Kronik

Oppositionen skal forblive opposition

Mens de lyserøde partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition
Helle Thoning-Schmidt (S) og Villy Søvndal(SF) har således vist sig mere tilbøjelige til at acceptere Dansk Folkepartis retningslinjer, end det har været tilfældet for Radikale eller Enhedslisten, hvilket er en udfordring for oppositionen.

Helle Thoning-Schmidt (S) og Villy Søvndal(SF) har således vist sig mere tilbøjelige til at acceptere Dansk Folkepartis retningslinjer, end det har været tilfældet for Radikale eller Enhedslisten, hvilket er en udfordring for oppositionen.

Martin Ballund

11. april 2011

I en tale på Yale Universitet formulerede daværende finansminister Robert Rubin en gang, hvad moderne statskundskab går ud på: »En af demokratiernes største udfordringer i de kommende årtier bliver at træffe de upopulære økonomiske beslutninger, som er en forudsætning for succes i en transnational, gensidigt afhængig, global økonomi.« (International Herald Tribune, 19. oktober 1998).

I det danske politiske univers har næsten alle tendenser accepteret denne problemstilling som uomgængelig.

Nu hvor den midtsøgende venstreoppositionen har haft et årti til at udforme et politisk alternativ til den førte politik, er resultaterne nedslående! Indenrigspolitisk havde hverken højre side af dansk politik eller den røde blok forudset den alvorlige finansielle/økonomiske krise, som Danmark og andre kapitalistiske lande gennemgår i disse år. Ikke desto mindre foregiver de hver for sig at have nøglen til en løsning for de økonomiske trængsler.

Symptomatisk er det, at mens regeringen foreslår en afskaffelse af en af arbejdsmarkedsmodellens grundbestanddele, nemlig efterlønsordningen, svarer S og SF med et forslag om at forlænge lønmodtagernes arbejdsdag med 12 minutter. I kølvandet har flere politikere allerede lanceret en diskurs, som promoverer indførelsen af begge planer: nemlig en afskaffelse af efterlønnen og en ugentlig arbejdstid på 38 timer.

Hvad den politiske klasse ikke siger lige ud, er, at den nuværende krise vil blive brugt til at rulle samfundet tilbage til tiden før den keynesianske revolution og velfærdsstaten.

Hvorfor kan vi ikke få lov at høre sandheden om de sociale omkostninger, en eventuel genrejsning af økonomien vil kræve?

For som Professor Jørgen Goul Andersen ser det: »Dansk økonomi er kørt så dybt i sænk, at vi sandsynligvis får højere skat og mindre velfærd, uanset hvilken regering, der sidder ved magten.« (Information, 20. januar 2011).

Smør og kanoner

Afstanden mellem virkelighed og diskurs ses også på andre områder. På det udenrigspolitiske plan er billedet næppe mindre dystert! Hvordan kan det være, at diskussionen om udgifterne til militæret næsten aldrig inddrages i diskussionen om økonomiske udsigter og trivsel? Her hersker den larmende tavshed. Men som redaktør Lars Trier Mogensen gør opmærksom på: »Lige nu bruger Danmark flere skattekroner på militær og krigsførelse, end vi investerer i offentlig forskning og udvikling.« (Politiken, 28 januar 2011).

Har Danmark råd til både smør og kanoner? Dette spørgsmål fortjener at blive diskuteret nu, da politikerne har sat mere arbejde og sparekniven på dagsordenen. Samtidig ønsker Konservative og andre borgerlige partier skattelettelser på de højeste indkomster. Altså en dansk version af Voodoo Economics!

Paradokset for den politiske højredrejning er, at den fandt sted i en historisk periode, hvor det danske samfund, ligesom andre lande i den kapitalistiske verden, oplevede et opsving baseret på spekulation og kredit på bekostning af realøkonomien. Denne konjunkturelle udvikling kombineret med det ideologiske korstog, i form af antagonismen mod islam, bidrog til en fastlåst situation, som hjalp den blå blok til at bevare regeringsmagten med støtte fra Dansk Folkeparti.

Ikke nok med det, men i takt med den såkaldte 'værdi-kamp', er den danske politiske kultur blevet underlagt en ideologisk diskurs, hvis hjørnesten er islamofobi. En tendens, der har påvirket den bløde venstrefløjs retorik. Resultatet er blevet en populisme, som kombinerer xenofobi imod indvandrere med islamiske rødder på hjemmefronten med aktiv krigsførelse i fjerntliggende muslimske lande.

Ustabil konstruktion

Set med historiske øjne var det hele det danske politiske liv, der blev drejet til højre. Sammenlignet med tidligere perioder, hvor samfundet var mere homogent og arbejderklassen mere militant, har den politiske kultur været påvirket af frustrationerne med den tiltagende multikulturalisme og en neutraliseret fagbevægelse. Sjældent bliver disse tendenser analyseret som resultat af 'globalisering'.

Den 'lyserøde' oppositions forsøg på at generobre magten er præget af en vis opportunisme, der har givet sig udtryk i en tilpasning til højrekoalitionens dagsorden samt ved opgivelsen af tidligere grundliggende principper og ideologiske antagelser. Indrømmelserne har kunnet iagttages i holdningen til behandlingen af indvandrere samt integrationspolitikken. Socialdemokraterne og SF har således vist sig mere tilbøjelige til at acceptere Dansk Folkepartis retningslinjer, end det har været tilfældet for Radikale eller Enhedslisten. Halvt ironisk spørger Preben Wilhjelm i en kronik »hvorfor danner S, SF og DF ikke bare regering?« (Politiken, 24. november 2010).

Uanset ønskværdigheden af et regeringsskifte kan en S-SF ledet koalition vise sig at være en ustabil konstruktion. Mens Radikale på det økonomiske område står den borgerlige blok nærmere, er Enhedslisten alene i sine politiske holdninger. For Enhedslisten vil dilemmaet bestå på den ene side i at støtte en regering uden klar progressiv agenda og samtidig forblive et oppositionelt parti.

Vil Enhedslisten kunne opnå de samme politiske gevinster, som Dansk Folkeparti fik for sin støtte til den nuværende regerings radikale indgreb i det danske samfund? Eller udtrykt mere bastant: Hvordan undgår Enhedslisten at blive Sorteper i det nye politiske samarbejde i Folketinget? Objektivt vil opgaven bestå i at opretholde partiets selvstændighed og profil uden at blive taget som gidsel eller optræde som 'nyttige idioter' for en politik uden afgørende perspektiver.

Oppostionens opposition

Hvis Enhedslisten har ambitioner om at gøre sig gældende i Folketinget og i samfundet er det nødvendigt ikke alene at bevare en utvetydig politisk profil som 'vagthund', men at praktisere en pædagogisk funktion i form af bevidstgørelsen om det nødvendige i en alternativ samfundsorden. Mens de fleste politiske partier bruger en slags orwellsk 'nysprog', hvor uforenelige meninger forsvares med samme ihærdighed, må en reel opposition værne sig mod dobbelttænkning og som hidtil stå fast ved sine grundantagelser og ideologiske holdning. Principløshed er en af årsagerne til den udbredte lede ved politik, som har kunnet iagttages i de fleste demokratier i de seneste årtier.

Som Enhedslisten nok er klar over, har dansk politik ikke brug for endnu et system-tro parti hvad angår indenrigspolitik, dvs. et parti der prioriterer tilpasningen af samfundet til markedets behov. Og hvad der på det eksterne plan efterlyses er en kritisk holdning til den imperialistiske 'humanisme' (regimeskifter, eksport af 'demokrati' og 'menneskerettigheder' ved hjælp af krig). En progressiv udenrigspolitik burde promovere en internationalisme, der respekterer forskellighed mellem kulturer og samfundsorganisationer, samt arbejder for skabelsen af et multi-polært system der kunne erstatte USA's nuværende globale hegemoni.

Mens de 'lyserøde' partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition samt tilpasse dette verdenssyn til moderne tider.

I den nuværende politiske udvikling, hvor Enhedslisten i samarbejde med de andre partier i den såkaldte røde blok prøver at få væltet den siddende regering, vil det være opportunistisk at udbrede illusioner om et 'lyserødt' kabinet. Denne erkendelse er 'oppositionens opposition' nødt til at forholde sig til!

Ellen Brun er doc.scien.soc. og Jacques Hersh er professor emeritus

Serie

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

God kronik. Jeg ser kun en svaghed i forfatternes forventning til hvad Enhedslisten "nok er klar over". Jeg er i hvert fald blevet bekræftet i usikkerheden på hvad EL egentlig er klar over? Dvs. hvilken politisk rolle og ansvar EL evner at tage på sig, under en SSF ledet regering?

Jeg er meget enig med forfatterne i at EL's fremtid er at holde fanen, højt så at sige. Dvs. være i tæt kontakt og politisk overensstemmelse med partiets unge, men også gamle, som stadig er i front, når det handler om at holde et parti som SF på den socialistiske og en mere revolutionær kurs.

De ansvarlige i EL skal være meget oppe i gear, for at kunne modstå, den på mange måde uheldige alliance, der er opstået mellem S og SF. De to partier vil nemlig tryne deres politik igennem og der skal EL kunne stå fast.

Det kan ikke nytte noget at EL's folk i Folketinget siger at de ikke vil gå med til meget af det S og SF disker op med og så alligevel gør det.

Dvs. det kan godt gå, men så skal der virkelig også først renses ud blandt EL's medlemmer og hovedbestyrelse. Mange skal enten smides ud eller smide håndklædet i ringen, for at EL kan overleve en SSF regerings politiske styring som den tager sig ud i disse tider.

Jeg synes ikke EL pt. har styr på sig selv i forhold til en bæredygtig politisk fremtid, som et EL ansvarligt støtteparti til en SSF ledet regering. Og det hænger lige nu sammen med at de dagligt ansvarlige i EL så hurtig blev overtalt til at støtte det militære angreb på Libyen. Det skulle de aldrig have gjort.

Dorte Sørensen

Ja ja endnu en borgerlig røst der forsøger at lette vejen for endnu OVK-regering.
Her bar en lille bemærkning til påstanden om – ” Nu hvor den midtsøgende venstreoppositionen har haft et årti til at udforme et politisk alternativ til den førte politik, er resultaterne nedslående! Indenrigspolitisk havde hverken højre side af dansk politik eller den røde blok forudset den alvorlige finansielle/økonomiske krise, som Danmark og andre kapitalistiske lande gennemgår i disse år. Ikke desto mindre foregiver de hver for sig at have nøglen til en løsning for de økonomiske trængsler.” –
Dels var der mange advarsler som Fogh Rasmussen lukkede ørene for eller gjorde nar af. Her kan nævnes budskabet til økonomerne om at de bare kunne gå hjem og skrive deres lærebøger om eller al den nar som OVK gjorde af Thorning da hun advarede mod krisen i Åbningsdebatten af Folketinget i 2008.
Dels er oppositionen kommet med mange planer mange er ikke blevet omtalt særligt meget i medierne når de er blevet nedstemt i Folketinget med regeringen og DF s stemmer. Dels er oppositionens planer blevet udskreget som uansvarlige og som fugle på taget og siden har regeringen så botaniseret i planerne og fremført dem som regeringens egne.

Enhedslisten har røde øre for tiden, men jeg er sikker på at de lytter til Ellen Brun og Jacques Hersh og det bør de også.