Kronik

EU's politiske projekt lå i kortene allerede i 1972

Allerede da danskerne stemte ja til EF-medlemsskab, stod det klart, at fællesskabet var langt mere end et praktisk handelssamarbejde. Det holdt politikerne imidlertid godt skjult for befolkningen
EF-modstandernes advarsler blev ofte fejet af banen som løgn af daværende statsminister Krag. Spørgsmålet er, om han selv var løgneren.

EF-modstandernes advarsler blev ofte fejet af banen som løgn af daværende statsminister Krag. Spørgsmålet er, om han selv var løgneren.

Knud Henrichsen

9. maj 2011

De fleste husker, at afstemningen i 1972 om EF handlede om højere baconpriser og billigere vaskemaskiner. Men hvad lå der egentlig bag kampagnen, der anbefalede dansk tilslutning til fællesmarkedet? Hvad blev der lovet, og hvad blev afvist?

Det har DR givet mig en unik mulighed for at undersøge og fremstille som led i serien Den største løgn, der sendes de kommende seks uger. I søndags blev seriens første film bragt. Her blev løfterne og garantierne fra 1972 holdt op imod den udvikling, EF efterfølgende tog.

Mange vil mindes, hvordan den daværende socialdemokratiske statsminister, Jens Otto Krag, forsikrede, at Danmark på alle væsentlige områder ville bevare sin selvstændighed. Og nogen vil måske huske løfterne om, at samarbejdet hverken ville anfægte vor social- eller arbejdsmarkedspolitik. Udviklingen har vist det modsatte.

Om danskerne ville have stemt anderledes, hvis de havde kendt sandheden, kan ingen sige. Men at kampagnen i 1972 blev ført på et løgnagtigt grundlag, er uomtvisteligt.

Med udgangspunkt i syv konkrete tilsagn fra den daværende regering kan det slås fast, at befolkningen blev vildledt af sine egne politikere og dermed ført ind på et spor, som i dag har bragt os til noget nær en europæisk forbudsstat.

I Danmark har vi været velsignet af flere folkeafstemninger op gennem det 20. århundred noget som de færreste andre europæere har fået tilbudt. Men hvad er frie valg værd, hvis politikerne har sat sig for ikke at fortælle sandheden?

Løgn fra ende til anden ...

Et af de områder, som særligt siden østudvidelsen i 2004 har været højt på dagsordenen i EU, er arbejdsmarkedspolitikken. Med de ti nye østeuropæiske lande er EU blevet udvidet med en række arbejdsmarkedssystemer og lønniveauer, som harmonerer meget dårligt med den skandinaviske overenskomstmodel.

Det har i flere omgange fået EF-Domstolen til at behandle spørgsmålet om dels udenlandske arbejdstageres overholdelse af nordiske overenskomster og dels vore fagforeningers konfliktret over for arbejdere, der ikke overholder de fælles nordiske regler.

Da sagen blev drøftet i 1972, var statsminister Krag meget skråsikker. Der bliver ikke tale om fælles overenskomster, sagde han, mens de borgerlige, alvorstunge partiledere nikkede overbevisende.

Nuvel, man må naturligvis give fortalerne for dansk tilslutning, at det aldrig er blevet til fælles overenskomster. Snarere tværtimod EU's afgørelser er i færd med at udradere selve overenskomstmodellen og på den måde skabe fælles regler for hele EU. Således er skeptikernes frygt fra 1972 i dag en realitet. Nordiske fagforeninger er gentagne gange blevet dømt ved domstolen i Luxembourg, og Danmark har flere gange måttet ændre sine love for arbejdsmarkedet for at tilpasse sig fælles regulering af området.

Tomme forsvarsløfter

Et andet område, hvor Krag udstedte beroligende løfter, var forsvarspolitikken. Men igennem de sidste mange år har det stærke tyske ønske om en egentlig europahær manifesteret sig.

EU har tropper på Balkan, ud for Afrikas kyst og andre steder, hvor det ikke længere er medlemslandene, men EU, der har mandatet og kommandoen. Med Lissabontraktaten er den mellemstatslige del af traktaten, som udenrigspolitikken tidligere hørte under, blevet nedlagt og ført ind under det overstatslige, således at Europa-Kommissionen fremover har indflydelse på vores udenrigs- og forsvarspolitik. »Det er løgn fra ende til anden,« siger Krag i én af de afsluttende partilederrunder med adresse til modstanderne, som advarer mod, at netop fælles overenskomster, hær og politi vil blive en realitet. Meget tyder dog på, at det snarere var Krag, som var løgneren.

