Klumme

Hvor vandene skiller

Det ville være en befrielse, hvis oppositionen frem mod det kommende valg tog sig sammen og understregede betydningen af høj moral
Villy S©™vndal (SF), Margrethe Vestager (R), Per Clausen (EL) og Helle Thorning-Schmidt (S) burde finde f©°lles fodslag over for VKO°Øs moralske urimelig°©heder, skriver Georg Metz.

Villy S©™vndal (SF), Margrethe Vestager (R), Per Clausen (EL) og Helle Thorning-Schmidt (S) burde finde f©°lles fodslag over for VKO°Øs moralske urimelig°©heder, skriver Georg Metz.

S©™ren Bidstrup

Debat
8. april 2011

Uenigheden i oppositionen er åbenbar. Radikale Venstre ligger et godt stykke fra S og SF's popularitetssøgende linje i fremmedpolitikken, hvor de radikale hylder en humanistisk tradition med menneskerettighederne i centrum og streg under transnational forpligtende ansvarlighed.

En debattør med sympati for Dansk Folkeparti og rodnet i det nye højre kaldte forleden, i sammentrængt form, den holdning for »elitær moralitet«. Det var ikke venligt ment.

Pointen, nu på tiende år, er den gribende, at en lille veluddannet elite det fortaber sig i tågerne hvor længe, men formentlig siden FN blev opfundet og Europarådet, EU og EU-domstolen kom til har presset et snærende sæt moralforestillinger moralitet ned over ørene på danskerne og skidt en hatfuld i det djærve folks værdier og fordomme, som vist kommer ud på det samme.

Men siden 2001 er skeen kommet i den anden hånd. Danskerne vil have lov til at mene, hvad danskerne altid har ment, lige siden danskerne mente noget andet eller ikke mente noget, men levede uden dårlig samvittighed og elitens ulidelige pegefingre og spiste brun sovs med skeen, og kongen red rundt i gaderne.

Ikke så få har som gangbar mønt annammet den festlige idé om eksistensen af en særlig folkelig ophøjet eneret på inkarneret tåbelighed. Når Søren Pind kalder den gode svenske Europarådskommissær Thomas Hammarberg for »åbenlys idiot«, appellerer ministeren således til snæversynets og uvidenhedens selvforherligelse. Det kan næppe udtrykkes klarere, med hvilken foragt det neonationalistiske politikersegment af mig-typen omgås den alment menneskelige forpligtelse til at opføre sig ordentligt. Når den kritiske røst tilmed kommer fra broderfolket, luftes med fuld musik det danske borgerlige mindreværdskompleks over for de civiliserede svenskere.

Forstår man tilhængere af Pinds bramfrihed ret, beror en umistelig værdi i at værne aggressivt om den danske opkæftende bøvethed, hvis åbenbare politiske formål er at legitimere allehånde lurvede synspunkter og handlinger, der umiddelbart kan betale sig. Ofte sker dette, som det unægtelig her er sket, når de udefra kommende kritikere har ret, og Danmark bevæger sig på kanten eller langt ud over kanten af velbegrundede internationale konventioner. Hver gang det sker, og det sker ofte, står vi på nudansk over for en ny 'udfordring', hvilket i sig selv opfattes som positivt. Udfordring lyder lidt finere end snyd på vægten.

Splittelse i oppositionen

Noget tyder på, at det overvejede flertal af danske partiers ledelser har fattet betydningen af at koble sig på rollen som værgeløst offer i en stor og manipulerende verden den rolle, der har gjort Dansk Folkeparti stort som hjemsted for 12-13 procent af de danske vælgere. De fleste med undtagelse af de radikale og Enhedslisten synes i hvert fald retorisk at have deponeret anstændigheden og 'moraliteten' i ambitionen om en valgsejr. S og SF har længe søgt at distancere sig fra det gamle radikale kongemagerparti ved at holde dem ud i strakt arm og også forsøgt at ignorere den kendsgerning, som immervæk er et problem (en udfordring), at radikal økonomisk politik traditionelt ligger et godt stykke til højre for midten. Men også på anden vis har de to oppositionspartier på tandem jo distanceret R, hvis konsistens i forhandlinger, som Svend Auken engang sagde, er som at sømme budding op på en væg.

Nu burde det ikke være den økonomiske politik, der i denne situation var det store stridsspørgsmål. Ansvarlighed, som de taler så meget om, tilsiger at feje det landsskadelige skattestop af bordet og regulere statens indtægter. Behovet for at skaffe midler til en kickstart af offentlige investeringer i en national krakeleret infrastruktur efter 10 års uforsvarlig laden stå til er indlysende. Veje, hospitaler, skoler, Foghs skolelokummer, Udkantsdanmark, vedligeholdelse, udbygning og soignering af den fælles ejendom, det hele er i den grad påtrængende. Alene vejene. Man bør deponere kørekortet, hvis man ikke har opdaget det livsfarlige landsomfattende forfald.

Men fortsat harper regeringspartiernes repræsentanter på den gamle sang om verden højeste skattetryk, hvilket er noget vås, men som lammer alle. Man skal jo ikke stirre sig blind på en intetsigende skatteprocent, men vurdere det samlede udgiftsniveau for en gennemsnitsfamilie og sammenholde budgettet med tilsvarende familiers regnskaber i lande, vi ellers ligner, og som har skatteprocenter som i USA. Den ledige sum til fri disposition bliver ikke så forfærdelig meget forskellig hist som her, snarere med en overvægt af bundne udgifter i de stærkt privatiserede samfund, hvilket ikke er så underligt, da nogen skal tjene på sygdom, tjenesteydelser og uddannelser.

Moralen skiller

Men lad også det ligge. Skatten giver sig selv. Før eller siden skal den sættes op. Regningerne er enorme, og de kan ikke udliciteres, jf. kloakkerne i Farum.

Hvad det drejer sig om, hvad der skiller, hvor forfærdende det end må være for nogen, at moral kan have relevans, er lige netop moralen. Eller burde være det.

Efter ti års bemærkelsesværdig slet forvaltning af det danske samfund med snesevis af sager, mindre betydningsfulde som dybt alvorlige et par eller tre modne til Rigsretten ville det være lidt af en befrielse, såfremt oppositionen snart krudtede sig op og understregede betydningen af ordentlighed i regeringsførelsen og høj moral. Nyrup slap ikke så godt fra det, og udtrykket fik en vemodig klang, tilført af dem for hvem flertallet helliger midlerne, og moral er en vederstyggelighed. Men det var jo før VKO's tid den periode i danmarkshistorien siden 1901 med rekordagtigt flere sager end i nogen anden. Og det var efter Tamil-sagen, som dengang i Schlüters dage blev opfattet som aldeles enestående og forfærdelig pinlig for Danmark.

Erik Ninn-Hansen, der endte for Rigsretten, slog imidlertid tonen an for en fjernere fremtid, når han ifølge sine gysende embedsmænd blev fjern i blikket og kiggede ud af vinduet, hvis de forsigtigt prøvede at gøre den magtfuldkomne konservative justitsminister opmærksom på, at han var i fuld sving med en kriminel handling. Men han førte regeringens flygtningepolitik, var svaret.

Den demokratiske brist er i et sådant synspunkt indlejret i selve magtfuldkommenheden. Besidder man de magiske 90 mandater, har man også adkomst til at definere ret og vrang, op og ned, sort og hvidt. Eksperter er vi selv, som en senere statsminister betroede befolkningen, hvor det viste sig, at udsagnet dækkede ethvert spørgsmål, som det passede regeringen både at stille og besvare på egne præmisser, efter egne regler og med velsignelse af Pia Kjærsgaard.

Det kunne være yndigt, såfremt S og SF fik slået fast i valgkampen, at under deres regeringsledelse, hvis og såfremt, så tilbageføres god forvaltningsskik i ministerierne, og ministre ryger ud i en flot parabolsk bue, hvis de giver sig til at kringlevride loven.

Det kommende valg drejer sig om et lands sjæl, som nogle med et andet luftigt udtryk kalder værdier. Men det politiske miljøs tilpasning til den faste flertalspraksis, hvor magt og ret ligger i det 90. mandat, har åbenbart sløvet oppositionen i den grad, at ingen eller meget få af dens medlemmer nagler VKO på deres moralske urimeligheder. Her burde fodslaget i S, SF, R og Ø være taktfast, og om dét burde de jævnligt i enighed forsikre sig selv og vælgerne. Så kan de risikere at vinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Georg Metz:

»De fleste med undtagelse af de radikale og Enhedslisten synes i hvert fald retorisk at have deponeret anstændigheden og ‘moraliteten’ i ambitionen om en valgsejr.«

Bravo Georg Metz!

Jeg har meget længe undret mig over, hvorfor Metz ikke har rettet sin skarpe pen mod de principløse populister i S og SF.

Det har der sandt for dyden eksisteret et stort og udækket behov for i meget lang tid.

Det er en befrielse at læse, at Metz tilsyneladende har besluttet sig for at tage bladet fra munden, og nu begynder at kritisere xenofoberne fra de forhenværende arbejderpartier.

Giv dem de bank de fortjener, Georg Metz!

Niels-Simon Larsen

Det skulle ligne Metz dårlig at angribe folk, fordi de enten var blå eller røde. Som jeg læser det, har det noget at gøre med, hvem der er ærlige eller det modsatte. Derfor ser jeg med fortrøstning på kommende Intermetzo'er.

Inger Sundsvald

Det er jo meget godt at de radikale hylder en humanistisk tradition og er meget moralske hvad det angår. Men moral handler også i høj grad også om økonomisk politik, og her er RV benhårde og ikke det fjerneste moralsk ansvarlige – efter min mening.

Som jeg ser det, så er det ikke S og SF der har distanceret RV. Det klarer de udmærket selv. S og SF må man håbe på ikke selv falder i gryden med umoralske vennetjenester, konkurrence med DF om det fremmedfjendske m.v.

Olav Bo Hessellund

Niels-Simon Larsen:
” Som jeg læser det, har det noget at gøre med, hvem der er ærlige eller det modsatte.”

Du glemte en tredje gruppe: ”de ligeglade”.

Da Die Regieurung begyndte deres normaliserings-projekt vedrørende Forsvarets græs-arealer på Christiania troppede Villy op til vore møder og satte sig ved siden af os og legede kammeratlig ..
Og hvad blev det til ?
FUCK VILLY SØVNDAL (og Holger 'røvpuler konen' K Nielsen .)
Villy, du skal ALDRIG mere komme og sætte dig ved siden af mig og lege 'kammerat' ..: