Kronik

Øresundsregionen er uforberedt, hvis katastrofen rammer

Øresundsregionen er Nordens økonomiske lokomotiv og tættest befolkede område. Alligevel halter det grænseoverskridende beredskab. Hvis naturkatastrofer eller terrorangreb materialiserer sig, kan svenske og danske redningsmyndigheder få svært ved at levere en effektiv indsats
Hvis teaterblod engang bliver skiftet ud med rigtigt blod, er Øresundsregionen dårligt forberedt. Billedet er fra en fælles dansk/svensk katastrofeøvelse.

Hvis teaterblod engang bliver skiftet ud med rigtigt blod, er Øresundsregionen dårligt forberedt. Billedet er fra en fælles dansk/svensk katastrofeøvelse.

Jens Nørgaard Larsen

29. april 2011

Øresundsregionen er allerede en international storbyregion med en klar målsætning om at være et fælles arbejdsmarkeds- og boligområde. Dens udvikling får visionært brændstof af enkelte folketingsmedlemmers ambitioner om at udbygge faste relationer og fjerne socioøkonomiske og juridiske grænseblokeringer.

Øresundskomiteen har heller ikke holdt sig tilbage fra at svinge med den visionære taktstok. Her lægger man gerne blæk til strategier for såvel det regionale som det nationale samarbejde. De næste ti år skal ifølge kommiteen stå i kundskabens og innovationens, oplevelsernes og bæredygtighedens tegn. Øresundsregionen spiller med andre ord en vigtig rolle i forsøget på at slippe fri af krisen såvel den økonomiske som den, der handler om bæredygtighed.

Men i jublen over alle mulighederne for fremgang har vi glemt, at øget sårbarhed er en uundgåelig del af øget integration og gensidig afhængighed. Mens fokus har været på at indfri vækstambitionerne, har vi undladt at bygge et stærkt grænseoverskridende beredskab, der kan sættes ind i tilfælde af regionale kriser som omfattende naturkatastrofer, pandemier eller terrorangreb.

Sårbarhed er som bekendt porten til kriser og katastrofer. Og navnlig i samfund, som har langsigtede ambitioner om bæredygtig udvikling, forventer man, at politikere og andre samfundsstøtter pudser krystalkuglen. Det indebærer, at man afdækker potentielle trusler, samfundets følsomhed og afhængighedsmønster, tilpasningsevne og effektiviteten af den indsats, som skal forebygge tragedier og ødelæggelser.

Det er naturligvis særlig, udfordrende at identificere og forebygge sårbarheden i samfund, som savner naturlige og juridisk hævdvundne, administrative, politiske og geografiske afgrænsninger. Men når man som Øresundsregionen bygger sin fremtid på en fontæne af kuvøser, rugekasser og netværk, som drives af grænseløs energi fra tusindvis af entusiaster og ideer, er den slags forsyn mere tiltrængt end nogensinde.

Kultursammenstød

Hovedkilden til regionens sårbarhed er, at de nationale beskyttelsesnet i Sverige og Danmark er opbygget forskelligt.

Siden 2006 har Sverige haft loven om beredskab ved ekstraordinære hændelser. Den giver kommunerne ansvar for at oplyse om sårbarheder inden for kommuner og regioner. Det har resulteret i fortegnelser over trusler og beskyttelsesværdier med kvalitative og subjektive tolkninger af risici og konsekvenser.

I Danmark er tilgangen en anden. Her udgør akutberedskabets ambulancer og brandbiler stadig rygraden. Et geografisk områdeansvar sammensat af tværgående kompetencer og funderet i den politiske virkelighed er fortsat en by i Rusland.

De to forskellige tilgange kan få mere end svært ved at levere en effektiv indsats, hvis katastrofen sætter ind, for ingen har overblik over, hvordan myndighederne i Danmark og Sverige skal arbejde sammen og koordinere indsatsen.

Regionen savner sårbarhedsanalyser og en beredskabsplaner på så centrale områder som pandemier, infrastruktur og logistik inden for trafik, anvendelse af naturressourcer inden for friluftsliv, industri og boligbyggeri, afhængighed af forsyningssikkerhed inden for energi, vandforsyning, it og drikkevand samt for sociale og etniske konflikter.

Man kan undre sig over, at vi accepterer, at samfundets beskyttelse mod ekstraordinære hændelser bygger på så løse og videnskabeligt skrøbelige konstruktioner, når noget så enkelt som biler, ejendomme eller broer bygges efter strikse krav, tegninger, modeller og udregninger.

Og ét er sikkert: Der findes alvorligere trusler mod Øresundsregionen end de hverdagsagtige skærmydsler om uforståelige skatteregler og uregelmæssig transport mellem landene. Sandt nok havarerede en global klimaaftale netop her i regionen, men det udelukker ikke, at truslen fra ekstreme temperaturer, storme, oversvømmelser og flygtningeruter kan skabe overraskelser og sorte overskrifter i de næste 50 år.

Selv skeptikeren, som ikke ser risici, før skaden er indtruffet, må nok erkende, at Øresundsregionen viste sig sårbar i efteråret og vinteren 1918, da tusinder af københavnere døde af pandemisk influenza. Dengang var tanken om en integreret region endnu ikke tænkt. I dag, hvor togene kører i pendulfart mellem landene, og der trykkes hænder og udveksles bakterier som aldrig før, vil tabstallet nok være langt højere, hvis en lignende pandemi sætter ind.

Dansk sektortænkning

Der findes ganske vist eksempler på samarbejde f.eks. mellem Region Skåne og Region Hovedstaden og mellem Københavns Brandvæsen og Räddningstjänst Syd. Men der findes ingen koordinerede forbyggende analyser og indsatser på tværs af sektorerne.

