Meget bevidst besluttede jeg, efter at Søren Pind (V) blev integrationsminister, at jeg ikke ville lade mig berøre af hans provokationer.
Det var jo så oplagt formålet med både hans udnævnelse og hans ytringer. At vi skulle fare op.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der selv af kommentatorerne var blevet noteret for ikke at være specielt interesseret i værdipolitikken, udnævnte Pind til integrationsminister i et desperat forsøg på at vende meningsmålingerne ved at få sat blus på bålet igen. Det bål, som havde sat de afgørende, letantændelige sind i flammer og sikret sejren ved alle valg efter 2001.
Det havde været en total fejltagelse med Birthe Rønn Hornbech på den post.
For man kunne jo se, hvor ondt det gjorde på ministeren at skulle gennemføre DF's politik og dermed kompromittere så meget af det, hun ellers stod for.
Alle husker vel stadig billedet, da hun skulle fremlægge sin politik flankeret af to mænd i mørkt, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup. At lovmennesket Rønn Hornbech til sidst efter en fremragende journalistisk indsats af denne avis blev fældet på at være blevet forført til lovbrud af sit eget ønske om at behage mørkemændene, er kun skæbnens fortjente ironi.
Pinds mission lykkedes fra begyndelsen.
Hans ønske om assimilation i stedet for integration satte straks gang i den udlændingedebat, som meningsmålinger længe havde dømt uden betydning for valgkampen i forhold til de vigtige økonomiske spørgsmål.
Veludviklet kynisme
Pinds teknik bemærkede jeg gik slet ikke ud på at komme med løsninger, men mere på at skabe nogle fjendebilleder både når det gjaldt de fremmede, og hvilke planer hans politiske modstandere havde om at åbne alle sluser for indvandring.
Det var ind imellem så primitivt populistisk, at jeg ikke troede mine egne ører. Her var en mand, som var kendt for at være velbegavet, men som postulerede i alt, hvad han sagde, at verden var enkel og sort/hvid. Jeg kunne ikke tro, at han i bare ét sekund, selv som minister kunne mene, at det ville gavne nogen eller noget at sætte rockeragtige forenklinger på hele problematikken omkring indvandringen til Danmark og de europæiske landes forsøg på at skabe menneskelige regler, og jeg kun konkludere, at Pinds politiske kynisme var veludviklet.
Forleden kaldte Søren Pind Europarådets kommissær for menneskerettigheder, svenskeren Thomas Hammarberg, for »åbenlyst idiot og derfor ikke værd at spilde tid på«.
Det udfald kom efter, at Hammarberg, der tidligere har kritiseret den danske politik over for vores mindretal, havde bebrejdet Danmark og andre EU-lande, at vi ikke gjorde nok for at hjælpe Italien med at håndtere flygtningestrømmene i kølvandet på opstandene i Nordafrika.
Han havde også sagt, at regeringernes svigt skyldtes frygt for »reaktionen fra partier på den yderste højrefløj«.
Man har lov til at være uenig i sådan en analyse, men når man reagerer med voldsomme ringeagtsytringer som »idiot«, er det ofte, fordi der er noget om sagen. Man føler sig truffet. Og sammen med skældsordet lod den danske minister da også forstå, at der ikke var noget at komme efter, fordi han vidste, at størstedelen af flygtningene var økonomiske flygtninge. Hvorfra han vidste det, stod mindre klart.
Manden, der har taget patent på begrebet frihed ved at kalde sig selv for frihedsminister, finder det bekvemt på forhånd at afgøre, hvem der oprigtigt søger friheden, og hvem der bare er bekvemmelighedsflygtninge.
Statsministeren blev bragt i et dilemma, da hans nære ven anvendte et udtryk, som ellers burde være forbeholdt den badstue, hvor de efter sigende jævnlig mødes og sveder sammen. Han fandt dog ikke grund til personligt at irettesætte frihedsministeren, men erklærede blot, at »Søren Pind er jo kendt for at have et betydeligt frisprog«, og at han ikke selv fandt det »passende«.
Men hvor er grænsen for en ministerens 'frisprog'?
Når man har ansvaret for en del af Udenrigsministeriet og for en så vigtig og følsom del af det politiske spektrum som integrationen, repræsenterer man jo ikke bare sig selv, men hele regeringen og hvis man er dygtig nok: hele nationen.
Desrespekt for domme
Men Søren Pind er mest optaget af Søren Pind og sit eget frisprog og afviser også indigneret, at han krænker magtens tredeling med sin skarpe kritik af Landsrettens afvisning af at udvise den narkodømte Fisfis.
Rettens flertal følte, at hensynet til dennes kone og otte børn vejede så tungt, at man ikke burde udvise ham til Libanon, men Pind fandt dommen »stødende og uacceptabel« og opfordrede straks rigsadvokaten til at appellere den til Højesteret hvad der også senere er sket.
Når jurister kritiserede hans udtalelser med henvisning til magtens tredeling, erklærede han blot, at »selv om jeg er integrationsminister, har jeg ytringsfrihed som alle andre«.
Pind virker som et barn, der følger alle sine instinkter, beklager sig og råber op, når noget går ham imod, tilsyneladende uden tanke for, hvilket ansvar han har, og hvilken skade hans ubegrænsede forbrug af ytringsfrihed kan forvolde.
Eller også er han bare kynisk og gør det job, som statsministeren ikke selv har lyst til at udføre.
Jeg må konstatere, at provokationerne har virket. Jeg var nødt til at reagere.
Jørgen Flindt Pedersen er journalist og forfatter
Integrationsministeren taget slet ikke sit hverv som minister alvorligt. Hans mission er en anden. Han tér sig som et barn, men det forekommer blot som et skjul for nogle onde hensigter, som vi ikke kan få at se.
Manden virker totalt pindsyg, men hans pindlighed er pindlig nøje beregnet tror jeg.
Vi må ophøre med at debattere med ham og hans som om det de siger skal forstås som fornuft. Det er ikke og bliver ikke fornuft - uanset det er magtens tale.
Deres udsagn skal afvises, og journalister bør som JFP herover holde fast i sagernes substans.
Jeg er da ked af, at Jørgen Flindt Pedersen lod sig provokere. For Søren Pind som minister bør fredes for al kritik og angreb i det offentlige rum, netop fordi formålet med Søren Pind som minister er, at han får så stor en opmærksomhed som overhovedet muligt.
Søren Pind er statsministerens projekt fordi Løkke Rasmussen, modsat Fogh Rasmussen ikke evner den værdipolitiske debat. Og netop derfor skal alle, der gerne vil have et regeringsskifte efter næste valg, selvfølgelig lade Søren Pind i fred, lade ham sige alt det han nu har lyst til. Jo mere fred Søren Pind får jo mere råber han og det er det bedste for fremtiden.
Søren Pind er en selvoptaget, indbilsk og bralrende fløs . Brovtende og kæftende op i medgang og et tudefjæs i modgang. Grisk ragende til sig af frynsegoder og vennetjenester og samtidig svømmende hen i sin egen flommende retorik om 'frihed', Danmark' og 'det nationale'. En hybrid af en svulstig nationalliberal og en moderne smart politisk forretningsmand. . Tænk at en så primitiv, dum og evigt studentikos VU'er kan blive minister i vort land. Regeringschefen har sandelig skrabt bunden her.
Enig med Kurt Bertelsen Christensen.
Søren Pind hører til i samme kategori som Søren Krarup: de lever af at provokere, og jo mere vi lader os provokere, jo mere opmærksomhed får de. Og det er præcist det, de ønsker.
Så selvom det kan være svært, så er det bedst at lade dem råbe og simpelthen ignorere dem.
Det behøver ikke kun at være strategi at ignorere Pind. Hvis en fuld slægtning af afdøde teer sig til begravelsen er det ikke nødvendigvis det strategiske hensyn om ikke at tilfredsstille vedkommendes behov for provokation der gør at man vælger ikke at tage en åben konfrontation. Det er snarere, som også i tilfældet Pind indsigten i at tåbelighederne er så tåkrummende, pinagtigt ubegavede og udannede, at det er bedst på alle måder at forbigå dem med tavs foragt. Den har ministeren allerede så rigeligt gjort sig fortjent til. Udskiftningen efter et valg kan i politisk henseende have samme funktion som det hviskede "hold dog bøtte!" ville have i den anden sammenhæng. Og i begge tilfælde er der ingen grund til at spilde hverken tid eller energi på personen eller hans narrestreger når først pinlighederne er bragt til ophør.
Til alle jer der synes man bare skal ignorere dem, fordi de bare søger opmærksomhed :
Nej, de søger IKKE bare opmærksomhed, de MENER faktisk de ting de siger og DE HAR 90 MANDATER !
