International kommentar

Bosnisk drama fortsætter

EU er stadig en afgørende aktør i det barske magtspil i Bosnien. Landet tynges stadig af store uløste problemer som etniske uenigheder om fælles institutioner
EU's Catherine Ashton (th.) sammen med Republiska Srpskas præsident, Milorad Dodik.

EU's Catherine Ashton (th.) sammen med Republiska Srpskas præsident, Milorad Dodik.

Ranko Cucovic

23. maj 2011

Fredag den 13. maj fandt en voldsom krise i Bosnien-Hercegovina (herefter blot kaldet Bosnien) tilsyneladende sin afslutning, da den serbiske enhed Republika Srpskas leder, Milorad Dodik, lovede EU's udenrigsminister, Catherine Ashton, at anbefale sit parlament i Banja Luka at udsætte og eventuelt aflyse en vedtaget folkeafstemning.

Den drejer sig om Srpskas forhold til centrale bosniske institutioner, først og fremmest retsvæsnet i virkeligheden en folkeafstemning om dekreter udstedt for nylig af FN's 'Høje Repræsentant' østrigeren Valentin Inzko.

Udfaldet af en sådan afstemning er der ikke mange, der tvivler på den er blevet betragtet som en bombe under hele den bosniske stat, som holdes møjsommeligt sammen af en forfatning dikteret af fredsslutningen i november-december 1995 og garanteret af det internationale samfund.

Inzko har erklæret folkeafstemningen for ulovlig og beordret den aflyst.

Dodik ville ikke bøje sig for ham. Men da EU's udenrigsminister Ashton opsøgte Dodik i hans præsidentpalads i Banja Luka, fastslog han, at fordi Ashton havde lyttet til hans kritik af det bosniske retssystem og var villig til at se nærmere på det, var det måske slet ikke nødvendigt at afholde folkeafstemningen!

Så derfor ville han foreslå parlamentet at genoverveje beslutningen. Det de bosniske serbere blandt andet er utilfredse med, er den angivelige unfair behandling af serberne under den del af retsopgøret efter krigen i Bosnien, som nu foregår inden for republikkens eget retssystem, og som indtil udgangen af 2011 indebærer deltagelse af dommere fra udlandet.

Fælles institutioner

Domstolene er en af de fælles institutioner, som med møje og besvær er blevet opbygget, lige som hær, diplomati og nationalbank. Også politiet skal være en fælles institution, og landet skal have en fælles fungerende højesteret. Det er en betingelse for at kunne blive optaget i EU. Men de bosnisk-serbiske politikere fører stadig en henholdende kamp mod dannelsen af flere fælles institutioner, især inden for retsvæsnets område.

Et af midlerne hertil er folkeafstemninger.

Faktisk var vejen til det gamle Jugoslaviens opløsning brolagt med folkeafstemninger. Derfor er det vigtigt for EU at få forhindret, at dette politiske håndtag endnu engang skal fungere opsplittende og destabiliserende. For sporene skræmmer.

I maj 1993 var der opnået bred international enighed om den såkaldte Vance-Owen fredsplan for Bosnien. Men de bosniske serberes præsident Radovan Karadzic (som nu sidder på anklagebænken i Haag) spillede planen over til sit da i princippet illegale parlament, som forkastede planen og sendte beslutningen videre til bekræftelse ved folkeafstemning. Daværende EF's formand, den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen, erklærede afstemningen for illegal.

Men da angiveligt 96 procent af de bosniske serbere (med en stemmeprocent på 92!) den 16.17. maj havde forkastet fredsaftalen og krævet fuld national selvbestemmelse, erklærede USA's daværende præsident Bill Clinton, at USA ikke ville sende soldater ind for at »kæmpe på den ene af siderne i borgerkrigen«.

Herefter ville ingen af de andre medlemmer af forligskredsen gribe militært ind, og krigen fortsatte i mere end to forfærdelige år.

Den endte med serbernes nederlag og reduktion af deres territorium, men på den anden side opfyldelse af ét af deres krav: et sammenhængende territorium.

Resten af Bosnien udgøres af den i 1994 under amerikansk pres dannede Føderation af bosniakisk ('muslimsk') og kroatisk dominerede områder. Føderationen blev igen opdelt i etnisk motiverede 'kantoner' for at tilfredsstille den mindste af befolkningsgrupperne, kroaterne (der består af under 15 procent).

Hvor farligt situationen har kunnet udvikle sig nu, 18 år efter Vance-Owen-planens fald, ses af, at kroaterne i kølvandet på Dodiks aktion har forlangt ligestilling med serberne med egen delrepublik og hovedstad.

Den kroatiske nationalisme er en ofte overset faktor i bosnisk politik, men bakkes op af Kroatiens nuværende regeringsparti HDZ, som har et datterparti i Bosnien.

Tog EU som gidsel

En tredeling af Bosnien og en eventuel ny borgerkrig tonede frem i horisonten. Det fik EU's udenrigspolitiske leder til at tage til Dodik i Banja Luka, hvor den 'ridderlige' Dodik, som fysisk er meget højere end fru Ashton, stående lod sig forevige med hende i et varmt håndtryk.

Fra flere sider er Ashton blevet hårdt kritiseret for at være blevet fotograferet med den serbisk nationalfane i baggrunden, mens det fælles bosniske fag glimrede ved sit fravær.

Kritikerne er ikke kun bosniere, som har følt sig stødt, men i høj grad vestlige kritikere af Ashton personligt. Men det kan ikke nægtes, at Cathrine Ashton fik gennemført det, som FN's (og EU's) faste repræsentant i Sarajevo ikke formåede: at få folkeafstemningen udsat, måske aflyst.

Dette forløb tyder på, at Dodiks politik først og fremmest har været signalpolitik, en spillen med musklerne, ikke mindst for at styrke ham selv indadtil.

Episoden er endnu et led i hans seje kamp for at skabe en ny suveræn stat på Balkan, Republika Srpska, i kølvandet på Kosovos løsrivelse fra Serbien. Nu har han reelt ydmyget det internationale samfunds Høje Repræsentant i Sarajevo, og fået EU's udenrigspolitiske leder til at komme til sig i hans hovedstad, Banja Luka.

Dog en delvis succes

Men Ashtons mission må alligevel betegnes som en delvis succes.

Dodik veg tilbage fra at spille 'folkesuverænitetskortet' og anerkendte, at i modsætning til 1993 er det i dag EU, som er den afgørende magtfaktor i det tidligere Jugoslavien. Både politisk, økonomisk og militært. Hendes mission har været vigtig for at bevare freden. Men den har ikke brudt det politiske dødvande i det fattige og splittede Bosnien.

Der har været planer om at 'normalisere' landet ved nedlægge den Høje Repræsentants embede og trække EU-militærstyrken ud.

Bosniens krise ses ofte som konsekvensen af, at udlandet ikke for længst har overladt ansvaret til landets egne demokratisk valgte politikere. Men formentlig er risikoen alt for stor. Det vigtigste er i dag den fysiske sikkerhed, som skal give udenlandske investorer tillid til, at de roligt kan slå sig ned i landet og udnytte dets billige og gennemgående veluddannede arbejdskraft.

Ikke blot serbiske, men også kroatiske politikeres ageren i dette forår viser, hvor nødvendig en stadig opmærksomhed og tilstedeværelse fra udlandets side i Bosnien fortsat er.

Karsten Fledelius er forfatter og lektor ved Institut for Meder, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så længe nogen i EU naivt insisterer på den utopiske tanke, at katolske kroater, bosniske muslimer og serbiske ortodokse skulle kunne leve sammen i fred og fordragelighed, fortsætter dramaet. Kun fortsat vestlig militær tilstedeværelse kan forhindre, at parterne ryger i struben på hinanden, sådan da.

Det er sjovt at EU nu advokere samling, når det var EU der i begejstring over murens fald og i mangel på udenrigspolitisk profil antændte krudttønden på Balkan ved hovedkulds anerkendelse af nationalistiske løsrivelser.

Sjovt, hvis ikke det var så frygeteligt sørgeligt.

Men nu har man da ét sted erkendt nødvendigheden af multietniske samfund.....

Michael Kongstad Nielsen

Man tør dårlig nok sige det, men husk at de alle sammen levede i fred og fordragelighed dengang landet hed Jugoslavien. Måske skulle man have ladet Jugoslavien klare sin egen opløsning uden indblanding og pres udefra, Nu blev det istedet et spørgsmål om, hvem EU og Vesten syntes bedst om, og det var ikke serberne, for de blev anset for bærere af hele den kommunistiske "skyld", mens kroater og bosniakker var fromme og vestvenlige. Den samme målestok blev anvendt i spørgsmålet om Kosovo.