Folkeskolelærerne har fået PISA på hjernen

Kan man stole på PISA-resultaterne? Det spørgsmål har OECD-eksperter og en række danske statistikere skændtes højlydt om de seneste uger. Ligegyldigt om PISA's anvendelighed viser sig at være tvivlsom eller ej, er ét sikkert: PISA er for længst blevet en målestok, som mange danske folkeskolelærere bruger særdeles aktivt i deres undervisning. Det viser et forskningsprojekt, som vi har gennemført ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU).

I projektet fulgte vi 485 nyuddannede lærere, fra de begyndte at undervise i folkeskolen i 1998 og frem til 2007. De begyndte altså, inden PISA-testene satte ind, og oplevede tre PISA-testrunder (i 2000, 2003 og 2006), inden undersøgelsen sluttede. Formålet var at belyse lærernes professionelle udvikling og karriereforløb.

Undersøgelsens resultater levner ingen tvivl om, at PISA-testene i høj grad har påvirket lærernes syn på, hvad der er god undervisning og relevante undervisningsmetoder. I 2006 anførte en større andel lærere end i 1998, at de nu prioriterede undervisning i ét fag frem for tværfaglig undervisning. Samtidig var der tale om en statistisk signifikant stigning fra 1998 til 2006 i det antal af lærere, der prioriterede elevernes faglige udvikling frem for elevernes personlige udvikling. Lærerne lægger gennemsnitligt 20 pct. mere vægt på faglig end personlig udvikling og 10 pct. mere vægt på enkeltfaglig end tværfaglig undervisning i 2006.

På otte år forandrede lærerne altså væsentlige dele af deres syn på organisering af undervisningen og dens virkning på eleverne.

Forskydninger kan givetvis skyldes en lang række faktorer. Måske begyndte udviklingen mange år tidligere. Meget tyder dog på, at PISA og indførelsen af test i skolen udgør en del af forklaringen på lærernes forandrede syn på undervisningen. I 2006 anførte de lærere, der prioriterede undervisning i ét fag og især satsede på at fremme elevernes faglige udvikling, således, at det netop var PISA og test, der havde påvirket deres prioriteringer.

PISA-chok

Årsagen, til at PISA har gjort så stort indtryk på lærernes tankegang, er enkel: Offentliggørelser af PISA-undersøgelserne har i langt de fleste lande medført noget, der bedst kan betegnes som et PISA-chok. Politikere, forskere og skolefolk har stået i kø for at påpege, at elevernes faglige niveau skulle forbedres, om ikke andet så for at de kan klare sig bedre ved næste PISA-undersøgelse.

For mange skolepolitikere, forskere og skolefolk har PISA optrådt som et videnskabeligt bevis på den holdning til skolen, man havde i forvejen: Fagligheden i skolen burde hæves. At tale for det modsatte altså mindre faglighed har selvfølgelig ikke under nogen omstændigheder været tilrådeligt, hverken før eller efter PISA.

De, der gennem årene har peget på, at skolen også havde andre vigtige opgaver og funktioner end den særlige ikke-læseplansbaserede faglighed, der måles i PISA, har ofte måttet snige sig langs væggene på skoler og mange forskningsinstitutioner.

Spørgsmålet er imidlertid, om de PISA-chokerede har gjort sig klart, hvad det store fokus på testresultaterne betyder for skolen.

Når organiseringen af undervisningen i skolesystemet bliver mindre tværfaglig og overvejende tænkes at styrke elevernes faglige udvikling, er der ved at ske et skift væk fra den humanistiske dannelsestradition, som bl.a. Danmark og de nordiske lande har været inspireret af i mange år. I stedet fremmes en mere neoliberal angelsaksisk curriculumtradition. Mange opfatter PISA-undersøgelserne som direkte eksponent for denne retning. Der er tale om et skift fra en situation, hvor undervisningen primært tænkes at styrke elevernes personlige udvikling og derfor har et almendannende formål til en situation, hvor undervisningen overvejende skal have til hensigt at styrke elevernes faglige udvikling, fremtidig uddannelse og mulighed for at gøre sig godt på arbejdsmarkedet.

Dette skift kan få betydelige konsekvenser for folkeskolen. For det handler om, hvorvidt samfundet fortsat skal betro lærerne en relativ pædagogisk autonomi til at træffe professionelt begrundede skøn og beslutninger, eller om lærere i højere grad skal være et slags instrument for gennemførelse af undervisning og læseplaner fastlagt i manualer begået af eksperter uden for skolen.

I det hele taget har troen på værdien af lærernes pædagogiske autonomi både nationalt og internationalt været aftagende de senere år. Denne deprofessionalisering af lærerne kan langt fra forklares med PISA alene, men det virker, som om PISA er blevet brugt til at styrke den.

PISA timeout

Som nævnt diskuteres PISA-undersøgelsernes troværdighed for tiden. Med PISA-testenes store indflydelse på undervisningen og lærernes tankegang in mente ville det samtidig være passende at diskutere, om skolen forventes at skabe dannelse eller output.

Mange vil givetvis argumentere for 'både og'. Det forekommer at være en god idé. Den dannelsesorienterede læreplanstænkning og den outputfokuserede curriculumtænkning kan berige hinanden, ligesom vi kan lære meget af, hvordan man griber undervisning an i andre lande. Det kræver imidlertid både et langt tættere og mere fordomsfrit samarbejde mellem politikere, lærere, forskere, forældre og børn.

Samtidig ville det være inspirerende, hvis kommunikationen mellem parterne fik mindre karakter af skyttegravskrig mellem allerede eksisterende synspunkter. Debatten burde i stedet tage udgangspunkt i det faktum, at den opvoksende generation af mange grunde er udsat for et hidtil uset ekstremt uddannelsespres.

På den baggrund er det bemærkelsesværdigt og glædeligt, at langt de fleste børn og unge godt kan lide at gå i skole og har vænnet sig til test og karakterer elementer indført af den babyboomer-generation, der som yngre stod for meget anderledes signaler.

Når børn og unge overvejende kan lide at gå i skole, hænger det dog kun i mindre grad sammen med PISA. Glæden skyldes, at lærerne gør et vedvarende og godt arbejde ... så længe de orker. En fjerdedel af en årgang nyuddannede lærere forlader branchen inden for de første 10 år.

En PISA-timeout kan bruges til at skabe et nyt møde mellem alle dem, der virkelig interesserer sig for børn og unges trivsel og fremtid. Det er der heldigvis rigtig mange, som gør. En PISA-timeout må bruges til et opgør med opfattelsen af, at øget faglighed primært skal forstås som øget kontrol, dokumentationspres og tests. Det udelukker ikke fremtidige PISA-undersøgelser, men det peger på behovet for, at vi spørger os selv: Hvad bruger vi undersøgelserne til, og hvordan befordrer de en visionær skoleudvikling?

Martin Bayer er institutleder på Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitet. Ulf Brinkkjær er lektor på Institut for Pædagogik, DPU, Aarhus Universitet

Kilder: 'Professionslæring i praksis nyuddannede læreres og pædagogers møde med praksis', Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2003. 'Teachers' Professional Learning and the Workplace Curriculum.' i Bayer, M., Brinkkjær U., Plauborg H. og Rolls, S.(red): Teachers' Career Trajectories and Work Lives. Dordrecht: Springer 2009.