I dag er også fælles politi en uomtvistelig realitet. Både internt i EU, hvor de enkelte landes politienheder kan udøve myndighed på alle landenes territorium, såvel som udenrigspolitisk, hvor Danmark for få år siden bidrog på højeste niveau, da Kai Vittrup udnævntes som chef for EU's politi i Kabul.

Men ikke blot på det operationelle plan er Krags løfte blevet brudt. Også vore politimæssige love er i dag under regulering fra EU, som med hjælp fra EU-domstolens afgørelser i blandt andet den såkaldte miljøsag (C176/03) har fået udvidet sine beføjelser til at indføre strafferegler betydeligt. Med den nye traktat får EU sin egen anklagemyndighed og status som juridisk person, hvorved EU kan indgå bindende overenskomster med tredjelande på vegne af medlemslandene.

Ikke blot naivitet

En venlig sjæl vil måske afvise, at der med alle disse formaninger var tale om direkte løgne. Nogle vil måske nøjes med at kalde Krag naiv og lidt enfoldig i hans tillid til, hvad EF skulle blive til.

Det står imidlertid i kontrast til, at der på visse punkter blev talt direkte imod bedre vidende. Eksempelvis findes et tv-klip, hvor Krag forespørges om sammenhængen mellem kriminalitet og fællesmarkedet. Her afviser Krag, at kriminaliteten vil stige og indvandringen forøges. Men allerede inden afstemningen stod det beskrevet i de fælles EF-partiers betænkningsbidrag til markedsudvalg, at man var bekendt med, at der pågik forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i reglerne om vandrende arbejdstagere.

Herom var Krag tavs. Han vidste, at noget sådant helt berettiget ville skabe frygt. Derfor undveg han at svare på spørgsmål.

At man i vore dage så har kombineret den frie bevægelighed, der nu i et vist omfang også gælder tyrkerne, kunne Krag muligvis ikke forudse men at intentionerne fra starten var til stede i traktaten og dens kontekst, må Krag og hans allierede nødvendigvis have vidst.

Fastlagt fra begyndelsen

Som den måske mest kendte løgn summeres filmens gennemgang af de brudte løfter op med bemærkningen om, at »de ændringer af dansk lovgivning, som et medlemskab af EF nødvendiggør, er ikke særlig omfattende, hverken hvad angår samarbejdets omfang eller karakter«, hvorefter Krag med statsmandsattitude slår fast, at Danmark bevarer sin selvstændighed på »alle vigtige områder.«

Nu kan man naturligvis diskutere, hvad der er vigtige områder. Men for få år siden dokumenterede Professor Marlene Wind, at op mod 80 pct. af lovgivningen inden for visse ministerier i dag kommer fra EU. Det betyder, at en række af vore ministre i dag reelt blot er administratorer for Bruxelles. Hvordan dette kan forenes med betragtningen om, at alle væsentlige områder fortsat er under dansk suverænitet, er forunderligt.

Det har fra start af været det drivende ønske i EF-samarbejdet at skabe en stadig snævrere union. Det har stået sort på hvidt i traktaterne fra 1957, og således også da Danmark meldte sig ind i 1973.

Politikerne har hårdnakket nægtet, at udviklingen skulle gå i den retning. Men kendsgerningerne taler for sig selv.

Selv i dag holder politikerne sig ikke for fine til at lyve, bedrage og skalte med retsprincipper. Derfor noterer jeg mig med tilfredshed, at den danske regering nu ved domstolene skal forsvare sin beslutning om at ratificere Lissabontraktaten uden at holde folkeafstemning.

Det er godt, at de ansvarlige stilles til regnskab. Desværre kan halvfjerdsernes politikere ikke stilles til regnskab for deres løgne. Men vi kan lære af dem. Og forhåbentligt kræve den tabte suverænitet tilbage.

Langt hovedparten af danskere herunder jeg ønsker et praktisk samarbejde i Europa. Det var, hvad vi fik stillet i udsigt i 1972. I dag har vi et ideologisk, føderalt, overnationalt samarbejde, hvor borgere og demokratiske retsprincipper er sat til side. Havde danskerne kendt til disse forhold i 1972, var det næppe endt med et ja. Og i dag er det for sent for i dag spørger politikerne ikke længere befolkningen til råds.

Morten Messerschmidt, MEP, cand.jur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Jeg synes det er ret ynkeligt det her hr. Messerschmidt (har De tyske aner?).
I. Hvad der skete i 1972 er muligvis af interesse for historikere, men er lige så morsomt som diskussionen om hvorvidt Nyrup førte en
mere begavet finanspolitik end Anker eller for den sags skyld Hjort Frederiksen. Eller som er på mode pt. at udtale sig om hvor store overførselsindkomsterne mons tro vil være i 2020. Lærer man ikke videnskabelig metode på jurastudiet?
II. EF byggede/bygger på to stolper: Den politiske og den økonomisk/markedsmæssige. Den politiske er der ikke mange der frivilligt vil tale
om, men faktum er, at der går en lige linie fra Marshallhjælp, over Kul- og Stålunion og Romtraktat etc. etc. Når man nu er så historisk
interesseret som hr. Messerschmidt, burde man måske for skams skyld også lige have det aspekt med.
III. Jeg kan undre mig over, at så mange politikere både i folketing og parlament øjensynligt synes feljplaceret i deres nuværende job.
Halvdelen beflitter sig med historiske "analyser" og halvdelen med fremtidsforskning. Milde Moses, hvad har vi gjort?
Så hvis De ville have den godhed hr Messerschmidt at arbejde ud fra deres overbevisning og som demokratisk valgt politiker finansieret af bl. a. mig i den nutid, hvor jeg betaler min skat med glæde.

Michael Kongstad Nielsen

Messerschmidts indlæg er relevant, fordi det viser hvordan danske politikere fra dag ét og frem gennem hele vores EU-deltagelseshistorie har bildt danskerne ind, at meningen hun var et økonomisk samarbejde, hvilket mange måske havde ønsket at nøjes med, men det har som et monster ligget i korridorerne og og spøgt hele tiden, at meningen skam var "et stadig tættere samarbejde" i alle polistiske ender og kanter.

Det er rigtigt, som Kristian Rikard skriver, at det allerede lå i kortene fra Kul- og Stålunionens dage. De franske superembedsmænd Jean Monnet, der stod bag Kul- og Stålunionen og Rom-traktaten, og efter ham Jacques Delors, var vilde med tanken om Europas Forenede Stater. Unionsudviklingen var en uomgængelighed, hvorfor kan der forskes meget i, men det fortsætter ufortrødent, bare se den nye udenrigstjeneste med 7000 ansatte.

Politikerne skiftevis lokker, truer og beroliger. Vi skal være med ved bordet, ellers taber vi alt, eller se hvor vigtigt fredens og demokratiet projekt er, eller se, det hele er ikke så slemt, det er stadig os selv, der bestemmer.

Jeg siger bare, godt vi har de fire forbehold, de er det klogeste danskerne har gjort i fothold til EU

Torben Skov

" kræve den tabte suverænitet tilbage."

Hvis den suverænitet skal bruges til at skabe DFs drømmeland så ellers tak!

Michael Kongstad Nielsen

Torben Skov, nu er der jo andre politiske kræfter i Danmark end DF´s. For vi skal vel ikke til at foretrække at parkere vores suverænitet i EU for at slippe for at tage den demokratiske kamp herhjemme.

Karen von Sydow

Den eneste farbare vej for Europa i fremtiden er som én samlet konføderation. Nationalstaten er noget af det mest komplekse og ukonstruktive mennesket har skabt.

Bjarke Hansen

@ Sydow

Alle de frihedsrettigheder vi kender i dag er vokset frem sammen med nationalstaterne. Nationalstater er uden tvivl den mest effektive bærer af såvel demokrati som frihed.

Et konføderalt Europa ville da også fungere som en nationalstat. Den ville bare være gigantisk hvorved hver enkelt borgers stemme ville betyde uendeligt meget mindre, og den ville desuden være i konstante indre stridigheder pga. de enorme forskelle de tidligere lande og regioner imellem.

EU er en anomali forankret i den blå luft og i nogle magtbegærlige poltikeres ønske om at kunne bestemme over mere end deres eget land - og det er hastigt på vej i graven pga. indbygget fantasme. Jævnfør Euroens snarlige sammenbrud.

Jacob Møller

Jeg tilbragte nogle år i Frankrig for en 10 år siden og der fik jeg en øjenåbner i forhold til EU.

Der er retoriken nemlig stik modsat. Den franske befolkning er fortaler for politisk integration i EU, og det er det politiske aspekt af EU som bliver markedsført af landets politikere. Det økonomiske aspekt derimod hader de som pesten, og landets polikere har alle dage forsikret deres borgere om at EU skam intet havde med økomisk integration at gøre....

Det var lidt svært at forklare den danske position til en franskmand.

Anne Albinus

1. Ja, det er rigtigt, at det ikke blev sagt ligeud i 1972, men det fremgik jo klart af Romtraktaten, at der blev stilet mod en Union, og derfor stemte mange af os nej i 1972. (I dag er jeg dog tilhænger af EU).

2. MM skriver:
"Langt hovedparten af danskere herunder jeg ønsker et praktisk samarbejde i Europa".

Hvordan skal det forstås i forhold til DF's princip-program? Her står " Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union".
http://www.danskfolkeparti.dk/Principprogram.asp

3. MM skriver:

"Og i dag er det for sent for i dag spørger politikerne ikke længere befolkningen til råds."

Et land kan melde sig ud af EU i løbet af 14 mdr. Men hvad skal sættes i stedet? En EØS-aftale som Norges, hvor Norge ingen indflydelse har, men hvor meget af landets lovgivning alligevel bestemmes fra EU? En associeringsaftale som mellemamerikanske og nordafrikanske lande har?

Michael Kongstad Nielsen

Jacob Møller: Forfatningstraktaten blev forkastet af franskmændene ved folkeafstemning i 2005 (og af Hollænderne). Franskmændene var også næsten ved at stemme nej ved en vejledende folkeafstemning om Maastricht-traktaten. I Frankrig er der mange forskellige holdninger og tilgange til EU - en af dem er, at Europa har brug for Frankrigs storhed ("grandeur"), det er synd for Europa at skulle undvære Frankrig.

Anne Albinus: Man kan da godt samarbejde i Europa uden at have en union. Såvel bilateralt såvel som flere lande af gangen. Og indflydelse? Der er noget opreklameret sludder, da det er Merkel, Zarkozy og Cameron, der bestemmer. Heldigvis har vi de fire forbehold, og inden vi skal stemme om euroen for tredje gang, er den gået i opløsning.

Anne Albinus

Michael K.N: Selvfølgelig kan vi samarbejde uden en union i Europa, men de andre lande har jo dannet en union. :-)

Det jeg mente var, at hvis vi melder os ud og vælger en EØS-aftale f.eks., har vi da nul indflydelse, for så er vi ikke med til møder i Rådet, Kommissionen eller har medlemmer i EU-Parlamentet. Så skal man efter møder ringe til et andet land og spørge venligt, hvad der foregik, stå med hatten i hånden, osv.

Selvfølgelig er det beskedent, hvad Danmark har af indflydelse, der er jo 27 lande.

den almindelig befolkning, har jo mange grunde til at ville ud af eu, men hvis "udviklingen" til mere eu, fortsætter, må det jo blive som frankrig, tyskland, usa: republik,

dvs. at vi i værste fald, i det mindste, slipper af med folkekirke og kongehuse.

i følge kilder:

f. engels tilrådede ( ikke som tysker, men som socialist ! ) arbejderne, proletarerne at støtte tyskland ( preussien ) i krigene mellem bismarc og det danske kongehus
( husker ikke lige om det var begge, eller kun 1864 ) , fordi kårene for arbejderne, proletarerne i tyskland-preussien var bedre ( mindre ringe ) for arbejdere, proletarer, end i dk. ( vel bla. de sociallove bismarc foranledigede, for at undgå oprør fra arbejderne, fra proletarerne ), for også soldater bør jo være mindre arbejdsvillige overfor de som behandler dem dårligst.

var det bla.a. derfor almue, arbejdere, proletarer i dk, så skulle behandles lidt bedre ? højskoler, osv. , for at gøre dem mindre uvillige til at arbejde for dk, end for preussien ?

nuvel, de muligheder for arbejdere for at spille den danske regering og den preussiske ud mod hverandre, blev vist hurtigt søgt forhindret
( uofficielt, velsagtens ), også senere officielt: eu-udjævning, eu-harmonisering ? er det nogle af hensigterne med det ?

Jeg tilslutter mig følgende impliceredes standpunkter: Kristian Rikard, Tom W. Petersen, Torben Skov, Karen von Sydow og Anne Albinus. I øvrigt nogle interessante kommentarer fra alle medvirkende.
Der er ingen tvivl om, at Morten Messerschmidt er en intelligent herre med en meget velargumenteret indlæg. På den anden side er han for patos-appellerende; dette element burde han gemme til DFs kernevælgere og ikke Informations venstreorienterede læsere.
Globaliseringens virkninger er uundgåelige, og DF og i det hele . Danmark vil gerne drage nytte af dens ændrede rolle som småstat i det internationale samfund, men vil ikke acceptere globaliseringens øvrige tendenser? F.eks. øget indvandring, øget interdependens, flere kulturelle input etc. Man bliver nødt til at tage det sure med det søde; Danmark er absolut ikke i en position til at bestemme, hvilke af globaliseringens virkninger, der skal påvirke Danmark - se hvordan kritikken havler ned over Danmark fra især EU og FN. Danmarks nuværende defensive globaliseringsstrategi holder ikke på lang sigt. EU-forbeholdene er ikke holdbare og skal snarest bringes til ophør ved en folkeafstemning.
Man glemmer, at Danmark er et lille land, der er afhængig af udefrakommende impulser og ikke omvendt.
Danmarks fremtid er i en europæisk føderation.