Så enten åbner i munden og siger dem imod inden de vedtager deres populistiske pjat eller også vedtager de det uimodsagt ! Eller I har maske ladet jer kujonere til tavshed af deres hetz mod 'pladderhumanister' ??
Et hæfte i serien “Tro og etik”, "Det onde - din indre svinehund" for 8.-9. klasse starter med et kapitel om menneskets vrangside og “Hvorfor er det sjovt at være fræk?” En dreng siger: “Det er jo så’en, at jo mere grov og uforskammet man er, desto mere lægger folk mærke til én. Så hvorfor bare være høflig og glad…?” (p.5)
På min blog har jeg skrevet om Pinds hovmod over for Hammarbergs visdom.
Jørgen Flindt Pedersen begår en enkelt fejl i artiklen, hvilket muligvis sker af høflighedsgrunde, netop med denne sætning
"Her var en mand, som var kendt for at være velbegavet..."
Dette postulat har vi som befolkning til gode at få dokumenteret - der er intet i mandens udsagn eller opførsel gennem snart mange år, der tyder på at han skulle være velbegavet - snarere tværtimod.
De selvpromoverende gadedrenge har ikke 90 mandater ret længe!
At Pind skulle være velbegavet er vist en Christiansborg-myte, det er vist ikke p.g.a. hans indsats eller verbale udgydelser. Men han er måske den klogeste i regeringen, hvilket er en ganske anden sag...?
Når vi nu er ved kommentarens skønhedspletter, så er det vel heller ikke helt rigtigt, at det har gjort ondt på Rønn at gennemføre den politik, hun gennemførte.
Den var vel i høj grad en politik, hun kunne stå inde for - og som lå i forlængelse af hendes eget grundsyn?
Ser frem til dobbeltkoncert med Pind-Messerschmidt: Presley meets Wagner. De burde aldrig være blevet sluppet ind i politik.
Søren Pind er enøjet - ikke bare i metaforisk forstand.
http://www.fri.dk/personlig-udvikling/som-soeren-ser-det
Hvorvidt det har været medvirkende til hans manglende evne til at se en sag fra flere sider - er vanskeligt at sige.
Men på alle mulige niveauer i samfundet, og i offentlige råd, forudsættes det, at man kan få en situation til at fungere - så alle parter kan få udbytte af den.
Enten savner han denne evne - eller også afviser han blot opgaven.I stedet afleder han opmærksomheden ved nye stunts.
På dette klip ser man, hvordan han benytter chokvirkningen for at holde sig selv i opmærksomhedens centrum:
http://youtube.jubii.dk/?v=-QjKIJjQ_ms
Jeg er enig med Poul Ottesen. Det duer altså ikke bare at ignorere, hvad f.eks. Søren Pind siger.
Man skal naturligvis ikke lade sig provokere til at udtrykke højlydt forargelse over, at han kalder en kommissær fra Europarådet for "idiot".
Men til gengæld er det utroligt vigtigt, at der er noget, der siger, at kommissæren fra Europarådet har ret, når han siger, at det er et fælles ansvar for EU-landene at løse de flygtningeproblemer, der er opstået pga. omvæltningerne i Nordafrika.
For hvis alle bare forholder sig tavse, så får det jo lov til at fremstå uimodsagt, at dette er et fuldstændig "idiotisk" synspunkt.
Også enig med Steen Sohn i, at det er en tvivlsom konklusion, at det gjorde meget "ondt" på Birthe Rønn Hornbæk at gennemføre VKO´s udlændingepolitik.
Birthe Rønn var således en af de første, der krævede ting som "totalt stop for familiesammenføringer fra immigrationslande", før den borgerlige regering blev dannet.
Pressen har i lang tid tegnet et noget falsk billede af Birthe Rønn Hornbæk som den "store humanist" eller "regeringens samvittighed", og det har hun givetvis nydt at sole sig i. Men efter min opfattelse har det været hykleri og imagepleje langt hen ad vejen.
Magtsygen degenererer debatniveauet. Og desværre kan dette niveau ikke hæves igen, præcedens for hvad man kan tillade sig er lagt. Men vælgerforeningerne må vel være tilfredse siden de bliver ved at stille disse inkompetente mennesker op. Vælgerne er vel også tilfredse - de bliver ved med at stemme på mennesker som Søren Pind.
