Kronik

Bussen er fuld af bullshit

Arriva og Movia har forført os til at tro, at kampagnen 'Bedre Bustur', der skal få os til at smile i bussen, løser problemer som stress og manglende integration. Den form for markedsføring afspejler en tendens til forførende bullshit, der ikke er så uskadelig, som den ser ud
Et smil fjerner næppe den kendsgerning, at jobbet som buschauffør er slidsomt.

Et smil fjerner næppe den kendsgerning, at jobbet som buschauffør er slidsomt.

Jørgen True

19. maj 2011

Knap tre millioner verden over har set Youtube-videoen om buschaufføren Mukhtar, der bliver overrasket på sin fødselsdag i linje 3A. Mukhtar sidder bag rattet og passer sit job, da bussens passagerer træder ud af deres indesluttede hverdagsboble og i fællesskab hylder ham med musik og sang. Der er ikke et øje tørt hos hverken Mukhtar eller videoens publikum, når en demonstrerende gruppe unge sortklædte bøller, der har barrikaderet linje 3A's vante rute, vender sig om og bryder alle fordomme ved at svinge med bannere med påskriften 'Tillykke Mukhtar'.

Mukhtars fødselsdag er en del af Arriva og Movias kampagne Bedre Bustur. Med flash mobs og en viral videokampagne opfordrer de to busselskaber os til at smile i bussen for fællesskabets skyld, og fordi der ikke er nogen grund til at skjule, »at vi lykkelige danskere også tør være lykkelige sammen i bussen.« Med plusord på plusord kan vi på bedrebustur.dk læse om, hvordan vi med et så simpelt og gratis kneb som at smile kan forsøde en ellers stressende og grå bustur. På samme hjemmesides blog fortæller en glad Marianne, at vi sågar kan bruge bussen som platform til at udvide vores horisont: »Mød en nationalitet« og bliv »hip med falafel og fajita«, skriver hun med henvisning til den styrke, der ligger i, at Arrivas medarbejderstab består af hele 63 nationaliteter.

Budskabet er enkelt, velmenende og ukontroversielt: 'Smil det betaler sig'. Alligevel er der noget, der skurrer. Harmløsheden er så iøjnefaldende, at den skriger til himlen og næsten kalder på, at en mavesur passager en dag rejser sig op, peger af flash mobben og ødelægger den gode stemning ved at råbe bullshit!

Selviscenesat bullshit

Arriva og Movia har imponeret vidt og bredt med denne kampagne. I november sidste år fik de endda overrakt Integrationsministeriets integrationspris 'Vækst gennem mangfoldighed' af kronprinsesse Mary.

Men med deres imponerende selviscenesættelse har busselskaberne også gjort sig fortjent til at få et par velreflekterede ord om bullshit med på vejen. Kampagnens indhold er nemlig varm luft og lægger sig besnærende tæt op ad den amerikanske filosof Harry G. Frankfurts betragtninger om fænomenet bullshit.

Bullshit er Frankfurts betegnelse for den form for kommunikation, der ene og alene søger at forføre sit publikum uden at kere sig om, hvordan tingene egentlig forholder sig. Kampagnens afsendere, Movia og Arriva, er bullshittere, fordi de iscenesætter positivt ladede og helt ukontroversielle begreber som mangfoldighed og almindelig venlighed på en sådan måde, at de bliver svar på tyngende samfundsproblemer som stressende arbejdsforhold og integrationstruende fremmedfjendtlighed. Det er himmelråbende banalt og ren og skær overfladebehandling, og det prøver ikke engang på at være andet.

Det problematiske ved bullshit består ifølge Frankfurt i bullshitterens lemfældige omgang med sandheden. Sandheden bliver ligegyldig, for målet for bullshitteren er at stille sig selv i et godt lys. Ved at ytre en decideret løgn risikerer man at blive grebet på fersk gerning og sætter således mere på spil end bullshitteren. Hvis hans ordskvalder bliver gennemskuet, trækker folk blot på skuldrene.

Langtfra harmløs

Kampagnen Bedre Bustur har i al sin umiddelbare harmløshed nogle mindre harmløse konsekvenser. Den slører de problematiske strukturer, der er kimen til den dårlige stemning i bussen. Mukhtar får stadig dårlig løn og har et lidet prestigefyldt og uattraktivt underklassejob. Folk arbejder stadig under stressende forhold, der gør dem irritable og snæversynede. Og vi har stadig ikke bekæmpet fremmedfjendtligheden i Danmark, fordi vi får øjnene op for, at der er 63 nationaliteter i Arrivas medarbejderstab.

Når vi bliver rørt over Mukhtars fødselsdag, glemmer vi, at det hele er iscenesat og gennemtænkt at folkene bag kampagnen nøje har udvalgt Mukhtar pga. hans etnicitet og milde udtryk. Arrivas incitament til at fremme trivsel hos chaufførerne er overskud, afkast og god omtale, snarere end det er medarbejdernes trivsel som sådan.

Problemet med denne subtile form for bullshit er, at den kommer til at dække over de forretningsmål, som Arriva naturligvis også er ganske bevidste om.

Bundlinje i fokus

Det er da også kampagnens afkast, busselskaberne belønnes for, når alt kommer til alt. Arriva får nemlig ikke kun integrationsprisen for at have fået os danskere til at elske Mukhtar og dermed potentielt de 62 andre nationaliteter, der også gider køre vores busser. De får den for at have brugt gode, integrationsvenlige værdier som katalysator for vækst.

Ganske som tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) selv formulerede det i begrundelsen for Arrivas integrationspris, sker der nemlig det, at »virksomheder, der satser på mangfoldighed, kan se det på bundlinjen.«

Arriva og Movias kampagne er da heller ikke alene om at lugte af bullshit. Den er et rammende billede på den ånd, der har hersket, siden daværende videnskabsminister Helge Sander (V) slog et slag for at bygge en solid bro mellem humaniora og den private erhvervssektor.

Helge Sander ville gøre noget ved problemet med de ubrugelige humanister, der ender som en arbejdsløs byrde for samfundet. Han tildelte humanisterne en ny rolle, hvor deres evner som storytellers skulle bringes i forgrunden. Nu skulle de hjælpe virksomheder med at brande de produkter, som de hårde videnskaber og forretningsuddannelser frembringer, så folk også gider købe dem.

De kreative humanister bruges derfor nu til at støbe virale kampagner for erhvervslivet og trimme deres ansigt udadtil, så det fremstår venligt og velmenende. Man kan med andre ord sige, at humanisterne oplæres til at bullshitte. Mens man tidligere har kunnet fodre svin med filosoffer og kunst- og litteraturvidenskabelige akademikere, skolet i fordybelse og lærd refleksion over tunge teorier, kan de selvsamme kandidater nu omsætte deres dannelse til målbare resultater og vækst. I dag har vi i trit med Helge Sanders vision derfor en betragtelig mængde akademiske kommunikatorer og konsulenter, der markedsfører den kreativitet og innovation, der er blevet strategisk og forceret i sit krav om nytteværdi.

Fattigt mod

Som københavnsk buspassager bliver man bombarderet med multietniske smil på busselskabernes plakater, magasiner og på bussens tavse tv-skærme. Mod, lykke og mangfoldighed går hånd i hånd, synes Marianne at kvidre på kampagnens hjemmeside.

Men mangfoldigheden har længe eksisteret hos buschaufførerne, rengøringshjælperne og andre lavstatusjobs, som de færreste danskere vil røre med en ildtang. Det er derfor ikke et resultat af en modig satsning, at Arriva har en multietnisk og mangfoldig besætning bag rattet. Det er snarere et udtryk for, at de lukrerer på de strukturer, der danner grund for denne arbejdsfordeling.

Kampagnen Bedre bustur afspejler en samfundstendens til at institutionalisere positivt ladede værdier med et særligt afkast for øje. Den er et symbol på, hvordan tom bullshit ikke er harmløs, men en foruroligende afspejling af vores symptombehandlende måder at løse dybereliggende samfundsproblemer på.

I stedet for at putte venlighed og mangfoldighed på kampagneformel, kunne vi prøve at arbejde for at bekæmpe den ulighed og de dårlige arbejdsforhold, der i første omgang har ødelagt den gode stemning i bussen. Indtil da handler det ikke om, at vi ikke 'tør være lykkelige i bussen'. Det handler om, at vi med jubelidiotiske kampagner som Bedre Bustur er forført til ikke at turde andet.

Mads Hansen er cand.mag. i filosofi, og Ida Meisling er cand.scient.soc. i internationale udviklingsstudier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marta Sørensen

Vi har en lignende kampagne i Århus, og jeg vil da give skribenterne ret så vidt som, at det ikke er blevet mere spændende eller hyggeligt at køre i bus af den grund. Hvem ved, måske er det heller ikke blevet mere interessant at være buschauffør?

Men resten af indlægget kan for mig at se opsummeres meget kort: Vidste du, at formålet med reklamer er at sælge noget? Then I've got shocking news for you.

Hvordan det kan overraske nogen i dag, at virksomheder oftest ikke er interesserede i ret meget andet end at tjene penge, er mig en gåde. Hvad tror folk, at virksomheder er til for?

Det ville da være sympatisk, om de også i smug (sådan så det ikke kunne tolkes som hyklerisk Corporate Social Responsibility) uddelte legater til arbejdsløse filosofikandidater eller sendte folk til FN for at løse det globale samfunds strukturelle uligheder, men indtil videre må vi nøjes med, at de trods alt markedsfører noget så miljøvenligt som buskørsel.

Dem, der ønsker politisk forandring, er nok alligevel ikke typerne, der lader sig forføre og skræmme af en reklamekampagne.

David Nielsen

Har nu aldrig anset buschauffører for at have et lavstatusjob, men det er da interessant, at skribenterne gør det. De bliver jo nødt til det, for ellers havde de ikke rigtig nogen pointe.

Og Arriva m.fl. skal vel ikke lægges til last, at samfundet har et problem, når de ikke selv er en del af det. Hvordan kan det være et problem, at de har en multietnisk arbejdsstyrke, der fungerer? Det er mig helt sort. Det er bullshit, hvis man markedsfører et budskab uden rygdækning eller prøver at gøre sig til noget, man ikke er. Men Arriva har jo rygdækning.

Og at de gør det af nød... bevarres. Nogle af de største succeser opstår af nød, da man lærer at se tingene på en ny måde. Noget skribenterne ikke evner. For hvordan har de tænkt sig at ændre samfundet, når de selv sidder fast i fordomme?

odd bjertnes

Man skal smile til sit tyende, som naturligvis er små og sorte - eller skotter.
Det bremser op for at sammensværgelser downstairs.

Benjamin Bach

Arrivas kampagne er spændende og kreativ. Og de har dækning for budskabet. Så vidt så godt.

Reklamer er for det meste manipulerende. Man kan sagtens slippe afsted med at lyve, hvis der er et CVR-nummer på afsenderen. Du bliver ikke frisk af Mentos. Dong er ikke grønne. DSB kører ikke til tiden.

Jeg mener, at der er langt værre eksempler på forfærdelig markedsforføring end Arriva. Og jeg mener også, at der er masser af dem.

Så derfor synes jeg, at samfundet skal tage ansvar for at begrænse udsættelsen af markedsføring i det offentlige rum. Busser og tog ("offentlig" transport) bør ikke være en platform for denne bedrageriske formidling. Der skal gælde samme regler som for DR. Reklame er et finansieringsmiddel for privatsektoren - eller i hvert fald alle de umoralske profitjægere.

I øvrigt, så forsøg dette tankeeksperiment: Placer Arrivas reklamer i en Nordkoreansk metro. Kald det folkeoplysning. Hvad har du nu? Kommunistisk propaganda! Og hvad er forskellen på den kommunistiske og den kapitalistiske propaganda? Jeg ved det ikke.......

Hør, hør!
Corporate bullshit er et problem overalt i vore samfund. Muligvis en af de værste bidragydere til stress, idet de pålægger os at være mere idiotisk lykkelige jo værre tingene i vores liv faktisk forholder sig. Og mens vi er igang, skulle vi måske uddele et par hug til "The Secret" - som påstår, at vi skaber vores egen virkelighed med vores egen tænkning. Hvis det går skidt, er det altså fordi vi ikke smiler nok i bussen og manifesterer et bedre liv. Uden tvivl påvirker vi da vore chancer og vore omgivelser med hvordan vi tænker og handler, men det virker kun som generelle sandsynligheder. Men selvfølgelig kan man manifestere mange ting med bullshit og anden manipulation.

Maj-Britt Kent Hansen

Kører for sjældent i bus, så kendte ikke "Bedre bustur", men har det forbindelse til det "fremstød" som med besynderlig tilføjelse af accent aigu kaldtes: Chauffører med karaktér. SIC!

Lars Hovgaard

Jeg synes nu artiklen overdriver lidt.
Jeg synes ikke kampagnen ser let over "Stressende arbejdsforhold og integrationstruende fremmedfjendtlighed". Hvis man netop gerne vil bekæmpe disse problemer er det jo i stor grad passagerne der kan gøre det, feks. ved at smile og være venlige overfor chaufførerne . Hvem skulle ellers kunne gøre? Det er rigtigt at det er et samfundsproblem, men i høj grad skabt af passagerne, ergo må det være dem der skal løse problemet, og det er efter min mening det kampagnen prøver at fortælle os. DSB har været ude med lign. kampagner hvor vi opfordres til at være flinke overfor medarbejderne. Hvor mange gange har vi andre ikke siddet på vores arbejde og talt i telefon med en der ikke kunne snakke pænt? Og hvordan har det påvirket vores humør og arbejdsdag? Ikke positivt i hvert fald.

Hvis man vil ændre verden skal man starte med sig selv og lade være med at smide lorten over på andre.

Kristian Rikard

"kan de selvsamme kandidater nu omsætte deres dannelse til målbare resultater og vækst". Gu kan de da ej! Man kan til en vis grad måle effekten af direkte reklame og kommunikation, men man kan højst skabe noget awareness eller lignende ved den iøvrigt enormt sjove og positive stunt med Mukhtar.
Og ser man lidt pragmatisk på tingene, må man vel også sige, at for de facto monopoler som Arriva, DSB, DONG etc. bliver det endnu mere æterisk at ville måle så konkrete størrelser som afkast og overskud.
Jeg tror faktisk, at energipriser, som f.eks. diesel til busser og bensin til privatbiler har langt større indflydelse på regnskaberne.
Endelig skal man nok tænke på, at de målepunkter man bruger i kommunikations"videnskaben" er selvopfundne (og de udspringer af reklameteori). For mig at se er socialvidenskabernes største problem faktisk, at de kun dårligt kan kvantificeres.

Henrik Brøndum

Hvor er vi rige i Danmark naar vi har raad til

- velfungerende busser og velfungerende busarbejdspladser (man kan faktisk leve af at vaere buschauffoer, have raad til egen bolig og familie - det kan man ikke her i London)
- kompliceret markedsfoering af en tur med bussen, og intellektuelle, der i vidt omfang betalt af det offentlige, kommenterer denne markedsfoering
- og saa alle os debatoerer, der kommenterer kommentarerne.

Og saa lige en generel bemaerkning om private virksomheder - der synes desvaerre at vaere nogle misforstaaelser her paa siden. Det er ikke formaalet med en privat virksomhed at tjene penge - det er en forudsaetning. Hvis man ikke tjener penge gaar man fallit og er ikke laengere en virksomhed men taet paa at vaere en bums i rendestenen. Har selv proevet det et par gange.

Det er hvordan man tjener penge der er formaalet med virksomheden - f.eks. at varetage busdrift. Er man dygtig og heldig kan man tjene rigtig mange penge - men i de fleste tilfaelde gaar det bare nogenlunde.

Naar der er saa faa praester, dommere, filosoffer og andre moralsk og legalt uangribelige der driver succesfulde virksomheder skyldes det, at de ikke har talent og interesse for de modige og hurtige beslutninger der kraeves i virksomhedsdrift - ikke at de er bedre Guds boern end os der har fingrene i materien.

Rachel Henderson

Kører selv i bus og synes faktisk det er en rigtig god kampagne. I øvrigt passer det ikke, at der er tale om jobs som indfødte danskere ikke vil røre ved. Der er jo også masser af danskfødte buschauffører.

Jeg sætter rigtig meget pris på gode og humoristiske buschauffører, som dem der kører jævnt og roligt, så man kan sidde og læse under kørslen, eller som ham, der efter en lang vinter med mange forsinkelser sad og ventede på mig mens han iagttog mine krumspring for at få låst cyklen og rettet den op efter den var væltet, blot udbrød, da jeg endelig entrede bussen: "ja, undskyld jeg kommer til tiden!".

Henrik Brøndum

@ Rachel Henderson:

Skoen kommentar - det er synd for debatten at du ikke vil vise dit fulde ansigt. Jeg har lige laest dine argumenter for at vaere anonym, og jeg tror din - og tilsyneladende en raekke andre der skriver under pseudonym/uden portrait - nervoesitet for represalier er meget overdrevet. Vi civile debatoerer overlader alt for megen magt til journalister (trendforskere/spindoktorer/livsstilseksperter og hvad de nu hedder) og politikere ved ikke at staa ved vores udsagn.

Arash Shariar

Jeg synes faktisk at artiklen er korrekt i sin tese.

Vi lever i så meget bs i vores dagligdag, at vi næsten ikke kan se igennem det. Nærmest har folk herinde accepteret det. Jamen "thats life", kan jeg læse mig til. Sandheden er at det behøver det ikke at være. Et smil ændrer ikke på den lave løn buschauffører får. Det ændre ikke på at man bliver mindre stresset i trafikken, at man som buschauffør indånder mindre gummi og bilos. Nej, smil du bare, det skal ingen stå i vejen for, men tro ikke at du har flyttet bjerge med det, for det gør du ikke. Arriva fortæller ikke hvor stor en pres de sætter deres medarbejdere under hvis de feks kommer til at tabe deres sidespejle i Københavns smalle og snoede veje. (Når de passere lastbiler/andre store biler rammer de tit hinanden) Personligt har jeg set de mest hensynsløse kørsler af chauffører der under hård trafik prøver at nå deres tidsplan.

Ville alt det her havde hjulpet hvis jeg gik ned til chaufføren og smilede ham i hovedet??

Der er en slags "Bobby McFerrin - Don't Worry Be Happy" stemning over arrivas kampagne. Ville det ikke have været bedre hvis man havde brugt samme energi på at debattere de underliggende problemer og kommet med egentlige løsninger?

Til Henrik Brondum,

Nu sammenlignede du med England for at få "perspektiv". Jeg synes med den logik burde hellere tage fat i indiske buschauffør og sammenligne danske tilstande med deres og gøres os opmærksomme på at de har det en del værre.

- Arash

Jesper Wendt

Hvis folk skal "introduceres" for god pli, så er jeg ked af at sige det, men så røg de sgu på gulvet som små.

Henrik Brøndum

Arash:

Tak for tilliden til bredden i min viden - men udover at Indien har en befolkning paa ca. 1 milliard der er ludfattige og en over-/middelklasse paa ca. 100 millioner paa europaisk niveau, kender jeg meget lidt til forholdene i Indien. Men du inviterer maaske paa en dannelsesrejse (med bus naturligvis!)

Henrik Brøndum

@Martin

Tjah - her er meget strikse regler for ligebehandling (indfoert af jernladyen Margaret Thatcher) - saa enhver racisme, ageisme, sexisme etc. slaas der ganske haardt ned paa - saa den indiske immigrant chauffeur har samme vilkaar i sit job som en EU-borger.

Jørgen Banke

Skal vi nu til at have filosoffer til at forklare os, at markedsføring fundamentalt er bullshit?

Artiklen er en oxymoron. Hvis Arriva og Movia rent faktisk arbejder for at forbedre deres ansattes forhold, ville forfatteren sikkert ikke vide det, fordi han får sin info om Arriva og Movia gennem deres eksterne kommunikation og formentlig ikke har noget indblik i virksomhedens interne aktiviteter.

Hvis Arriva og Movia til gengæld begynder at informere om, at de er en god arbejdsplads, er det bullshit og spild af tid, for "I stedet for at putte venlighed og mangfoldighed på kampagneformel, kunne vi prøve at arbejde for at bekæmpe den ulighed og de dårlige arbejdsforhold, der i første omgang har ødelagt den gode stemning i bussen".

Ved forfatteren overhovedet, hvordan Movia og Arriva forholder sig til de her dårlige arbejdsforhold, der (åbenbart) har ødelagt den gode stemning? Der lægges op til, at markedsføring og corporate bullshit er uforenligt med menneskelig virksomhedsdrift. Det er det nok også tit, men jeg havde gerne set, at forfatteren havde interesseret sig lidt for, hvordan Movia og Arriva faktisk arbejder med personalepolitik osv.

Maj-Britt Kent Hansen

På det seneste har flere kommentartråde på Information indeholdt ordet "oxymoron".

Nu er jeg blevet træt af at være hægtet af. Altså må ordet slås op.

Skulle en enkelt anden være i tvivl, nævnes som synomyner: inkonsekvens og paradoks.

Emilie Oksholt

Jeg synes der er en grundlæggende problematik i at de to skribenter så vidt jeg kan se, ser jobbet som buschauffør som et job der ikke har samme værdighed som andre jobs højere oppe i lønhierarkiet. Der er noget sært elitært over at sidde med sin fine uddannelse og pege på den slags jobs man selv synes er lavstatus - og konkludere at de mennesker som sidder i de jobs er mere stressede og har et dårligere liv end os andre.

Jeg synes det skriger til himlen at indlægget på ingen måde forholder sig til hvorvidt de mennesker som er ansat hos Arriva rent faktisk er glade for deres arbejde, og hvorvidt det rent faktisk gør en forskel for dem at de arbejder i en virksomhed som forholder sig til det faktum at den er mulitkulturel.
Jeg tror helt bestemt I har ret i Jeres analyse af, at Arriva scorer en masse goodwill på kampagnen, og jeres strukturelle analyse er fin, så længe at den ikke forholder sig til hvordan mennesker klarer sig igennem deres hverdag, og det er for mig at se her problemet ligger. Ja der er noget grotesk og jubelidiotisk i at være glad for et job som giver en lorteløn, som giver fysiske mén og som visse andre anser som lavstatus. I hvert fald så længe man sidder på behørig afstand og analyserer frem for at være en del af det. Men når man er i det, når man sidder bag rattet, vasker gulvet eller udfører et andet såkaldt lavstatus arbejde kan det godt være at det faktisk giver rigtig meget mening, fordi man kommer hjem fra arbejde og ved at man helt konkret har gjort en forskel også i dag. Og på den bundlinje tror jeg ærlig talt at det faktisk gør en forskel om man har en arbejdsplads som har travlt med at værdisætte det job man udfører, ved at opfordre de mennesker som gør brug af ens serviceydelse til at behandle en ordentligt, og ja, gøre ens tur igennem dagen bedre.

De to skribenter har helt sikkert ret i at der er noget problematisk i at vi har et samfund hvor de lavtlønnede jobs i langt højere grad er besat af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, men at det kun er negativt at lave en kampagne som Arrivas, at det kun er "bullshit", det er for simpelt og let at konkludere. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved det faktum at folk i lavstatus jobs generelt har en objektiv levestandard som ikke er på højde med folk i de højere samfundslag, det bliver jævnligt påvist i undersøgelser etc., jeg vil bare gerne problematisere at man mener at man kan sidde udenfor og hive Frankfurts betragtninger ned over en kampagne og enøjet konkludere at det eneste den genererer er sorte tal på Arrivas bundlinje.

Hvordan skal vi nogen sinde bevæge os nye steder hen hvis vi ikke kan finde ud af at anerkende den store værdi der ligger i at udføre et arbejde indenfor et serviceerhverv? Så vidt jeg kan se er Jeres tilgang til denne slags jobs blot endnu et udtryk for manglende respekt for de fag, og en typisk demonstration af et magtgreb hvor man sidder på en priviligeret plads og kigger ned på pøblen og mener at vide hvad der skaber et godt (arbejds)liv, uden at forholde sig til den virkelighed som skabes i hverdagen bag kosten/rattet/kødgryderne/lortebleerne mm.

Teori er dejligt. Og det er dejligt nemt, for så behøver man ikke tage hensyn til den der irriterende størrelse der hedder mennesker som er dumme og ulogiske og kan være tilfredse og få noget andet ud af alt det "bullshit" end man gerne vil forestille sig at de gør.

Niels Mosbak

Jeg bemærker at man ikke mener at arbejdet som buschauffør er et lavstatusjob.

En betragtning, der åbenbart viser at man ikke er klar over, at der er en betydelig overdødelighed ved erhvervet.

http://laegehaandbogen.dk/default.aspx?menu=2231&submenu=2252&document=1021

Det er i øvrigt heller ikke et af verdens bedst betalte erhverv, ligesom det er ensidigt, skifteholdsarbejde, i betydelig grad uden egenindflydelse.

Kan vi ikke blive fri for hykleriet, eller i det mindste en hvis selverkendelse hos de debattører der intet ved om erhvervet. Bare start med at spørge jer selv: "Er det noget arbejde jeg kunne tænke mig at udføre?"

Martin Anker Wiedemann

Som en af de centrale direkte bidragydere til Arrivas "bullshit" føler jeg naturlig trang til at give mit besyv med. Der er meget bullshit i corporate Danmark - ikke mindst blandt HR-folk - indrømmet.

Men det er godt nok en påstand og som flere kommentatorer bemærker nedladende at udråbe buschaufførjobbet til lavstatus og Marianne til en kvidrer. Marianne kommunikerer, debatterer og fører dialog. Kompetent, velfunderet og meget meget professionelt - i øvrigt i flot samarbejde med et lille team af dygtige veluddannede mennesker, der nyder stor respekt blandt de buschauffører, de færdes og interagerer med.

Lad mig bare sige, at for mit vedkommende som hårdtarbejdende HR-menneske i marken gennem ikke så få år, så har Bedre Bustur ikke alene været det sjoveste og modigste stykke organisationsudvikling, jeg har været så heldig at være en del af, men det virker.

Gør det noget, at vi har skabt nye arbejdspladser, bedre trivsel, bedre bundlinie (som medarbejderne selv synes er et nyttigt formål) og øget tilstrømningen af passagerer?

Gammeldags afstandskabende "faglig stolthed" er blevet erstattet af en glæde ved et godt udført arbejde, som deles med og af mange passagerer.

Arriva er ikke nogen mønstervirksomhed udi feinschmecker-HR, men de har taget fat med udgangspunkt i det, de forstod bedst i den gamle verden: Forretning og bundlinie. Resultaterne har givet grønt lys til at udvikle virksomheden efter flere parametre end forretning og bundlinie.

Bussen og toget er sat i bevægelse, og for de resultater blev Arriva præmieret med den flotte integrationspris. Det er ikke bullshit for de mange medarbejdere, som har skabt grundlagdet for prisen. Det er medarbejdernes pris. Mangfoldighed er rent faktisk god forretning, når det ikke bare er noget, der lyder smart. Det sidste er til gengæld ikke en god forretning. Virkeligheden indhenter altid bullshittere, hvadenten de er smarttalende mappedyr eller intellektualiserende teoretikere.

Jeg har den dybeste respekt for det pionerarbejde, som forretningsudviklerne i Bedre Bustur og deres mange kolleger i busserne gør for at skabe en bedre kollektiv trafik og en bedre arbejdsplads gennem forbedring af forretningen, og jeg mener selv at have bidraget til de opnåede resultater netop ved hjælp af inklusion og anerkendelse.

Peter Hansen

Emilie Oksholt, det er en meget interessant problemstilling, vi bevæger os ind i - som handler om forholdet til hierarkier i samfundet og i arbejdslivet.
Fra mit synspuntk er det værste i tiden, at man fremmer en konkurrence om jobs, hvor vi var bedre tjent med at acceptere, at noget skal udføres og så hugge om, hvem der skal gøre det.
Et rigtigt, reelt ønskværdigt arbejdsmarked må bygge må noget andet, ikke mindst på andre ejerformer - f.eks. kooperation. Problemet med den type jobs, som chaufførjobbet i dag er, er ikke selve den kompetence, som rigtig mange af os ikke besidder, og mange ikke engang vil kunne opnå, er den grad af mangel på frihed i erhvervsvalget, der er tale om. Hvis buschaufføren havde fået sit job udfra en fri kalkulering af forholdet mellem indtægt og frihed, forholdt det sig anderledes; men vi ved allesammen, at man i dag ender i den slags jobs efter at være blevet håndteret af jobcentret.

Emilie Oksholt

@Peter Hansen: Jeg er meget enig med dig, og vil nødig stå for at være Arrivas forsvarer som sådan. Jeg er helt med på at der er nogle dybere strukturelle problematikker overalt på arbejdsmarkedet som i den grad er værd at forholde sig til, men jeg køber bare ikke den med at den pågældende kampagne er et skalkeskjul for at ville score kassen, det er simpelthen for konspiratorisk set fra hvor jeg står, og lugter lidt af at man har læst en teoretiker man synes er interessant og så skal han død og pine hives ned over den case man nu er blevet fanget af. Jeg tvivler på at en omvæltning af de strukturer der gør sig gældende på arbejdsmarkedet forsinkes af en kampagne som den nævnte, mens faktum er at mange chauffører har følt sig chikaneret og dårligt behandlet af passagerer, og det går ud over deres arbejdsmiljø. Det kan godt være at der er nogle overordnede strukturer der gør at jeg ikke kan finde ud af at tale ordentligt og udvise respekt for det menneske hvis service jeg tager imod, men mens vi spekulerer over om der mon er det, kan vi jo lige starte med at behandle hinanden ordentligt, og der kommer sådan en kampagne åbenbart til gavn, i hvert fald hvis man skal tro ovenstående kommentar fra en af de ansvarlige.

Jeg synes der er helt uendeligt meget bullshit alle mulige vegne. Jeg synes jævnligt jeg støder på kampagner der giver mig mistanke om at alt det overskud må dække over noget mindre flatterende. Og ja, det er da et problem at det er svært at navigere mellem lort og lagkage. Men jeg synes også den artikel er en omgang bullshit, den bringer for mig at se ikke noget interessant ind i debatten, andet end at konspirere, og det i øvrigt fra en position hvor man forholder sig meget lidt til de mennesker som oplever en effekt eller mangel på sammen (de ansatte hos Arriva).

Ud over det har jeg svært ved at få ondt i røven over at flere mennesker tager bussen, men det er en anden sag.

//