Kronik

Økonomisk stabilitet kræver oprydning i boligsektoren

Mange lande med en stor privat boligsektor er hårdere ramt af krisen end lande med lav andel af ejerboliger. Meget tyder på, at et stort ejerboligmarked gør økonomien sårbar. Det er på høje tid, at politikerne bakker op om lejerne og regulerer det turbulente ejerboligmarked
Drømmen om eget hus kan hurtigt ende galt. Ringe markedsforståelse og overdreven optimisme er opskriften på økonomisk ruin.

Drømmen om eget hus kan hurtigt ende galt. Ringe markedsforståelse og overdreven optimisme er opskriften på økonomisk ruin.

18. april 2011

For nogle år siden ønskede over 75 pct. at eje deres bolig, men det var kun 60 pct., der faktisk gjorde det.

Efterspørgslen var stor, og priserne steg til himlen, fordi en masse købere drømte om spekulationsgevinst og om at få en større bolig, inden priserne steg endnu mere.

Nu er der for få købere til de mange boliger, der er til salg, og priserne vil måske falde endnu mere.

Der er kommet mange forklaringer på op- og nedturen på ejerboligmarkedet, og økonomer er enige om, at skattestoppet skal væk. Alligevel gør politikerne ingenting. Og måske er ejerboliger i sig selv en dårlig ide. I Island, Irland, Portugal og Spanien, der er hårdt mærket af den økonomiske krise, er andelen af ejerboliger over 70 pct. Hos vores naboer Tyskland og Sverige, hvor økonomien går meget bedre, er kun 40 pct. af boligmassen ejerboliger. Kunne det tænkes, at der er en sammenhæng?

Set udefra opfører boligkøberne sig som lemminger, der bare følger efter de andre, som igen følger efter de andre ... ud over kanten. De har ikke meget indsigt i ejerboligmarkedet, og det er jo ikke mærkeligt, når vi kun handler bolig ganske få gange i livet. Den sidste optur på boligmarkedet varede 12 år, fra 1995-2007. Så kun folk over 45 år kan selv have prøvet at sælge med tab, før den seneste boligboble sprang, og krisen indtraf.

Men folk over 45 år er ikke den typiske boligkøber, for de sidder normalt fast i den samme ejerbolig, indtil de skal bæres ud. Købsbeslutningerne træffes derimod af mange yngre uerfarne og indbyrdes uafhængige købere.

Det er dem, der har placeret mange milliarder kroner i fast ejendom, og langt over halvdelen er lånte penge. Måske er håb og dumhed blandt lægfolk forklaringen på, at krisen er blevet voldsommere i lande med en høj ejerandel på boligmarkedet end i lande hvor andelen er lav.

Dyrt at være fattig

Det har altid været et politisk ønske for borgerlige politikere, at folk ejer deres bolig. Da den borgerlige regering kom til i 2001, foreslog den straks salg af almene boliger, og ejerboliger fik skattestop. Samtidig er andelsboliger kommet til at ligne ejerboliger, efter de fik mulighed for individuelle lån. Renoveringspuljen fra 2009, der skulle holde gang i byggesektoren, blev næsten udelukkende et tilskud til ejere.

Det nye er, at oppositionen er med på at forkæle ejerne. Tidligere forsvarede venstreorienterede den almene boligsektor pga. dens solidariske og demokratiske elementer, men i den nuværende hårde kamp om flertallet af vælgerne, konkurrerer de med de borgerlige om boligejernes stemmer. For boligejerne er flest, og lejerne har jo alligevel ikke andre at stemme på. Socialdemokraterne, SF og Enhedslistens tilslutning til skattestoppet i 2005-2007 er det mest pinlige eksempel pinligt, fordi det har øget uligheden.

To store rapporter om den almene boligsektor fra 2006 og 2009 lavet i henholdsvis Socialministeriet og Velfærdsministeriet viste, at almene boliger ikke er billigere end ejerboliger, når man indregner det afkast, boligejere har af deres investerede kapital i boligen. Efter lånene er betalt, fortsætter beboere i den almene sektor med at betale en høj husleje. Pengene går bl.a. til nybyggeri via bidrag til Landsbyggefonden.

Rapporterne fik dog ikke nogen politikere til at foreslå økonomiske forbedringer til den almene sektor, selv om de almene boliger oprindeligt er skabt som billige boliger til folk, der ikke kan låne et par millioner og heller ikke har til en udbetaling på 50-100.000 kroner.

Kun 10 pct. ønskede for nogle år siden at bo til leje, men faktisk bor 36 pct. til leje, heraf ca. halvdelen i almene boliger. Resten bor i private udlejningsboliger. Befolkningen er blevet skarpt opdelt i ejerboliger beboet af dem med højest indkomst eller velhavende pensionister, og lejeboliger beboet af dem med små indkomster.

Med rapporterne om den almene sektor blev det tydeligt, at det er dyrt at være fattig. Ydermere betaler beboere i almene boliger også for de ledige lejligheder i afdelingen, ligesom udgifterne tørres af på dem, hvis naboer ikke kan betale huslejen. Ejere har derimod ikke solidarisk ansvar i forhold til naboer, der ikke kan betale af på lånene, og de betaler heller ikke til nybyggeri via Landsbyggefonden.

Lejerparti

Når det forlyder, at boligmarkedet er i krise, er det underforstået, at det er ejerboligmarkedet, der refereres til. Det er sælgernes (de riges) synspunkt, vi deler. Det tæller ligesom ikke med, at der samtidig er nogle købere, der er godt tilfredse med det store udbud og de lave priser.

Og ja, der er ganske rigtigt en del boligejere, som er i krise. Det er unge børnefamilier, der har købt på toppen af boblen, som nu er teksnisk insolvente de skylder mere væk, end deres bolig er værd. Det er denne gruppe, politikerne holder hånden over, når økonomer taler om at annullere skattestoppet for at stabilisere økonomien og skaffe finansiering til velfærdssystemet.

Man må undre sig over, at partierne ikke laver et tilsvarende huslejestop til glæde for lejere. Der udsættes relativt flere lejere fra deres bolig, end der er ejerboliger på tvangsauktion. Hvorfor denne ligegyldighed over for lejere? Er det, fordi der er så få lejere blandt folketingsmedlemmer, journalister og meningsdannere? Ved en optælling for to et halvt år siden boede kun to folketingsmedlemmer i almen bolig. Det er ca. 1 pct. I befolkningen som helhed er andelen 17 pct. Skal vi virkelig true med at lave et lejer-parti, før partierne på venstrefløjen bryder tabuet om boligskat?

Dum og uheldig

Det helt centrale spørgsmål er, om ikke boligen er så vigtig, at den slet ikke bør handles i en markedsøkonomi. Ejerboligmarkedet er en kasinoøkonomi. Det giver måske nogle et kick i en ellers kedelig hverdag at deltage på samme måde som aktiespekulation og lotto, men det udløser til gengæld en social deroute, når det går galt, og boligen skal på tvangsauktion.

Risikoen for teknisk insolvens og tvangsauktion er et grundvilkår på det kapitalistiske boligmarked, og der kan skabes livslang gæld for dem, som var dumme og overmodige, da de købte, eller som bare var uheldige, da arbejdsulykken skete, eller fyresedlerne blev uddelt. Samfundet må træde til og tilbyde taberne en (dyr) lejlighed i det almene boligbyggeri.

Sælg boligen til staten

I stedet for at basere al boligpolitik på vilkårene for en lille gruppe af udsatte boligejere, bør politikerne tilbyde ejerne at komme ud af kasinoøkonomien. Boligejere skal kunne sælge boligen til staten eller kommunerne og fortsætte som lejere. Prisen skal være en objektiv størrelse, og det er den offentlige vurdering. Beboere kan fortsætte som lejere, hvis de kan betale en omkostningsbestemt husleje.

De borgerlige politikere vil nok kalde dette forslag for nationalisering af boligmarkedet, men det er blot ment som et tilbud om frit valg for boligejere. Sandsynligvis er de fleste boligejere slet ikke tiltrukket af selve ejerskabet. De vil bare gerne have et parcelhus, og den slags er pt. ejerboliger. Eller måske er de blevet tvunget til at købe en ejerlejlighed, fordi der var lang ventetid til en lejelejlighed. Det er svært at sige, hvor mange boligejere, der vil benytte sig af et sådant tilbud om at overgå til lejerstatus, men mon ikke vi kunne komme ned på en ejerandel svarende til den tyske?

Det ville betyde, at en større andel af samfundets investeringer ville blive foretaget af økonomer med Nationalbanken som garant. Og så kan vi hæve boligskatterne igen uden at forårsage tvangsauktioner. Det ville stabilisere økonomien, nedbringe uligheden og skaffe penge til stats- og kommunekasserne.

Margit Kjeldgaard er cand. polit, boligejer og folketingskandidat for Enhedslisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Slettet Bruger

Jeg ser frem til at enhedslisten udbreder solidariteten og kræver lige vilkår med muligheder for kontanthjælp og boligsikring til boligejerne og indførelse af tilsvarende finurlige værdiskatter til lejerne. Så bliver der måske råd til efterlønnen.

Alternativt at man fjerner ejendomsværdiskatten og rentefradraget for ejerne til fordel for beskatning af nogle faktiske nettofortjenester ved salg uden køb af ny lige så dyr ejerbolig, men det udarter sig nok hurtigt til nogle bureaukratiske ordninger, hvis man skal fradrage omkostninger til vedligeholdelse, handel, finansiering mv og eksempelvis blot i en kort mellemliggende periode bor til leje. Ellers lyder substansen som værende en ny version af populisme blot til ære for lejerne, hvoraf en del har eksklusiv adgang til nogle endog meget billige boliger med månedlige skattefri fortjenester – hvor de i øvrigt kan investere besparelserne i fradragsberettigede pensionsopsparinger baseret på med aktier, hvilket der er lidt mere skub i over længere perioder end ejerboliger.

Angående udpluk fra rapporter kan man i øvrigt udregne afkastet på mange måder. Med i betragtning bør man f.eks. tage de store handelsomkostninger til ejendomsmæglere, nødvendigheden af udgifter til dobbelte boliger ofte i en uvis tid mellem flytninger samt værdien af den eventuelt påtvungne risiko for at gå totalt på røven ved sygdom, skilsmisse og arbejdsløshed samt stavnsbinding foruden de manglende muligheder for socialt sikkerhedsnet med offentlige ydelser.

Det er formodentligt rigtigt, at nybyggede lejerboliger er helt urimeligt pebrede, men i den billige ende har almenjuntaen for længst sat sig på flæsket uden at nogle løfter et bryn. Det er jo potentielle vælgere.
Udefra kommende personer uanset indkomster kan i øvrigt være skrevet op i menneskealdre uden reelle muligheder for at komme i betragtning til boligerne, der fordeles efter vi er åh så sociale og meler vores egen kage princippet. For at opnå tilsvarende billige huslejer i ejerboliger kræver det omtrent, at folk andre steder må købe deres boliger kontant, hvilket er sin sag og nu altså yderligere må de med enhedslistens logik, hvis jeg ellers læser rigtigt mellem linjerne, se bort fra forretninger af de påtvungne opsparinger (at betragte som urimelig profit), ingen boligsikring eller muligheder for kontanthjælp men til gengæld yderligere beskatning, for en boligsælger er pr. definition rig, og tvivler man skal der bare mumles samtalekøkken og flekslån.

Desværre lader ingen partier til at have løsninger for hele samfundet eller i dette tilfælde hele boligmarkedet, men kun violinspil for begrænsede masser. Derfor bliver det realistisk set nok ikke bedre end udsigt til flere af disse pludselige store udsving på ejerboligmarkedet, urimelige skatte- og arbejdsfri gevinster, spekulation i optagelse af lavtforrentede lån med indskud på fradragsberettigede pensionsopsparinger, nye rekorder i tvangsauktioner, ringe mobilitet på bolig/arbejdsmarkedet og i den anden ende af boligmarkedet med lejere opdelt i de velbjærgede sociale og dem i ghettoerne.

For resten kender jeg mange, der gerne ville sælge deres ejerbolig til staten for den oprindelige købspris – rimeligvis tillagt hvad der svarede til almindelig inflation for at have haft højere månedlige omkostninger for ikke at blive kunne blive tilbudt en almennyttig lejebolig. Også folk der købte lang tid før toppen af boligboblen. Jeg har bare lidt svært ved at se hvor pengene skulle komme fra. Noget andet er, at jeg er lidt bekymret for mere af omtalte kommune/lejemafia som sandsynligvis vil brede sig yderligere. Selv har jeg for resten stået mere end 30 år på venteliste til en lejebolig i noget såkaldt ’alment’ og når jeg jævnligt kontrollerer ventelisteplaceringen kan jeg se, at jeg ryger længere og længere ned. Den form for demokrati ønsker jeg ikke yderligere udbredt.

Det er godt, at der bliver rejst en debat om boligområdet - uanset man kan lide artiklens forslag eller ej.

Aldrig har der kredset så mange gribbe over dette område som i dag. Pengestrømmene ned i lommerne på (ja hvem??) må være gigantiske, mens det for almindelige mennesker med almindelige indkomster er endda meget vanskeligt at finde en god bolig.

Slettet Bruger

Apropos snakken om ejendomsværdi skat som den store åbenbaring.
Heromkring betyder skattestoppet år så vidt jeg kan regne 2.435 årligt mindre i betaling pr. million vurderet ejendomsværdi eller for et ægtepar i bolig af denne størrelse 100 kroner ekstra hver måned og altså noget i retning af niveauet for grønne afgifter for en småsparer eller mindre end de stigende fødevarepriser. 100 kroner om måneden svarer også nogenlunde til størrelsen af den bureaukratiske grønne check, der ikke er en rigtig check. Nå, men i et andet perspektiv:

I 2008 var konsekvenserne årligt af de samlede skattelettelser ifølge skatteministeriet for en faglært arbejderfamilie på 29.200 og i 2009 på 31.000 kr. Hundrede kroner ekstra pr. næse om måneden, hvis det er niveauet pr. million, er der nok mange der giver, hvis de så også slipper for en masse af det igangværende politiske teater, men redninger i den størrelsesorden af katastrofer nær afgrunden, kan også lyde hult som med efterlønnen.

Nu er jeg indrømmet ikke økonom, men med et antal ejerboliger ifølge Danmark statistik på 2.749.328 omfattende alle boligformer og spektre af indkomster ville en gennemsnitlig værdi på 1 million svare til mindre skatteindtægter i 2011 på 6.7 milliarder årligt hvad angår ejendomsværdiskatten.

På skatteministeriets hjemmeside kan man læse at dette tal i 2009 og i kortere afstand fra boligboblens prisniveau var på 8,9 milliarder, så helt skævt er det tilsyneladende ikke. Sammenholdt angives ændringerne i borgernes rådighedsbeløb dette år incl. lavere lavere skat på arbejdsindkomst og forårspakke 2004, lavere skat på arbejde 2008 og 2009, SP-suspension, stop for stigning i ejendomsværdiskatten, stop for stigning i bilafgifterne, stop for regulering af punktafgifterne til i alt 47,5 milliarder, dvs udgangspunktet for de 31.000 årligt pr. udvalgt familietype.

For resten gav jeg personligt gerne 500 ekstra hver måned hvis man afskaffede store dele af bureaukratiet og mange af de kiksede millimeter retfærdige ordninger i stedet for konstant at udbygge dem. Noget kunne tyde på at det ville frigive en masse af den arbejdskraft, der konstant hævdes at blive en mangelvare.

Sten Christensen

Præmissen at lande med høj andel af ejerboliger er særligt økonomisk udsatte passer ikke, ihvertfald ikke med de eksempler der bliver brugt som argument. Tysklands økonomi har det ikke bedre end den danske, snare tværtimod. I Italien som må sige at være hårdt ramt af den økonomiskekrise er boligmarkedet ret stabilt på trods af høje priser.
At anse boligmarkedet som en kasinoøkonomi er da forkert, de færreste køber en ejerbolig for at tjene penge, de gør det for at have et sted at bo. At nogen bliver teknisk insolvente og må sælge med tab er da ikke ejerboligmarkedets skyld, de kunne jo bare have regnet deres økonomi bedre før de købte, så de havde råd til at blive boende. At folk ikke kan forstå at lån skal betales tilbage er ikke boligmarkedets skyld.
Nej skylden for boligmarkedets opture er købernes, man kan altså udmærket regne et budget ud med en 9.klasse, og det er tumlinge-agtigt at tro man kan låne sig til rigdom.
SC.
PS! Jeg er enlig bor i stor ejerbolig, mellemlav indkomst, solvent og vil ikke kunne sælge uden at få gælden dækket, men min bil er en omgang lort, jeg har ikke samtalekøkken med amerikanerkøleskab og haven er ikke en nyanlagt stenørken som allerede er grim.

Kristian Rikard

Til boligejerne forsvar kunne man fremføre, at de er med til at vedligeholde den danske infrastruktur - langsigtet.
Det er da altid noget, når det offentlige ikke gør det!

Som forsvar for privatsygehusene fremføres det, at folk formodentlig er ligeglade med, hvor de behandles, bare de behandles (jeg er ikke, jeg kunne ikke drømme om at søge privatsygehus, hvis det på nogen måde kan undgås); når det samme argument anvendes med modsat fortegn om noget endnu mere fundamentalt, nemlig boligen, er fanden løs. Og det er selvfølgelig, fordi folk rent faktisk planlægger opsparing i fast ejendom med et vist udbytte.

Sten Christensen

Peter Hansen
Øeeh javel ja, vi bor altså i ejerbolig fordi vi vil spare op! Det muligvis din grund (hvad enten du har ejerbolig eller ej). Kunne det tænkes at nogen måske foretrækker ejerbolig fordi de selv vil bestemme hvordan deres bolig skal se ud (se ud skal forstås vidt).

SC
.

Margit Kjeldgaard

Det er en skøn ny ting, at nettet åbner mulighed for to-vejsdebatindlæg. Jeg har med stor interesse læst, hvad min kronik afstedkom af kommentarer og vil meget gerne også kommentere.

Henrik Wagner: Ja, det er måske lidt mærkeligt at boligejere ikke kan få boligsikring m.v. hvis indkomstgrundlaget svinder. Vi er jo ikke interesseret i at de tvinges fra hus og hjem pga. en midlertidig sygdoms- eller ledighedsperiode.
Men den individuelle boligstøtte, som lejere kan få i lejeboliger under en række forudsætninger om indkomstmaks. og –min., lejlighedens størrelse, huslejens maks. og husstandens størrelse, er faktisk ikke større end hvad boligejere får i indirekte støtte pga. lavere beskatning på boliginvesteringsafkastet end beskatning af afkast på finansielle investeringer som obligationer og aktier. Det konkluderede OECD i 2006. Den ”neutrale ejendomsværdiskat” var i 2001 1,6 % (faktisk 1 %) og i 2009 1,2 % (faktisk ca. 0,5 %) ifølge Det Økonomiske Råd. Den neutrale ejendomsværdiskat er hvad skatten skulle være hvis den skulle svare til skat på obligationer og aktier (kapitalindkomstskat). Da kapitalindkomstskatten er nedsat under den borgerlige regering, er den neutrale ejendomsværdiskat blevet mindre, men den faktiske skat er altså blevet endnu mindre pga. skattestoppet på ejendomsværdiskat.
Jeg synes også man bør fjerne rentefradragsretten, det er ikke rimeligt at boligejere kan slippe for at betale mindre i skat end en lejer, blot fordi ejeren har lånt penge. Men det er noget, der rammer de unge med større udgifter til børn hårdere end folk oppe i årene med voksne børn, som har betalt lånene ud. Så man kan få lyst til at hæve børnepengene el. lign. samtidigt.
Jeg kan ikke genkende udtrykket ”almenjuntaen”. Jeg kender en del til Galgebakken i Albertslund, noget at det mest attraktive almene byggeri fra 1970’erne, og det er ikke specielt billigt og bestemt ikke ordentligt isoleret med vores dages målestok.
Pengene til opkøb af ejerboliger ligger i realkreditinstitutterne, når boligejerne betaler lånene ud efter staten/kommunen har købt ejendommen. Det er blot et spørgsmål om hvem, der garanterer for at lånene bliver betalt og der er staten en mere sikker låntager. Resten kan staten/kommunen låne i Nationalbanken.