Jeg tror, at pointen må være, at Søren Pind ved fra sine store idoler: Ronald Reagan, Margaret Thatcher, George Bush jr., og Søren Krarup, at vejen til magten går gennem hate speech, - det begreb, vi ellers ynder at fordømme i det offentlige rum, men som jo medierne i vore dage ikke desto mindre synes at fremme. Tænk bare på den seneste opmærksomhed, den islamistiske imam fik ved sin ankomst- kendt som hate speech apostel. Søren Pind er Danmarks modsvar.
Hvordan går man man lige op imod den som fredssøgende opposition eller progressiv venstrefløj?? Thatcher, Reagan og Bush, inkl. Krarup: De vandt jo næste valg og dermed magten!
@Mosbak
Man kan vist hævde meget om Søren Pind ---det meste med god ret, men at ham ubegavet er lidt for infantil i al almindelighed og i Information i særdeleshed.
@Dalgaard
Hvad angår Reagans eftermæle er du nød til at læse op på historien - det er almindeligt anerkendt, at han faktisk var en af af de allerbedste præsidenter i det 20 århundrede.
Hvem har fældet den endelige dom over Ronald Reagan?? Har han været for en domstol eller hvad?
Hate speech er og bliver vejen til magten i vore dage, og det vidste Reagan og Thatcher før de fleste. Obama kommer ikke langt i den sammenhæng..
@Hansson: Der er vist mange måder at forstå Reagans eftermæle på og mange vinkler at betragte det fra. "Allerbedst" er måske lovlig subjektivt og unuanceret?
@ Rene Hansson :
Ja, hvis man regner Søren Pind for 'almindelig' ..
Det gør jeg så ikke, jeg mener manden har roterende fis i kasketten !
Jeg skal dog gerne medgive dig at Reagan var en mester i en ting LØGN : http://www.youtube.com/watch?v=Ckc1_mETSps
Og den korte version :
http://www.youtube.com/watch?v=eHXq8TRejow&feature=related
På sin vis synes jeg at Jørgen Flint Pedersens anbefaling er sympatisk.
På den anden side tror jeg ikke på at populisterne og fremmedhaderne bekæmpes uden at alle fornuftige mennesker argumenterer imod deres propagandistiske vrøvl. Man skal nok se i øjnene, at argumenterne egentlig ikke skal nå "Pind-tilhængerne" mfl men alle de tavse, undrende
Den opmærksomhed populisterne søger, skal de nok skaffe sig. Modargumenter på et sobert grundlag vil forhåbentlig tiltrække tvivlerne. Eller er det bare en ønskedrøm?
Ultimativt bliver spørgsmålet: "hvordan skulle det tyske folk have stoppet nazisterne i 30'erne"?
http://imgur.com/cQuSk
'Ultimativt bliver spørgsmålet: “hvordan skulle det tyske folk have stoppet nazisterne i 30’erne”?'
Førtids-pension ??
I vores mismod skal vi huske på, at det er 4 år siden der var valg, at de meningsmålinger vi er vidner til formentlig ikke egner sig til at indfange den særlige politiske situation, vi står i.
Hvis nogen dengang havde stillet med den flok politikere vi har på ministertaburetter og som ordførere i dag, så var folketinget muligvis blevet sammensat anderledes.
Jeg siger ikke, at sådan ville det have været. Jeg siger bare, at jeg ikke vil udelukke, at mange af de rabiate venstrefolk, ikke kan trække gennem en valgkamp med sejr til følge. De er måske for dumme, onde, løgnagtige....
Og ja, Hitler kom til magten på demokratisk vis, jeg ved det .. Men vi har jo haft den verdenshistorie - den gentager sig måske ikke.
@Ottesen
"Det gør jeg så ikke, jeg mener manden har roterende fis i kasketten !" endnu en oneliner, som virkelig kvalificerer debatten ikk eller ??? My God !
Hej Rene :
'My God' er virkeligt et godt argument der kvalificere debatten . Jeg kunne jo også kalde dig en hjernedød neo-conservativ propagandist ? Eller du synes måske det er i orden at man voldtager og dræber Mellem-Amerikanske Kommunist-Nonner ??
@HR Ottesen
I rest my case --- sprogbruget bliver for infantilt til mig --- har forøvrigt ikke meget begreb om nonner i al almindelighed.