Egypten og Tunesien har fået deres længe ventede revolution. Og oprørene er stadig i fuld gang Mellemøsten over. Bliver det mon snart Kinas tur? spørger vestlige journalister og kommentatorer sig selv. Det hurtige svar er et kraftigt nej. Årsagen er ligetil: Mens Egyptens befolkning var utilfredse med Mubaraks styre, er den kinesiske befolkning yderst tilfredse med deres styre.
Både i Egypten og Kina er det middelklassen og især dens unge, der potentielt kan udløse en revolution. Når uddannede unge ikke kan finde arbejde, bolig eller blive gift, er situationen sprængfarlig. Ingen af disse behov kunne opfyldes i Egypten. I Kina bliver de opfyldt om end med besvær.
Kinas Statistik definerer middelklasse som husstande med, hvad der svarer til en indkomst på mellem 40.000 og 250.000 kroner om året. Det er ikke meget efter danske forhold, men priserne er lave i Kina. De 40.000 kr. er nok til, at der bliver lidt penge tilovers, når de basale behov for mad, tøj og bolig er dækket. Og så opstår de sædvanlige middelklassekrav om bedre sundhed, bedre undervisning og bedre ældreforsorg. De tre krav er hverken opfyldt i Egypten eller Kina, men Kina er godt på vej på alle tre områder.
Den kinesiske middelklassebefolkning er tilfredse. De ser deres indtægter stige med mindst 10 procent om året. Antallet af medlemmer i middelklassen stiger også dramatisk. Kinas Statistik anslår, at i løbet af de kommende 15 år vil yderligere 300 millioner kinesere blive en del af middelklassen, som i øjeblikket tæller 400 millioner.
Bondefanget
Maos bønder, der stadig udgør et flertal af befolkningen, kan måske føle sig forbigået i denne sammenhæng. De behandles stadig som andenklasses undersåtter. Det såkaldte hukou-system forhindrer dem i princippet i at tage fast bolig i byerne. Deres børn har ikke adgang til skolerne i byen. De er typisk selv gæstearbejdere og får kun en ussel løn, selv om det bogstavelig talt dem, der bygger det nye Kina.
Men alle trængslerne til trods kan de glæde sig over at tjene fem til ti gange så meget som i landsbyen. Så de vender hjem til kone og børn med store pengegaver, når det kinesiske nytår skal fejres.
Hukou-systemet er ikke rart, men det har dog haft den positive effekt, at der ikke som i de fleste andre u-lande findes slumkvarterer omkring de store byer.
Kina er på mange måder et både- og-samfund. Her kan man være både kommunist og kapitalist. Både bager og blikkenslager. Der er også noget 'både og' ved bøndernes forhold. Hvis det var absolut umuligt for dem at flytte ind til byerne, ville bybefolkningen stagnere eller ligefrem falde, for etbarnspolitikken overholdes i vid udstrækning i byerne. Men faktisk stiger den med 15-20 millioner om året. Hvor kommer de fra, hvis ikke fra landet?
Bondesnu
Sandheden er, at bønderne ikke finder sig i den skæbne, systemet umiddelbart tilsiger dem. De lærer at sno sig.
Det er min rengøringskone i Peking, Xiao Yu, et eksempel på. Hun var en initiativrig bondepige fra Shanxi- provinsen, som overtalte sin mand til på ulovlig vis at flytte til Peking. De knoklede et par år som henholdsvis rengøringskone og gæstearbejder, sparede hver en øre og bestak en politimand, der skaffede en opholdstilladelse.
I dag er Xiao Yus familie medlem af middelklassen. Hun gør stadig rent, men bliver nu ganske godt betalt af diplomater. Manden er chauffør på en af ambassaderne, og datteren, der til forældrenes stolthed, er universitetsuddannet, tjener som bankansat mere end forældrene tilsammen.
Hun bor på traditionel kinesisk vis hjemme, indtil hun engang bliver gift. At den lille familie er tilfreds med tilværelsen siger sig selv.
Tilfredsheden deler de med millioner af andre. Den økonomiske vækst i Kina har i de sidste tredive år konstant ligget langt over den egyptiske. Indtægten per kineser er steget fra halvdelen til det dobbelte af den egyptiske. Intet under, at den kinesiske middelklasse ikke kunne forestille sig at sætte sig op imod regeringen.
