Pengene fosser ind i specialområdet, og Undervisningsministeriet sekunderet af Finansministeriet iler til med en løsning: Drop specialtilbuddene til børn med særlige behov og meld dem ind i almindelige folkeskoler i stedet — så sparer vi millioner og atter millioner. I København vil vi gerne være med til at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolen, men ikke for enhver pris.
Jeg kan ikke argumentere imod, at udgifterne til specialområdet stiger. Det gør de også i København, hvor vi har et af landets allerbedste og mest specialiserede skoletilbud til børn med særlige behov. Alene de seneste fire år har specialområdet fået tilført yderligere 189 mio. kr., fordi antallet af børn med behov er steget. Kommunens årlige udgifter til specialundervisning er nu oppe på 1,3 mia. kr. Penge, som skal sikre, at børn med særlige behov bliver rustet til at klare livet bedst muligt.
Jeg har den seneste tid besøgt en del af de københavnske specialskoler og specialinstitutioner, og hver gang bliver jeg dybt imponeret over det fantastiske stykke arbejde, speciallærere og specialpædagoger udfører hver dag. Altid med fokus på det, børnene kan — ikke det, de ikke kan. Men mine besøg har også fået mig til at indse, at hovedparten af disse børn aldrig nogensinde ville kunne inkluderes i en almindelig folkeskole. Andre kan godt — men det vil kræve ændringer i folkeskolen, som vi kender den i dag.
Derfor er der stort behov for nuancer i den landspolitiske debat, hvor politikere og eksperter kappes om at råbe 'inklusion' og 'besparelsespotentiale' uden rigtig at gøre sig klart, hvad der ligger i det. I en kommunal sparetid, hvor antallet af børn med indlæringsvanskeligheder og udviklingsforstyrrelser samtidig stiger, skal vi selvfølgelig se på, om der er flere børn med særlige behov, der kan have gavn af at gå i en folkeskoleklasse kombineret med specialundervisning i nogle fag i kortere eller længere perioder. Jeg er bare nødt til at sige, at hvis Finansministeriet og regeringen tror, at de med et snuptag kan spare millioner ved at tvinge børn med særlige behov over i den billigere, almindelige folkeskole, så er der ikke blot tale om en kynisk og urealistisk tankegang. Så er der tale om omsorgssvigt på højt plan. For mens nogle børn med særlige behov kan have stor glæde af at gå på en almindelig folkeskole og få ekstra støtteforløb, vil en hverdag på en almindelig folkeskole for andre børn betyde angst og en udvikling, der går i stå.
Andreas, Yasmin, Søren
Forestil dig Andreas på 12 år. Han har Aspergers syndrom. Hans intelligens fejler ikke noget, men han har udviklingsforstyrrelser og kan uden varsel finde på at råbe og skrige, slå, sparke og bide børn såvel som voksne. Han har vanskeligt ved at indgå i sociale relationer med andre børn og bliver dybt forvirret og angst, hvis han skal forholde sig til mange mennesker på en gang. Skal han gå i en almindelig folkeskoleklasse? Selvfølgelig ikke, det ville være helt utrolig synd for både Andreas, hans forældre og de børn, der skal gå i klasse med ham.
Forestil dig så Yasmin på 8 år. En glad og omgængelig pige, som er udviklingshæmmet og har store vanskeligheder ved at tage ny viden ind. Hendes sprog og væremåde svarer til et barn på tre-fire år. Skal hun sættes i 2. klasse på en helt almindelig folkeskole? Selvfølgelig ikke. Yasmin vil finde mest tryghed i et specialtilbud, hvor hun kan udvikle sig med støtte fra højt specialiserede pædagoger. Ligesom det vil være en opgave ud over det rimelige at sætte en lærer i en helt almindelig klasse til at skulle sørge for at både Yasmin og klassens øvrige 27 elever får udfordringer, der passer til dem.
Nu bliver det sværere. Søren er 11 år, hans intelligens er høj, men han har svært ved sociale relationer — og utrolig svært ved at læse. For fem år siden startede han i en almindelig folkeskoleklasse, men da han stadig ikke kunne læse efter 3. klasse, måtte læreren give op. Med 27 andre elever i klassen havde hun simpelthen ikke tid til at tage sig ordentligt af Søren, og Søren blev sendt i specialtilbud. Følelsen af at blive ekskluderet fra fællesskabet gjorde Søren ked af det, for han ville gerne være ligesom de andre børn. Kan han inkluderes i folkeskolen igen? Ja, men det kræver en særlig indsats. Sørens dansklærer har ikke fået færre elever i mellemtiden, så hun vil få brug for viden og støtte til at løse den nye opgave med at inkludere Søren i klassen.
Det kunne for eksempel være en efteruddannelse i specialpædagogik. Det kunne være supervision, så Sørens lærer har professionelle at sparre med og læsse af på, når tingene er ved at gå i hårdknude. Og det kunne være hjælp fra en pædagog eller en ekstra lærer, der kunne give Søren målrettede læseforløb i kortere eller længere perioder.
Frikvarterets kvaler
Skolen skal også være fysisk gearet til Søren og andre elever, der har brug for målrettede støtteindsatser. Der skal være grupperum på skolen, hvor Søren kan gå hen sammen med en lærer eller pædagog, som forstår at undervise Søren på en måde, som kan bringe ham på niveau med de andre børn i klassen. Også gårdmiljøet skal tilpasses, for det kan udgøre en særlig udfordring. En speciallærer fortalte mig en gang, at det store frikvarter er en væsentlig ekskluderende faktor i folkeskolen: Børn med autistiske tendenser kan ikke kapere en kæmpestor gård med over hundrede børn og ganske få voksne. De har brug for mindre fysiske enheder med flere voksne, der kan hjælpe børnene med at få struktur på frikvarteret. Hvis folkeskolen kan levere sådanne ting, kan den inkludere børn som Søren på en måde, som både Søren og hans klassekammerater har gavn af.
For Søren er langt fra det eneste barn, som er blevet sendt i specialtilbud, fordi hans skole ikke magtede ham. Mange børn bliver visiteret til specialskole, selv om den 'normale' folkeskole kunne have skubbet deres udvikling i den rigtige retning.
Set med økonomiske briller er det billigere at give et barn som Søren intensiv støtte i perioder i en 'normal' folkeskole, end det er at sende ham i en specialskole. Set med menneskelige briller er det en sejr for Søren at gå i en almindelig klasse. Med ekstra pædagogisk støtte, efteruddannelse af lærere, supervision og tilpasning af de fysiske rammer, kan folkeskolen geares til at inkludere flere af virkelighedens børn med de udfordringer, de har.
Frem for udelukkende at spare ved at skære, mener jeg, at vi skal spare ved at investere. Det lyder paradoksalt, men hvis vi allerede nu foretager de nødvendige investeringer i folkeskolen ved at efteruddanne lærerne, lave tolærerordninger og supervision, gør vi folkeskolen og lærerne i stand til at rumme flere specialbørn på sigt. Ved at gøre folkeskolen mere rummelig sikrer vi, at færre børn bliver ekskluderet i fremtiden, fordi skolen er gearet til at håndtere dem.
Det handler om at bremse udgiftstilvæksten — for det er et faktum, at der kommer flere specialbørn i fremtiden. Og de skal ikke spises af med et dårligere tilbud, fordi der er kommet flere af dem.
Besparelser eller ej, så fortjener disse børn at være lige præcis der, hvor de kan udvikle sig allermest — fagligt og menneskeligt, om det så er i folkeskolen eller i et specialtilbud
Inklusion kræver investeringer. Inklusion tager tid. Og inklusion er ikke for alle.
Anne Vang (S) er Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune
@Anne Vang: Jeg kan ikke blive klog på dit ærinde. "Inklusion er ikke for alle" slutter du efter at have givet os dit billede af situationen, som du ser den. Men du er borgmester I København på området, vi har kommunalt selvstyre og skolerne er kommunernes opgave, så kan du ikke bare gøre det rigtige? Er der konflikt i byrådet? Eller er der stadig noget kassetænkningen mellem stat og kommune i denne sag? Hvis så må du oplyse os.
Som jeg har forstået det så er inklusionen en strategi en hensigt. Det skal være sådan, at når barnet eller den unge ikke kan følge med og måske begynder at slå fra sig, så er der meget længere ud til specialskolen end i dag, meget længere.
Det synes jeg er en god strategi - hvorfor skal vi nu være bekymret for den?
Ja regeringen er da ligeglad bare der er penge til landbruget og kammeraterne! Nu taler man endda om at opløse klassen, således at børnene selv skal shoppe rundt i skolen efter tilbud og det vil gøre det endnu sværre for børn med særlige behov for at klare sig. Men folkeskolen og børneområdet er lige præcis en af grundene til at min stemme til næste valg går til Helle T. Den måde regeringen sjolfer børn og unge på er uacceptabel på enhver måde!
Inklusion er jo kun muligt hvis der afsættes betydelige midler....og det er jo en spareøvelse! Man skal jo se på at det her kommer samtidig med at regeringen har planer om at hælde mange mange flere børn i klasserne. Så Anne Vangs ærinde er vel tydeligt og klart. Det er et forsvar for alle de børn, der vil gå tabt under den spareøvelse fordi fokus er på penge og ikke på mennesker.
@Anne Vang.
Det er så sandt så sandt, det du skriver. Der skal i hvertfald investeres ret kraftigt i folkeskolen og læreruddannelser, før specialbørn kan inkluderes. Men for mig lyder det stadig som en umulighed... Da der må være grænser for hvor mange handicap og hvor indgående kendskab én speciallærer kan have. Det vil så på sigt være nødvendigt at ansætte/uddanne flere special lærer, med hvert sit handicap som arbejdsområde. F.eks. skulle man tro at Aspergers Syndrom og ADHD burde kunne undervises i samme klasselokale. Men det er dømt til at mislykkes, da den ene kan være udadreagerende og og den anden reagerer voldsomt på den slags. De to handicap er vidt forskellige. Så er der de Fysisk Handicappede, som måske har brug for hjælp til toilette i løbet af skoletiden.
Har de gennemtænkt det her? Det er jo ikke kun én slags handicap, folkeskolen bliver bedt om at rumme. Det er alle slags handicap, som jeg har forstået det.
Handicappene er forskellige og kræver indgående kendskab til hvert enkelt. Der vil også være brug for særlige hjælpemidler og lærerbøger alt efter handicap. Alt sammen findes i dag i specialoskolerne, hvor de har specialiseret sig i hvert enkelt område og kan undervise flere børn på én gang.
En anden ting: Hvornår begynder man at kigge nærmere på årsagen til at der kommer flere specialbørn?
Hvorfor er den verden/folkeskole vi har skabt så svær at leve i at det kun er de sejeste der overlever.
De sejeste er ikke nødvendigvis de klogeste... Nogen af dem der har det svært, er "handicappet" med høj intelligens...
Måske er de børn vi i øjeblikket vil afskære for at modtage egnet undervisning fremtidens forskere og ingeniører.
Læste forleden i EB: "Hver anden i fængslerne har ADHD men det kunne undgås med den rette behandling, for de færreste er egentligt kriminelle."
Måske kunne vi spare pladserne i fængslerne, hvis vi begyndte at forebygge, istedet for at symptombehandle som vi gør i øjeblikket.
@Mads Kjærgård: Anne Vang er Københavns øverste ansvarlige på dette område, hvorfor skal hun forsvare de børn hun selv taber, kan hun ikke bare lade være med at tabe de børn?
