Thomas Aastrup Rømer (TAR) drømmer 26. april om skoler og børnehaver, »der er spækket med holdninger, ideer, videnskab, kultur, udsyn, skønhed, materialer, sange og besvær«. Til gengæld afskyr han evidens og undervisningsmetoder, der virker.
For noget så åndløst som at tiltrække arbejdspladser til Danmark, indgå i uddannelsesmæssige 'globaliseringskonsortier', uddanne analytisk og metodisk dygtige lærere og sikre, at der også er råd til, at næste generation får pension, det er ikke alene forkasteligt, men i TAR's forestillingsverden også første skridt på vejen til »afmonteringen af demokratiet«.
Hvad er forklaringen på dette? Måske kan man finde den i en kronik i Berlingske 19. april. Her hylder TAR konservatismen som »en form for folkelig æter« og dermed som »virkeligheden [..] som den er og viser sig, når vi overhovedet taler«, og som lever videre i det, TAR kalder »Danmarks egenart«.
Her hylder han med andre ord den konservatisme, man finder hos Søren Krarup eller hos TAR's erklærede forbillede, Kaj Munk.
Ifølge TAR's konservatisme er evidens og metode at gøre vold på virkeligheden. Den sande konservative afskyr fornuft og planlægning. Han interesserer sig ikke for planer og individer, men ønsker at »hvirvles videre i en ny, poetisk og omsorgsfuld passivitet«, som TAR skriver.
I så fald er det klart, at det er helligbrøde at interessere sig for detaljer som velfærd, konkurrenceevne, undervisningsmetoder og evidens.
Konservativ hengivelse
For alt dette strider mod ønsket om at hengive sig til den folkelige æter. I så fald er det også klart, at alle uden undtagelse forbryder sig mod TAR's konservative idealverden: ikke blot forskerne, men også politikerne, erhvervslivet, kommunerne og professionshøjskolerne. For de vil jo alle gøre noget, og alle vil vide, om det, de gør, virker.
TAR underskriver sig ikke som forsker, men som filosof, forfatter og lektor, så her hersker poesiens regler, og ikke sandhedens. Her kan alle andre påduttes frit opfundne standpunkter.
Blot to eksempler: TAR påstår, at Jens Rasmussen »mener, at lærere ikke må være semisociologer eller semipsykologer«. Hvad jeg mener og har sagt er, at læreruddannelsen ikke bør være en semisociolog eller -psykologuddannelse, men en fuldgyldig læreruddannelse. TAR påstår, at Lars Qvortrup for et år siden »fyrede tre filosoffer og ingen andre«.
Sandheden er, at der ikke blev fyret filosoffer, men at den omkostningskrævende fusion med Aarhus Universitet nødvendiggjorde, at der blev afskediget 10 teknisk-administrative medarbejdere.
De er tilsyneladende 'ingen andre' i TAR's aristokratisk konservative verden.
Lars Qvortrup og Jens Rasmussen er professorer ved DPU, Aarhus Universitet