En af årsagerne er en officiel dansk insisteren på og henvisning til det vertikale sektoransvar. I stedet burde udgangspunktet være sårbarheden i den enkelte beskyttelsesværdige virksomhed. Hvilke indre og ydre forstyrrelser kan identificeres? Hvilken modstandskraft har virksomheden over for trusler? Hvor effektivt er det samlede beredskab omkring virksomheden?

Herefter burde det være kommunens og regionens opgave at udarbejde en sammenhængende sårbarhedsanalyse. Det er trods alt dem, som er områdeansvarlige, men den ensidige henvisning til sektoransvarsprincippet forhindrer i dag dette.

Netop i Øresundsregionen kolliderer den tilgang med den officielle svenske variant af samfundsbeskyttelse, hvor en særlig myndighed, Myndighet för Samhällsskydd och Beredskap, efter flere års indsats for at sammenvæve forskellige sektorielle sikkerhedskulturer og traditioner har fået ansvar for at integrere samfundsbeskyttelse med beredskab. Resultatet er et integreret system, der begrænser evt. silotænkning.

Usamarbejdsvillig

Allerede i 2003 under afslutningen på EU's Interreg III-forprojekt om den civile sektors beredskab i Øresundsregionen blev der advaret om det uheldige sammenstød mellem svenske og danske beredskabstraditioner:

»Det foreliggende materiale mere end antyder, at der er barrierer og forskelle i den måde, der arbejdes på i de to nabolande,« stod der i rapporten Det civile beredskab i Øresundsregionen.

I dag, otte år senere, er der ikke blevet ændret væsentligt ved den konklusion. Øresund markerer fortsat grænsen mellem de to nationale sikkerhedskulturer.

Da en arbejdsgruppe i februar 2009 med repræsentanter fra Region Skåne, Lunds Universitet og kommunerne langs den svenske Øresundskyst indbød repræsentanter for det danske Forsvarsministerium og Beredskabsstyrelsen til at medvirke i en proces, der skulle skabe en idéskitse til en fælles EU-ansøgning om et Interreg IV-projekt om Øresundsregionens sårbarhed, blev initiativet mødt med en kold skulder. I stedet for at koordinere engagement hos danske Øresundskommuner, regioner og sektororganer valgte man at afstå med henvisning til, at »man i Danmark meget konsekvent fastholder et sektoransvarsprincip ...«

Uklart områdeansvar

Såvel Sverige som Danmark har ganske vist en stærk og levende sektoriel blåblink-tradition. Brandslukning i alle dets former er et bærende tema. Det gælder også for det nordiske samarbejde på ministerniveau om samfundsbeskyttelse og beredskab, som startede 2009 med Haga-deklarationen. Her findes hensigtserklæringer om samarbejde omfattende etablerede virksomheder såsom redningstjeneste samt øvelser og uddannelse. Men Haga-deklarationen indeholder få skridt på vejen mod et helhedssyn, som en sårbarhedsanalyse af Øresundsregionen burde rumme.

I stedet for at følge i udrykningskøretøjets opkørte hjulspor burde de politisk ansvarlige have gjort Øresundsregionen til et forbillede for, hvordan man reducerer grænseoverskridende regional sårbarhed og bidrager til robust samfundsbeskyttelse samt bæredygtig udvikling.

Ganske vist udstråler indsatslederrollen ved de store redningsindsatser og krisehåndteringen mere glamour end det stille detektivarbejde, som en forebyggende sårbarhedsanalyse kan lokke med. Men nu er tiden inde til, at Forsvarsministeriet, dets rådgivere, Länets og regionernes ledende embedsmænd, virksomhedsledere og sikkerhedschefer viser vilje og mod til at analysere risici, beskyttelsesopgaver og afhængighedsforhold. Sikkerheden i Øresundsregionen bør gives mindst samme opmærksomhed som udviklingen af it-, nano- og bioteknologien hidtil har fået.

Göran Bengtsson er professor i økologi ved Lunds Universitet

Niels Johan Juhl-Nielsen, specialrådgiver, cand.scient. adm., master i socialt entreprenørskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Dansk mentalitet er ikke til katastrofer. ”Så galt går det nok ikke og gør det, går det nok alligevel”. Selvom vi på TV ser frygtelige regnskyl og månedlang tørke, så kan det umuligt ramme os. Sidste sommer fossede vandet ned i nogle af metrostationerne, og det bliver måske værre i år, men det er jo vejrguderne - .

Forfatterne rammer ned i et problemkompleks, først af meget håndgribelig art dernæst af psykologisk natur. Vi kender det fra klimadiskussionen, hvor nogle ligefrem spørger, hvad der er problemet. Så har vi regeringen, der nok erkender problemet, men kun gør lidt og til sidst os, som ser skriften på væggen.
Et problem bliver hurtigt politisk, hvor nogle partier har ’gavn’ af problemet. Hvis vi lavede øvelser i et ’kommende’ terrorangreb på Nørreport station, ville det straks gavne DF. Terrorister kunne vel også tænkes at komme fra en anden kant (end den du ved nok), men spørgsmålet er politisk følsomt.
Tanken om, at vores manglende bæredygtighedskultur kan vippe i ugunstig retning, vil gavne venstrefløjen. Sprøjtegifte i grundvandet? Tys, tys, det kan skade landbruget. På den måde lukkes fornuftige samtaler ned, og vi overlades til – katastrofedjævlene, må det vel hedde.
Når forfatterne taler om ansvarsfordeling og ”sektoransvarsprincipper” kan man godt se for sig, at selv med den bedste vilje, kan det være svært at hamle op med en katastrofe.
Tak for en oplysende kronik.