Kommentar

Kan man stole på de rige?

I Bangkok er verdens klima denne uge endnu en gang på forhandlingsbordet og u-landene forsøger igen at holde i-landene fast på Kyoto-protokollen. For når der mangler tillid, er det altid godt at have papirerne i orden
6. april 2011

Bistand, handel og ikke mindst klima. De rige lande har skuffet u-landene igen og igen. Der laves aftaler, som de rige lande, med nogle få undtagelser, aldrig lever op til. Hvordan skal u-landene nu kunne stole på, at de rige lande vil leve op til de klimaforpligtelser, som forhandles i FN-regi?

I denne uge er verdens klima endnu engang på forhandlingsbordet. Denne gang i Bangkok, og det er det første møde efter Klimatopmødet i Cancun i Mexico sidste år. Efter det skuffende topmøde i København i 2009 ønskede alle, at topmødet i Cancun skulle blive til en succes og sikre, at klimaforhandlinger i FN-regi kørte videre. De svære spørgsmål, inklusive spørgsmålet om den legale udformning af en ny aftale, blev derfor skubbet videre til 2011.

Orden i papirerne

Nu har de største u-lande, de såkaldte BASIC lande som samler Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien, dog igen markeret sig med krav om, at de rige lande holder deres løfter om, at der skal indgås en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen.

Ved klimatopmødet på Bali i 2007 blev det vedtaget, at de videre forhandlinger skulle køre i to såkaldte spor. Der var enighed om, at der skulle vedtages en anden forpligtelsesperiode for Kyoto-protokollen, hvilket skulle forhandles i det såkaldte Kyoto-spor. Kyoto-protokollen er en eksisterende aftale, som har en juridisk forpligtende form. Den indeholder også en mekanisme, som sikrer, at landene lever op til deres forpligtelser. Når der mangler tillid, er det altid godt at have papirerne i orden, og det er netop derfor, u-landene kan lide Kyoto-protokollen.

Men der er også en anden årsag til, at u-landene står fast på Kyoto. Den angiver en klar byrdefordeling, fordi det er de rige lande, som har det historiske ansvar for at udlede klimagasserne, der er forpligtede. Samtidig har protokollen et relativt godt ambitionsniveau, sammenlignet med de tekster, der bliver forhandlet i dag.

De rige trækker i land

Men på Bali var der også enighed om, at der skulle forhandles videre om en ny aftale, en bredere aftale, som inkluderer alle lande, og som har en balance mellem tilpasning, reduktion af udslip, finansiering og teknologisamarbejde.

EU har sagt, at man er parat til at gå ind i en ny forpligtelsesperiode under Kyoto. Men flere andre rige lande, anført af Japan, er meget kritiske. De vil droppe det så kaldte Kyoto-spor og kun indgå en helt ny aftale, som hverken er juridisk bindende, eller lige så ambitiøs som den eksisterende protokol og som gør op med fordelingen mellem rige og fattige lande.

EU skal melde ud

Forhandlingerne, som løber i denne uge, kommer til at følge op på en lang række emner, men spørgsmålet om udformningen af en ny aftale vil helt sikkert være et centralt tema. Vi har brug for, at EU melder klart ud og tydeligt forpligter sig til en ny periode under Kyoto-protokollen.

For det første vil det være et tydeligt og positivt signal til u-landene og åbne for andre initiativer i forhandlingerne i 2011. For det andet vil det lægge pres på Japan, Canada, Australien og andre lande, der dermed får sværere ved selv at sige nej. Og endelig vil risikoen for EU sandsynligvis være begrænset, fordi man næppe skriver andre målsætninger ind for en ny periode, end dem, man regner med selv at kunne leve op til!

Historisk momentum

Globale forhandlinger handler meget om tillid. De rige lande har allerede forpligtiget sig til en anden periode for Kyoto-protokollen. Hvis de nu ikke vil leve op til det, vil u-landene blot få dokumentation for, at man ikke kan stole på de rige lande og dermed vil deres krav om en juridisk bindende aftale vokse sig endnu stærkere.

En god klimaaftale i 2011 kræver ny tillid mellem parterne. EU har magten til at gøre en positiv forskel, hvis unionen melder bekræftende ud om Kyoto-protokollen. Mødet i Bangkok forventes primært at levere en form for arbejdsplan for året. Men med EU i spidsen i forhold til de svære spørgsmål om legal form vil forhandlingerne ikke blot få en plan for året, men også en kickstart.

Reelt har EU nu en historisk mulighed for at bringe klimaforhandlingerne videre på et afgørende tidspunkt.

Vi håber, de bruger den i den kommende uge i Bangkok.

Henrik Stubkjær er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"The difference between a rich man and a poor man, is this - the former eats hen when he pleases, and the latter when he can get it"
- Walter Raleigh

Søren Nørbak

Hvad?
Det burde da være super nemt at få en bindende aftale. Jeg er 100% sikker på at Lars Løkke IKKE er mødeleder under forhandlingerne i Bangkok, så det burde være en smal sag at få vedtage en vidtgående bindende aftale. Vi fik jo alle af vide at det hele var Løkkes skyld da det gik i vasken under COP 15.

Tom W. Petersen

Ja.
Man kan stole på, at de vil forsvare deres rigdom med alle til rådighed stående midler.
Men der er intet problem i at deltage i miljø-etcetera-konferencer. Det signalerer god vilje.