Kronik

Talentet skal vækkes hos dem i bunden

Talenter skal støttes, så det kan udvikle deres individuelle fortrin, mener regeringen. Men folkeskoleloven stiller fortsat ensrettende krav om, at alle opfylder bestemte mål på fastlagte tidspunkter. Det gør skoletiden til et langt nederlag for dem, som ikke er mønsterelever
Skoletrætte smedelærlinge kan sagtens være interesserede i god litteratur. Det kræver blot, at man har tålmodighed til at vække gnisten i dem.

Skoletrætte smedelærlinge kan sagtens være interesserede i god litteratur. Det kræver blot, at man har tålmodighed til at vække gnisten i dem.

Henrik Bo

20. april 2011

»Det har været sjovt, og vi har ikke set Louise blive sur, og hun er den eneste af alle lærere, som ikke er blevet sur, og det hjælper også meget. Jeg har hørt mere efter i de 10 uger, jeg har været her, end de 10 år jeg har gået i folkeskolen.«

Sådan skrev Hassan, da jeg havde været hans dansklærer på smedeuddannelsen. Det var rigtigt, at han ikke var blevet skældt ud. Jeg ville ikke skælde en eneste af de 18-25-årige smedelærlinge ud, selv om de i ofte sad og hang henover bordet, spillede World of Warcraft, så porno og sms'ede ikke bare i pauserne, men også når timerne begyndte.

Det gav ikke mening, at eleverne skulle have flere negative oplevelser med et skolesystem, der for mig at se, havde spillet fallit i forhold til de unge fyre. Næsten ingen af dem blev smede, fordi det virkelig var det, de ville. De fleste tog uddannelsen, fordi de ikke troede på, at deres virkelige drømme kunne blive opfyldt. Alle på nær én, havde haft så dårlige erfaringer med det boglige i folkeskolen, at de valgte noget, der lå så langt fra det som muligt.

Men smedelærlingenes holdning til danskfaget forandrede sig fra at være dybt afvisende og negativ til det modsatte. Som ugerne gik, blev timerne forvandlet til glade stunder med motiverede elever, der holdt af at skrive stile, der engageret diskuterede og reflekterede over menneskerettighedserklæringen og arbejdsliv gennem tiderne, der var begejstrede for at se dokumentarfilm om f.eks. Desmond Tutu, og som kunne lide at lytte til højtlæsning af udpluk fra verdenslitteraturen.

De gik til eksamen, fik et bedre karaktergennemsnit end nogen før dem, og blev af censor beskrevet som de elever med den største refleksionsevne, hun havde mødt i sine 14 år som lærer på forskellige erhvervsuddannelser. Præcis den samme historie gentog sig med det næste hold af smedelærlinge.

Fra M! til Mandela

Da jeg blev ansat som dansklærer på smedeuddannelsen, rådede en af de andre lærere på stedet mig til at basere min undervisning på reklamer, artikler fra mandebladet M! og tekster fra popsange. Hendes intention var at motivere eleverne ved at møde dem, hvor de var, som hun sagde. Og det var bestemt sandt, at en stor del af de unge fyres bevidsthed befandt sig i området omkring bæltestedet! Men på trods af min kollegas gode intentioner, var jeg overbevist om, at indholdet i en sådan undervisning, ville fastholde eleverne i den rolle, man kun ser, hvis man skuer hunden på hårene.

Jeg valgte derfor at præsentere film, som lå fjert fra det, smedelærlingene normalt beskæftigede sig med. For at vise dem respekt og tillid som mennesker, for at udvide deres horisont, og for at lade dem opdage, hvor meget de egentlig formåede at forholde sig til. Ethvert menneske rummer så utroligt meget, at man som medmenneske må gøre et vedholdende forsøg på at bringe det bedst mulige frem i hinanden.

Men i min iver efter at tale til 'det største' i mine elever, mistede jeg indimellem fodfæstet. F.eks. da vi så dokumentarfilmen om Tutu. Flere elever var begejstrede og ønskede at se flere film om imponerende mennesker, f.eks. Mandela og Luther King. Men to fyre, som ofte kom i karambolage med folk omkring sig, spurgte efter udsendelsen, hvorfor Tutu i alverden talte så underligt. Det var sgu da mærkeligt var der noget galt med ham? Da jeg spurgte, om det ikke var en stor oplevelse at se, hvordan et menneske formår stadig at være glad på trods af de mest barske oplevelser, man kan forestille sig, blev der svaret i en nedladende tone: »Jamen, han ville jo være glad, selv hvis han fik skåret sin finger af!«

Individets udgangspunkt

For de to unge mænd er Tutu et menneske så ubeskriveligt fjernt fra alt, de nogensinde har stiftet bekendtskab med. Han rummer intet af det, de forbinder med det menneskelige. Derfor kan han ikke bruges som et menneskeligt forbillede for dem. Han er blot en, man må gøre grin med som en konsekvens af umuligheden i at begribe og rumme ham.

