Læserbrev

Vi kan ikke gro i isolation

Danmarks evne til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft bliver stærkt forringet af udlændingepolitikken.

Danmarks evne til at tiltrække højtuddannet arbejdskraft bliver stærkt forringet af udlændingepolitikken.

5. april 2011

Debatten om udenlandsk arbejdskraft i Danmark er på vej ind i en blindgyde. Vi må tage udgangspunkt i behovet for vækst, i stedet for at diskutere millimeterretfærdige justeringer i junglen af krav og regler, som allerede gør tilværelsen urimeligt besværlig for de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde her.

Det bør gå op for politikerne, at hvis Danmark skal have en chance for at udvikle vores samfund og virksomheder, er det nødvendigt, at vi kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Det er foruroligende at overvære, hvordan de i øjeblikket skyder om sig med særregler og forslag, der effektivt smækker udenlandsk arbejdskraft ude af det danske samfund.

I deres iver efter at ramme bestemte grupper af udlændinge, risikerer politikerne at gøre arbejds- og livsbetingelserne så besværlige, at også de højtuddannede udlændinge vælger Danmark fra. Så kan vi sidde her og gro til i ophøjet isolation og dårligt vejr.

Arbejdsmarkedet for højtuddannede, heriblandt ingeniører, er gennem de seneste år blevet stadig mere internationalt.

Udenlandske og danske ingeniører rejser ud i verden og beklæder nøglepositioner, og vi ansætter udenlandske ingeniører i Danmark med viden og spidskompetencer, som de har opnået ved at arbejde og uddanne sig andre steder i verden. Det er en helt nødvendig udvikling, som vi skal understøtte, ikke modarbejde. Viden og teknologi vokser og udvikles bedst i frihed, på tværs af grænser.

Unødige hindringer

En anden vigtig pointe er, at vi risikerer direkte at modarbejde os selv med den førte politik.

På den ene side kører vi en omfattende statsfinansieret indsats for at tiltrække, fastholde og integrere højtuddannede forskere og medarbejdere i Danmark, men på den anden side er vi i færd med at lægge hindringer i vejen, så disse mennesker og deres familier skal leve og arbejde i Danmark på andre vilkår end danskerne.

Fejlen er, at der sker en meget uheldig sammenblanding af den indvandring, som sker på baggrund af retskrav, og så den indvandring af arbejdskraft, der sker som følge af vores efterspørgsel på vækst.

De to udfordringer har hver deres løsning. Det bør politikerne have modet til at italesætte. Problemerne med den ene type indvandring må ikke spærre for, at vi kan tiltrække arbejdskraft fra udlandet.

Hvis Danmark skal kunne løfte vækstudfordringen, er det nødvendigt at tiltrække og fastholde folk udefra. Vi skal sørge for at udenlandske medarbejdere og deres familier føler sig tilpas hos os. Og utidige krav om egenbetaling på dette og hint oveni et i forvejen grotesk skattetryk vil nok ikke bidrage til dette.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu