Kommentar

Assad er gået for vidt – Vesten må undsige ham

Syriens præsident har mistet enhver legitimitet, han måtte have haft. Vestlige regeringer må holde op med at skyde skylden på Assads omgivelser
12. maj 2011

Under en protest i den centrale syriske by Homs bar anti-regeringsdemonstranter et banner, hvorpå præsident Assad blev beskyldt for voldelig undertrykkelse af politisk afvigelse. Der er givet talrige bud på, hvorfor Storbritannien og andre vestlige samt arabiske lande fortsat anerkender Bashar al-Assad som Syriens legitime leder. Men disse uldne retfærdiggørelser, som spænder fra den moralsk korrumperede til den direkte selviske, bliver langt overgået af de ofre for det arabiske forår, som Assad er ansvarlig for op mod 800 døde, et antal der stiger og blot omfatter én weekends optællinger. Hertil kommer titusinder internerede, torturerede og terroriserede. Analytikere fra regionen advarer om, at politikken om at vende det blinde øje til hans Saddam'ske overgreb, tydeligvis ikke længere er holdbar. Den nye realpolitik lyder: Assad må gå.

Det affældige syriske regimes præsident er ved at blive en rigtig dygtig undertrykker. I Muammar Gaddafis Benghazi-fodspor går Assad efter at jagte sine fjender »gade for gade, hus for hus, værelse for værelse«. Hær- enheder understøttet af tanks bliver sendt ind i udvalgte byer om natten, geværer bliver fyret af i luften, døre bliver sparket ind, og alle med regimekritiske tilbøjeligheder bliver pågrebet. De, der yder modstand, risikerer at blive skudt. De, der bliver arresteret, forsvinder ganske enkelt. En mere og mere effektiv undertrykkelse af pressen og de sociale medier sikrer, at deres skæbner er omgærdet af tavshed.

Disse frygtindgydende taktikker, der angiveligt bliver perfektioneret med iransk rådgivning, er blevet iværksat i Homs, Syriens tredjestørste by, hvor weekenden var præget af maskingeværild og bombardementer understøttet af militær indtrængen i tre beboelsesområder.

»Disse områder har været under total belejring. Antallet af døde og sårede er fuldstændig mørkelagt. Telekommunikation og elektricitet bliver igen og igen afbrudt,« siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Noget lignende er sket i den sydlige by Tafas, hvor demonstranter fra Deraa, marts-oprørets udspring, har søgt usikker tilflugt.

Går til yderligheder

Omringet og plukket ud én for én har mange af Syriens større byer lidt eller lider lige nu under lignende overgreb og uhørte brud på menneskerettighederne.

En indbygger i Bania har beskrevet regimets taktikker som at »gå til yderligheder«. Efter næsten to måneders intensiveret vold er det tydeligt, at Assad hvis reformløfter er druknet i en sø af tårer ikke vil gå af, før oprøret er eftertrykkeligt nedkæmpet. Det er også tydeligt, at uanset hvilken politisk legitimitet, han måtte have haft tidligere, er den nu aldeles forsvundet.

Men vestlige regeringer og nabostaterne nægter lige nu at anskue det på den måde. Obama-regeringen har skærpet sine sanktioner, men afviser at opfordre Assad til at træde tilbage, i modsætning til tilfældet med Hosni Mubarak (hvis reaktion på det egyptiske oprør var usigeligt mere behersket) og Libyens Gaddafi.

Storbritannien og EU er blevet enige om rejseforbud og indefrysninger af værdier tilhørende navngivne regime-aktører, men ikke Assad selv.

Den arabiske liga og naboer som Tyrkiet har koket stukket næsen i vejret og set den anden vej. Ulig Libyen er Syrien meget tættere forbundet med ikke-valgte arabiske magthavere, som frygter, at Assads fald vil varsle deres eget.

William Hague, Storbritanniens udenrigsminister, opsummerede den herskende opfattelse i et BBC-interview for nylig:

»Du kan se ham som en reformator. En af Syriens vanskeligheder er, at præsident Assads magt afhænger af en bredere gruppe, dels af hans familiemedlemmer og dels af andre regeringsmedlemmer, og jeg er usikker på, hvor frie hænder han har til at forfølge sin reformdagsorden.«

Dårlig undskyldning

Denne gavmilde anerkendelse af Assad arkitekt til det afmonterede 'Damaskusforår' i 2000-1 og leverandør af en begrænset økonomisk liberalisering som var han en syrisk Jeremy Bentham, der på ondskabsfuld vis er blevet mast af en reaktionær 'gammel garde', består trods de voksende bunker af lig, over hvilke han troner ubarmhjertigt.

Sådanne analyser ligner mere og mere undskyldninger for manglende international handling.

»Vi har hørt igen og igen, at den gamle garde har holdt ham tilbage, men vi har aldrig hørt, hvem den gamle garde er,« siger Andrew Tabler fra Institut for Nærøst-politik til Washington Post og retter den anklagende finger direkte mod Assad.

Klummisten Jackson Diehl er ligeledes utålmodig. Det er ofte blevet hævdet, at »en bølge af kaos, vold og ekstremisme« ville oversvømme Syrien, hvis Assad skulle vælte, siger han. Men hvor er beviset for den påstand? Hidtil har der ikke været nogen sekterisk strid, ingen al-Qaeda-selvmordsbomber, ingen Irak-agtig opsplitning. Demonstranternes koncise parole, »Gud, frihed, Syrien«, signalerer enhed, ikke splid.

Medmindre man vil risikere et nyt Irak, er det ikke de vestlige nationer, der skal afgøre slagets gang i Syrien, ej heller er det ønskeligt, at de forsøger. Men det er nødvendigt med en hel del mere ærlighed omkring det uacceptabelt lave niveau, som Assad personligt er sunket til. Det er ikke troværdigt fortsat at skyde skylden på folk omkring ham som f.eks. hans bror Maher. Den mand, der i sidste ende er ansvarlig for Syriens lidelser, er ham, som står i spidsen for landet, hvilket et stigende antal demonstranter også har erkendt.

Et øjeblikkeligt og grundlæggende regimeskifte er ikke lige oppe over i Damaskus. Men oprøret har gjort det muligt at forestille sig forandring i regimets ledelse (som i Egypten), og der kan indledes en mere konstruktiv, inkluderende national dialog, hvis landet bliver befriet for regeringsledernes skammelige tilstedeværelse. Assad har forpasset sin chance. Nu er han gået for vidt. De vestlige lande må bryde med ham og forlange, at han træder tilbage.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Simon Tisdall er ikke troværdig. Han er propagandamager for Israel. Se f. eks. linket her http://www.powerbase.info/index.php?title=Simon_Tisdall hvor han bliver taget i at promovere usandfærdige og helt grundløse påstande om Iran.
Information skulle snarere dække en vinkel man ikke ser omtalt - den vestlige indblanding i Syrien med agenter og dirigering af det man påstår er en "folkeligt" oprør. Det er slet ikke tilfældet i Syrien, hvor eksperter siger at kun nogle få tusinde protesterer mens resten ikke vil slutte sig til dem. Helt forskelligt fra det man ser i Ægypten , Bahrain, Yemen og Tunesien!. Se det skulle fremhæves!
Hvorfor er Niels Ibar Larsen mon så forhippet på at oversættte den slags artikler til Information?

Hans Storgaard

Man kan jo spørge sig selv hvorfor det ikke kan karakteriseres som folkelig oprør i Syrien?

Rent praktisk har demonstranterne ikke haft mulighed for at erobre "en tahrirplads" som man har formået i de andre lande. Derudover taler man om et sikkerhedsapparat i Syrien, der er ulig noget andet land i Mellemøsten og formår på kort tid at nedbryde enhver større forsamling.

Nej, der er sket ting og sager i Syrien, som gør at landet har ændret sig fra før marts. Om det så er et oprør der minder om Ægypten, Yemen, Tunesien, Bahrain, Libyen eller andet er endnu uvist. Det må tiden vise.

Niels Jespersen

Desværre er der ikke mange demonstranter så man kan kalde det et folkeligt oprør - som artiklen og mange propaganderende avisartikler og tVudsendelser kan få en til at tro. Folk i Syrien har ikke demonstreret på denne måde. Demonstrationerne er velsagtens mest drevet af folk udefra som alierer sig med elementer i landet og prøver at skabe næste krig i området - som manjo kender det fra de neokonservtives/zionisters langtidsplan for området. Syrien og Iran skal ned med nakken for at Israel kan "være sikker". Hvorfor er der ingen dækning af dette aspekt af det der froegår ? Eksperterne der kender Syrien har jo i få interviews sagt at folk i Syrien ikke vil have de der demonstrerer til magten eller i det hele taget støtter dem.