Erik Rolfsen Nissen: Jeg ser ikke nogle gribbe omkring boligmarkedet bortset fra nogle uansvarlige banker, som i 2007 fik lov til at låne ud til boligejere op til 100 % af boligværdien, de såkaldte SDO-lån. Jeg ser snarere staten støtte borgernes boligforbrug med 30-50 mia. kr. om året, nemlig lav skat til boligejere, boligstøtte (boligsikring og boligydelse) til individuelle lejere, ingen ejendomsværdiskat på andelsboliger og lidt byfornyelse. Hvis hensigten med statens udgifter er at sikre borgerne en ordentlig minimumsstandard af bolig ud fra sociale hensyn, så ville det være i orden, men boligejere i de højeste indkomstdeciler modtager mest, og danskernes boligstandard er meget høj – vi har 50 m2 bolig pr. indbygger, kun svenskerne har mere.

Sten Christensen: Italien har en ejerboligandel på 67 % ifølge mine tal fra EU og der kan sagtens være nogle specielle forhold, som ikke bekræfter min tese om at en høj ejerboligandel destabiliserer økonomien. Jeg har ikke haft mulighed for at lave en tværgående regressionsanalyse, men jeg ville ønske at der blev forsket mere i boligmarkedet, dels fordi det har spillet en så stor rolle i den nuværende økonomiske krise, dels fordi boligmarkedet støttes så meget fra statens side og dels fordi det udgør en så vigtig del af vores livsvilkår.
Jeg vil påstå, at debatten om ghetto-problemer eller ej ville blive kvalificeret af at blive bredt ud til resten af boligmarkedet. Hvorfor skulle ”almindelige” etniske danskere med job og dansk kultur flytte til ghettområder, når de kan få mere bolig og jord for pengene takket være skattestop, afdragsfrihed, lav rente og rentefradrag, samt diverse tilskudsordninger (renoveringspulje, skrotditoliefyr.dk mv.)? Mao. vil staten virkeligt begrænse segregeringen på boligmarkedet (og i skolerne), så skulle den begrænse de fordele velhavere har af ikke at bosætte sig blandt indvandrere. Det er da tåbeligt bare at gøre det sværere for indvandrere uden jobs at flytte derind hvor deres familie, venner og tidligere landsmænd bor.
Mit forslag om at staten/kommunen skal opkøbe ejendomme af boligejerne vil skabe flere lejeboliger, som kommunen kan bruge til at anvisning af boligløse. Det betyder, at når de første lejere er flyttet (de oprindelige lejere) har kommunen ledige lejligheder i ejerboligområder, så befolkningen kan blive mere blandet. Det er meget vigtigt for reduktion af frygt for fremmede og skabelse af en sammenhængningskraft på tværs af etniske og økonomiske skel, at direktørsønnen leger med arbejdsmandens søn, der bor inde ved siden af.

Mikael Petersen: hvilke valg er det du hentyder til når du skriver at ” Det strider mod mit frihedsbegreb, når politikerne ønsker at regulere voksnes menneskers frie valg.”? At give ejere et valg om at sælge og blive boende med mindre risiko er vel ikke at indskrænke det frie valg, men netop at udvide det fordi markedet pt. ikke udbyder dét folk gerne vil have – f.eks. et parcelhus man kan leje uden opsigelse fra udlejers side.

Peter Hansen: Jeg er enig. Jeg synes vi fik et kedeligt nyt samtaleemne ved selskabelige sammenkomster – lige efter vejret og maden – da boligprisernes skød mod himlen, hvor man rystede på hovedet, men nok reelt glædede sig over at ens hus var blevet mere værd (om end de mest kvikke indså værdien var fiktiv) og hvor god en investering, det var at eje mursten frem for (tvungen) pensionskasseopsparing. En stor og stigende del af befolkningen er optaget af spekulation i boligen og forældrekøbet eller de ejer aktier, som de selv sidder og hygger sig med, eller de er medlem af en investeringsforening. På denne måde er vi blevet små kapitalister og indbyrdes konkurrenter, hvor vi kunne være fælles om goderne og samarbejde i stedet. Jeg synes vi skal genindføre en reel folkepensionen i stedet for at hver borger for sig med tvang og skattefradrag opmuntres til at lave pensionsopsparinger og for lånte penge, risikofyldte låne og rentefradrag købe mere hus/lejlighed, flere aktier osv. end vi har råd til. Mit forslag i kronikken er et forslag i den retning, hvor flere boliger kan blive frigjort fra spekulation.

Tommy Karstensen

Nu er en person fra EL nok ikke den bedste til at udtale sig om privat ejendomsret - ihvertfald ikke objektivt! Det skinner også igennem i indlægget.
Jeg har med interesse ledt efter en artikel her på Information der beskriver/kommenterer på Castros opgør med planøkonomien.....langt om længe. Den er underligt nok ikke at finde?? Måske fordi den ikke vil passe ind i det "upartiske partiprogram"?
Der skal givet være een eller anden form for balance i samfundet, men selv han er endelig kommet til den konklusion, at skal man have en drivkraft, så er privat ejendomsret en nødvendighed. Den må have svedet på den gamle kommunist!
Balancen må vi selv søge at finde. Sagen er bare, at har husejerne en dårlig økonomi, så har det danske samfund en dårlig økonomi.

Karsten Olesen

M.K.s forslag har den fordel at det kan gennemføres for eet hus ad gangen.

Men kasinoøkonomiens regime har varet så længe, at reformer under alle omstændigheder vil kræve flerårige overgangsordninger for at gennemføres.

De borgerliges prioritering af ejerboligerne siden 1950erne - er et stykke "social ingeniørskunst" - der er foretaget - ikke for at skaffe befolkningen boliger - men for at de mange småejere kan udgøre et "bolværk mod socialismen" - og underminere fælles sociale problemløsninger - kort sagt skabe "et folk af kapitalister".

Prisen har været dyrere boliger, segregation, hjemløshed og bankkrak.

De små "huskapitalister" oplever hurtigt, at kasinospillet er mest til fordel for finansverdenen - mens de små taber ved kursernes op- og nedgang.
De billigste boliger opkøbes af spekulanter til investeringsformål - og på denne måde bliver massehjemløsheden til den nederste etage i det segregerede boligsystem.

Om boligforliget 1966 skriver Preben Wilhjelm i "Fra min tid":

"Den ubetinget væsentligste politiske sag under SD-regeringen 1964-66 var det boligpolitiske forlig som i februar 1966 blev indgået mellem "de fire gamle partier", SD, Venstre Konservative og De Radikale. Kun SF, som ved 1964-valget havde konsolideret sig med 10 mandater var imod. Forliget var dyrt for lejerne, som endnu udgjorde over halvdelen af befolkningen. Desuden var det blottet for boligpolitisk perspektiv, f. eks. i henseende til at overvinde boligmanglen."

http://www.leksikon.org/art.php?n=340 skriver

"Den største skandale i dansk boligpolitisk historie fandt sted i 1966. Her indgik de 4 gamle partier (S, R, V, K) et forlig på boligområdet og indførte ejerlejlighedsloven."

Denne - meget tekniske - lov gik igennem stort set uden at hovedparten af befolkningen forstod indholdet - men de konservatives ordfører var en mand fra sagførerverdenens inderkreds - landsretssagfører Hagen Hagensen - gammel i branchen og med kontakter i den københavnske finansverden.

http://www.rosekamp.dk/kbb_74_ALL/H.htm#HAGENSEN%20Hagen

Derved blev boligmassen i langt højere grad legeplads for privat investeringskapital - med deraf følgende huslejestigninger og private profitter, tab for huskøberne på kurssvingninger, og hjemløshed for unge.

Vinderne var folk i finansverdenen - med erfaring i at tjene på kurssvingninger - hvoraf mange skabte store formuer på ejerlejligheder i de følgende år.
Fupmoderniseringer, udstykninger til overpris, bankkrak og hjemløshed fulgte frem til idag.

Kæe Margit Kjeldgaard

Tak for dit svar på et lidt uigennemtænkt udbrud fra min side, men jeg tænkte i første række på alle de 'kreative' personer, der skummer fløden fra pengestrømmene på boligmarkedet.

Og de er jo store - pengestrømmene, så der er noget at skumme, hvis man er som sagt lidt 'kreativ'.

Slettet Bruger

@Margit Kjeldgaard

Ja, debat er en rigtig god ting, selvom der ikke er ret meget af det i vores såkaldte verdens bedste demokrati. Også godt at blive yderligere bekræftet i, at det nok er bedst at blive hjemme på valgdagen.

Efter at have haft ejerbolig i de seneste 10 år har jeg nu intet mærket til det nævnte boliginvesteringsafkast, som skulle opveje mit manglende sociale sikkerhedsnet, og som allerede nævnt er der jo adskillige andre forhold, som bør medregnes, hvis man ærligt vil sammenligne betingelserne.
Jeg tilhører ikke djøf klassen, men vil i stedet tillade mig at tage afsæt i noget almindelig købmandsregning og faktisk oplevede betingelser ude i virkeligheden om jeg så må sige. Hertil kan kort tilføjes, at boliger i forhold til aktier iflg. seneste regnestykker fra Nordea og Politikken skulle have været en elendig investering set over 50 år.

For 10 år siden boede jeg til leje i en lidt større almen bolig end min nuværende ejerbolig af nogenlunde samme alder og standard. En ejendomsmægler ville dog nok kunne sælge den almene for lidt mere end hvad jeg måtte slippe for at bo tættere på mit arbejde. I ejerboligen måtte jeg dog betale omtrent det dobbelte i månedlige omkostninger jvnf salgsopstillingen i forhold til den lejede. Den ekstra omkostning hver måned i 10 år foruden langt over hundrede tusinde i samlede handelsomkostninger løber efterhånden op. Dertil kommer renteudgifterne til udbetalingen, som er en nødvendig udgift uanset fradragsretten, og har man til udbetalingen i et sådant tilfælde, er der stadigvæk tale om penge, der ville have trukket renter andet steds.

Havde jeg været spekulant ville jeg være blevet boende i daværende almene og have investeret de løbende besparelser (efter 10 år samlet på omkring 350.000) i fradragsberettigede pensionsopsparinger i stedet for at løbe en unødvendig risiko. Dette bliver jo alligevel til en del med renters rente over 10 år og så ville jeg kunne bo med livrem og seler og have socialt sikkerhedsnet, og skulle huslejen pludselig stige en dag som følge af nogle uforudsigelige renoveringsomkostninger, så ville jeg ikke være stavnsbundet og skulle ikke prøve at prakke hele herligheden på en ny køber. Som lejer ville jeg med stigende anciennitet også kunne flytte internt eller modtage boligsikring.

I sammenligning er min ejerbolig efter konjunkturudsvingene i samme periode ifølge mest optimistiske lokale ejendomsmægler nu steget med max 30 procent brutto, hvilket efter fradrag af 2 x handelsomkostninger nærmer sig en nulløsning. Og så er det ikke engang sikkert, at jeg kan sælge til denne pris idet der absolut må forventes at skulle gives afslag samt afsættes til et halvt års salgsperiode. Dertil kommer, at det er dumdristigt at købe noget andet først, hvis man vil flytte. Een bolig er jo risikabelt nok at eje, og hvor tiltrækkende er det mon at sælge først og kun have nogle få uger at købe noget nyt? Alt i alt, flere ekstra omkostninger og forhold, som jeg ikke forventer, der bliver medregnet i de traditionelle rapporter.

Angående det med at enhedslisten (og muligvis også sf) vil købe min bolig, så siger jeg mange tak. Jeg vil så til gengæld være large og ikke kræve betaling for mange de ekstra bolig og handelsomkostninger, jeg har haft eller påløbne risici, og nøjes med rimelige 3 procent årligt i omegnen af inflationen. Over ti år giver det ca. 35 procent lagt til daværende købspris - og mere end ejendomsmæglerens bedste bud. Jeg ser også frem til ikke længere at skulle være stavnsbundet – måske jeg kan rejse lidt, give penge til et godt formål og efterfølgende være berettiget til at modtage boligsikring i samme bolig. Men hvor skal alle disse penge komme fra, hvis lejerne i de billigere boliger slet intet ekstra skal bidrage med?