Jeg har forstået dette fokus på inklusion som en hensigt. Hvis vi i dag sender for mange børn ud af klassen og i specialskole og tilbud, er det så fordi der er noget i vejen med vores børn eller er det fordi der er noget i vejen med vores skole?
Jeg mener ikke der er mere i vejen med vores børn i dag, end det var før, hvor vi kun sendte f.eks. udviklingshæmmede børn i andre skoler.
Hvis vores børn i dag bliver utilpassede i skolen, hvad mange bliver i dag, mener jeg det er skolen der skal ændres.
Og en af de store vanskeligheder jeg ser i en sådan omstilling, til en mere inkluderende skole, er netop at over 80.000 børn bruger specialskoler og tilbud. Og de mange penge der bruges på det, gives jo til nogen. Og disse nogen opgiver ikke uden kamp det de har fået opbygget. En specialskolelærer har en betydelig bedre overenskomst end en alm. lærer det betyder noget.
Og lægges dertil det helt store problem i dag at vi åbenbart har fået mere og mere brug for diagnoser. Kravene bliver større og større og mere og mere abstrakte og mange forældre kan ikke selv forstå det faglige i skolen og så er vi inde i en cirkel som er svær at bryde.
Jeg kan ikke se anden vej end at skolen skal indrettes efter børnene og deres forældre, ikke omvendt. Der er igen alt for meget partipolitik i skolen og det kommer også til udtryk i din kommentar.
@Kurt Bertelsen. Jeg giver dig ret i, at skolen skal indrettes til børnene og hvor ville det være godt hvis der kunne være plads til alle, også de handicappede med normal intelligens. Fordi så ville folkeskolen afspejle mangfoldigheden. Men det er ret tydeligt at du ikke har indgående kendskab til specialskolernes arbejde. Skal dette arbejde indføres i folkeskolen, kræves der en kæmpe indsats med uddannelse af lærer, da specialundervisning ikke har været en del af lærer uddannelsen de sidste 25 år. Det bliver ikke billigere.
Som forældre er det dejligt at se at skoleborgmesteren kan gennemskue problemerne for vores børn med inklusion. Tak for det.
Jeg synes, du har helt ret, Anne Vang. Inklusion er for de færreste - eller sagt på en anden måde: For mange specialskoleelever vil inklusion i folkeskolen være ekskluderende. Rigtig inklusion handler om, hvordan den enkelte føler sig set, anerkendt og respekteret. Og de børn, du omtaler i din kronik føler sig inkluderet i de specialskoler de er i.
Jeg husker det, som om denne debat om normalskoler og specialskoler har kørt de sidste 30 år, og man må umiddelbart undre sig over, at der stadig ikke er sket noget som helst. Men mon ikke det er fordi at alle med indsigt i området ved, at inklusion kræver specialviden, penge og tid - som du skriver, og at de fleste børn på specialskoler faktisk føler sig inkluderet.
Hvor kommer så ideen om denne form for inkluderende folkeskole fra ? Ikke fra de direkte involverede parter, virker de som.
Det er ikke fra elever på specialskolerne - de har naturligvis drømme og ønsker om at være "normale", men har, som du skriver, også ofte prøvet at være ekskluderet i folkeskolen.
Det er heller ikke fra specialskoleelevernes forældre - de ved godt, hvor deres børn trives og udvikles, og kæmper ofte imod inklusion i folkeskolen.
Det er heller ikke fra forældrene med børn i folkeskolens normalundervisning, som nok går ind for en rummelig folkeskole, men som også godt kan se, at resourcerne ikke er tilstede.
Heller ikke lærerne i folkeskolen taler varmt for den inkluderende folkeskole. De fleste har en elev i klassen, som de ved, ville kunne få meget større udbytte af, at være på en specialskole.