Men der er også en anden årsag til tilfredsheden. Alle kinesere over 50 år kan med rædsel huske Kulturrevolutionen, der vendte op og ned på deres tilværelse og skabte kaos i landet.
Kinesere ældre end 60 kan også huske Det Store Spring Fremad, hvor Maos totalt forfejlede økonomiske politik satte Kina årtier tilbage. Den stabilitet og fremgang, der i dag hersker i Kina, beundres og støttes af middelklassen.
Både- og-kultur
Jeg er medlem af en internetgruppe, der, domineret af vestlige sinologer, studerer kinesiske forhold i alle detaljer. Det medfører et halvt hundrede mails om dagen. Udvekslingen er meget oplysende og nyttig, men uden meget talent eller held til at forudsige begivenhedernes gang. Kina er nu engang svært at forstå og forklare.
Et par måneder før Folkekongressen i marts holdt Kinas premierminister, Wen Jiabao, en tale, hvori han hævdede nødvendigheden af politiske reformer og demokrati i Kina. Det førte til flere mails end sædvanligt. Men da kongressen så kom i gang, holdt formanden, Wu Bangguo, der rangerer som nummer to i partiet mod Wen Jiabao som nummer tre, sin tale, hvori han afviste, at reformer og demokrati på vestlig vis overhovedet kunne komme på tale. Det udløste endnu flere mails og diskussion på nettet.
Wen Jiabao gentager flittigt synes synspunkter, mens hans regering fortsat sætter systemkritikere i spjældet.
For et par måneder siden stod der pludselig en ti meter høj statue af Konfucius på Tiananmen Pladsen. Vild diskussion på nettet. De fleste så det som et eksempel på den harmonisering, generalsekretær Hu Jintao altid taler om. For her stod jo nu den af Mao forhadte elitære folkefjende Confucius på samme sted, hvor Mao selv nyder sin evige hvile.
Så forsvandt statuen. Endnu vildere diskussion. For det måtte jo afgjort være et resultat af ideologiske stridigheder på højeste sted i partiet.
Så dukkede Konfucius op i nationalmuseets have med den officielle forklaring, at flyttemændene ikke havde kunnet komme af med statuen, mens museet var under renovering. Ikke mere diskussion blandt sinologerne.
Det interessante er, at der ikke var nogen tilsvarende diskussion i Kina. Både- og- holdningen sætter ind. Man kan som kineser nemt leve med begge versioner. Mere end nogen anden befolkning forstår man at tilpasse sig regimernes vilkårlighed og modsigelser.
Da jeg var leder af FN's Befolkningsfond i Kina, blev jeg udsat for sådan en typisk både-og-situation.
Ved et folkemøde til fejring af Verdens Befolkningsdag holdt jeg en tale, hvori jeg priste de store forandringer, der var på vej i Kinas befolkningspolitik.
I sin tale roste befolkningsministeren mig først og fulgte så op med beskeden om, at der under ingen omstændigheder ville komme forandringer i Kinas befolkningspolitik. Et stort antal journalister interviewede mig efter mødet. Ingen af dem stillede det åbenlyse spørgsmål om, hvem af os to der havde ret. Både-og for fuld udblæsning.
Der er ingen grund til at tro, at Kina ikke vil kunne opretholde denne balance. Derfor er der heller ingen grund til gang på gang at tolke både-og-signalerne som ulmende oprør. Faktisk er en revolution i Kina ikke mere sandsynlig end revolutionære tilstande i Europa eller USA. Landets middelklasse ser deres regering som verdens dygtigste. Og dygtige ledere er der ingen grund til at skille sig af med.
Sven Burmester er forfatter og udforsker
Selvfølgelig bliver der ikke revolution i Kina. Kineserne har for travlt med at arbejde og blive 'rigere'. I øvrigt har kineserne et helt andet syn på sig selv, end alle de vesterlændinge der misfortolker situationen har. Det er nemlig svært at forstå for vesterlændinge, der jo mener, de har fundet de vises sten.
Kina vil have fuldstændig de samme problemer med fordelingspolitikken som i vesten og mellemøsten, de er bare ikke nået så langt endnu.