Kronik

Farvel til Danmarks vigtigste krisestyringsinstrument

Regeringens forslag til ny budgetlov vil afmontere finanspolitikken som instrument til krise- og arbejdsløshedsbekæmpelse. Samtidig sættes det kommunale selvstyre og grundvelfærd under forøget pres
Den nye budgetlov vil gøre det vanskeligere for kommunerne selv at prioritere, hvordan penge til velfærd som f.eks. børnehaver skal prioriteres.

Den nye budgetlov vil gøre det vanskeligere for kommunerne selv at prioritere, hvordan penge til velfærd som f.eks. børnehaver skal prioriteres.

Sonja Iskov

12. maj 2011

Samtidig med den såkaldte 2020-plan fremlagde regeringen også forslag til et nyt udgiftsstyringssystem, der skal udmøntes i en ny budgetlov. Hovedelementerne heri er, at der skal indføres bindende rammer for udgifter i stat, kommuner og regioner; at de skal ligge fast for de nærmeste tre år, og at stat, kommuner og regioner hvert år skal holde sig inden for udgiftslofterne.

Opstår der alligevel overtrædelser, indføres skærpede økonomiske sanktioner samt automatisk modregning i næste års budget. Der er med andre ord lagt op til en voldsom stramning af udgiftspolitikken.

Naturligvis skal der være effektiv offentlig udgiftsstyring, som er afpasset den økonomiske politik, vækst - og beskæftigelsesmål og den samfundsøkonomiske situation. Men det konkrete forslag er imidlertid forbundet med en række betydelige problemer. Spørgsmålet er, om ikke forslaget i stor udstrækning vil afmontere finanspolitikken som instrument til krise- og arbejdsløshedsbekæmpelse?

For det første synes det offentlige i væsentlig udstrækning at blive forhindret i at føre en krise- og arbejdsløshedsdæmpende politik. For en lang række af de udgifter, man kan benytte i den sammenhæng, vil formentlig være bundet af rammerne. Det gælder f.eks. øgede offentlige investeringer, flere midler til byggeri, renovering og miljø- og klimaforanstaltninger.

For det andet skal udgiftsrammerne som nævnt være lagt fast tre år frem. De kan først øges det fjerde år. Dermed synes en ekspansiv finanspolitik med krisebekæmpende udgiftstiltag at være forhindret år frem.

Det stiller helt urealistiske krav til økonomisk forudseenhed. Og skal man vente flere år med at sætte ind med en krisebekæmpende ekspansiv økonomisk politik, vil den komme alt for sent.

Sløje argumenter

Forslaget til budgetloven går også galt i byen, når udgiftslofterne ifølge VK »skal indeholde grænser for offentligt underskud og offentlig gæld«, samtidig med at man i 2020-planen vil reducere offentlige udgifter frem til 2020 fra det aktuelle niveau på op mod 30 pct. af BNP til 27 pct. Der er ingen saglig begrundelse for, at måltallet netop skal være 27 pct. af BNP hverken i form af EU-henstillinger eller økonomiske argumenter. Regeringens argument om behovet for flere ressourcer til den private sektor holder fx ikke. Der er jo i forvejen 170.000 arbejdsløse at tage af, og krisen i den private sektor skyldes ikke de offentlige udgifter.

Regeringens grundantagelse, om at underskuddet på de offentlige finanser i 2020 vil være 47 milliarder kroner, medmindre man griber ind nu, er i sig selv mærkværdig. Tallet er fremkommet gennem en beregning ud fra atypiske og særligt ugunstige forudsætninger for udviklingen i de offentlige finanser herunder ikke mindst en politisk forudsætning om videreførelse af skattestoppet til 2019. Korrigeres VK's beregninger for disse atypiske og konstruerede antagelser, vil de offentlige finanser i Danmark på lang sigt være økonomisk holdbare.

Afmonteret selvstyre

VK's forslag kan også føre til afgørende omlægninger i kommuner og regioners økonomistyring. Naturligvis skal der være en samlet økonomisk politik for hele den offentlige sektor. Og regeringen skal selvsagt have førertrøjen på i økonomisamarbejdet med kommuner og regioner. Problemet er blot, at man i forsøget på at nå det mål med det foreliggende forslag vil tvinge kommunerne til en meget kortsigtet og ufleksibel økonomistyring.

Hvis rammerne ikke kan ændres i udgiftsåret, uanset om forudsætningerne skrider, tvinges kommunerne til på bekostning af servicen at opbygge reserver til uforudsete udgiftsstigninger.

Samtidig vil et mindreforbrug i institutionerne i det enkelte år formentlig ikke længere kunne overføres til næste år. Det kan betyde en tilbagevenden til gamle dages uøkonomiske adfærd i institutionerne, hvor et budget skulle bruges op inden årets udgang, hvis man ikke ville risikere at miste det.

Når rammen forstås som en årsramme, hvor kun merforbrug overføres til kommende år, vil det formentlig også forhindre, at kommunerne sparer op over årene til større investeringer og anlæg både på service og forsyningsområdet. Følgen kan enten blive meget store skattehop i de enkelte år, hvor sådanne anlæg skal gennemføres, eller at kommunerne tvinges til at undlade at renovere institutioner og anlæg.

Pisk uden gulerod

Regeringen lægger op til at stramme styringen af kommunerne yderligere ved at udvide det hidtidige sanktionssystem. Allerede nu kan regeringen straffe kommunerne ved at modregne i bloktilskuddet. Regeringen lader imidlertid til at være på vej med yderligere stramninger, så kommunerne individuelt skal betale straffen for evt. budgetoverskridelser. Det forventes, at den enkelte kommune selv vil komme til at bære op til 60 pct. af straffen for en evt. budgetoverskridelse, mens kommunerne kollektivt kommer til at hæfte for de sidste 40 pct.

Problemet er, at den slags straf er et grundstød mod det kommunale selvstyre. Kernen i selvstyret er og bliver det økonomiske råderum til at indrette udgiftsniveau og prioritering og dermed skatteudskrivning efter de lokale behov og ressourcer. Uden økonomisk råderum reduceres kommunerne til administratorer af regeringens politik. Man må spørge sig selv, om der reelt er et kommunalt selvstyre i Danmark, når kommunerne ikke har mulighed for at ændre på hverken skatteindtægt eller udgiftsniveau.

Forslaget fremsættes med henvisning til, at en sådan model har eksisteret i Sverige i en række år. Der er imidlertid en ganske afgørende forskel: I Sverige har man bevaret selvstyret, ved at kommunerne stadig har ret til at skrive skatter ud, så det svarer til det serviceniveau, de ønsker. Kravet er blot, at der skal være balance på kommunernes budget.

Den danske regering kræver derimod både balance (og overskud) på kommunernes budget, samtidig med at man reelt lægger op til mere eller mindre at fjerne det kommunale selvstyre ved både at umuliggøre ændring af skatteindtægt og udgiftsniveau. Af to onder skal danske kommuner have begge.

Velfærd på retur

Den nye budgetlov vil regeringen bruge til at gennemtvinge den meget kraftige reduktion i de offentlige udgifter, som regeringen lægger op til i 2020-planen. Det vil medføre voldsomme velfærdsforringelser. Som følge af demografi og stigende behov må kommunerne som helhed forventes at skulle spare op til 3 milliarder kroner årligt, hvilket svarer til ca. 6.000 stillinger hvert år.

Regeringens budgetlov og 2020-plan fremskynder med andre ord nedsmeltning af velfærd og selvstyre i kommunerne.

Skal den deroute undgås, er det nødvendigt at skabe en vækstpolitik, der ved at øge offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse resulterer i øget efterspørgsel og sætter gang i væksten. Det kan øge det økonomiske råderum og løsne den økonomiske spændetrøje.

Hardy Hansen er tidligere forbundsformand for SID (nu 3F), Villo Sigurdsson er tidligere borgmester i København, Ole Thorbek er økonom og Henrik Herløv Lund er økonom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Jomen, Helle Thorning vil jo fortsætte VK-initiativet. Så måske man er ude efter, at DK i mangel af bedre alene kan bryste sig af iderigdom (altså fra udlandet - ahem)...

Med venlig hilsen