Svend-Erik Pedersen. Skolen i Skibby.
Inge Wie Nielsen skriver at "det er tydeligt at jeg ikke har indgående kendskab til specialskolernes arbejde". Det har hun ret i, men jeg prøver at følge med. Har selv børn i folkeskolen og har fat det i mange år. Er nu næsten færdig med en meritlærer uddannelse. Set fra mit perspektiv er der store huller i denne diskussion om inklusion/eksklusion i folkeskolen.
Svend-Erik Pedersen rammer næsten i konklusionen: "For mange specialskoleelever vil inklusion i folkeskolen være ekskluderende". Jeg mener han mangler "som den er i dag". Folkeskolen som den er, ja men hvis den ikke kan tage de nu 11.000 elever fra specialskolerne, som der lægges op til, skal den vel laves om til det?
Er det noget vrøvl? Måske, men så har skolefolket også glemt den store debat/diskussion om skolen. Der tales rigtig meget om mål for det der kommer ud af skolen, men meget lidt om dens rammer.
Lige nu er jeg godt inspireret af professor Ove Kaj Pedersen, som i borgen "Konkurrencestaten" sætter fokus på folkeskolens store problem, nemlig at skolen er blevet et middel til noget og ikke et mål for vore børn.
Det vil jeg meget tænke meget mere over og først glæde mig over de 85 % som kommer godt igennem folkeskolen og selvfølgelig også arbejde for at de 15 % kommer med, men må så konstatere, at de nye krav til folkeskolen har betydet at "de 85 % ikke blev til 95%, men til 82%" (Undervisere.dk marts 2011). Vi taber flere og flere jo større og større faglige krav vi stiller dem, i den folkeskole vi har. Måske skulle vi se at komme i gang med at få tilpasset folkeskolen vores børn og ikke omvendt!
TUSIND tak for det indlæg, Anne Vang. Det var virkelig tiltrængt. Jeg har så tit tænkt på, hvad i al verden de folk, der udtaler, at alle skal gå i almindelig skole, havde forestillet sig. De kender i hvert fald ikke ret meget til børn og unge med særlig behov. TAK :-)
Det er i min verden MEGET vigtigere at få gjort noget for, at folk ikke samler sig i små velhaverghettoer og sender deres børn i skoler hvor alle de andre børn ligner dem selv. Det synes jeg er et RIGTIGT alvorligt problem.
Men at sende børn med ASF, ADHD ol. ind i folkeskolen - ja det vil nemlig præcis være omsorgssvigt.
Tak for et godt indlæg.
Jeg arbejder selv som medhjælper i en specialklasse i København.
Klassen går fra 6-10 år. Den har diagnoser såsom, adhd, aspergers, infantil autist, socialt og udviklingshæmmede.
Det er en kæmpe opgave, og det virker umuligt at lykkes.
Lærerne har andre klasser og er pressede på tid. Der hersker kaos og magtesløshed.
Der er ingen tid til refleksion, ingen supervision.
Mange af børnene trives bestemt ikke i omgivelserne, da de simpelthen har så mange forskellige behov at det er svært at overkomme.
Jeg hører konstant om København, som en skidt by at have sit barn i, hvis det vel-og-mærke har specielle behov.
Størstedelen af børnene har jeg meget svært ved at se i en normal klasse.
De fleste af børnene kommer fra ressource svage familier. Det er psykisk rigtig hårdt for alle parter involveret.
.. Det er trist, men det er virkeligt.
Jeg forstår ikke hvordan man som samfund kan være "blind" over for problemet. Det burde prioriteres som noget af det højeste, at vi giver landets børn mulighed for at trives og føle sig ligeværdige.
Økonomi snakker alle om. De fleste ved dog, at hvis ikke vi gør noget målrettet, hvis ikke vi fokuserer på problemerne, jamen så bider de os i røven de næste mange mange år.
Det er trist og jeg får lyst til at råbe!