Den europæiske drøm i fare

I sommeren 1914 var den østrigske forfatter Stefan Zweig på ferie i Oostende i Belgien. En eftermiddag blev han irriteret over den pludselige opdukken af uniformerede soldater på strandpromenaden og antastede en officer og spurgte:»Hvad skal denne formålsløse marcheren rundt gøre godt for?«

Det var den 3. august: Første Verdenskrig var mindre end 24 timer væk, men forekom utænkelig. Fordi den europæiske elite mente, at fredens, socialliberalismens og den globaliserede handels æra aldrig kunne ende, gik den blindt ind i undergangen.

I dag står Europas politiske elite i fare for igen at ødelægge en drøm. Eliten har overbevist sig selv om, at den fælles valuta euroen og Den Europæiske Union er samme projekt, og at et sammenbrud for den ene eller det andet, vil betyde ophøret for den verden, de kender. Derfor kan disse ordninger ikke ophøre. Denne fejlslutning sættes nu på prøve.

Grækenland svæver på randen af gældsmisligholdelse, Tysklands omkostninger ved at låne skyder i vejret, offentlige pladser i spanske byer genlyder af masseprotester mod nedskæringsprogrammer, og over 1.000 mennesker om ugen forlader Irland. Og over hele af Nordeuropa trommer højrepopulistiske partier med fingrene i sød forventning om at komme til magten eller få afgørende indflydelse.

Det der står på spil denne sommer, er mere end eurozonens fremtid: Det er fremtiden for den paneuropæiske solidaritet, som implicit har været bærende for EU-projektet, men for nylig er blevet mangelvare.

Nordeuropa betaler bare

Ud af de allieredes sejr i Anden Verdenskrig voksede Marshall-planen. Og fire årtier senere voksede den hurtige integration af Østeuropa ikke blot ud af den transeuropæiske institutioners solidaritet, men også ud af den implicitte sociale aftale.

Europa ville være en social markedsøkonomi: Der skulle være et sikkerhedsnet for de fattige og omfordeling på tværs af grænserne via den europæiske socialfond. Østeuropa skulle omstille til markedsøkonomi, men begrænse mængden af organiseret kriminalitet og korruption til et niveau, der svarede til Vesteuropas.

De tidligere diktaturer i Grækenland, Portugal og Spanien skulle overøse deres befolkninger med sociale ydelser på til gengæld for, at de glemte alt om, hvem der havde gjort hvad mod hvem. Nordeuropa skulle betale for det hele.

Det er denne aftale, der nu falder fra hinanden. Da den græske finanspolitiske krise brød ud i januar 2010, viste de forenede kræfter hos Den Europæiske Centralbank, Ecofin (økonomi- og finansministrene fra EU-landene, red.) og EU-Kommissionen sig ude af stand til at udvikle en robust anti-krise strategi. Kun efter pres fra den amerikanske regering og IMF lykkedes det dem i maj 2010 at fremlægge en finansiel stabilitetsmekanisme til 700 milliarder euro (5.250 milliarder kr.).

Men effektiviteten var straks undermineret: Først af det barske numeriske faktum, at beløbsrammen ikke var stor nok, for det andet ved fraværet af en ledelse, der forstod at bruge den til at afværge kriser.

Så i dag 18 måneder efter at de nordeuropæiske vælgere blev lovet skrappe nye betingelser, der skulle pålægges de uduelige lande i syd har de udsigt til, at 350 milliarder skatteyderbetalte euro (2.600 milliarder kr.) vil blive overført til periferien, så sociale sammenbrud kan undgås.

Alle lande polariseres

Under pres fra deres vælgere kræver regeringerne i Finland, Tyskland og Nederlandene nu endnu skrappere stramninger, mens Frankrig indtrængende opfordrer til udsalg af primære aktiver (som kan blive købt af Kina).

I mellemtiden står IMF et organ, hvis troværdighed steg under krisen, og hvis leder var engageret i at forsøge at afbøde nedskæringskrav, der kunne drive Grækenland, Portugal og Irland ud i en deflationær spiral pludselig uden ledelse.

Mens dette udspiller sig som økonomistof i broadsheetaviser og på Europas konferencehoteller bliver det til politik i tabloidpressen. Og en politik, der polariserer: En 20 procents tilslutning til den venstreekstremistiske blok i det portugisiske parlament, som opvejes af de 19 procent, som Timo Soinis parti, Sande Finner, opnåede ved sidste måneds valg. Slænget af venstreorienterede nationalister i irske Dail modsvares af racistiske militser, der spreder skræk i Ungarns romasamfund.

Den europæiske politiske klasse insisterer på, at en ny redningsplan kun bør pålægges Grækenland, hvis de indfører den samme nedskæringspolitik, som fik den gamle hjælpepakke til at slå fejl.

Omkostninger skrues op

Planen opfordrer til salg alt statsligt arvegods til dumpingpriser en strålende forretning for køberne, men den værste mulige aftale for dem, der forsøger at lukke hullet i Grækenlands økonomi. Og den afviser enhver mulighed for delvis gældsmisligholdelse. Obligationsmarkederne synes i mellemtiden sikre på, at det vil komme til en sådan, og skruer nu omkostningerne ved at låne op i overensstemmelse hermed, ikke blot for Grækenland, men nu også for Tyskland.

I oktober 2008 og igen i foråret 2009, blev de amerikanske myndigheder i stand til at bryde den finansielle krises onde cirkel i form af TARP-programmet og kvantitative lempelser. Et Europa, som er uvillig til at pålægge sine banker tab, har endnu ikke fundet denne afbryder.

Som resultat er den kombinerede finanskrise og social uro i fare for at skubbe periferilandene ud i yderligere i krise, og i Grækenlands tilfælde helt ud af eurozonen.

Ingen af alternativerne er appellerende: en alvorlig gældsmisligholdelse fra periferien vil ramme banker og pensionskasser i den nordeuropæiske kerne hårdt.

En moderne Marshall-plan for Irland og det sydlige Europa vil tage år at gennemføre og koste hundreder af milliarder, og med et USA, der er nødsaget til at fokusere på egen gældsnedbringelse, er det kun Kina og et reformeret IMF, der kan tænkes at finansiere den. At forlade euroen vil ikke løse de grundlæggende problemer med dårlig konkurrenceevne og ufinansierede sociale ydelser i syd.

Ser man tilbage på sommeren 1914, skrev Zweig:

»Det værste af det hele var, at netop det, vi satte mest pris på vor fælles optimisme forrådte os, fordi alle troede, at alle andre ville give sig i sidste øjeblik. Derfor fremturede diplomaterne i deres omgange af gensidig bluff.«

Fælles optimisme er en værdi, som er værd at bevare. Men det er realisme og beslutsom handling også.

Paul Mason er økonomiredaktør på BBC
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen