Læserbrev

Velfærd, Gud eller workfare

Skal Gud afgøre vores skæbne?

Skal Gud afgøre vores skæbne?

Nicolai Howalt

27. april 2011

Danmark står over for en afgørende skillevej efter et årti med den borgerlige regerings kontraktpolitik under overskrifterne 'noget for noget' her er logikken, at de, der har meget, skal have mere, og alle de andre skal aflevere.

I de forløbne 10 år har regeringen trin for trin afmonteret velfærden for rigtig mange danskere, samtidig med at de velstillede og de store multinationale virksomheder belønnes med skattelettelser og øgede muligheder for skattely.

Skatteministeren står sågar frem i medierne og forsvarer de multinationale selskaber og deres bevæggrunde for at skabe en nul skat-komfortzone i Danmark.

Løkkes regering foretrækker at belønne de multinationale virksomheder, frem for at sikre et anstændigt liv for pensionister, nedslidte på arbejdsmarkedet, dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, studenter og ganske almindelige lønmodtagere.

I 10 år har regeringen ført en liberal politik under hovedtesen, at skattelettelser til de rige, mindre skat til virksomheder, øget privatisering, nulvækst i det offentlige og nedskæringer på velfærdsydelser vil skabe større produktivitet, bedre konkurrenceevne, flere arbejdspladser og endda flere penge til øget velfærd.

Men eksperimentet er slået fejl. Danmarks konkurrenceevne er faldet, produktiviteten har tabt pusten, arbejdsløsheden hænger ved, og den øgede velfærd lader vente på sig. Kun ulighed, fattigdom og velfærdsforringelser har vi fået rigeligt af.

Lykkelig fremtid

Som vi med et smil mindes, blev danskerne flere år i træk erklæret »verdens lykkeligste folk«. Men sandheden bag danskernes lykke var først og fremmest tryghed og muligheder i vores velfærdssamfund, hvor konceptet altid har været, at vi løfter i flok for at sikre, at alle har mulighed for at leve et anstændigt liv med lige muligheder, rettigheder og pligter.

Men denne mulighed er ikke længere nogen selvfølge. Uligheden stiger støt, og derfor står vi som nation over for en afgørende beslutning ved det næste folketingsvalg.

Hvilket samfund vi vil videregive til vores børn? Skal de i fremtiden leve i velfærd, workfare eller under en vorherre-model?

I workfare-modellen er det arbejdsgiverne, der tager sig af vores basale behov, og når vi mister jobbet, mister vi også rettighederne. I vorherre-modellen, som praktiseres i superliberale stater i blandt andet USA, er filosofien, at hvis du ikke har noget, er det alene din egen skyld. Klar dig selv og husk at bede til Gud. Det er Gud, der både giver og tager.

Der er ingen tvivl om, at den borgerlige regerings hidtidige politik har vist, at den hellere vil have enten workfare- eller Vorherre-modellen i Danmark end en velfærdsmodel, som sikrer og favner alle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jomen, det er da opløftende, at Fagbevægelsen har gennemskuet den nuværende regerings gentagne forsøg på at financiere med omvendte Robin Hood'er. Men det hár de usatte grupper rigeligt med erfaring for allerede. Så vi mangler stadigvæk, når nu fagbevægelsen har kastet sig ud i valgkampen, at se, at samme fagbevægelse har øget sin forståelse for, at et kontingent ikke skulle være en blokering for interessen under devisen: intet kontingent, ingen interesse.

Men afskeden med den borgerlige dominans ér et fælles projekt for vælgermassen herhjemme. Og ønsket om fra de udsatte grupper, som f.eks. almindelige og -førtidspensionister (som allerede har arbejdsmarkedet bag sig på vilkår, som ikke burde udelukke indflydelse) er ganske sent taget op af fagbevægelsen. Altså: det forekommer, at kontingentindbetalinger har været en forudsætning for fagbevægelsens engagement for at øve indflydelse på tinge og ikke mindst Socialdemokratiet. Som tidligere arbejdstagere synes vi jo nok herude at der til stadighed rumles med et mellemværende, som stille de aktive kontingentbetalere i front. Tænk lige over den. Eller brydes alliancen, så snart et nyt flertal er sikret. Det kniber ganske enkelt med at have forståelse for og tillid til anliggendet hjerude, såfremt fagbevægelsen igen stikker af fra solidaritetsforholdet og dets prioritering efter et nyt flertal er sikret. Må vi høre fra jer?...

Med venlig hilsen

Hugo Barlach, hvis man vil have indflydelse og del i det, fagbevægelserne leverer, må man være medlem. Det er høj organisationsgrad, der gav og giver bevægelsen indflydelse, og den tidlige kamp, som man f.eks. kan læse om i Andersen-Nexøes bøger, var i høj grad en kamp mod skruebrækkere, så disse kunne føle nødvendigheden af at indgå i en solidarisk bevægelse. Det er ikke anderledes i dag, og efter angrebene på fagbevægelsen fra liberalister og konservative, er det lige før, vi er sat langt tilbage i kampen for at sikre mere rimelige vilkår for alle.
Venstrefløjspartierne skal selvfølgelig sikre dem, der er svage; men det er et andet spørgsmål, fordi den almindelige organisering af arbejdsmarkedet bygger på den rimelige logik, at langt de fleste på arbejdsmarkedet faktisk er i beskæftigelse eller forsøger at komme det. Man kan så argumentere for, at der slet ikke er brug for alle på arbejdsmarkedet, men så må der forhandles om en rimelig fordeling, så ingen føler sig forfordelt. Dog er det jo nu sådan, at de, der synes at føle sig allermest svigtede, er de allerbedst aflønnede, der ikke kan forstå, at de ikke kan lægge beslag på hele deres løn.

Gorm Petersen

Præmisserne er misforståede.

Hvis Gud giver en fattig mand penge i midtvesten (f.ex. lader ham finde en tegnebog på gaden), vil sheriffen anholde ham, og gennembanke ham til han tilstår at have stjålet tegnebogen.

Herhjemme slipper man måske for bankene - men tegnebogen skal afleveres.

Herhjemme er penge kun lovlige, hvis man har modtaget dem af hans majestæt Satan.

De blodpenge danske soldater modtager for at myrde uskyldige kvinder og børn i Afghanistan - dem må de skam gerne beholde.

Løkkes regering foretrækker at belønne de multinationale virksomheder

....og man kunne tilføje: samt finans- og privatiseringsspekulanterne, aktionær-, bestyrelses- og direktørlaget.

De virksomheder derimod, der innoverer, metodeforbedre, betaler fuld erhvervsskat og tiltrækker højtlønnet veluddannet arbejdskraft - Danmarks virkelige arbejdsbier - de har i VKOs regeringensperiode været overladt til herrens mark. Der var ikke plads til etablering af vækstfremmende joint ventures i samarbejde med et visionært og offentligt produktionsapparat. Nej det offentlige produktionsapparat skulle privatiseres og dermed underlægges spekulationskapitalisternes kortsigtede profithunger.

PS. Vi må håbe at Danisco forbliver på danske hænder og ikke lader sig sælge for matadordollars.

Ind imellem får man den mistanke at VKO-regeringen fører erhvervspolitik for nogle udenlandske investorer.

Peter Hansen

"er sat langt tilbage i kampen for at sikre mere rimelige vilkår for alle."

Mht. skruebrækkeri accepterer fagbevægelsen idag at arbejde sammen med folk der ikke har rettigheder eller får løn.

Det er muligt at fagbevægelsen er sat tilbage, men de har gjort det frivilligt. Solidaritet min bare ...!

Man må spørge sig selv, hvorfor de mest lystbetonede, selvberoende jobs er dem, der belønnes mest. Vi andre ved jo godt, hvor lidt der egentlig skal til for at leve godt og behageligt.

Michael Borregaard

Uanset hvorledes vi kikker på det, er det værste der er sket i løbet af de sidste 10 år, at velstand og en ellers dynamisk samt sund økonomi, nu er blevet til en diskussion om forsørgerbyrden, en byrde hvis komme har været kendt siden før jeg spillede Anders Cup i fodbold for første gang.

