Kronik

Venstrefløjen er delt mellem patrioter og anti-nationale

Danmark er mere end blot en region i Europa, og hvad vi har brug for, er ikke den anti-nationalisme, der lever på både venstre- og højrefløjen, men snarere en kritisk patriotisme. En patriotisme, der anerkender betydningen af et værdifællesskab som folk, men også beskytter traditionen for pluralisme
Det er stadig relevant at tale om et 'dansk folk' — og det kan man sagtens, uden at det bliver chauvinistisk, mener dagens kronikør.

Det er stadig relevant at tale om et 'dansk folk' — og det kan man sagtens, uden at det bliver chauvinistisk, mener dagens kronikør.

Susanne Mertz

5. april 2011

I efteråret 2010 anklagede den italienske venstrefløjsintellektuelle Raffaele Simone, i en artikel i The Times det europæiske venstre for at have gjort sig skyldig i »ideologisk hykleri« i forhold til indvandringen. Dermed havde venstrefløjen uforvarende banet vejen for nutidens højrepopulisme. Det har Simone ret i. Men til gengæld er der tegn på, at venstrefløjen er i bevægelse. En bevægelse, der dog også sætter skel mellem en vigende gruppe af postmoderne multikulturalister og en voksende gruppe, der tilslutter sig en medborgerskabsfilosofi. Medborgerskabsfilosofien er republikanistisk: Den understreger værdier som fællesskab og loyalitet og giver plads til kulturel mangfoldighed under en paraply af fælles værdier. Den skelner mellem den offentlige kultur, som må være fælles for alle, og borgernes private kulturer, som omfatter f.eks. religiøs identitet, familieskikke og personlig levevis.

Hvad er et folk?

Sådan tegner billedet sig i det mindste i Danmark i dag. Der er opstået en bred politisk konsensus om de dele af værdipolitikken, som drejer sig om udlændinges integration i det danske samfund. Det spørgsmål var VK-regeringen med støtte fra DF fra 2001 i stand til at vinde valg på. Det vil de ikke kunne næste gang. Det er derfor på tide, at man i det borgerlige Danmark begynder at indse, at »socialisterne er blevet patrioter«, og at værdipolitik fremover i mindre grad vil handle om udlændingepolitik og muslimer og mere om værdierne i institutioner og måde at indrette samfundet på, så vi samle os omkring fælles projekter.

Som f.eks. hvordan vi kan bringe os ud af den økonomiske krise og overleve globaliseringen. Den nye værdipolitik må derfor indebære en fornyet forståelse af, hvad det vil sige at være et folk. Men den forståelse står det sløjt til med i dag. Såvel til højre og venstre som på midten.

Nation eller region

For ikke længe siden spiste jeg censorfrokost med en bekendt, jeg ikke havde set i mange år, og som jeg engang havde stået sammen med i 1980ernes værdikamp om gymnasiet. Da jeg brugte udtrykket det danske folk, nærmest hvæsede han hen over kantinebordet: »Det kan man ikke længere bruge! Ikke efter Dansk Folkeparti.« Og så tilføjede han: »Hvorfor bliver I ved med at stemme på dem ovre i Jylland?«

Selv om han godt vidste, at jeg ikke var en af dem, bragte spørgsmålets københavnerhovne generalisering jyden op i mig og var ikke ligefrem befordrende for det, jeg havde set frem til som et behageligt møde med en ven og tidligere kampfælle. Jeg valgte dog at lade fornærmelsen passere og bad ham i stedet forklare, hvorfor han lod Dansk Folkeparti tage patent på det nationale og ikke blot forestillede sig et alternativt dansk folk som jeg selv?

Men han trak opgivende på skuldrene: Hvad kunne det nytte? Dansk Folkeparti havde ikke blot inficeret det borgerlige Danmark, men havde i det hele taget gjort det umuligt at tale om et dansk folk og en dansk nationalstat, mente han. Jeg spurgte ham, hvad han så ville kalde Danmark?

»En region; en region i Europa.«

Værdifællesskab

Også på venstrefløjen er sansen for en folkelig bevidsthed begrænset eller ligefrem ikkeeksisterende. Vi så det illustreret forleden i forbindelse med nedsættelsen af Værdikommissionen. Dengang udtalte forfatteren Knud Romer, at den efter hans mening var udtryk for »en national oprustning med kvindelige teologer i spidsen for en national front i den sidste bekæmpelse af det multikulturelle samfund og i det sidste forsøg på at have ét land, ét folk og ét værdisæt«.

Man kan mene om betydningen af værdikommissioner, hvad man vil. Selv mener jeg, det er vigtigt for vores kriseramte demokrati, at vi som borgere bliver hørt og inddraget i samtaler om samfundet og dets værdier; at vi med andre ord har brug for at genoplive vores tradition for deltager- og samtaledemokrati og foretage deliberationer uden for massemediernes regi. Men Romers udtalelse var under alle omstændigheder et typisk eksempel på, hvordan der blandt medlemmer af den intellektuelle og kreative elite hersker en manglende forståelse af betydningen af at tilhøre et folk og en stat, og på den måde være en del af et socialt og kulturelt tværgående værdifællesskab.

Det er den form for fællesskab, jeg hylder i Republikken Danmark. Titlen er en provokation. Jeg argumenterer ikke for oprettelsen af en dansk republik. Jeg er republikanist, og det betyder at være skeptisk over for nutidens individualisme og rettighedstænkning og gå ind for klassiske idealer som det fælles bedste, lighed for loven og borgernes pligter over for det politiske fællesskab, de tilhører. Nogle af os republikanister lægger desuden vægt på en national selvforståelse, for så vidt den udtrykker værdigrundlaget for vores fælles liv. Den er ikke mindst vigtig i dag, hvis vi skal undgå, at markedsøkonomien, globaliseringen og den kulturelle mangfoldighed splitter os ad og svækker demokratiet.

Kritiske patrioter

For nogle år siden var jeg skeptisk over for såkaldt kulturradikale, fordi jeg anså dem for netop ikke at have sans for det nationale.

Jeg er for så vidt stadig kritisk over for kulturradikalismens despekt for følelser og ånd. Det var bl.a. derfor, jeg i slutningen af firserne valgte at træde ud af Det Radikale Venstre på et tidspunkt, hvor jeg sad som kredsformand og netop var blevet valgt ind i partiets uddannelsesudvalg, men hvor partiet mistede husmandsdanmark.

Men jeg har på det seneste revideret min opfattelse og betragter ikke længere kulturradikale i den brandesianske tradition for at være anti-nationale.

De er snarere kritiske patrioter. Hvad det er, forklarer jeg nærmere i min bog. Men jeg kan kort antyde, hvad jeg mener. Det ligger i patriotismens natur at tage afstand fra enhver form for korruption, også den korruption, som kommer til udtryk i en perverteret, aggressiv og fremmedfjendsk nationalfølelse. Derfor synes jeg, at borgerlige debattører skal være varsomme med at kalde alle kulturradikale for anti-nationale blot, fordi de ikke deler deres eget syn på nationen.

Den kritik skal de spare til de åbenlyst anti-nationale, som findes på såvel den multikulturalistiske og postmoderne venstrefløj som på den nyliberalistiske og globalistiske højrefløj.

Pluralistisk samfund

Min bog handler om mange former for værdier: samfundsmæssige, kulturelle, personlige og tilmed private. Der vil utvivlsomt være mange af mine læsere, som vil være uenige med mig undervejs. Nogle vil tilmed blive edderspændte. Men det er helt i orden. For det vigtigste for mig er, at vi danskere tør tale åbent med hinanden om, hvad vi mener med danske værdier og gøre det ud fra hver vore egne erfaringer og politiske standpunkter.

Ingen har naturligvis ret til at tage patent på hverken værdier eller danskhed. Ingen kan med sikkerhed sige, hvori de består. Alligevel er det vigtigt, at vi taler om dem sammen.

Vi bør dog være enige om udgangspunktet for den nye værdidebat, nemlig at Danmark var, er og fortsat skal være et pluralistisk samfund med en tradition for at føre dialog, respektere fælles aftaler og søge fredelige løsninger på konflikter.

Hvis vi skal blive i stand til at løse de meget store udfordringer, globaliseringen skaber for os, så må Danmark desuden fremover være et samfund, hvor borgene en gang imellem ser bort fra deres personlige interesser og rettigheder for at realisere et fælles vel for sig selv som folk og som andelshavere til staten, ja, for det, jeg med en provokation har kaldt for Republikken Danmark.

Og som er mere end en region i Europa.

 

Michael Böss er lektor i historie og samfundsforhold på Aarhus Universitet og udgav 7. marts 'Republikken Danmark. Oplæg til en ny værdipolitisk debat' på Informations Forlag

Serie

Hva' gør vi nu, lille venstrefløj?

De borgerlige løsninger på samfundets problemer er kollapset. Befolkningen bliver mere og mere venstreorienteret. Venstrefløjen har alle muligheder, men hvad kan, tør og vil den?

Information går på jagt efter venstrefløjens bud på en ny politik. Pædagogik. Kunst. Seksualmoral. Krop. Økonomi. Og et ideal for det gode liv.

Vi spørger: Hvad betyder frigørelse, lighed og solidaritet i dag?

Seneste artikler

  • De borgerlige plageånder lover at revse rød blok

    23. april 2011
    De kritikere, der i 10 år har været i haserne på de borgerlige, skal måske snart til at sadle om til en ny kritik af en rød regering. Vil et regerings-skifte betyde, at Georg Metz, Rune Engelbrecht og Carsten Jensen får mere tid til haven og børnebørnene? Næppe, lyder det samstemmende
  • Oppositionen skal forblive opposition

    11. april 2011
    Mens de lyserøde partier helst vil glemme deres egne historiske rødder og engagement, består udfordringen for Enhedslisten i at udvikle og bevare principper, der hører hjemme i den socialistiske tradition
  • Kan fællesskab få en større plads i boligpolitikken?

    9. april 2011
    Kollektiver og bofællesskaber har trange kår, selv om fællesskab kan være en kur mod mange af vort samfunds problemer. Venstrefløjspartierne lover at arbejde for, at vi rykker tættere sammen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg troede en kort stund at en eller anden forfatter havde fået lov at bruge disse spalter til reklame for sin nye bog .. Indtil det gik op for mig at det er Informations Forlag der har fået en gratis reklameplads stillet til rådighed ..

'Vi bør dog være enige om udgangspunktet for den nye værdidebat, nemlig at Danmark var, er og fortsat skal være et pluralistisk samfund med en tradition for at føre dialog, respektere fælles aftaler og søge fredelige løsninger på konflikter.'

Er det ikke gået op for dig endnu at en ganske betragtelig del af danskerne synes at mene at en rask krig er vejen frem ?

Niklas Monrad

@ Poul
Det var da en yderst ukonstruktiv respons på et ganske eftertænksomt og vigtigt indslag og næppe det forfatteren eftersøger når han taler om dialog. Er du uenig i Michaels appel, eller overså du den fuldstændig i din fiksering på det ligegyldige faktum at han refererer til sin egen bog?

Lotte Jørgensen

Republikanistisk patriot - det er vist en ny konstruktion, hvor ophavsmanden (akademisk skolet i historie) bekvemmeligt glemmer at det er europas historie der har dannet dønninger i Danmark og ikke omvendt.

Frej Klem Thomsen

Man må håbe at bogen er klarere i sine distinktioner end indlægget her. Men jeg frygter at det ikke er tilfældet.

Lad være at den kosmopolitiske position (med rod i oplysningstiden og fokus på universaliserbare fællesskaber) som historisk har fyldt ganske meget både på venstrefløjens praksis og højrefløjens retorik tilsyneladende er skrevet ud af historien. Det er især synd fordi den er et mere plausibelt alternativ til de(t) projekt(er) Böss forfægter end "multikulturalisme", "postmodernisme" og "neoliberalisme".

Og lad være at republikansk patriotisme så vidt det kan vurderes bare er Habermas på dansk (bruger man ikke kildehenvisninger på Böss' Historie-afdeling?).

