Læsetid 3 min.

Er protester mod brugerbetaling nok?

I det såkaldte videnssamfund er masseuniversitetet en ny type fabrik. Men når tandhjulene sidder i vores hoveder eller i relationerne mellem os, og når vores arbejde med at lære og opfinde besvares med brugerbetaling, hvordan protesterer man så?
13. april 2011

Overalt på landets uddannelsesinstitutioner sniger afgifterne sig ind under navnet brugerbetaling, samtidig med at de uddannelser, der ikke kan omsættes til varer, afvikles. Hvert år forsøger politikere at skære i SU'en. Er du så heldig at nå igennem din uddannelse, inden den er blevet afviklet, kan du forvente at komme direkte ud i arbejdsløshed. Nogle mener, at vi bør protestere. Det er jeg ikke så sikker på.

I industriens fabrikker kan man nedlægge arbejdet og sabotere maskinerne. Men hvordan protesterer man i uddannelsesfabrikkerne, når det er politikerne mål at skære i undervisernes arbejdstid og sabotere hele uddannelser?

Protester bygger på en forventningen om at få opmærksomhed af medierne, hvorefter en politiker hører beklagelserne og ser til at løse problemerne. Derfor indebærer protester, at politikerne fortsat bør være de privilegerede aktører, der er ansvarlige for forandring. Men ledere og i særdeleshed politikere lytter sjældent. Måske er man heldig, at de 'hører, hvad I siger' eller 'igangsætter en undersøgelse', men det får sjældent konsekvenser. Derfor leder protester som regel også til skuffelse, fordi forventningerne om forandring ikke indfries. Til sidst indtræffer afmagten og kynismen: »Det nytter alligevel ikke noget«. Hvilket er helt rigtigt så længe vi udelukkende protesterer.

Afgiftsstrejke

I 1974 i Italien blev nogle arbejdere overrasket på vej til jobbet. Den private virksomhed, der drev toglinjen mellem byen og fabrikken, havde sat billetpriserne op til det dobbelte. Som svar gik arbejderne ombord i togene uden billet, mens de i kor sagde: »Vi betaler ikke!« Togfirmaet nægtede at køre, med mindre de pungede ud, og forhindrede dem således i at komme på arbejde, hvilket gav dem endnu en dag til at organisere sig. Om aftenen fandt arbejderne sammen i, hvad de kaldte 'selvreduktionskomiteer', hvor de sammen diskuterede, hvad en fair pris burde være. Dagen efter begyndte de at trykke deres egne billetter. Metoden kaldte de autoriduzione eller på dansk, selvreduktion. De italienske arbejdere mødte de stigende afgifter med en ny type strejke, der gik på at reducere urimelige priser: afgiftsstrejken.

De seneste år er der i Sverige og Norge et stigende antal passagerer, der kører uden billet i den offentlige transport. Det er studerende såvel som arbejdere, unge og gamle, som synes, at de høje priser er urimelige og derfor nægter at betale.

Men ingen har råd til at betale bøden alene, derfor går de sammen om at forsikre hinanden i en fælles bødekasse. RUC-studerende, der bor i København eller omegn, bruger for tiden 800 kr. pr. måned på at komme til og fra deres campus ved. Med resten af SU'en kan de med lidt held betale de overdrevne boligpriser. Eller bo i telt. Hvad vil der ske, næste gang billetprisen stiger?

Velfærdslommer

Vi har ingen grund til at forvente, at politikerne vil bevare de få trygheder, som velfærdsstaten stadig garanterer. Derfor må vi begynde at bygge institutioner og sikkerhedsnet, der på egen hånd kan garantere ny fælles tryghed. Vi må bygge små lommer af velfærdssamfund i velfærdsstatens skal.

På et universitet i Istanbul i Tyrkiet spurgte en ny studerende sin lærer, hvor man mon købte bøgerne på pensum henne? Læreren kiggede undrende og svarede, at hun da kunne låne bøgerne af læreren og i pausen løbe ned til kopibutikken på hjørnet. Der scannede og printede de andre studerende hele pensum. Det var et uformelt ritual, som hjalp dem med at reducere afgifterne på deres uddannelse.

Kommende protester over brugerbetaling vil ikke hjælpe os, hvis de ikke overgår til at bygge nye sikkerhedsnet eller opfinde måder at reducere afgifterne på. Men udviklingen er ikke enestående i velfærdsstaten, den er generel. Derfor må de kommende sikkerhedsnet, vi formår at bygge, også strækkes ud til andre.

Malte Max Roed Lundén er psykologistuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rasmus Nørlem Sørensen
Rasmus Nørlem Sørensen

Det er en tankevækkende artikel om den snigende brugerbetaling på områder, som vi ellers har opfattet som centrale for vores velfærdsmodel.

Jeg er helt enig i, at protester ikke er nok. Det er nemlig karakteristisk for de seneste mange års protester, at de er fragmenterede og kun adresserer særlige områders nicheproblemer.

Der mangler derfor ikke protester, men et ideologisk oprør. En række protester med en samlende, ideologisk fortælling. En anden fortælling end den vores enkeltsagspolitikere i dag er i stand til at præstere.

Brugerbillede for Johannes Nielsen
Johannes Nielsen

Pladderromantisk anarkisme.

"Brugerbetaling" for uddannelse kaldes det når SUen reduceres en smule fra et niveau som er suverænt det højeste i verden eller når man skal betale for den offentlige transport til uddannelsesstedet. Mage til manipulerende sophisme.

Malte - andre har betalt alt for dig siden du blev født. I først omgang dine forældre og siden samfundet. Hvornår har du tænkt dig at give noget tilbage eller i det mindste stoppe din foragrelse over at du ikke får nok. Det er simpelthen uudholdeligt.