Klumme

Mennesket ved en korsvej

Mellem teknoti og taknemlighed
Debat
5. april 2011

Alverdens lande har igen taget fat på forhandlingerne om en global klimaaftale. Men som fremgået af Information i lørdags regner ingen med en aftale COP17 i Durban, Sydafrika, i år til december, som heller ikke sidste år COP16 i Mexico, som heller ikke forrige år COP15 i København. Så »spekulationerne går nu på, om en bindende aftale kan nås i 2012, i 2013 eller ...«

Hvorfor i alverdens lande denne handlingslammelse?

Når naturvidenskaberne dog uafbrudt konstaterer stadig flere alarmerende og endnu mere truende naturtilstande end hidtil antaget? Bl.a. på ny stigende CO2- udledninger i EU, herunder skam også i Danmark.

Herpå kan en nyåbnet udstilling Kampen på murenom netop Mexico i Køges museum for kunst i det offentlige rum, Køs måske give noget af et svar. Ikke fordi menneskets ødelæggelse af sit og andre højerestående planters og dyrs eget naturgrundlag direkte er den aktuelle motivation.

Den pragtfulde udstilling om mexicansk murmaleri synes snarere inspireret af de arabiske og muslimske oprør og rører i Tunesien, Egypten, Libyen, Syrien ...

»Udstillingen viser forarbejder til det helt særlige, ideologiske og politisk engagerede murmaleri, der opstod ud af revolutionen i Mexico fra 1920'erne. En helt ny type murmaleri, som fik betydning for udviklingen af det fortællende monumentalmaleri i det 20. århundrede.«

Rivera og Rockefeller

Men indirekte kan Kampen på muren sige noget helt afgørende om træk ved vores moderne, venstreorienterede såvel som højre- og centrumorienterede syn på naturen, der lammer alle COP'erne. Når det f.eks. om den absolut mest berømte mexicanske mur- og monumentalmaler Diego Riveras kæmpeværk Mennesket ved en korsvej, skuende med håb og vidsyn mod valget af en ny og bedre fremtid hedder:

»I 1938 inviterede den amerikanske rigmand Nelson Rockefeller Diego Rivera til at udsmykke en væg i Rockefeller Center. Murmaleriet skulle illustrere det 20. århundredes sociale, politiske og industrielle muligheder. I midten af folkemængden står manden og maskinen. Det er en fremstilling af den ideelle arbejder, men også af mennesket, der som hersker over teknologien ser fremad ind i det nye århundrede. (...) Yderst til venstre illustreres videnskaben, repræsenteret ved Darwin, og til højre er det en af tidens store ideologier marxismen der er repræsenteret af Marx og Trotsky. Blandt menneskemængden dukker den revolutionære sovjetiske leder Lenin frem. Den marxistiske undertone og kritikken af kapitalismen blev mere og mere tydelig, så Rockefeller bad Rivera fjerne Lenins ansigt. Rockefeller nægtede, og arbejdet blev afbrudt. Værket blev kort efter ødelagt, men allerede året efter blev det genopført i Palacio de Bella Artes i Mexico City.«

For hvad skjules af overspringelsen: (...)? »I Riveras fremstilling er det ikke blot teknologien, der er under menneskets kontrol, men hele universet. Der som en slags propeller eller linser i et mikroskop gennemskærer murmaleriets midte. Nærbilleder af celler ses i det ene felt, mens det andet giver et blik ud i universet.«

Ikke blot teknologien, men hele universet, hele naturen, stræber den progressive efter at sikre menneskets kontrol over. Hvad enten fremskridtet som en Rockefeller påberåber sig liberal borgerlighed eller som en Rivera socialistisk frihed (eller som en gennemsnitsdansker ganske almindelig socialdemokratistisk velfærd).

Ved at underskrive en global klimaaftale i erkendelse af, at ikke mennesket, men naturen kræver disse besparelser af vores naturforbrug, underskrives dødsdommen over det moderne fremskridtsprojekt.

I hvert fald hvad angår dets forestilling i alle dets forskellige geografisk betingede, ideologiske, politiske og religiøse afskygninger om den totale naturbeherskelse.

Derfor trækker det ud i København, i Mexico, i Durban og ...

Lammer mennesket

Forventningen om grænseløs magt over naturen ved naturvidenskab, teknologi, teknik og global pengeøkonomi lammer mennesket. Elegant formuleret af Piet Hein i et gruk:

Teknoti som menskets herre
er et fremskridt til det værre

Eller lidt mere detaljeret fremstillet af Thorkild Bjørnvig i en kronik, som for 50 år siden netop foranledigede den kulturradikalistiske afvisning, at nu skal vi da vel ikke til at bøje os for naturen, det billige skidt:

»I de frie demokratiske samfund har frihedstanken og det er også ganske naturligt ikke længere oprørets patos. Den har langsomt fået et nyt indhold, nemlig friheden for et hvilket som helst menneske til at håndtere naturen og alt i den som et objekt, en genstand for magtinteresser, en erstatning for slaven.«

Hvad havde Bjørnvig at sætte op mod dette fremskridt til det værre? Følgende:

»Imidlertid, det eneste, der for alvor fylder og oplader sindet, er det, vi aldrig kan få i vor magt, eller som vi frivilligt ikke udøver magt over og som ikke udøver magt over os.«

Altså taknemligheden, kærligheden. Hvad andet, ellers?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maria Francisca Torrezão

Tak for svaret, John.

Mantraet ”fra forskning til faktura” overflødiggør desværre et ”anvendt” foran naturvidenskab…

Og man kan ikke generalisere og sige at følelser er roden til alt ondt og omvendt betragte fornuften som roden til alt godt. Man kan bedrive de meste grusomme ting v.h.a. helt igennem rationelle handlinger. Ikke for så længe siden arbejdede gaskamrene på fuld tryk ikke så langt herfra :(
Verden er ikke enten-eller, men (heldigvis) både-og.

Modsætningen til rationalitet er ikke følelse men irrationalitet. Rationaliteten må altid tage udgangspunkt i at vi er skabninger med følelser. Ellers bliver det rationalitet i den 'blå luft'
Rationaliteten erkender at vi mennesker grundlæggende er ens og har visse fælles ønsker, forhåbninger og drømme. Så rationalitet er at finde en vej hvor vi tager rimelig hensyn til hinnandens ønsker og drømme og giver plads uden at det går ud over andre.
Irrationalitet derimod hævder at vi dybest set intet kan erkende om hinnanden. At visse mennesker besidder en særlig indsigt som andre ikke kan få del i men som er sand og så andre blot skal efterleve

Maria Francisca Torrezão

Det er i bund og grund (som alt andet i øvrigt) et etisk spørgsmål. Rationalitet vil til enhver tid være afhængig af samfundets vedtagne normer.
Et par dage efter katastrofen i Japan hørte jeg en finansanalytiker (tror jeg det var) på TV2 news udtale, at på sigt vil katastrofen have en positiv effekt på landets økonomiske vækst.
Det lyder meget rationalt, hvis man lever i et DØV samfund.

John Fredsted

@Maria: Med min accept af at sidestille "naturvidenskab" med "teknologi, teknik og global pengeøkonomi", hvis bare det optræder med et foranstillet "anvendt", er så langt, som jeg kan strække mig. Idet du tilsyneladende ikke vil acceptere det forslag, så er et kompromis tilsyneladende uopnåelig.

Vedrørende gaskamrene: Jeg anser nazisternes had til jøderne - det had, der om noget var årsag til ønsket om "Der Endlösung", der endte med gaskamrene - for at være en følelse.

Jeg har på intet tidspunkt påstået, at følelser er roden til alt ondt, og fornuften er roden til alt godt, for det ville være alt/intet-konstruktioner. Når det er sagt, så vil jeg gerne indrømme, at jeg har fortrudt (det gjorde jeg såmænd allerede i går) det sidste afsnit i http://www.information.dk/264517#comment-349742, hvor jeg ekstrapolerer.

John Fredsted

@Bill: "Det moderne arbejdslivs tvang gør at vi som kompensation kræver privatbilisme og udlandsrejser, for trods alt at føle os som frie mennesker - og ikke mindst vise vores omgivelser at vi er frie."

Det tror jeg ikke på. Jeg tror ikke den såkaldte frihedstrang - i form af rastløs fysisk foretagsomhed - er en kompensation for det moderne arbejdslivs tvang, for hvorfor skulle rige mennesker, der ikke er tvunget til at arbejde, så deltage mindst lige så meget i adfærden?

I mine øjne er der snarere tale om forsøg på at flygte fra eksistentiel angst, herunder angsten for i selvrealisationens vakuum (hvor man forestiller sig eneansvarlig for at skabe sig sit eget liv) at gå glip af noget.

@John

Med arbejdlivets tvang tænker jeg ikke på den tid vi tilbringer i arbejdsgiverens vold, men på den tid vi ikke har til at realisere os sammen med familien, og i den forbindelse er de opreklamerede frihedssurrogater som privatbilen og de årlige ferierejser et plaster på den dårlige samvittighed og et signal udadtil om at "her i familien har vi råd" - det er godt vi begge arbejder 50 timer om ugen.

Istedet for burde vi arbejde på at sænke den daglige arbejdstid for således at få tid tilselvrealisation.

Bonderøven styrer - hvis altså ikke vores krav til selvrealisation er noget helt andet end natur og familie.

Ups! det skulle kun være 'ikke' der skulle stå med fed

Maria Francisca Torrezão

@John: Du misforstår mit ærinde. Jeg kæmper ikke mod naturvidenskab/grundforskning som sådant, men derimod ”fra forskning til faktura” tankegangen. Så længe samfundet accepterer dette mantra, bliver du nødt til at leve med fraværet af ”anvendt” foran naturvidenskab.

Bag nazisternes had til jøderne stod et helt igennem rationel plan om at opnå magten. Et ældgammelt kneb, som i mere eller mindre grad bliver anvendt i de fleste samfund. Kan man udpege en ydre fjende, får man magten.

John Fredsted

@Maria: Jeg er ked af at skulle sige, men vi er stadig dobbelt-uenige.

John Fredsted

@Bill: Jeg har ikke set et eneste afsnit af Bonderøven (og påtænker mig såmænd heller ikke at gøre det), så jeg kan ikke vurdere den side af sagen.

At sænke arbejdstiden - fint, med mig. Men jeg har det lidt svært ved alt denne fokus på "selvrealisering", for er det ikke netop dén idé, der mere end noget andet eroderer den solidaritet, hvorpå et ethvert samfund - i modsætning til et 'hver-for-sig-fund' - bygger på?

John, jeg blev inspireret af dine betragtninger om rationalitet og følelser, - tak for det - betragtninger hvor du giver følelserne 'skylden' for overflødig "charterturismens" , samtidig med at du længere nede i debatten angiver en truende usikker verden som årsag til ønsket om "magt og hermed kontrol".

Min fortolkning af det du skriver er, at du mener at mennesket generelt er bange for det lille liv, uden statussymboler, magt og kontrol, og i den forbindelse peger jeg på Bonderøven som en der nærmet lader æstetikken navigere sig igennem dagens dont - som forekommer indholdsrig, fornuftig og logisk.

...og jeg ved naturligvis godt at Bonderøven er fiktiv og at økonomien i hans projekt ikke hænger sammen - men derfor kan budskabet jo godt være interessant. Og det ydermere fordi jeg har set enkelte andre inspirerende udsendelser om alternative livs- og boformer inden for det konforme Danmark. En inspiration som vi får alt for lidt af - for folk der står af ræset er ikke interessante for det kapitalistiske samfund - men det er de dælemende for naturen og så kommer det - for deres selvrealisation sammen med dem de holder af.

Mennesket er for korttidsorienteret til at det som art vil være i stand til at forhindre den globale opvarming og de medfølgende naturkatastrofer.
Det lyder så flot at nu skal vi altså have en klimaaftale som skal redde verden men kendsgerningerne er at menneskets natur først og fremmest er at opfylde korttidsbehov og at langtidsplanlægning er sekundært.
Vi får aldrig en klimaaftale som vil redde planeten fra den globale opvarmning da en sådan aftale i sin natur vil være modsat rettet mennskeshedens korttidsbehov som f.eks. økonomiske/financielle forhold, forbrugsgoder og transport.

Det eneste vi kan gøre er at være forudseende nok til at forberede os på de uundgåelige naturkatastrofer som vil ramme os men det vil vi som art nok heller ikke være i stand til.

Thomas Dahl, meget enig i dine betragtninger. Menneskeheden vil sandsynligvis sagtens kunne håndtere en truende komet, men den snigende fare er vi stort set blinde for, vores kunstnere er for dårlige til at udtrykke en snigende fare. For slet ikke at nævne vores politikeres håndtering af systemfejl...

Klimaudviklingen vil aldrig anfægte beslutningstagernes tro på den kapitalistiske økonomis overlegenhed. Kapitalismen - eller regulering af samme - er ikke til diskussion. Opstår der skader som følge af kapitalistisk udnyttelse, så er der blot tale om en ekstra omkostning - som faktisk får BNP til at stige.

Nærmer vi os et ‘point of no return’ må vi håbe at der er penge i at ændre retning.

Besynderligt er det, at der for tiden i skyggen af finanskrisen stilles er række krav til finanskapitalen om indsigt og styring - det er bare ikke en debat der når ud til vælgerne. Alt foregår på politikerniveau. Den totale afpolitisering af befolkningerne er en realitet. Skindemokratiet triumferer.

Maria Francisca Torrezão

@John: Det er heller ikke mening man skal være enig om alt :) Disse problemstillinger er ældgamle og vil blive ved med at blive diskuteret, indtil de sidste to mennesker har forladt Jorden. Og jeg vil da gerne tilføje ”anvendt” foran naturvidenskab; det ændrer bare desværre ikke på nutidens faktuelle kendsgerninger.

@Thomas Dahl: ”Vi får aldrig en klimaaftale som vil redde planeten fra den globale opvarmning da en sådan aftale i sin natur vil være modsat rettet menneskehedens korttidsbehov som f.eks. økonomiske/finansielle forhold, forbrugsgoder og transport.”
I en verden med knap 7 milliarder mennesker, må udfordring blive at finde ud af, hvad man med rimelighed kan betragte som værende korttidsbehov og hvor mange forbrugsgoder det enkelte menneske kan tillade sig at gøre krav på. Alle og enhver kan regne ud, at verden ikke kan rumme 7 milliarder parcelhuse med græsplæne og dobbelt carport, 14 milliarder biler, 7 milliarder sommerhuse og 7 milliarder sejlbåde plus det løse.

John Fredsted

@Bill: Helt ok, naturligvis, og tak for takken.

@Maria: Tak for din imødekommenhed, hvad tilføjelsen af "anvendt" angår - sådan da: for den efterfølgende sætning "det ændrer bare desværre ikke på nutidens faktuelle kendsgerninger", der igen er en alt/intet-konstruktion, synes ligesom at neutralisere håndsrækningen.

Pointen er nemlig den - og det undrer mig lidt, at du ikke kan se det, når du tidligere har udtalt "Verden er ikke enten-eller, men (heldigvis) både-og" - at det ikke er ligegyldigt at udviske distinktionen mellem videnskab bedrevet med for eksempel profit for øje, og så videnskab bedrevet af spirituel nysgerrighed - for der findes altså stadig mennesker, der gør sidstnævnte.

Maria Francisca Torrezão

@John: Du har ret: det er absolut ikke ”ligegyldigt at udviske distinktionen mellem videnskab bedrevet med for eksempel profit for øje, og så videnskab bedrevet af spirituel nysgerrighed”. Hvorfor tror du, jeg (og sikkert mange andre) synes, at det er vigtigt, at bekæmpe ”fra forskning til faktura” tankegangen? Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt og der er ikke andet at gøre end, at kæmpe for bedre forhold til dem, som kan og vil bedrive grundforskning, for både deres egen - og samfundets skyld.

John Fredsted

@Maria: Med hensyn til "fra forskning til faktura" er vi helt på samme side. Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om din holdning til den ideologi.

Vedrørende 'fra forskning til faktura' så er
vi vel enige om at der er behov for 'anvendt forskning' mere end nogensinde?
Ikke forskning for en kortsigtet profit men forskning der skal hjælpe os ud at de nuværende problemer på den mest hensigtmæssige måde?
F.eks forsknig indenfor energiproduktion, transport, jordbrug

John Fredsted

@Ole: Jo, i den udstrækning, at det ikke udvikler sig til en sovepude, der forhindrer ændringer af vores økonomiske paradigme og det moderne menneskes forbrugsmønstre.

Og så har jeg vist allerede sagt alt for meget, for med det jeg hører og læser, så løber vores civilisation (når alt kommer til alt) tilsyneladende an på den illusoriske forestilling om, at løsningen på de problemer, som det moderne menneskes barnagtige konsumering af dets omgivelser, giver anledning til, udtømmende kan tilvejebringes ad teknologisk vej.

John Fredsted: Jeg tror du overtolker mig. Vi undgår ikke at skulle nedsætte vores ressourceforbrug før eller siden og de havstigninger og tørkekatastrofer der venter forude kan ingen teknologi rede os fra Men forskningen i anvendt videnskab må handle om af finde løsninger til at gå nye veje og ikke om hvordan vi kan fortsætte den destruktive kurs vi befinder os på i øjeblikket

John Fredsted

@Ole Falstoft: Vi er fuldkommen enige.

Sider