Men forvirringen omkring hvilken rolle det nationale kan og bør spille i den sammenhæng er total. På den ene side skal kultur henvises til privatsfæren, på den anden side skal vi være enige om visse fundamentale værdier og på den tredje(!) side skal folket og (national)staten være det fælles omdrejnings- og udgangspunkt for borgernes samvær. Spændingen mellem "en national selvforståelse, [som] udtrykker værdigrundlaget for vores fælles liv" og det deliberative demokratis to sfærer (den private og offentlige - som i parentes bemærket ikke er så let for Habermas at jonglere med) virker ikke umiddelbart forløselig. Det er jo det, og netop det, som er den kosmopolitiske kritik af kulturalisme, både i dens multikulturelle og nationalistiske udgaver, og uagtet at en tilfældig kollega ikke evnede at artikulere den på et tilfældigt tidspunkt: at en national(!) forståelse som man insisterer på skal være grundlag for fællesskabet, i modsætning til et universaliserbart grundlag, per definition vil udelukke istedet for at inkludere. Og så får man, hvad enten man vil det eller ej, den form for aggressiv og chauvanistisk grænsedragning mellem "dem" (som ikke hører til) og "os" (som gør), som er tydeligst symboliseret ved DF herhjemme, men som så sandelig også lader sig skinne igennem i både V og K i disse år, med værdikommissionen som et ganske oplagt eksempel.

Det er ikke sikkert, det er det rigtige sted at bringe det på bane, men hvad blev der egentlig af det glimrende begreb 'subkultur'? Det havde en årrække på toppen i sociologien, især ungdomskultur-forskningen, og det rammer noget vigtigt, fordi det netop holder fast i en grundlæggende, men måske lidt uhåndgribelig kultur, hvorpå mindre forgreninger spirer frem.
Selve tanken er langt mere inklusiv end den opdeling, der for tiden går for sig, og derfor mere anvendelig i en gammel, men decimeret kultur som vores.

John Christian Mogensen

"Jeg er for så vidt stadig kritisk over for kulturradikalismens despekt for følelser og ånd", skriver Michael Böss. Mærkeligt udsagn, jeg troede netop kulturradikalisme var et mere radikalt udtryk for ånd og følelse i forhold til den åndelige bornerthed og ofte massive antiintellektualisme, der karakteriserer kulturkonservative, fx blandt dem der sidder i folketinget.
Den kulturradikale PH skrev, "man binder os på hånd og mund, men man kan ikke binde ånd", hvilket må siges at være et markant udtryk for følelse for frihed og ånd.

Jørgen Mathiasen

I Politikens anmeldelse af den nye bog af "den borgerlige historiker Michael Böss" refereres forfatteren for synspunktet:
"Lad os dog erkende, at der er en række værdier – rummelighed, tolerance, lighed og tillid mellem mennesker – som gør Danmark til noget særligt."
Fra sådan en mand skal man lade sig belære om særegenheder ved danskere.

Jeg kan oplyse, at Oplysningen ikke er nogen dansk idé. Det er nærmest sådan, at det meste af det er væltet ned over landet takket være nogle nævenyttige intellektuelle, som af en eller anden grund mente, at noget sligt kunne have noget for sig i de brede bøges hjemland.
Men sig mig, er det ikke en dansker, som har opfundet den dybe tallerken såvel som hjulet?

Maj-Britt Kent Hansen

Tak - og nej, det giver ingen mening her, da Böss IKKE går ind for republikken.

Som han skriver:

"Det er den form for fællesskab, jeg hylder i Republikken Danmark. Titlen er en provokation. Jeg argumenterer ikke for oprettelsen af en dansk republik. Jeg er republikanist, og det betyder at være skeptisk over for nutidens individualisme og rettighedstænkning og gå ind for klassiske idealer som det fælles bedste, lighed for loven og borgernes pligter over for det politiske fællesskab, de tilhører. Nogle af os republikanister lægger desuden vægt på en national selvforståelse, for så vidt den udtrykker værdigrundlaget for vores fælles liv. "

Indtil jeg bliver overbevist om at republikanister er andet end en provokatorisk betegnelse opfundet til lejligheden, vil jeg nok forblive af den opfattelse, at Böss bare ikke vil have andre mere nærliggende prædikater hæftet på sig.