Kronik

Klassekampen er demaskeret

I år er arbejdernes internationale kampdag vitterlig en kampdag. Diskussionerne om velfærdsreformer har nemlig understreget, at klassekampen er højaktuel. En klasse af veluddannede har snøret resten af befolkningen til at tro, at det er fair, at de skal have mere i løn, fordi de har uddannet sig længere
Det er på universiteternes læsesale den udbyttende klasse udklækkes. Vore dages klasseskel går mellem de højt og lavt uddannede.

Det er på universiteternes læsesale den udbyttende klasse udklækkes. Vore dages klasseskel går mellem de højt og lavt uddannede.

Jakob Boserup

30. april 2011

I flere år har de fleste trukket på smilebåndet af ordet klassekamp. De sociale klasser er afgået ved døden. Danmark er ikke længere et klassesamfund, lød reaktionen.

Men lige meget, hvor mange gange det gentages, og hvor mange, der tror på det, strider det mod kendsgerningerne.

Kortlægger vi forskelle i befolkningens leveforhold ud fra de enkelte individers placering i en klassestruktur, finder vi markante og systematiske forskelle mellem de sociale klasser. Ikke blot i indkomst, boligforhold og uddannelse, men også når det gælder helbred og forventet levetid.

Når begrebet klassesamfund alligevel er gået af mode, er en del af forklaringen, at klasserne nu optræder i nye forklædninger. Vi har fået en ny herskende klasse af højtuddannede, som har tilegnet sig monopol på den historisk og kollektivt producerede kulturelle kapital.

Fra denne klasse rekrutteres nutidens ledelsesmagt såvel i den offentlige som i den private sektor, og klassen har snøret resten af befolkningen. Det er lykkedes den veluddannede klasse at skabe almindelig konsensus om et ulige aflønningssystem, som ikke gavner andre end den selv, nemlig aflønning efter princippet: Jo længere uddannelse, jo højere indkomst. Eller udtrykt på en anden måde: Jo længere man har nydt gavn af de offentlige investeringer i uddannelse og de offentlige udgifter til uddannelsesstøtte, desto højere privat indkomst skal man have resten af livet.

Maskeret klassekamp

Selv om det allerede er nogle årtier siden denne klasse trådte ind i samfundsarenaen, blev den ikke opfattet som aktør i en nutidig klassekamp, netop fordi de fleste mente, at klassekamp tilhørte fortidens industrisamfund.

De, som endnu troede på klassekampen, var få. SF's Arbejderflertalsgruppe var blandt dem og talte ublu om klassekamp i et debatoplæg fra 1983. De henregnede imidlertid stort set alle lønmodtagere også hovedparten af mellemlagene til det »arbejderflertal«, der skulle afskaffe kapitalismen.

Dette fejlagtige billede af klassestrukturen skjulte effektivt, at den skarpeste klassegrænse allerede dengang skar sig midt ned gennem lønmodtagerbefolkningen. Mellem de højtuddannede mellemlag på samfundets solside og det store flertal af kortere uddannede funktionærer og arbejdere på skyggesiden.

Denne skillelinje og dens konsekvenser for uligheden i levekårene indgik dog ikke i bevidstheden hos folk i almindelighed. Derfor fik den bog om klassesamfundets forandring, som jeg udgav i 1990, titlen Den maskerede klassekamp.

Den manglende bevidsthed om, at en ny privilegeret klasse nu stod over for et mindre privilegeret flertal, indebar, at en klassekamp ovenfra kunne fortsætte uden modstand fra de undertrykte. Ideen om den samfundsmæssige nytte af en højt uddannet klasse fik frit gennemslag i det politiske system.

Da amerikaneren Richard Florida i 2005 publicerede bogen Den kreative klasse, fængede dens budskab hos politikere i Radikale Venstre og sikkert flere andre. De læste den som opskriften på en ønskværdig fremtid. De hæftede sig ikke ved bogens elitære tænkning, som forfatteren ikke skjulte nemlig at den kreative klasse er »de naturlige i realiteten de eneste mulige ledere i det 21. århundred«. Og de har brug for tjenende ånder på samfundets gulvplan »en voksende arbejdsstyrke af servicearbejdere, der kan tage sig af dem og udføre deres huslige arbejde.«

Løkke lod masken falde

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen bebudede efterlønnens afskaffelse, demaskerede han klassekampen.

Det medførte en omfattende mediedækning af de hårde arbejdsvilkår for mange faggrupper på især LO-området.

Alle dem, der havde glemt, ikke vidst eller ikke villet vide, hvor mange flere arbejdsår de typiske LO-medlemmer har før 60-års alderen end akademikere, fik nu syn for sagn.

Det var også en nyhed for mange mennesker, at den forventede levetid er flere år lavere for de kortuddannede end for de højt uddannede. En realitet, der afslører hulheden i det politiske argument om, at pensionsalderen med den stigende levealder må stige med samme antal år for alle.

Intet tyder på, at en stigning i den gennemsnitlige levealder mindsker forskellen i levealder mellem de sociale klasser. Det burde give grobund for realisering af det flere gange fremsatte forslag om, at man i et socialt retfærdigt pensionssystem ikke vil lade en bestemt alder være kriteriet for tildeling af pension, men at man derimod skal se på antallet af år, den enkelte har haft på arbejdsmarkedet.

Socialt blinde eksperter

Erkendelsen af den klassebestemte forskel i levealder blev dog ikke umiddelbart mødt med den slags udlignende tiltag. I stedet fik medier og politikere fat i sundhedseksperter, der fortalte, at forskellen skyldtes de kortuddannedes livsstil og deres hang til røg og druk. Budskabet var, at kort levetid er din egen skyld. Andre årsager som belastende arbejdsmiljø, støj og forurening omkring boligen og generelt dårligere boligforhold blev nedtonet.

Om efterlønnen finder vi også socialt blind rådgivning fra eksperter. Regeringspolitikere henviser således i deres planer for efterlønnens afskaffelse til økonomers gentagne forslag herom. Men i økonomernes modelberegninger indgår hverken en målsætning om at sigte på samme antal år som pensionist for alle faggrupper eller det flere gange påviste forhold, at dem, der går på efterløn, oplever et fald i omfanget af helbredsgener. Oven i købet også en ofte overset kønsproblematik: en større del af kvinderne end mændene slider på arbejdspladsernes gulvplan.

Det er også økonomer, der med deres human capital-teori leverer argumentation for de højt uddannedes høje indkomster. I analyserne bruges de højt uddannedes indkomster som indikator for uddannelsesfaktorens samfundsøkonomiske betydning. Hermed negligeres, at der alene er tale om privatøkonomiske gevinster for den store del af dem, der har monopoliseret tilgangen til stillingerne øverst i samfundshierarkiet.

Også blandt sociologer kan man finde teoretikere, for hvem klassekamp er et fremmedord. Eksempelvis et koryfæ som den tyske sociolog Ulrich Beck, der mener, at individualiseringen har ophævet klassebevidstheden, og de, »der forsøger at genoplive arbejdersolidaritet og klassesolidaritet med klasseanalysen er simpelthen utroværdige« (Beck & Willms 2002).

Derfor må vi være glade for Lars Løkke Rasmussens markante bidrag til at afsløre, at en klassekamp længe har været udkæmpet i det skjulte.

Erik Jørgen Hansen er tidligere forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet og tidligere forskningsprofessor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han blev pensioneret i 2005.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lønkamp og klassekamp er ikke det samme.

Klassekamp handler om Ejendomsret og Retten til at lede og fordele arbejdet.

Hvis kapitalejerne ud fra kortsigtede profithensyn finder det profitabelt kan de:

Nedlægge eller sælge nationens produktionsapparat hen over hovedet på den arbejdende befolkning uanset om hensynet til de ansatte og samfundet taler imod salget.

Foretage sæsonfyringer og forskelsbehandle lønmodtagergrupper.

Undlade at modernisere produktionsapparatet.

Undlade at sikre produktionsapparat og - metoder så de ikke skader lønmodtagerne.

Undlade at udbetale lønninger der er store nok til at arbejderne kan forsikre sig, deres familie og deres alderdom.

Klassekampen er i følge Karl Marx: Kampen mellem arbejderklassen (proletariatet) og det kapitalistiske borgerskab (bourgeoisiet).

At VKO fører en politik der er rettet mod de svageste i samfundet gør ikke klassekampen til en strid mellem de privilegerede lønmodtagere og samfundets lavest lønnede lønmodtagere. Hoppede lønmodtagerne på den limpind så ville de forledes til at følge den klassiske del og hersk strategi som magthaverne er så satans gode til at italesætte. Lønstridigheder mellem f.eks. mænd og kvinder, eller ufaglærte og højere lønnede faglærte, eller for den sags skyld akademikere, har været kendt lige siden industrialiseringens begyndelse og har intet med klassekamp at beskaffe. Den køber vi ikke. Påenigen hr. Erik Jørgen Hansen.

Bill Atkins

Nu havde Marx jo ikke lige netop forudset at ændringerne i industrisamfundet betød udfasning af produktionen til proletariatet i Asien.
Proletariatet er helt ude af syne, hvorfor Schlüter kunne erklære klassekampen for død.

Og arbejderklassen købte den, de havde jo mulighed for at være "kapitalister" i deres egen selvforståelse med villa, Volvo og vovse og tilhørte nu ikke den besiddelsesløse klasse længere.

Så erklærede man et såkaldt "videnssamfund".

Den priviligerede klasse - f.eks. DJØF'ere - har så formået at møve sig ind og vedligeholde og forvalte kapitalejernes rettigheder, mens de tidligere produktionstunge virksomheders ejere er mere anonyme og deres virksomheder opsugede af internationale kapitalfonde.

Samfundet bliver jo i vid udstrækning drevet af en række forvaltere, også i folketinget, og når deres bagmænd ikke er tilstede må den ophidsede hob med leer og høtyve jo angribe forvalteren inden de brænder godset ned.

