Venstrefløjen skal satse på det frivillige potentiale

Den levende diskussion på den danske venstrefløj står i stampe. Hvis vi kigger på verden omkring os, lever diskussionen om vægtningen mellem stat, marked og civilsamfund i bedste velgående. Det ingenmandsland, som falder mellem stat og marked, udgør et stærkt forsømt land herhjemme. Og hvad kunne være mere oplagt end at bruge det herrens år 2011, der er udråbt til officielt Europæisk år for frivilligt arbejde, til at tænke over, hvad venstrefløjen vil med dette område?

Vi kan starte selvrefleksionen med at kigge på, hvordan danskerne opfatter velfærdsstaten i dag. I samarbejde med analyseinstituttet Interresearch har Cevea fået foretaget en survey. og svaret er klart. 69,1 pct. af danskerne »oplever den offentlige sektor som tung og langsommelig«, mens yderligere 85,7 pct. svarer, at den »offentlige sektor burde lytte mere til borgerne og tage udgangspunkt i konkrete behov«.

I forhold til den stigende regulering er svarene tilsvarende dystre; 69,3 pct. svarer, at »Der er for mange regler og love, der bestemmer, hvordan danskerne skal leve«, og 66,3 pct., at »Det ville gavne den offentlige sektor, hvis der var færre regler og love«.

Den helt uundværlige indsats, som frontmedarbejderne i den offentlige sektor udøver, bliver således undermineret af en stat, der tilføres mere kontrol, mere detailstyring og mere regulering.

Derfor har det også været dybt utilstrækkeligt, at den hjemlige venstrefløj har forelsket sig blindt i en større og stadig mere indgribende stat. Man har skudt fornyelsestankerne ned. Politikens lederskribent Per Michael Jespersen har eksemplificeret denne velfærdskonservatisme ved at betegne »civilsamfundets velsignelser« som »blålys« med det ene argument at have fulgt den politiske debat længe.

Mens tavsheden, sløvsindet og voldsom skepsis har domineret i Danmark, så har venstrefløjen i resten af Europa indledt gennemgribende og fremtidsorienterede diskussioner af statens rolle over for den tredje sektor.

Man har i disse lande fordybet sig i tankerne om den aktive stat, den rammesættende stat, den kompensatoriske stat, den udviklende stat, den regulerende stat, og mange andre modeller, som alle har været udtryk for en søgen efter en ny balance mellem stat, marked og civilsamfund. Særligt i Storbritannien har kampen mellem David Camerons Big Society og Labours The Good Society trukket de ideologiske fronter op.

God i stedet for større

Pointen om, at en større stat ikke kan eller skal være målet, er dog ikke helt ukendt herhjemme. I sit politiske testamente fra 2009 udtrykker den tidligere minister og partiformand Svend Auken sig meget klart:

»Udbygningen (af velfærdsstaten, red.) var rigtig, det er der ingen tvivl om. Men man kan diskutere, om det med bare at fylde mere på de eksisterende systemer var den rigtige metode. Om ikke man skulle have taget en meget mere kritisk vurdering af hvert eneste tiltag.«

Auken forsøgte at gøre de kommende generationer på venstrefløjen opmærksomme på, at der er grænser for statens indgriben, og at der vil være negative konsekvenser forbundet med et uhæmmet vokseværk. Pointer, som vi også har fået bekræftet de seneste år, hvor politikernes styringsambitioner trænger sig på. Det har dels resulteret i en række useriøse symbolistiske indgreb over for bl.a. muskelhunde og fiskeknive, og dels en nærmest uendelig strøm af lappeløsninger på f.eks. dagpengeområdet, hvor regelbyrden er eksploderet fra 421 sider i 1951 mod hele 22.408 sider i 2010. Denne tendens bekræfter, at staten kan optræde umyndiggørende og bidrage til at underminere borgernes tillid til den offentlige sektor.

Auken efterlyser i sit politiske testamente en mere kritisk tilgang fra venstrefløjen. Han bygger bl.a. sine argumenter på egne erfaringer fra perspektivredegørelsen i 70erne, der skulle forholde sig kritisk til væksten i den offentlige sektor. Et klart eksempel på rettidig omhu fra venstrefløjen. Målet var, som Auken selv skriver, ikke big government, men derimod good government, hvor alle udfordringer ikke søges løst ved nye handlingsplaner og flere behandlerteams.

De politiske udfordringer kan være mere komplicerede, end staten kan løse alene. Det betyder dog langt fra, at løsningen er en mindre stat og en mindre offentlig sektor, sådan som borgerlige kræfter vil bilde os ind. På ingen måde. Vi skal netop sikre, at borgerne ikke reduceres til egennyttemaksimerende forbrugere i et supermarkedsamfund, men opbygges til ansvarlige medborgere, der tager ansvar for fællesskabet.

Derfor vil jeg også betinge mig selv til en stærk og mulighedsgivende stat. Staten skal være så stærk, at den kender sine egne begrænsninger. Dermed vil den heller ikke kaste sig ud i detailregulering af f.eks. aktiveringsindsatsen på jobcentrene eller undervisningen i folkeskolen. En stærk stat vil tværtimod kunne optræde som motor og igangsætter af nye initiativer i den tredje sektor. Opgaveløsningen bør ske i tæt partnerskab mellem stat og civilsamfund, hvor staten tilstræber at skabe bedre muligheder for at danskerne kan tage aktivt ansvar for fællesskabet.

Hvis man gerne vil fremme det frivillige arbejde og det ansvarlige medborgerskab, så skal det ske i respekt for det frivilliges egenart. Det betyder også, at den nuværende hype om den frivillige sektor, som svar på nedskæringer i den offentlige sektor er dybt misforstået og nærmest pervers. Det frivillige hverken kan eller skal overtage myndighedsopgaver. Det er en eklatant misforståelse af det frivillige potentiale.

De fire varemærker

Den frivillige indsats er udelukkende et supplement, som baserer sig på følgende varemærker:

1) Man tager udgangspunkt i et eget engagement og ansvar (engagement).

2) Man har en personlig indsigt og berøring med konkrete problemer (indsigt).

3) Man har frihed til at tænke ud over kassetænkningen og formulere fleksible løsninger (innovation).

4) Man besidder evnen til at møde folk i øjenhøjde (gensidighed).

Pointen er og skal være, at den tredje sektor kan og skal noget andet end den offentlige sektor. Et eksempel herpå kunne være Kafé Kolind på Djursland, som yder en alternativ arbejdsprøvning for personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Konceptet er, at den enkelte bruger mødes af et differentieret og nuanceret tilbud, hvor man f.eks. henter syvsoverne i bus hjemme hos dem selv hvis de ikke dukker op af sig selv. Tanken er, at det er mere relevant og givende at indgå i fællesskabet i Kaféen end at være alene derhjemme. Med langt større succesrater end det offentlige tilbud kommer 80 pct. af de ledige på Kafé Kolind i beskæftigelse.

Stadig flere mennesker kan og vil hjælpe til i den tredje sektor de skal bare have mulighed for det. Det har særligt de konservative i England opdaget, og hvis det ikke skal gentage sig herhjemme, med den slet skjulte borgerlige drøm om at reducere velfærdsstaten og overlade de svageste til deres egen skæbne, så kræver det nye stemmer i debatten. Derfor er det også kærkomment, at flere fagforeninger blander sig konstruktivt i debatten og sikrer, at den tredje sektor kun bidrager der, hvor den forbedrer og ikke udhuler velfærden.

Realisering af det frivillige potentiale må aldrig være en undskyldning for at skære ned, men det rummer et potentiale til at fremstille en revitaliseret venstrefløj, der satser på frihed frem for formynderi, lighed frem for materialisme og medborgerskab frem forbrugerisme. Det kunne være oplagt for Villy og Helle at satse på et politisk projekt, der sætter pligter før rettigheder og styrker det ansvarlige medborgerskab.

Jens Jonatan Steen er direktør for Cevea.

Ceveas debatrække om det Frivillige potentiale slutter den 6. juni med oplæg fra Lord Maurice Glassman, direktør for Citizenship Programme, London Met