Læser man blandt andet Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 120 (1982), omhandlende fødselstal, forsørgerbyrder og økonomisk vækst, fremgår det at: ”Når år 2010 er valgt som delepunkt er årsagen, at der efter dette år kommer en kraftig vækst i antallet af pensionister, da store årgange rykker op i disse aldersklasser” - dette er blot en af mange referencer der kan anvendes.

De økonomiske problemer er ikke resultat af en naturlov, men skyldes fejlagtige politiske prioriteringer. Man har siden systemskiftet ladet den offentlige sektor vokse, man har forringet effektiviteten gennem et sandt lovboom, på trods af, at Anders Fogh Rasmussen lovede det modsatte tilbage i 2001.

Den fattigdom der kommer i kølvandet på den dårlig førte økonomiske politik, og rovdriften på den sociale solidaritet, kan fagforeningerne ikke selv løbe fra, de bærer også en del af ansvaret, om end de naturligvis har forhandlet i henhold til lønreguleringsordningen.

I medierne har man hørt, at for hver gang der går fem ud af arbejdsmarkedet, er der kun fire til at tage over - dette tegner mere et skræmmebillede, end giver et indblik i hvorledes forsørgerbyrden som princip defineres.

Problemet med eksempelvis efterlønsdebatten er, at Lars Løkke Rasmussen giver et misvisende blik af forsørgerbyrden. Det kan dog ikke anfægtes, at for hver gang 5 forlader arbejdsmarkedet er der kun 4 til at tage over. Problemet med efterlønnen er dobbeltsidig, hvilket er en følge af, at socialdemokraterne ikke ønsker, at diskutere den mindste ændring af efterlønnen. Derudover er deres 12 minutter, et forslag som Anders Fogh rejste over for fagforeningerne tilbage i 2008, hvorefter Harald Børsting, sagde: vi har masser af tid.

Forsørgerbyrden er når alt kommer til alt et firkantet udtryk, og en så simpel udlægning som Lars Løkke giver, er misvisende i forhold til udfordringen.

Ved at anvende begrebet, forsørgerbyrde, kan der ikke sættes årstal på, hvornår manglen på arbejdskraft sætter ind - måske kommer det slet ikke, for det afhænger jo ikke alene af antallet af mennesker, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, men også af deres effektivitet og af mængden af arbejde. Der kan ikke sættes årstal på, der kan ikke sættes årstal på, der kan ikke sættes…..

Som pendant til efterlønsdebatten har vi ungdomsarbejdsløsheden. I Frankrig kalder man dem Génération Précaire, den usikre generation. I Italien taler man om Milieuristas - unge færdiguddannede, der tjener højest 1000 euro om måneden, og i Grækenland hvor lønnen er endnu ringere, hedder de 600-euroistas. I Storbritannien taler man om the iPod-generation, de nytilkomne på arbejdsmarkedet, som er ‘Insecure, Pressurised, Overtaxed and Debt-ridden’. Herhjemme, er de kendt som finanskrise-generationen, som nu overhældes af nye kuld af udklækket studerende.

Unge har ikke alene en højere risiko for at blive ramt af ledighed end arbejdsstyrken generelt, de er også mere udsatte i form af midlertidige ansættelser, dårligere lønninger og et lavere niveau af social sikkerhed, hvilket er et resultat, af de stigende forventninger i samfundet generelt. Derudover ved man fra talrige undersøgelser, at der er en klar sammenhæng mellem stigende ledighed, fattigdom, sygdom, selvmord og kriminalitet. Vi risikerer med andre ord at miste en generation til social eksklusion - dette ændrer denne artikel ingenlunde på, den ændrer heller ikke på efterlønsdebatten. Ej heller lægger den op til en diskussion af behovet for indførelse af boligbeskatning.

Artiklens ophavsmand stiller spørgsmålet: Hvilket samfund vi vil videregive til vores børn? Skal de i fremtiden leve i velfærd, workfare eller under en vorherre-model?

Svaret på spørgsmålet er ingenlunde svært, at give, velfærdsmodellen, og respekt for de psykologiske søjler som bærer den økonomiske platform er at foretrække, frem for en afmontering af velfærdsmodellen. Spørgsmålet er dog, kan fair løsning og deres ensidige fokus på vækst samt fejen alle forslag om reformer rette op på dette, skal der ikke også være plads til besparelser, selv om man fører en hard core vækstfilosofi?

For mit vedkommende er svaret, jo der skal være plads til besparelser, afgørende for det sunde miljø, er dog afhængig af hvilket arbejdsmarkeds -og beskæftigelsesskib der ønskes søsættes. Afgørende er, om Helle Thorning er i stand til, at respektere høringsfrister, og ikke alene kikke blindt på hendes egne samt hendes tusinde af spinddoktorers lukkede skuffer. Afgørende er åbenheden for andres meninger, og ikke partout en holdning af, at ligger det ikke i vores egne skuffer, er dets værdi ikke værd at anerkende, topstyring er passé, mange virksomheder i det private har af denne grund, gået væk fra denne tankegang, da den er en hæmsko for såvel økonomisk som social innovation.

Til Per Christensen, tak for en artikel, der viser, at spildtid kan også være underholdende, tilbage sidder man med et billigt grin, for i forhold til begrebet indholdsløst, er denne artikel definitionen af samme.

Jeg ved ikke, hvorfor folk påstår, at oppositionen vil ansætte endnu flere i den offentlige sektor, når det er meningen, at der skal skæres ned på administrationen og opprioriteres blandt fodfolket.

Samfundet bryder sammen grundet virkelighedssammenbrud forårsaget af de elektroniske medier, cyberterror afliver staten, herefter smelter polerne og 99 % af verdens befolkning dør grundet manglende ressourcer, forgiftet miljø og manglende teknologi/medicin til at holde folk i live. Da denne situation primært skyldes kapitalismen bliver enhver der vil besidde ejendom aflivet. Menneskene begynder at leve i stammesamfund hvor autoriteten altid er en man kender personligt og personligt har valgt.

Iblandt og under disse tre modeller er også vokset frem en overflod af forbrugerismens indkøbskathedraler og små kulturpaladser. Der alle har erstattet hvad der engang var industri. For om end det for mange er en kunst at 'shoppe'. Er det uden opbyggelig værdi.
Så kan der ikke findes en løsninger på fælles problemer ved at pege på den udenlandske daglejer. Han flytter alene væk fra hvad han er kommet for at hjælpe til at opbygge. Spekulations byggeri og indkøbscentre.
Argumentet for at udvikle industri/produktion i Danmark er derfor i høj grad også et spørgsmål om at udpege hvilken værdier man ønsker at udvikle og ikke kun bevare som skabelon for fjernøstlig masseproduktion(e.g. Den lille havfrue).

Johannes Nielsen

det er simpelthen et af de værste, mest forvrøvlede og fuldstænding populistiske indlæg jeg mindes at have læst i information - hør, alle i sølle arbejdere, funktionærer og mellemledere i jeres mellemstore parcelhuse, halvgamle mellemklassebiler. Det er de rige og de multinationales og dermed samfundets skyld at jeres liv er så middelmådigt. Kig for Guds skyld ikke indad men vend vreden mod dem der har mere, kan mere og tillader sig at turde mere end Jer selv. Fy for f....

Besynderligt er det at læse disse kommentarer til en artikel, der meget præcist peger på kapitalismens to forslag til et fremtidigt samfund: Work-egoisme eller Gud …og fanden tager de sidste i begge tilfælde.
En sætning som fagbevægelsen igen stikker af fra solidaritetsforholdet (Barlac) udtrykker meget præcist den fagforeningsfjendske holdning der findes hos flere.
Ekstrabladet har ikke forgæves igennem 50 år, på side 2, hver eneste dag skrevet ordene fagforeningspamper og fagforstening eller varianter deraf…
Indoktrineringen sidder som mejslet i granit - så fast at ingen af disse fagforeningsbekæmpere har opdaget at Per Christensen taler om at bevare et ’solidarisk’ velfærdssamfund, et velfærdssamfund som vi i vores medieskabte rundforvirring er ved at kaste bort.
…men det er jo også lettere at angribe fagforeningernes bløde punkter end at kræve kapitalismens rådne pletter skåret fra. Hvis de herre bliver tvunget af egne selvmodsigelser til at kritisere kapitalismen så griber man til en total forkastelse: ”Kapitalismen skal afskaffes”. Det er sgu ikke let at være seriøst debatterende fagforeningsmand i den type ansvarsløs debat.

Tak til Per fordi han gad forsøge at bibringe debatten i Information et gran af virkelighed.

Gorm Petersen

Hvis man gør "oprør fra midten" til obligatorisk læsning i skolen, kunne meget vrøvl undgås.

I 1978 udførte kun 20% af befolkningen nyttigt arbejde - takket være automatiseringen.

I dag er det kun ca. 5%, der udfører arbejde, der er brug for.

Kig efter hvad der ligger i din indkøbskurv.

Undersøg hvor få timer der er brugt på at udvikle og producere disse varer.

Så enkelt er det faktisk !!!

De 95% beskæftigede er varmluftsælgere, egenadministration, coaches, marketing o.lign.

Altsammen noget ingen nogensinde har hverken ønsket eller skabt behov for.

Michael Borregaard

Spørgsmålet man kan stille sig selv er, er populismen en alvorlig sygdomskilde eller et demokratisk sundhedstegn?

Politikernes katekismus er desværre baseret på populisme, og er derfor en alvorlig sygdomskilde snarere end et politisk sundhedstegn - det virker ikke som om, hverken Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning Schmidt har fattet, at stress vurderes til, at blive den største og farligste sygdomskilde for samfundet når vi rammer 2020, ikke alene for børnene, men også for arbejdstageren, som påvirkes af det uoverskuelige væv af spind, der bliver spundet sammen inde på Christiansborg, uden noget som helst hold i virkelighedens verden, i sidste uge, eller hvornår det nu var, kunne man eksempelvis læse, at selv om politikerne godt ved, at nogle, af deres lovforslag vil skabe en større administrativ byrde i kommunerne stemmer de det alligevel igennem. Vi må naturligvis ikke glemme økonomien, den har også noget at sige, dog er hverken fair løsning eller genopretningspakken fyldestgørende for de udfordringer Danmark står over for.

Som Per Christensen rigtigt giver udtryk for, vi ved hvad den borgerlige regering står for, og vil stå for såfremt de bliver genvalgt - det er dog en svada vi har fået tudet ørene fulde af før. Det problematiske er dog alternativet, Helle Thorning Schmidts tilgang minder meget om Anders Fogh Rasmussens`, det er alle andre end dem selv som er ”tonedøve”, dette er en farlig holdning, en cocktail man risikere, at få galt i halsen, ligesom det er sket gennem det sidste årti førte politik - uanset hvordan valget går, er et dog sikkert, såfremt Helle Thorning Schmidt står tilbage som sejrsherre, er det ikke fordi hun er den første kvindelige ”Messias”, men fordi VKO bliver valgt fra, et skifte som i øvrigt er naturligt i dansk politik, set i lyset af, at vi har haft en borgerlig regering i et årti - en ting kan vi dog konkludere, Helle Thorning kunne ikke slå Anders Fogh. Netop dette ordsprog, har i øvrigt været med til, at tonen i politik er blevet mere skærpet, og vendt mod personer frem for partier.

Når alt kommer til alt, er det sidste vi har brug for, at diversiteten som den er i dag er baseret på mudderkastning frem for kritisk-konstruktiv dialog - indtil kommunikationen bliver kritisk-konstruktiv står vi tilbage med lukkede skuffer, og det er velfærdssamfundet ikke godt tjent med, længere er den sgu ikke. Det handler hverken om, at forsøde de riges tilværelse yderligere, eller om at gøre de fattiges situation værre end den er i dag, det handler om, at få solidariteten tilbage i samfundet, og denne balance er hverken genopretningspakken eller fair løsning god nok til at genskabe, og i begges tilfælde, er realiteten, at postbuddet ringer kun på en gang, for er pakken først afleveret, kan den ikke afleveres tilbage igen, specielt ikke når man kikker på de økonomiske dispositioner, der er da heller ingen tvivl om, at det ville da have været rart, at VKO havde foretaget en forsvarlig opsparing frem for, at have haft uhensigtsmæssige og underskudsgivende stordriftsfordele for øje, og posthuset havde mulighed for at modtage pakken tilbage efter den var afleveret. Omvendt, er det dog også en farlig cocktail, kun at have vækst for øje, da vækst og solidaritet ikke nødvendigvis er sammenhængende størrelser.