Nu ved jeg ikke om enhedslisten er lige så populistiske som de radikale, men når jeg lytter til disse, forekommer det mig næsten at skattestoppet på ejendomsværdiskatten skulle have haft en fremtrædende rolle som skurk i forbindelse med boligboblen, hvorfor alle de rige boligejere (sic) må betale for at vi i stedet bør sænke skatten på arbejde, noget som man fornyligt har prøvet.

Med min forrige kommentars regnestykke in mente gav det ca. 200 kroner månedligt pr. vurderet million. Den månedlige besparelse (eller mindre ekstra skat på bolig) pga af skattestoppet på ejendomsværdiskatten lader imidlertid til at være peanuts og kan ikke med rimelighed have haft nogen særlig betydning for de pludselige prisstigninger og efterfølgende bratte fald. Hvor stor effekt har et par hundrede kroner om måneden i forhold til det samlede billede i perioden, til de langt større skattelettelser på arbejdsindkomster (!), de nye lånetyper, lave rente, rekordhøje beskæftigelse og overophedningen med stigende lønpres og risikovillighed til følge? Næsten intet, men den har åbenbart stor værdi i den politiske markedsføring på begge sider af fronten, når partierne skal sælge sig selv og redde Danmark fra afgrunden.

Du siger så, at du ikke forstår mit udtryk almenjuntaen og nævner selv Galgebakken i Albertslund. Galgebakken hører ikke til blandt de allerbilligste lejeboliger – om end 60 m2 incl. alt, varme og antennebidrag fås for lidt mindre end 6.000 mdl og med en tilhørende officiel ventetid på op til 30 år. Det er dog et ganske udmærket udgangspunkt til at beskrive, hvad jeg mente med almenjunta.

Et er at ventetiden her er steget konstant og drastisk og at flere af mine bekendte gennem tiderne har fået bolig i denne forening på en noget hurtigere måde ikke så væsentligt forskellig fra, når folk andre steder i samfundet har fordele ved at kende de rette eller begå sig på den rigtige måde. For ikke så forfærdeligt mange år siden, oplyste man ventetiden til at være 10 år, men da udefra kommende medlemmer havde ventet omtrent lige så længe, så steg oplysningerne om ventetid til 15 år og så fremdeles. Nu hedder det altså 30 års ventetid.

Galgebakken er en afdeling i boligforeningen VA, som har flere andre afdelinger. I mange af disse er beboerne til gengæld for nogle kommunale vistnok sine steder økonomiske fordele blevet enige om at opgive ligheden i medlemsdemokratiet og har i stedet overgivet hele anvisningsretten til Albertslund kommune, som herefter kan skalte og valte med det almene, hvorfor medlemmer bosat i andre kommuner reelt ingen chancer længere har. Det er os og dem om igen.

Noget helt andet og mere generelt på boligmarkedet er og trods det hellige almene, at borgere som sandsynligvis tilhører enhedslistens vælgersegment oplever at være stærkt begrænsede i muligheden for at flytte mellem kommuner, hvis de er modtagere offentlige ydelser, og derfor er en udgift for kommunnerne trods refusionsregler og desuden må se sig overhalet af noget såkaldt fleksibel udlejning.

Med hensyn til de endnu billigere og mere attraktive afdelinger i VA end Galgebakken, og hvor kommunen ikke endnu har sat sig på hele anvisningsretten, så går de i stedet til interne flytninger. Alle der har boet blot nogle få år i VA og f.eks. er beboernes voksne børn eller folk der vælger at gå fra hinanden eller på anden vis forfordeles af kommunen pga store eller små behov, de springer alle andre over i køen, hvorfor administrator ikke længere er i stand til at kunne oplyse om ventetiderne – de er i princippet uendelige. Derfor kan det samlet set virke grotesk, når den slags himler op om, at de rige ejere har skudt papegøjen og scoret kassen med samtalekøkkener og flekslån, mens de selv sidder på flæsket og har mange økonomiske fordele som tidligere beskrevet og holder andre ude. Det er lovlige fiduser, men de er lige så høj grad medvirkende til at begrænse mobiliteten i samfundet og opsætte skel imellem folk, boligtyper og opretholde kommunale grænser som boede vi ikke i samme land.

Generelt med principperne i det almene vil udefra kommende ansøgere indimellem kunne komme i betragtning, men til de dyrere boligafdelinger eller den ghettoiserede del og steder, de slet ikke ønsker at bo, men for gennem et par år at aftjene spærreperioden og herefter at flytte internt. Det er for mange motivationen, og man kan forledes til at tro, at dansk flyttemandsforening har drevet lobbyvirksomhed sammen med håndværkerforeningen, når der atter skal istandsættes og bæres ud eller det var resultatet af Nyrup og Hjort Frederiksens aktiveringsordninger.

Noget andet omkring den kommunale almene junta i netop Albertslund er, at jeg engang boede 10 kilometer fra byen, og havde fået arbejde i Albertslund. Yderligere havde jeg 20 års ventelisteanciennitet, men kommunen havde også dengang sat sig på magten. De kunne dog oplyse, at jeg havde en chance via noget såkaldt grøn anvisning. Det er desværre ikke en vittighed, at det grønne mantra dækkede over, at jeg skulle skåne miljøet ved først at flytte meget længere væk – de foreslog helt konkret Lolland Falster for derefter at pendle i bil hver dag de næste par år.

Sten Christensen

Margit Kjeldgaard
Ja nettet er en "go ting", og ret dejligt er det faktisk at du gider kommentere.

Du glemte at forklare hvad det er der går så godt hos Tyskland. Så vidt jeg kan se så er Tyskland under kravene til Euroen i både 2009 og 2010, endvidere er Tysklands nettogæld af en sådan størrelse at det nærmer sig tagskæget på et 1½ plans parcelhus. Danmark har holdt sig overfor Eurokravene i både 2009 og 2010 og vores nettogæld er i nærheden af nul. Sverige har du ret i klare sig godt, men fakta er altså at Danmark ligger mellem Tyskland og Sverige.
Du lader også til helt at forbigå at mange nok bor i ejerbolig af individualistiske grunde, fremfor af økonomiske grunde.

SC
.

Sten Christensen

Mht. alle "støtteordninger" til privatboligforbedring så bare drop dem de er alligevel kun at betragte som erhversstøtte, boligejerne får ihvertfald ikke noget ud af dem. Stort set alle støtteordninger kræver tilbud og støtten svare nogenlunde til det som håndværksmestrene lægger oveni prisen for at lave et fast tilbud.
SC
.

