kunnet se nødvendigheden af at stifte et alternativt og bredtfavnende grønt parti uden blind og DØV tiltro til teknologiske finurligheder, hverken under Nyrup eller senere under AFR og Lars Løkke.
Et mylder af miljøorganisationer skriver mange kritiske rapporter og søger indflydelse, men viser på intet tidspunkt vilje til at tage et reelt ansvar – det med ansvaret skal Socialdemokratiet nok tage sig af, når partiet igen kommer til magten, tænker de.

Og nu er vi så her. Uden et alternativ til valget imellem den nuværende visionsløse regering og en (ditto) regering bestående af ikke ét, men hele to socialdemokratiske partier. Derfor er Ejvind Larsens spørgsmål til Ole Sohn (og til os) ét af de vigtigste spørgsmål, der er blevet stillet i dansk politik i dette århundrede. Et naivt spørgsmål vil mange sikkert påstå, for vi kender alle sammen svaret. Men i vores såkaldte videnssamfund, hvor vi alle sammen er blevet så kloge, bliver den største udfordring netop at turde stille de vigtigste spørgsmål af alle – de naive – og pænt blive ved med at spørge indtil vi får et ærligt svar.