Jeg havde i min naivitet oprigtigt troet, at jeg ved at vise nogle af historiens store skikkelser, der ikke bare taler om menneskehedens fællesskab, men inkarnerer ordene i deres eget væsen, ville kunne vække alle elevernes begejstring over at være en del af menneskehedens fællesska. Det var mit forsøg på at give dem lyst til at bevæge sig ud af deres egen verden og engagere sig i omverden.

Men for at et menneske kan gribe og blive beriget af noget nyt hvad end det er en æstetisk oplevelse, et andet menneske eller en faglig problemstilling kræver det, at det nye befinder sig nærheden af den forståelsesramme, vedkommende i forvejen har.

Forestil dig en mand som står fortabt på et lille klippestykke ved en dyb kløft. På sikker grund på den anden side af kløften står hans ven med et tov og kan redde den nødstedte. Hvad kræver det? At vennens tov kastes præcis derhen, hvor den nødstedte befinder sig. Ellers er tovet ubrugeligt. Men rammer det den nødstedtes hænder, er muligheden skabt for, at vedkommende bliver reddet. Filmen om Tutu var ubrugelig for to af smedelærlingene. Den førte til frustration og nederlagsfølelse, så derfor skulle de to ikke have set den.

Ensliggørende folkeskole

De færreste forventer, at alle voksne med lige stor sandsynlighed kan være både mekanikere, sygeplejersker, biokemikere og pædagoger. Tværtimod er det alment accepteret, at mennesker har forskellige ressourcer og udfordringer, og derfor gælder det for alle, at nogle erhverv ligger mere til højrebenet end andre.

Men denne erkendelse vedrører åbenbart kun voksne. Den gælder ikke i vores skolesystem. Børn og unge skal ikke bare kunne det samme, de skal også kunne det samme på samme tidspunkt. Vi har en folkeskole med fælles mål, trinmål og slutmål. Det er tydelige tegn på, at skolesystemet ikke er tilpasset menneskelige behov, men bureaukratiske strukturer. Det understøtter ikke alle elevers udfoldelse som selvstændige, engagerede samfundsborgere med et højt selvværd. Det skaber derimod nederlag, mindreværd og et modsætningsfyldt forhold til fællesskabet hos mange.

Vores skolesystem presser alt for mange børn ud i specialundervisningstilbud, fordi det i sin rigide ensidighed ikke er inkluderende og rummeligt. Det skaber en hverdag med skældud og bebrejdelser, fordi mange elever ikke lever op til vores forventninger om, hvad de skal kunne præstere fagligt og personligt. Og det skaber kedsomhed og uro hos de mange elever, der ønsker større udfordringer. alene fordi vi ikke har afstemt vores forventninger med børnenes forskellighed.

Forskellighedens lov

Hvis vi vil have et skolesystem, der kan leve op til vores drømme, kan vi i den grad lade os inspirere af den geniale pædagog Celestin Freinet (1896-1966) fra Frankrig. Han har bl.a. skrevet en fantastisk lille historie, Trappen, om de problemer, vi voksne skaber både for børnene og os selv når vi nøje planlægger, hvad hvert barn skal lave, hvor og hvornår.

I historien bygger den voksne en trappe, som skal føre til de forskellige etager i kundskaben. Trinenes afstand og højde er afpasset det, børns ben normalt formår. Der er også en lille repos, hvor børnene kan hvile sig, og trappen har et gelænder, der kan støtte nybegyndere. Alt er med andre ord tænkt virkelig godt igennem. Men hold da op, hvor bliver den voksne vred på børnene. For nogle kravler på trinene, andre tager let to trin ad gangen og hviler slet ikke på reposen, og andre igen går endda baglæns op.

Men det mest mærkelige er, at de fleste børn slet ikke gider at tage trappen. De finder større og sjovere udfordringer ved f.eks. at klatre op ad nedløbsrør og komme meget hurtigere op end via trappen. En rutsjer tilmed hele vejen nedad gelænderet for igen at more sig med den eventyrlige opstigning.

Freinet slutter sin historie med at undre sig over, om den voksne mon har spurgt sig selv, »om der ikke findes, som Victor Hugo siger, en pædagogik for ørne, som ikke klatrer på trapper for at komme op?«

Hvis vi erkender børns forskellighed, kan vi skabe et skolesystem, der er tilpasset selvstændige individers behov. Det skaber det overskud hos eleverne, der er fundamentet for at ville og kunne bidrage til fællesskabet. Med sine unikke kvaliteter, som de i frihed kan udfolde.

Det er ikke nogen teoretisk drøm. Mange skoler formår at tilgodese både individets og fællesskabets behov ved at være realistiske om børnenes forskellighed. Vi mangler blot at lovgiverne også bliver bevidste herom.

Louise Klinge Nielsen er cand.mag. i dansk og filosofi, foredragsholder og forældrerådgiver. Skriver dagligt til forældre på sin blog hwww.holdaf.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu