Kronik

Talent, det kan jeg tørre røv i!

Danmark har rettet blikket mod talenterne. I dag afleverer undervisnings­ministeriets arbejds­gruppe til talentudvikling deres anbefalinger. Også videnskabsministeren har proklameret, at talenterne skal hyldes. Men virkelige kraftpræstationer kommer ikke fra folk, der vil hyldes og bæres frem. De kommer fra de vedholdende og engagerede, der slider – også når det er hårdt
Topresultater nås af dem, der kæmper videre — også når det er hårdt. Det er ikke nok at have talent.

Topresultater nås af dem, der kæmper videre — også når det er hårdt. Det er ikke nok at have talent.

Paul Crock

Debat
14. april 2011

Det er Gabor Klöczls, succesfuld landstræner for de danske triatleter 1999-2006, der står bag udtalelsen i overskriften. Når det er nødvendigt at gentage hans ord, er det, fordi vi de seneste år har oplevet et ukritisk fokus på talentet. Og måske er nogle af de problemer, vi er begyndt at ane, en konsekvens af, at dette fokus har trængt de dyder i baggrunden, der faktisk kræves for at skabe resultater af høj kvalitet. Min bekymring retter sig især mod universiteterne, men hele uddannelsessystemet er påvirket.

Nu er jeg ikke tilhænger af at lave paralleller mellem eliteidræt på ene side og forskning og uddannelse på den anden; hvis man ved tilstrækkeligt om begge dele, forekommer de principielle forskelle indlysende. Men når det drejer sig om udholdenhedsidræt, er der ikke desto mindre en parallel: Det, der er afgørende for at skabe resultater af høj kvalitet, er ikke talent. Der kan således være en vis fornuft i at overveje besyngelsen af talentet med udgangspunkt i Klöczls visdomsord.

Talent er ikke dygtighed

I dag afleverer undervisningsministerens arbejdsgruppe til talentudvikling sine anbefalinger til, hvordan vi skaber rammer for udvikling af talentfulde skoleelever. Videnskabsministeren kører ad samme spor. Hun har foreslået at vi skal 'hylde talentet', og det kan vi gøre ved at 'anerkende deres talent' med en titel, ved fordelagtige økonomiske vilkår og ved at give dem »mulighed for at tage ekstra fag«. Ministeren vil »gerne være med til at respektere dem, i stedet for at holde de dygtige nede«. (Information, 20. januar).

Som det fremgår, bruger ministeren talent og dygtighed synonymt. Det er ikke så lidt af en tilsnigelse. For mens vi med talent mener et udviklingspotentiale, dækker dygtighed over reelle kvalifikationer et udfoldet potentiale. Der er langt mere end flueknepperi på spil her. Det er nemlig slet ikke sikkert, at de talentfulde bliver de dygtige. Lad os holde fast i, at talent er et udviklingspotentiale. Ifølge de gængse definitioner er det noget medfødt. Det dækker over nogle anlæg, der er funktionelle i forhold til en disciplin. Hvilke, er ikke altid så let at bestemme. Men det er egentlig også irrelevant.

Det relevante i en pragmatisk, politisk sammenhæng er: Hvem er det, vi bruger ordet om? Det må der være ydre kriterier for. Og det er der da også. Der er to. Det ene er, at personen lærer elementer af disciplinen hurtigt og præsterer på et højere niveau end normalt i forhold til sin erfaring. Det andet kriterium er, at vedkommende tiltrækker sig vores opmærksomhed. Overvej følgende ytring: 'Han var et stort talent, men vi lagde ikke mærke til det'. Det lyder underligt.

Foruden de to kriterier kan man angive en situationel betingelse for brugen, nemlig at man kun bruger ordet om personer, når de har en begrænset erfaring med disciplinen. Det er således en udsøgt hån at sige om en erfaren udøver, at vedkommende har talent. Nogle prøver at tilføre betydningen af ordet flere elementer. F.eks. nævner Susanna Eken årets talentudvikler 2008 noget, hun kalder 'talent for talent', og som dækker over »lysten, viljen og disciplinen til at lære«. Men det er snyd på den semantiske vægtskål, og gør det svært at forklare, at mange talenter aldrig er blevet særligt dygtige.

Det er da også uforeneligt med Ekens egne ytringer om, at talent kun er 'råmaterialet', og at det kræver flid og slid flere timer dagligt fem til 10 år frem at blive professionel. Det er jo netop lyst, vilje og disciplin, der udmønter sig i vedholden flid og slid.

Ikke behov for rygklap

Hvorfor nu fokusere på talenter? Ifølge regeringen, fordi talenterne er blevet holdt nede, og fordi de skal holdes oppe for at udvikle deres potentiale. Er det nu gode begrundelser, og vil videnskabsministerens forslag bidrage til at skabe resultater af høj kvalitet?

Påstanden om, at talenter er blevet holdt nede, hænger og svæver frit i luften. Den eneste eksplicitte fundering, jeg har set, er det hjernespind, der opstod i hovedet på en forfatter, der følte sig miskendt. Og det kan opløses med pust: Janteloven er en projektion af et mindreværdskompleks. Den eksisterer ikke.

Ideen om, at talenter skal holdes oppe, forundrer mig. Hvad er det for talenter, der ikke er i stand til at udfolde deres potentiale inden for de nuværende rammer? De studerende, jeg omgås til daglig, søger legater, tager semestre på udenlandske universiteter, deltager i forskergrupper, etablerer samarbejder med organisationer, tager på praktikophold i EU, læser ekstra fag op og meget mere.

Ser ikke begrænsninger

Hvad, der driver alle disse initiativrige og selvstændige studerende, er svært at sige noget generelt om. Men hvis der er noget, der synes at være fælles for dem, er det, at de ikke angler efter anerkendelse og ikke ser deres økonomi som en begrænsning.

Hvis jeg efter 12 år som underviser og vejleder på universitetet og 13 år som udøver og træner inden for eliteidræt skulle fremhæve nogle karakteristika ved dem, der bliver dygtige, er det en rodfæstet interesse og en tro på egne muligheder. De har ikke behov for konstant at spejle sig i andres opfattelse, men koncentrerer sig om deres egne projekter.

En anekdote fra min gamle cykelklub kan være illustrativ. Der var to unge ryttere. Den ene lagde alle mærke til, og alt kom nemt til ham. Det var talentet Årets Talent i Århus i øvrigt med hyldest og pris og det hele. Den anden lagde ingen mærke til, og han lavede ingen resultater i de år. Da talentet nærmede sig seniorklassen med de krav om en disciplineret træningsindsats, det stiller, stoppede han. Han havde ganske enkelt ikke motivationen til at levere det arbejde, det krævede. Den anden blev ved. Og han vandt dansk landevejscyklings superliga sidste år.

Der er en bemærkelsesværdig parallel til dette forløb i kandidatstudiet. Jeg har mødt studerende, der klarer sig rigtig godt de første år, men som ender med at skrive et middelmådigt speciale. Det, der standser dem, er ikke deres talent, men manglende villighed til at levere den arbejdsindsats, der kræves. Der ligger en prioritering bag, og den anser jeg for helt legitim; de får formentlig en bedre liv på den konto. Men den indebærer altså, at de ikke når et højt niveau.

Mere end X-factor

At nå et højt niveau inden for en disciplin kræver en koncentreret arbejdsindsats over en årrække. Det er ikke X-Factor. Talentet har det nemmere i begyndelsen. Men på et tidspunkt bliver det hverdag. Og det er lidt af et virkelighedschok især, hvis engagementet er bundet op på omgivelsernes opmærksomhed og på, at alt kommer nemt til en.

For udholdenhedsatleter indfinder der sig et nøglepunkt, når de er mellem 17 og 19 år. Det er, når træningen bliver så omfattende, at det bliver klart, hvilket enormt arbejde, der ligger foran en, og hvilke afsavn det vil være forbundet med. Her forslår titler, priser og spånpladeskamler som en skrædder i helvede. Det er således også det tidspunkt, hvor det afsløres om udøveren har en rodfæstet interesse, eller om det er omgivelsernes projekt.

Højt niveau ligger hinsides talentet. For at skabe resultater i universitetsverdnen er fire dyder afgørende: viljestyrke, arbejdsomhed, vedholdenhed og grundighed. Hvis man skulle holde nogen oppe, var det altså dem med en dyb interesse og disse dyder. Pointen er, at det behøver man ikke. Man skal bare undlade at spænde ben for dem. Der findes ikke noget mere meningsløst og nedværdigende for den interesserede og arbejdsomme end incitamentstrukturer og kontrol. Man kan godt blive bekymret for, hvad det for nogle talenter, regeringen vil gøre til en elite.

Simon Borchmann er dr.phil. og adjunkt i skriftsproglig kommunikation ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon der er en sammenhæng mellem dette, og regeringens korstog mod gruppeeksamener?

"Man kan godt blive bekymret for, hvad det for nogle talenter, regeringen vil gøre til en elite."

Ja-visse sager fra KU burde skræmme.

Andreas Trägårdh

Det lader til at manden med artiklen slet ikke diskuterer "talent". Hvordan skulle han dog også kunde det, når der slet ikke findes noget sådan, ja ok. måske lige som et spekulativt postulat.

Dygtiggørelse i færdigheder handler om målsætninger, og dvs. at bestræbelserne drejer sig om andre end en selv, altså om det forbillede der gik forud for den "dygtige". At være denne anden er hele flidets målsætning og det er det den flittige bliver dygtig til - at være noget andet end det denne egentlig er. Fordi målsætninger er et tilbageskridt, idet det tager udgangspunkt i et ideal, dvs. i noget som allerede er sket, vil man således kunne forledes til at tro at "noget" Nam forbedres. Det idiotien ikke fatter i driften efter opfyldelsen af en målsætning, er at det aldrig stopper, hvorfor bedriften er aldeles unyttig for alle undtaget idealet.

Andreas Trägårdh

Og lige en beskeden TAK til det talentfulde "spell check" (htc smartphone), Jeg ku ikke gøre det bedre! Tak

Andreas Trägårdh

"Janteloven er en projektion af et mindreværdskompleks. Den eksisterer ikke."

Korrekt, og komplekset er netop talent. Uden janteloven ingen talent.

John Houbo Pedersen

Man kan hvad man vil, men SLID skal der til ! En gammel sandhed det er blevet glemt i X-Factor kulturen.

Dorte Wied Christensen

Måske skyldes talenternes manglende dygtiggørelse senere i livet, det fastlåste mindset, som talenter ofte ender med at få - se indlæg om det på dortewied.dk; "potentiale eller talent - en mesters tankesæt". En talentstrategi bør derfor have fokus på, at rette op på de talentfuldes mindset, så de ikke falder fra for tidligt, men bliver ved med at slide i det og dygtiggøre sig. Vi har brug for alle - også de talentfulde!