Populisme er hæmskoen for kritisk-konstruktiv dialog, det handler ikke om, at servere en cocktail for hverken den ene eller anden, men at sørge for, at den malurt man brygger til befolkningen er sund og næringsrig for solidariteten i sin helhed. Er der en ting, vi har lært under finanskrisen så er det, at forældrene sparere heller på materielle goder til dem selv, frem for, at spare på deres børns mulige lykke. Et samfund kan ligestilles på mange områder, også uden, at man ene og alene tænker i økonomiske baner, problemet er dog, at som tingene er i dag, er en stor del, af de underliggende frustrationer en bombe under samfundet, som gør, at man risikerer, at tabe mange mennesker for fremtiden, en bombe som vil fungere som en hæmsko for lønkonkurrenceevnen. Opstår sådanne tab, er de svære at genoprette, for psykologiske ar på sjælen, slår nu engang hårdere end de fysiske af slagsen - ingen slår så hårdt som livet, ingen, derfor er solidariteten for fremtiden vigtig at genskabe.

Til sidst, vil give Gorm Petersen ret i, at udviklingen har sat sine spor. Lad os derfor vende situationen om, er politikernes stigende brug af aktive medier et demokratisk sundhedstegn, og er topstyring ikke nærmere den største begrænsning for, at eksempelvis børn og interesseorganisationer ikke kommer til orde, inden politikerne fra sin folketingspult stemmer ja eller nej? Derefter kan man spørge sig selv om, hvad gør det ved os, at leve i et samfund der forandrer sig så hurtigt? Hvad er prisen for, at vi har så travlt med at være på og automatiseret “døgnet rundt” - er dette ikke snarere en tendens der har medført kvantitet frem for kvalitet?

De der overlader jordisk retfærdighed til Gud alene og ellers fløjter derudaf, er naturligvis usle liberalister og mullaher.
Det gælder også ateister, der, aktivt eller blot tie-samtykkende forbeholder Kapital Karriere og Korrekthed deres gudfrygtigheds-projiceringer.
KKK ved alt om multikulturalitet og internationalisme, takker og griner hele vejen til banken.
Det er lidt uklart hvor Per Christensen står i den sag. Fagforeningerne har vitterligt været meget bløde i knæene overfor KKKs besnærende internationale-hymner.

De danske fagforeninger har traditionelt været til enorm gavn for Danmarks udvikling, og jeg håber, at vi også fremover har en stærk, god og solid fagbevægelse.

Artiklen er imidlertid en tyndbenet affære- man skal som ansvarlig fagforening træde i karakter for medlemmernes interesser, og det gøres bedst, hvis man har ry for at jordnære og reelle - artiklen går så langt ud over kanten ,at den nærmest svækker respekten for forfatteren og hans fagforening.

Uden at forholde mig til indholdet bemærker jeg, at Michael Borregaards kommentar er på 826 ord, hvor indlægget, han kommenterer, er på 402 (excl. overskrift).

Bare så'n en off topic bemærkning.

Forhåbentlig er der så mange Danskere tilbage der fatter,at Samfund=fælleskab.

DE fatale forandringer der er inført under den borgelige regering, bringer vort lille land Danmark i en farlig tilstand, da vi er er alt for små til den form for minimalstats forfatning,hvor det kun er de bedst stilledede der tilgodeses!

Da der er flest lønmodtagere,og deres rettigheder udvandes,i en tid med arbejdsløshed,er det den største trudsel for alle.
At fratage ledige ret til kurser,er noget af det mest undergravende Borgelig makværk der har set dagens lys,og bekræfter,deres magtbegærelighed,uforstandigt,da det er i ledighedsperioderne,de ledige bør opkvalifiseres.
Besparelser på folkeskolen,begrensning af det eneste råstof vi har,er grundviden,for at udvikle det enkelte indevid! Igen ufattelig uinteligent beslutning! MAG FOR MAGTENS SKYLD,OG UDEN FREMTIDSVISIONER.
Vælg livet,retten et ligeværdigt samfund for alle.

Noget for noget - quid pro quo har siden oldtidens dage ikke kun været et legalistisk udtryk men også, især blandt den jævne befolkning, et synonym for korruption og bestikkelighed.
Sjovt at vores regering igennem 10 år netop har valgt dette som mantra.

Men har deres politik virkelig slået fejl?
Jeg er mest bange for at den ikke har, men at den har været en langtids strategi, der i samarbejde med diverse kriser, ikke mindst økonomiske kriser, har skullet gøde jorden for et endeligt opgør med de rester af socialisme som har overlevet den liberalistiske konterrevolution som Reagan og Thatcher har sat i gang i 80'erne.

Tværtimod, jeg er bange for det er gået rigtig godt for dem og når socialdemokraterne en gang vågner op af deres koma, vil de finde en verden de ikke kan genkende. Se dog bare hvor godt det er lykkedes dem at forændre vores samfund: Tonen i debatten, grundlæggende holdninger overfor vores medmennesker både dem fra vort eget og fra fremmede lande, den snigende acceptans af velfærdsstatens gradvise afmontering, som selv socialdemokrater, de som oprindeligt har skabt den, nu accepterer vi ikke længere har råd til (uden at kunne sige hvorfor egentligt), anerkendelse at krig er en legitim og moralsk korrekt metode for at løse konflikter bare fordi man ikke lige med det samme kan pege på en politisk løsning, faktum at brugerbetaling har vundet indpas uden at nogen så rigtig har gjort modstand, faktum at de rige er blevet meget rigere, mens de fattige er blevet fattigere, at der nu er flere fattige end for 10 år siden, selv om vi lever i velstand som aldrig før.... listen kan fortsættes meget længere endnu.
Ja, den snorksovende venstrefløj har endda overladt det til liberalisterne at definere hvad moderne socialisme er og skal være - hvem kan så undre sig over at de yngre generationer ikke længere kan bruge ord som social og solidaritet til noget?

Desværre, de har sejret at helvede til. Og hvis de får endnu en omgang mere, fordi landets 3F'ere igen stemmer med et skæl til deres friværdi, så vil de give de klagelige rester af social bevidsthed der stadig resterer i vores samfund nådestøddet. Ja så får vi workfare, forsikringssamfund og God bless you, Danmark.

Hvis ikke, vil Per Christensen og de Guccitaske svingende Jovialdemokrater sande at de for længst har forpasset chancen for at standse udviklingen. Skaden er sket i en omfang at det ikke kan lade sig gøre godt igen medmindre der kommer større og dybere globale kriser end de vi har oplevet igennem de sidste år.

Men på den anden side, chancerne er ret gode at disse kommer til at ske, så al håb er endnu ikke forbi og så kan det jo heller ikke være helt forkert at pille lidt med rosenkransen, for en sikkerheds skyld.

Hvis vi lige tænker os om. Så er der store store muligheder for at øge antallet af ansatte i det offentlige uden at de offentlige udgifter vil stige. Sagen er at de sidste ti års offentlige forbrugspolitik har været at (over)betale private og fyre offentligt ansatte. Det har så betyde, at der skal en langt større kontrol sættes i værk, og dermed har vi fået dyre kolde blyanter frem for varme kærlige hænder og kloge hoveder.
Længere er den sgu ikke.

@ Lars Dahl
"Privat" -hospitaler, -aktøre(job konsulenter), -uddannelseskonsulenter, -hjemmepleje, -IT-konsulenter, -kommunikationskonsulenter(politisk medietræning), -osv... . Statssubsidieret og overbetalt. DSB-First og finansiel-stabilitet. Intet er længere privat. Alt er offentligt.

Populistisk lommefilosofi af værste skuffe fra en stadig mere presset fagbevægelse, som langsom men sikkert er "dead man walking" ---- de har intet tag i folk under 40-50 år, og jeg er alvorligt bange at ovennævnte lirrum-larum kun gør vejen til graven kortere......

Jeg mener helt seriøst, at fagbevægelsen kunne have meget at tilbyde, hvis den turde gøre op med fuldstændigt bedagede holdninger til tingene, men det kræver nok, at man udskifteter rhonkedorene i toppen af den mest hierarkiske organisationsparaply i Danmark - hvor er Aurvig-Huggenberg, når der er brug for hende ?