Margit Kjeldgaard

Tommy Karstensen: Jeg deler simpelthen ikke præmissen om at der skal være privat ejendomsret for at der er drivkraft i samfundet. Nogle hævder, at hvis man ikke ejer sin bolig, gider man ikke vedligeholde og forbedre den. Det modbevises af mange eksempler fra almene boliger og andelsboliger. Men det er selvfølgelig afgørende at man kan forvente at beholde boligen indtil man selv ønsker at flytte. Det er ikke befordrende, hvis udlejer ”pludseligt” selv skal benytte boligen og derfor kan sige en op.
I forhold til produktion vil jeg henvise til medarbejder-ejede eller forbrugerejede virksomheder, der både kan konkurrere med de profitdrevne og udvikle sig. Glæden ved samarbejde, demokrati og gruppe-orientering er en mindst lige så økonomisk effektiv strategi som egeninteresse.

Karsten Olesen: Fin historieskrivning, dog bliver jeg altid skeptisk når man udtaler sig om de borgerliges motiver (her: bolværk mod socialisme), fordi argumenterne ikke kan bruges i en bredere kreds. For resten udmærker boligmarkedet sig ved at blive styret af politikere, som næsten altid gør det modsatte af økonomernes anbefalinger. Anders Ølgård (ikke-socialist) udtalte få år før sin død, at boligmarkedet var det område han havde spildt mest tid på. Han beskæftigede sig med boligmarkedet fra før det store boligforlig i 1966, hvor ejerlejligheder blev indført. Dengang blev skabt en lejer-bevægelse mod disse udstykninger af udlejningsejendomme til ejerlejligheder og udlejeres fubmoderniseringer. Bla. havde Indre Nørrebro i København to lejerorganisationer med hvert sit politiske ståsted, som havde forskellige holdninger til saneringerne og kampen for Byggeren. I dag har vi bare LLO, som ikke just er en politisk kamporganisation.

Henrik Wagner: Jeg synes stadigvæk det er svært at følge dine eksempler og udregninger og de kan i hvert flad ikke bruges som modbevis til ministerielle rapporter. På Lolland vil man heller ikke kunne genkende de enorme stigninger, der var på ejerboliger i Nordsjælland indtil 2007, men det gør jo ikke Realkreditrådets statistik forkert, vel?
Det kan godt tænkes, at hvis man lavede nye beregninger og fremskrev en tidsprofil på henholdsvis ejer-, lejer-, og almenboliger, ville ejerboliger måske ikke tage sig så godt ud mere, men det var vitterligt meget beskedne stigninger i ejerboligafkastet, som blev brugt i 2006 og 2009 rapporterne, så jeg vil fastholde at beregningerne er robuste. Det er klart at hvis man flytter ind og ud af forskellige ejerboliger, får man høje handelsudgifter, men gennemsnits ”levetiden” i en ejerbolig er over 11 år.
Jeg deler din bekymring om at kunne komme af med en ejerbolig. Faktisk har jeg to nu, fordi jeg købte før jeg solgte. Men det bekræfter jo blot min pointe, at vi bør afvikle de ejerboliger, som folk gerne vil sælge til vurderingsprisen, for derved opnår vi mere økonomisk tryghed og nationaløkonomien kan blive mere stabil.
Jo, skattestoppet har haft stor betydning for boligprisernes himmelflugt og nu nedtur. Det viste Finansministeriet allerede i 2006 (så vidt jeg husker) i et arbejdspapir og AE-rådet har også regnet på det. Det er omkring 8-14 % af prisstigningerne, som kan forklares af skattestoppet. Resten skyldes attraktive lån, kreditrigelighed og almindelig (forbruger)optimisme. Mens boligskatterne udgjorde en faldende del af boligens værdi i perioden 2001-2007, så udgjorde de en stigende del af boligens værdi under faldet i boligpriserne. Det er den omvendte automatik, vi har brug for, nemlig at skatterne opsuger mest købekraft under en højkonjunktur og mindre købekraft under en lavkonjunktur.
Jeg er enig i at de interne ventelister til de almene boligselskaber diskriminerer folk udefra. Det er endnu et argument for at skaffe flere almene boliger, f.eks. ved opkøb af ejerboliger.

Sten Christensen: Jeg forsøger ikke at argumentere for at Danmark skal indrette sig økonomisk lige som Tyskland, jeg noterer bare at Tysklands økonomi er mere stabil.
I øvrigt er jeg fuldstændig enig med dig i at håndværkere ofte ”kan regne den ud”. Nogle er hæderlige, har moral og faglig stolthed, andre udviser egeninteresse og snører de boligejere, som ikke har erfaring som bestillere/entreprenører. Det er endnu et argument for at sælge til stat/kommune, så køb af håndværkerydelser kan indliciteres. For nogle år siden boede jeg i Københavns Kommune, som stoppede ansvaret for vejvedligeholdelse og snerydning. Pludseligt skulle de enkelte grundejere eller forskellige grundejerforeninger til at organisere disse ting selv. Det er noget private udbydere virkelig kan tjene gode penge på, altså når man går fra en stor køber til mange små uafhængige købere. Og det er jo helt tåbeligt at forskellige snerydningsfirmaer skal køre ud og rydde veje tæt på hinanden. Sådan ødsler man ressourcer ved at indføre mere markedsøkonomi.
Bortset fra det vil jeg ikke tale imod markedsøkonomi, hvis det er den klassiske fuldkomne konkurrence model, hvor der er mange små købere og mange små sælgere, og hvor information om pris og kvalitet er let tilgængelig.

Undskyld nu blev det langt igen.

Slettet Bruger

@Margit Kjeldgaard

Tak for dit svar. Jeg synes nu ikke, at det var så kompliceret med mit regnestykke baseret på faktiske forhold, der ikke er usædvanlige heromkring. Okay det var måske lidt for langt. Det undskylder jeg, men det kan koges ned til, hvad jeg ville have haft i hånden hvis jeg var blevet boende i forhold til hvad jeg ville have i hånden, hvis jeg sælger her nu 10 år efter og på rimelig afstand af både op og nedturen og priserne har haft tid til at rette sig. Mere indviklet er det vel ikke og resultatet er, at jeg som boligejer med den gennemsnitlige ’levetid’ nu vil have ca. en tredjedel i hånden end ellers som lejer – og dette uden at skele til tryghed og fordele som jeg ellers ville være omfattet af, et socialt sikkerhedsnet eller de økonomiske fordele jeg kunne have opnået ved at spekulere i fradragsberettigede pensionsopsparinger for den langt mindre månedlige huslejebyrde.

Nu kender jeg ikke til Realkreditrådet eller deres præcise grundlag, og jeg læser indrømmet aldrig ministerielle redegørelser, vismands rapporter og lignende økonomiske redegørelser for efterfølgende tilsvarende af folk, som der er uenige i deres teorier, men jeg ved hvilke forhold og udgifter, som jeg selv er blevet præsenteret for gennem flere årtier i forskellige livssituationer som over/underbetalt ejer/lejer i den hjemlige boligsump, og det mener jeg er fornuftigt nok at forholde sig til.

Og ærligt talt, det forekommer mig indimellem, at djøf generaler i folketing og regering elsker djøf tropperne i ministerierne, og dertil betjener sig af (skatteyderfinansierede) djøffere i egne interesseorganisationer samt djøf spindoktorer, som skal bevise at de regner rigtigt i hver deres rapporter. Alt i mens vokser bureaukratiet borgerne over hovedet. Der må spares på de varme hænder, og man aner hvorfor der i længden ikke er råd til 'velfærden'.

Nå, jeg vil spare dig for min mistro mod egoisterne i alle lejre, men det lyder alligevel som en retorisk klassiker, når du specifikt hænger dig i årstallet 2007 og Nordsjælland. Det er klart, at købte man f.eks. i 2003 og solgte i 2007 så havde man haft en helt urimelig og formodentligt historisk set procentvis rekord i arbejds- og skattefri indkomst, men dette stort set uanset hvor i landet man boede. Den slags bidrager også til forestillingerne om grådige boligspekulanter, og det er nogenlunde sådan at mange ironisk nok velbjærgede lejere går rundt og tænker ude i Albertslund.

For at gøre det endnu mere konkret kan du via bo-vest.dk forvisse dig om niveau forskellene. I et almennyttigt rækkehus i kommunen med 4 værelser på 100 m2 og egen have, der sidder man for 4.900 i månedlig leje, hvorimod man i ejerbolig på samme størrelse (iflg boligsiden.dk) efter et noget større indskud (udbetaling på 115.000 kr. og andre handelsomkostninger til statsfrimærker og advokat), efterfølgende vil have en månedlig nettoydelse på over 13.000.

Og apropos boligtoppen i 2007. Hvis jeg som helt almindelig gennemsnitligt ejer havde valgt at sælge dengang, skulle jeg have fundet et andet sted at bo, hvilket naturligvis ville være steget tilsvarende og hvis ikke jeg i stedet købte noget langt mindre attraktivt, så er det svært at få øje på andet end flere omkostninger til køb/salg samt en periode med dyre dobbelte boligomkostninger.

Hvis staten overtager min bolig til vurderingsprisen efter valget og lejer den ud til mig vil, det ændre den økonomiske situation på flere måder. For mig vil huslejen herefter være mere end det dobbelt af huslejen i andre af systemets almenboliger og hvor rimeligt eller hvor ligheds skabende er det egentligt set fra et venstrefløjssynsunkt? Folk, der fødes ind i de billige almene boliger råder stadig over store årlige skattefri gevinster (vel fordi nogle andre før dem har betalt af på lånene). Noget andet er, at den afbetaling og eventuelle ekstraordinære nedsparing, som folk har gjort i deres ejerboliger – er penge som nu skal kommet et sted fra, og der er tale om store beløb. Derudover vil det frisætte en masse milliarder her kort efter, at man har haft ret dårlige erfaringer med pludseligt at pumpe store summer ud i samfundet, og så vil det yderligere koste til folk, der efterfølgende bliver berettigede til boligsikring og andre ydelser.

Vi kan formodentligt blive enige om en lang række kravspecifikationer til et bedre samfund. Vi er bl.a. også enige om at almene boliger diskriminerer i stor stil, men jeg forstår ikke hvorfor det skulle blive bedre af at der kommer endnu flere af disse almene boliger med flere foreninger, loger og kommuner til at diskriminere og fortsætte med at mele egen kage.

Med hensyn til et bredere perspektiv om frihed, livsglæde, dynamik og mobilitet i samfundet, så ville det uanset boligformer, partier og ideologier være til gavn for helheder, familie- og erhvervsliv, hvis det var realistisk og problemfrit for almindelige mennesker at flytte i velegnede boliger, herunder hvis det ikke kostede kassen eller krævede held og gode forbindelser. For eksempel ville det give store fordele mht daglige mindre belastninger, omkostninger og ressourcespild (bl.a. arbejdskraft, transport, energiforbrug, stress mm) hvis man frit kunne vælge at bosætte sig i nærheden af sin arbejdsplads eller uddannelsesinstitution og ikke skulle pendle dagligt begge veje.

For mig at se er det slet ikke umuligt at opfinde et meget bedre system. Sværere bliver det at finde et politisk parti, der vil advokere for helhedsløsninger frem for markedsføring rettet mod snævrere vælgersegmenter som led i krigen imod andre partier og befolkningsgrupper. Den slags foregår desværre konstant på begge fløje og blokerer vejen til et bedre samfund. Noget minder mig om de mange komplekse krydsvirkende systemer indenfor skatteområdet og ved overførselsindkomsterne med tilhørende kontroller og uigennemsigtige systemer udviklet gennem årtier og mestendels opfundet for at tilgodese den ene lille gruppe frem for den anden som betaling for at blive valgt en gang til, og pt er de i fuld gang med at opfinde nye lapper og opføre egnsteater.

Men eftersom ingen finder det værd at tale om realistisk afskaffelse af både den illusoriske millimeterretfærdighed og mange af kontrolapparaterne til fordel for en basisindkomst af en eller anden slags, hvorfor skulle man så spilde sin tid med at udvikle et tilsvarende borgerboligmarked med friheder til eget valg i stedet for djøf bureaukratiet?

Sorry, jeg skriver vist endnu længere en du gør.

Sten Christensen

Margit Kjelgaard
Lige en præcisering, jeg skrev intet om håndværkere de er nemlig blot arbejdere, jeg skrev om håndværksmestre, de er nemlig virksomhedsejere og arbejdsgivere.
Mht. til at Tysklands økonomi er mere stabil end den danske så vil jeg give dig ret, men det betyder jo ikke at den er bedre end den danske, og det var jo 'bedre' du kaldte den tyske økonomi.
Jeg er helt enig i at produktionsapparatet burde være 'alles', og jeg er grundlæggende træt af den tanke at "så gider de ikke lave noget, bare se på det offentlige". Jeg har iøvrigt svært ved at se den logik der siger at tilføjer du en komponent til et produkt "profitten" så bliver produktet billigere. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige at hvis al dansk profit røg i statskassen så kunne vi droppe en væsentlig del af personskatterne.
Men jeg er pisse træt af at jeg skal kaldes spekulant og tillægges ansvaret for vores "krise" fordi jeg har valgt at bo på min måde.
SC
.