Kronik

Splid mellem Putin og Medvedev styrker tandemens magt

Uenighed mellem Putin og Medvedev om krigen i Libyen og Medvedevs ordre om at fjerne Putinstøtter fra statslige aktieselskaber har skabt spekulationer om en mulig konflikt mellem de to. Der er dog god grund til at være skeptisk over for dybden af de interne spændinger. For modsat hvad man skulle tro, medvirker stridighederne til at underbygge deres magtbase
Det er ikke svært for russiske præsident Medvedev at gøre sig fortjent til anstrengte blikke fra premierminister Putin. Men uenighederne har de begge glæde af.

Det er ikke svært for russiske præsident Medvedev at gøre sig fortjent til anstrengte blikke fra premierminister Putin. Men uenighederne har de begge glæde af.

Ria Novosti

Debat
12. april 2011

Forestillingen om en uundgåelig konflikt mellem Ruslands præsident Medvedev og premierminister Putin har præget russisk politik, siden Putin udnævnte Medvedev til sin efterfølger og skabte formodninger om sin mulige tilbagevenden ved præsidentvalget i 2012. Antagelsen har hele tiden været, at Medvedev ville forsøge at løsrive sig fra Putin, ligesom Putin i sin tid selv løsrev sig fra kredsen omkring den tidligere præsident Jeltsin.

Senest har spekulationerne om et opgør mellem Putin og Medvedev fået næring af uenighed om krigen i Libyen. Til manges overraskelse valgte Rusland den 17. marts ikke at modsætte sig FN's flyveforbudszone over Libyen angiveligt på Medvedevs direkte ordre. Derfor påkaldte det sig stor opmærksomhed, da Putin den 21. marts udtalte sig yderst kritisk om aktionen i Libyen og sammenlignede FN-resolutionen bag flyveforbudszonen med en middelalderlig opfordring til et korstog.

Putins kritik tiltrak sig især interesse, fordi Medvedev allerede samme dag afviste kritikken af krigen i Libyen og med en slet skjult henvisning til Putins udtalelser kaldte det for »utilladeligt« og »uacceptabelt« at anvende udtryk som »korstog«, der kan »føre til sammenstød mellem civilisationer«. Den udenrigspolitiske uenighed mellem Putin og Medvedev har derfor afstedkommet flere formodninger om, at Libyen nu skulle signalere begyndelsen til enden for Putin og Medvedevs såkaldte tandem.

Spekulationerne fik yderligere næring den 30. marts, da Medvedev lancerede en ambitiøs plan om at forbedre investeringsklimaet i Rusland. Landets udvikling afhænger ifølge ham af bedre forhold for erhvervslivet, og særligt statslige virksomheders negative betydning for investeringsklimaet i Rusland falder præsidenten for brystet. Derfor foreslog han, at ministre og vicepremierministre allerede i 2011 skal erstattes med uafhængige repræsentanter i bestyrelserne for de statslige aktieselskaber.

Senere specificerede Medvedevs assistent Arkadij Dvorkovitj, at fjernelsen af de ledende politikere skal højne ledelseskvaliteten og nævnte flere eksempler på politikere, som berøres af Medvedevs initiativ. Dvorkovitj pegede bl.a. på vicepremierminister Igor Setjin, som formodes at have en fortid i de sovjetiske efterretningstjenester og anses for en nær allieret af Putin.

Uenighed ikke nyt

Medvedevs investeringsplan er blevet set som en direkte udfordring af Putin. Ikke desto mindre er der god grund til at være skeptisk over for hvor dybt spændingerne mellem Putin og Medvedev stikker.

For det første har Putin offentligt understreget, at han alene har givet udtryk for sin personlige mening om Libyen-krigen. Samtidig har Medvedev kritiseret implementeringen af FN's flyveforbudszone og udtrykt bekymring for civile tab. Derfor er der snarere tale om stilmæssige forskelle mellem de to ledere end om dybere udenrigspolitiske uoverensstemmelser.

Desuden er det værd at bemærke, at Medvedevs nye bestyrelsesregler er generelle og ikke blot rettet mod Putins støtter. Den russiske vicepremierminister og finansminister, Aleksej Kudrin som ofte anses for en af de mere liberale i den russiske regering blev således også fremhævet af Medvedevs assistent som et eksempel på en politiker, der vil blive berørt af de nye regler.

For det andet er tilsyneladende uenighed mellem Putin og Medvedev langt fra noget nyt fænomen. F.eks. kritiserede Medvedev allerede få måneder efter sin tiltrædelse som præsident i 2008 statslige forsøg på at »terrorisere erhvervslivet«. Det skete kun få dage efter, Putin offentligt havde kritiseret en ledende russisk erhvervsmand.

Året efter skabte Medvedevs møde med oppositionsavisen Novaja Gazeta ligeledes spekulationer om en intern konflikt. Mødet fandt sted efter drabene på to personer med tilknytning til avisen, og Medvedevs optræden blev opfattet som en afstandtagen fra Putins tvetydige reaktion på mordet på Anna Politkovskaja fra Novaja Gazeta i 2006. Senest er modsatrettede udtalelser om retssagen mod den tidligere oligark Mikhail Khodorkovskij, den såkaldte udenomsparlamentariske opposition og terrorangrebet i Moskvas Domodedovo-lufthavn blevet fortolket som tegn på en begyndende konflikt mellem Putin og Medvedev.

Strid øger magten

Den seneste tids begivenheder er dermed blot højdepunkterne i en række sager, hvor Putin og Medvedev øjensynligt har fjernet sig fra hinanden. Uoverensstemmelserne gives naturligvis næring af den konkurrence, der altid vil være mellem magtfulde institutioner som den russiske præsidentadministration og apparatet bag premierministeren.

Og på parakdoksal vis styrker uenighederne måske ligefrem tandemen Medvedev og Putin. Der forekommer i hvert fald at være åbenlyse fordele ved mønstret af tilsyneladende uenigheder.

På den ene side giver accepten af krigen i Libyen og den liberale retorik om investeringsklimaet i Rusland mulighed for at udbygge moderniseringsalliancer med udlandet. På den anden side sikrer Putins markante tilstedeværelse, at tandemen ikke mister opbakning fra det russiske militær og de russiske sikkerhedstjenester, hvor mange givetvis ser med skepsis på Medvedevs nye moderniseringskurs. Det gælder utvivlsomt også mange blandt de bredere befolkningslag, hvis aktive deltagelse i sidste ende er nødvendig for at legitimere valget af en præsident i 2012. En nylig måling fra det russiske analyseinstitut VTsIOM viser f.eks., at hele 64 pct. af de russiske vælgere modsætter sig krigen i Libyen.

De divergerende udmeldinger bidrager derved til at maksimere tandemens samlede støtte, indtil der træffes en afgørelse omkring præsidentkandidaten til valget i 2012.

Stor opbakning

Putin og Medvedev har indtil videre dygtigt forfulgt denne strategi og nyder begge forholdsvis stor opbakning i befolkningen.

En måling fra VTsIOM fra den 26. marts viser, at 40 procent af de russiske vælgere har tillid til præsident Medvedev, mens hele 47 procent af befolkningen udtrykker tillid til premierminister Putin.

Det er dog værd at bemærke, at tilliden til tandemen er mindre end for få år siden. Desuden har lokalvalg i Rusland tidligere i marts trods en overordnet sejr til Putin og Medvedevs støtteparti, Forenet Rusland, demonstreret nye tegn på politisk apati. Det kan skabe problemer i forhold til at opnå en tilstrækkelig stor valgdeltagelse ved parlamentsvalget i slutningen af 2011 og præsidentvalget i 2012.

Hvis man vil forstå russisk politik og have fingerpraj om fremtiden, er der derfor grund til at holde øje med begivenhederne uden for de russiske magtcentre. Fokuserer man ensidiget på magtens centrum, risikerer man at misforstå signalerne.

 

Morten Larsen Nonboe er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her