Du ser jo forvalterne kvaje sig f.eks. i DSB, hvor de taber omkring en halv milliard af samfundets penge, og forlader DSB med 10 millioner i hånden, hvilket næsten svarer til en livsløn for mange mindre priviligerede.

Du ser en Birthe Rønn Hornbech forlade en ministerpost efter at have administreret ulovligt i årevis - og hvad sker der - ingenting.

En Nissen, eller Plummer der smadrer en lødigt medie som DR, hvorefter der bliver indsat (sic!) en ny forvalter fra DJØF, og underlødigheden fortsætter.

Når Arne Notkin fører sig frem mod røde lejesvende er det også et udtryk for klassekamp.

Du ser den ene efter den anden af talentløse ministre, der hele tiden "reformerer" hvilket i dag er et andet ord for forringelser af den jævne befolknings levevilkår.
Men selv mister de intet.

Den ene hånd vasker den anden i det miljø af forvaltere. Selvfølgelig skal de være målet for klassekampen og derfor synes jeg faktisk det er en glimrende artikel, som du måske bør genlæse.

der er jo hhv.: de venligt løselige og de fjendtlig løselige modsætninger.

arbejderne lader sig næppe narre til nogen massehetz mod enhver(!) højt uddannet, fordi arbejderne ved: at det er kapitalisterne som er arbejderene's væsentligste klassefjender.

Bill, tak fordi du rydder lidt op i den begrebsforvirring som artiklen roder rundt i. Og Niels, det der sker med kapitalismen i øjeblikket var forudset af Marx. At kapitalen flytter derhen hvor de variable omkostninger er lavest, og der dannes globale monopoler. Der er heller intet nyt i at småborgerskabet står parat at udfylde deres rolle.
Det som er mærkeligt, er at partier som venstre og konservative, endnu ikke har fattet at den lokale danske kapitalisme er væk. Den lokale igangsætter som starter sin virksomhed op ude i provinsen for siden at blive en international succes. Det er fortid. I dag bliver iværksættere opkøbt og produktionen flyttet, for monopolerne konkurrerer om at komme først med den slags opkøb, tænk hvis de andre kom først.
Derfor er den politiske dagsorden at skabe en hel anden erhvervspolitik, en opgave som regeringen har brugt 10 år på ikke at løse.

Efter aftenens nyheder konstaterer jeg at:

Kapitalisterne er ikke underklassens værste fjender. Det er klasseforræderne i SF!!!!

Bill Atkins

Niels Mosbak

Det er som du og andre vælger at gå efter manden, fordi I ikke kan se bolden...

Netop fordi ejerskaren i det globale, og dermed det danske, erhvervsliv er så uigennemskuelig, er det vigtigt at lønmodtagerne holde fokusere på selve de kapitalistiske mekanismer - ejendoms- og ledelsesretten og deres skævvridning af magtforholdene i vores eget land.

Dem du kalder den 'Den privilegerede klasse', Dpk, udgør ca. 10 procent af den samlede arbejdsstyrke, med 1/3 privatansatte og 2/3 ansat i det offentlige sektor.

Med hensyn til de privatansatte er det primært de Dpk’er der besætter stillinger på direktørniveau der forvalter de kapitalistiske rettigheder, og jeg er ret sikker på at bestyrelses- og aktionærlaget i det store hele har fokus på og hånd i hanke med hvad deres direktører bedriver og som sådan er det dem der er ansvarlige for direktørlagets forvaltning af kapitalismen. De øvrige Dpk’er i det private erhverv er underkastet "bundlinjens tyranni", og det er op til de øvrige faggrupper ved lønforhandlingerne, at påpege deres egen betydning for bundlinjen, samt benytte Dpk'ernes lønniveau som løftestang. Det er et politisk problem og ikke et fagpolitisk problem at stække kapitalismens samfundsmæssige uhensigtsmæssigheder.

Noget helt andet er at vores pensionskasser og ATP, efter min mening, burde vise vejen og stå meget stærkere på de etiske spørgsmål vedrørende beskæftigelse og produktion når de investerer, herunder være en del mere risikovillig når det gælder investering i mindre virksomheder.

De Dpk'er som er ansat i det offentlige udgør helt andet demokratisk problem. En ægte Dpk’er drømmer om at erstatte det til tider irrationelle demokrati med et regelstyret fejlfrit teknokrati, og det er de så gået i gang med. Både i staten og i kommunerne, udgør Dpk’erne en vidensmæssig magt som på flere områder tilraner sig en politisk magt fordi politikerne er for svage.

Jeg anser S og SF's udmelding om at der skal ansættes tre kommissærer pr. minister, som et klart signal fra S og SF om at de gamle tjenestemandsdyder, loyalitet og pligtopfyldelse igen skal i højsædet i stats- og kommuneforvaltningerne.

I øvrigt så jeg til min glæde at Finansrådet på deres hjemmeside advarer mod EU's reguleringstiltag overfor finansspekulation – synd blot at debatten ikke når ud i den danske politiske debat.