Kronik

Fra traditionel til moderne frivillighed

Hvis frivillighed skal være med til at løse offentlige velfærdsopgaver, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til den moderne, individualiserede frivilligheds præmisser
Den moderne frivillighed er kendetegnet ved mange hænder med et fragmenteret engagement, der typisk er aktivitetsbaseret f.eks. at man melder sig som indsamler til en velgørende formål.

Den moderne frivillighed er kendetegnet ved mange hænder med et fragmenteret engagement, der typisk er aktivitetsbaseret f.eks. at man melder sig som indsamler til en velgørende formål.

Christoffer Regild

Debat
8. april 2011

Politiske ambitioner om at inddrage frivillige i løsningen af offentlige velfærdsopgaver må tage bestik af det moderne anatomi i det frivillige arbejde

Tiden hvor frivillige påtog sig et vedholdende ansvar for de svage i samfundet, er for længst forbi, og samarbejdet mellem den frivillige sektor og velfærdsstaten må gentænkes på den moderne frivilligheds præmisser.

Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, blev det skrevet ind i regeringsgrundlaget, at »løsningen af sociale problemer handler ikke kun om offentlige bevillinger og systemer. Derfor ønsker regeringen at inddrage de frivillige, velgørende foreninger stærkere i løsningen af en række sociale opgaver«.

Ganske vist havde man ikke forudset den aktuelle finanskrise og de statslige underskud, men desuagtet ønskede regeringen at diskutere alternativ tilvejebringelse af fremtidens velfærd navnlig i lyset af den såkaldte 'forsørgerbyrde' og man formulerede en målsætning om, at halvdelen af befolkningen skulle udføre frivilligt arbejde.

Hver tredje dansker

Før Fogh havde både Reagan og Thatcher peget eksplicit på den frivillige sektor, som en del af løsningen på et voksende pres på de offentlige budgetter, og som en måde hvorpå social ansvarlighed kunne genindføres i den private sfære men også socialdemokratiske regeringer har været optaget heraf.

At det frivillige arbejde rummer betydelige potentialer er ikke vanskeligt at få øje på. Det stort anlagte Johns Hopkins Comparative Nonprofit Sector Project fortæller os, at Danmark er blandt de førende lande i verden: Godt og vel hver tredje dansker udfører frivilligt arbejde og i et omfang, der svarer til 110.000 fuldtidsansatte.

Moderne frivillighed

Men er frivillighed svaret på fremtidens velfærd? Ikke uden videre. Historisk har den frivillige sektor ganske vist udfyldt en stor social rolle i samfundet og været en forløber til velfærdsstaten i kraft af fattighjælp, hospitaler, skoler osv. længe før, at disse sociale opgaver skulle blive institutionaliserede kerneområder i velfærdsstaten.

Fremvæksten af velfærdsstatslige institutioner har imidlertid udvandet de traditionelle frivillige aktiviteter. Solidariteten er blevet institutionaliseret i kraft af velfærdsstaten, men dette har dog ikke demobiliseret de frivillige der har blot fundet en funktionel crowding out sted, hvor fokus har flyttet sig fra det sociale område til fritid og sport. Der findes stadig organisationer på socialområdet, men de er oftere interessevaretager end serviceleverandør.

De politiske ambitioner besværliggøres dog ikke kun af, at den frivillige sektor har skiftet fokus: Også formen i det frivillige arbejde har ændret sig markant, idet den traditionelle frivillighed er blevet overhalet indenom af en moderne frivillighed.

Den traditionelle frivillighed er samfundsorienteret med sociale opgaver som omdrejningspunkt, og den baserer sig på kollektivitet, hvor engagementet er længerevarende, sammenhængende og intensivt. Omvendt er den moderne frivillighed selvorienteret, hvor man i højere grad engagerer sig i egen sfære, og den baserer sig på individualitet, hvor engagementet er kortvarigt, lejlighedsvis og begrænset.

Må ikke forveksles

Bevægelsen fra traditionel til moderne frivillighed har flere karakteristika. For det første er den traditionelle frivillighed kendetegnet ved få hænder med et vedholdende engagement, mens den moderne frivillighed er kendetegnet ved mange hænder med et fragmenteret engagement, der typisk er aktivitetsbaseret (f.eks. til aktivitetsdag i boldklubben eller som Røde Kors-indsamler).

For det andet har den traditionelle frivillighed et mere snævert fokus, da den kun angår udvalgte grupper i samfundet de fattige, syge, ældre, handicappede osv. og derfor er mindre omfangsrig end den moderne frivillighed, der angår store samfundsgrupper i sports- og foreningslivet.

For det tredje tiltrækker den traditionelle, velfærdsfrivillighed primært kvinder, mens den moderne, aktivitetsbaserede frivillighed er domineret af mænd i sports- og foreningslivet.

På et individniveau kan skredet fra et kollektiviseret til et individualiseret engagement forklares med samfundets aftraditionalisering, hvor man ikke længere kan læne sig op ad traditionerne. Den enkelte må til stadighed definere sig selv, og det bibringer en individualisering som dog ikke må forveksles med individualisme, idet en individuel tilgang til verden ikke er ensbetydende med selvtilstrækkelighed.

Med kort tidshorisont

På et samfundsniveau er det afgørende at forstå den frivillige sektor i tæt sammenhæng med strukturerne i velfærdsstaten, på arbejdsmarkedet og i familien.

Den traditionelle frivillighed korresponderer med (a) en residuel velfærdsstat, der yder begrænsede sociale services, (b) et lukket arbejdsmarked, hvor mænd dominerer, og (c) familiestrukturer præget af gensidig afhængighed og centripetalt orienterede kvinder.

Den moderne frivillighed korresponderer med (a) en institutionel velfærdsstat, der yder omfattende sociale services, (b) et åbent arbejdsmarked, hvor mænd og kvinder deltager ligeligt, og (c) familiestrukturer præget af ligeværdighed og centrifugalt orienterede kvinder.

Den frivillige sektor må begribes i kontekst af og tæt sammenvævet med de øvrige samfundssektorer og ikke i et løsrevet vakuum.

Anatomien i det moderne frivillige arbejde er således ikke umiddelbart i tråd med de politiske ambitioner, der adresserer den traditionelle frivillighed med klassiske sociale opgaver i fokus. Nu ligger vægten på sports- og foreningslivet, og de frivilliges engagement er oftest fragmenteret, ad hoc-baseret og med en kort tidshorisont.

Den centrale udfordring er, at der mangler kontinuitet i den moderne frivillighed. Risikoen forbundet hermed kan man ikke løbe på det sociale område, hvor behovene ligger lavere i behovspyramiden maden skal jo ud til de ældre hver eneste dag. Kvaliteten og potentialerne i det frivillige arbejde afhænger i den forstand af, hvor god man er til at fastholde de frivillige og ikke, hvor god man er til at rekruttere dem.

Nye rammer

Det betyder dog ikke, at regeringens ambitioner er forfejlede men de må gentænkes i en ny optik. Vi ser i disse år en række nye initiativer inden for socialområdet, hvor traditionelle organisationer laver nyskabelser på den moderne frivilligheds præmisser f.eks. mentorprogrammerne i Dansk Flygtningehjælp, hvor frivillige i afgrænsede forløb guider nydanskere gennem uddannelse eller ud på arbejdsmarkedet.

Ligeledes ser vi traditionelle foreningsaktiviteter komme i spil på en ny måde, hvor klassiske aktiviteters sigte udvides til at adressere sociale udfordringer f.eks. Dansk Skoleskak, der med skakspillet som medium styrker indlæring og koncentration og skaber foreningsliv blandt udfordrede unge i ghettoerne.

Afgørende er det, at man fra politisk side forholder sig til, hvordan man på den moderne frivilligheds præmisser kan inspirere og skabe rammerne for udviklingen af et dynamisk og frugtbart samarbejde mellem den frivillige sektor og velfærdsstaten.

Dette må navnlig tage bestik af, at den moderne frivillighed har en aktivitetsbaseret og fragmenteret natur, hvor der især er behov for at styrke den vedholdende rolle, som de frivillige ikke ønsker og som der må ansatte til at påtage sig.

Endelig viser udviklingen, at det er relevant løbende at forholde sig til, hvordan det frivillige og det offentlige komplementerer hinanden på bedst vis en udfordring, der kontinuerligt må løses på ny.

Jakob Rathlev, ph.d., manager i Epinion, formand for Dansk Skoleskak og ekstern lektor i statskundskab på Københavns Universitet

Serie

En hjælpende hånd

Seneste artikler

  • Venstrefløjen skal satse på det frivillige potentiale

    2. april 2011
    Mens verden omkring os ivrigt diskuterer brugen af frivilligt arbejde, har den hjemlige venstrefløj forelsket sig blindt i en større og stadig mere indgribende stat. Velfærdsstaten er blevet til målet frem for midlet. Der er brug for nytænkning om den tredje sektor mellem stat og marked
  • Ansvaret for udsatte tørres af på frivillige

    28. marts 2011
    Grænserne mellem den civile og den offentlige sektor er så mudrede, at det offentlige får mulighed for at tørre ansvaret for socialt udsatte af på frivillige. Samtidig slukkes ildsjælenes gnist, når de bindes af det offentliges firkantede krav. Der er behov for at afklare sektorernes roller
  • Hvad vi fælles skaber

    14. marts 2011
    Frivilligt socialt arbejde besynges som løsningen på velfærdsstatens problemer. Men markedslogik og manglende økonomisk opbakning undergraver de frivilliges indsats og integritet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, det faktum, at det moderne menneskes arbejds- og privatliv er præget af det individuelle, det kortvarige, lejlighedsvise og begrænsede engagement, må naturligvis smitte af på den moderne frivillighed.

Mentaliteten: "Hvad er der i det for mig?", er yderligere et problem. Nogle bidrager af navn snarere end af gavn for at kunne skrive det på cv'et eller den mundtlige blærekonto.

I den del af foreningslivet, som vedrører det kulturelle og politiske engagement, er tendensen den samme. Ikke mindst er det svært at interessere og engagere yngre mennesker, og stort set umuligt at gøre det for en længere periode.

Dette er realiteter, som ikke kan overses. Hvad løsningen på problemet er, er straks sværere at stille skarpt på.

olivier goulin

Jeg er stor tilhænger af det frivillige initiativ, og det er jeg primært, fordi det er selve kvintessensen af det sunde og suveræne menneske at besidde og udvise et sådan - og det er en stats opgave at understøtte og promovere sådanne kræfter, og ikke undergrave dem. Desværre er det sidstnævnte præcis, hvad velfærdsstaten gør.

Velfærdsstatens overtagelse af de omsorgsforpligtelser, der er så væsentlig en del af mellemmenneskelige relationer, betragter jeg som et kollosalt tilbageskridt og en særdeles beklagelig sideeffekt ved den moderne velfærdsideologi.

Jeg så f.eks. og helt konkret gerne, at det offentlige promoverede en større grad af privat ældreomsorg, forstået på den måde, at man gav økonomisk kompensation til de familier, som valgte at tage sig af deres egne ældre, evt. som del af et bofællesskab for 2 eller 3 generationer.

Det har været normen i det meste af vores kulturhistorie, og er det stadig i store dele af verdenen, at alle generationer boede sammen i udviddede familier - mere eller mindre under samme tag - hvor bedsteforældrene, som havde masser af tid tog sig af de små børn, og de voksne tog sig af de gamle.

Dette er et eksempel på en tradition og indretning, som er i indlysende overenstemmelse med både rationel og humanistisk tankegang. Modernitetens nedbrydning af de traditionelle familiemønstre og boformer er nok en af dens mest skadelige sociologiske effekter, med en lang række kedelige, og i sidste ende dyre følgevirkninger.

Udviddede familier, vil nogen mene, er ikke i overensstemmelse med et moderne samfund, hvor begge køn er udearbejdende, men det passer slet ikke. Det ville tværtimod være en stor aflastning for de i forvejen hårdt ophængte småbørnsfamilier, hvis der var en hjemmegående bedste- eller oldeforældre.

Det er rent organisatorisk en win-win situation for alle generationer. Den væsentligste grund til, at det ikke trives længere, tror jeg ikke er pragmatisk. Det handler nok snarere om, at hele vores kultur er blevet så individualiseret. Vi kan ikke komme hurtigt nok fra reden, og knapt nok præstere at holde sammen på et ægteskab eller samliv.

Så her kunne det offentlige med fordel træde ind og gøre det, der er dens fornemste opgave; nemlig at promovere de gode initiativer med afdærdsregulerende lovgivning. Man gør det i forvejen i mange kommuner i forhold til pasning af egne børn, som kommunerne giver tilskud til.

Hvorfor ikke også gøre det i forhold til de ældre?

Det er ikke et spørgsmål om enten/eller i forhold til offentlige/friviliige velfærdsydelser. Der er masser af muligheder for at lade de to sfærer samarbejde og støtte hinanden.

F.eks. ville en økonomisk kompensation til familierne for pasning af egne ældre, være langt billigere for samfundet end at parkere de ældre på dyre plejehjemspladser. Det ville måske tilskynde nogle familier til at lægge en del af deres fritid i essentielle og meningsfulde opgaver, fremfor i en masse unyttige adspredelser i fitnessklubben og andre steder.

Men over alle de økonomiske hensyn, står det helt overordnede, at skabe og kultivere den sunde, ansvarsfulde og pligtopfyldende borger; dyder som moderniteten har hældt overbords til stor ulykke for vores civilisation - og give vores forpinte civilisation lidt af det nærvær, sammenhængskraft og livskvalitet tilbage, som er gået samme vej.

/O

Er hattemoden skiftet?