Kronik

Foråret er kommet til Palæstina

Palæstinensernes nyfundne enhed er et nederlag for Israels del og hersk-politik. Den kan blive nøglen til en virkelig genoplivning af fredsprocessen
'Stop splittelsen', står der på en væg i Gaza City. Alt tyder på, at palæstinenserne hilser freden mellem Hamas og Fatah velkommen.

'Stop splittelsen', står der på en væg i Gaza City. Alt tyder på, at palæstinenserne hilser freden mellem Hamas og Fatah velkommen.

MOHAMMED ABED

4. maj 2011

Med ét enkelt ord: bravo! Meldingen om forsoningsaftalen mellem Fatah og Hamas er den bedste nyhed for freden i Mellemøsten i lang tid. Da lederne for de to organisationer i går satte deres underskrifter på den endelige aftale tog de et stort skridt fremad på deres eget folks vegne og på Israels.

Der er ingen mening i at stifte fred med et halvt folk. At slutte fred med hele den palæstinensiske befolkning bliver måske nok langt sværere. Men det bliver samtidig også uendeligt mere frugtbart.

Binyamin Netanyahu siger også bravo. For da Israels regering har udnævnt Hamas til være en terrororganisation, med hvilken der ikke kan plejes kontakter overhovedet, kan Netanyahu nu sætte en stopper for alle yderligere fredsforhandlinger med Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed. 'Fred med en palæstinensisk regering, der omfatter terrorister? Aldrig i livet! Og dermed basta!' To bravoer altså, men sikke en forskel.

Frygten for enhed

Israels debat om arabisk enhed går langt tilbage. Den begyndte allerede først i 1950'erne, da tanker om panarabisk enhed var i vælten. Gamal Abd-al-Nasser hejste dens banner i Egypten, og den panarabiske Baath-bevægelse blev en stærk politisk kraft i flere lande (dette var længe før, den udartede til lokale mafiaregimer i Irak og Syrien).

Nahum Goldman, den daværende formand for World Zionist Organization, hævdede, at en panarabisk enhed ville være godt for Israel. Han mente, at freden var nødvendig for Israels eksistens, og at alle de arabiske lande sammen kunne mobilisere modet til at gøre, hvad de næppe ville turde hver for sig.

David Ben-Gurion, Israels daværende premierminister, mente imidlertid, at en sådan fred ikke ville være tjenlig for Israel, så længe zionismen endnu ikke havde opnået alle sine (offentligt uerklærede) mål. I den vedvarende krigstilstand der rådede, var enighed blandt arabere en fare, der for enhver pris måtte forhindres.

Goldman den mest strålende kujon, jeg nogensinde har kendt havde beklageligvis ikke sine meningers mod. Ben-Gurion var mindre strålende, men mere beslutsom. Så han vandt.

Del og hersk

I dag har vi det samme problem. Netanyahu og hans flok af fredssabotører ønsker for enhver pris at forhindre palæstinensisk enhed. De ønsker ikke fred, for fred vil forhindre Israel i at nå de zionistiske mål: en jødisk stat i hele det historiske Palæstina fra Middelhavet til Jordan-floden (mindst). Dette vil indebære, at konflikten kommer til at vare i lang, lang tid fremover, så jo mere delt fjenden er, desto bedre.

Sandt at sige var Hamas' entré på den politiske scene påvirket af netop denne kalkule. De israelske besættelsesmyndigheder ansporede med fuldt overlæg den islamiske bevægelse, der senere blev Hamas, til at fremelske en modvægt til det sekulære, nationalistiske Fatah, der blev set som hovedfjenden. Senere fremmede Israels regering bevidst en splittelse mellem Vestbredden og Gaza-striben ved at overtræde Oslo-aftalen og nægte at åbne de fire 'sikre passager' mellem de to områder, som aftalen foreskrev. Med den geografiske adskillelse fulgte en politisk. Og efter en kort kamp tog Hamas direkte kontrol over Gaza-striben.

Da Hamas vandt det palæstinensiske valg i januar 2006 erklærede Israels regering, at man ikke ville have nogen kontakt med en palæstinensisk regering, hvor Hamas var repræsenteret. Den beordrede derfor et mere dækkende ord findes ikke USA og EU's regeringer til at følge trop. Dermed blev alle chancer for en palæstinensisk samlingsregering skudt ned.

Broderhad

Befrielsesbevægelser martret af broderstrid er ikke en undtagelse. De er snarere reglen. Den irske revolutionære bevægelse er et glimrende eksempel, og i Israel havde vi kampen mellem Hagana og Irgun, der til tider blev voldelig og meget grim.

Med alle de odds, de har imod sig, har det palæstinensiske folk næppe råd til sådan en katastrofe. Opdelingen har skabt et intenst gensidigt had mellem kammerater, der sad i de samme israelske fængsler. Hamas beskyldte med en vis berettigelse Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed for at samarbejde med den israelske regering imod dem, herunder for at opfordre israelerne og egypterne til at stramme den brutale blokade mod Gaza-striben ja endog for at søge at forpurre en aftale om frigivelse af den israelske krigsfange Gilad Shalit for at blokere for frigivelse af Hamas-aktivister.

Men både Fatah og Hamas er mindretal i Palæstina. Det store flertal af det palæstinensiske folk ønsker desperat enhed og fælles kamp for at afslutte besættelsen. Derfor var jublen, da også stor, at den endelige forsoningsaftale blev skrevet under i går.

Netanyahus udvej

Binyamin Netanyahu jubler også. Blækket var endnu ikke tørt på aftalen, før han trådte frem på tv og holdt en højtidelig tale til nationen, som var der tale om en historisk begivenhed.

»I er nødt til at vælge mellem os og Hamas,« sagde han til den palæstinensiske selvstyremyndighed. Det turde ikke være alt for svært på den ene side et brutalt besættelsesregime, på den anden en flok palæstinensiske brødre, der blot hylder en anden ideologi.

Men denne tåbelige trussel var ikke det vigtigste punkt i erklæringen. Hvad Netanyahu fortalte os, var, at der ikke bliver nogen kontakt med en palæstinensisk myndighed, hvis den på nogen måde kan forbindes med »det terroristiske Hamas«.

Det hele kommer som en stor lettelse for Netanyahu. Han er af det nye republikanske flertal blevet inviteret til at tale i den amerikanske kongres senere i denne måned, skønt han ikke havde noget at sige. Ej heller havde han noget at tilbyde det FN, som står over for at vedtage en anerkendelse af staten Palæstina til september. Nu har han noget: Nemlig at fred er en umulighed, at alle palæstinensere er terrorister, der ønsker at kaste jøderne i havet. Ergo: ingen fred, ingen forhandlinger, ingenting.

Hvis man virkelig ønsker fred, bør budskabet naturligvis være et helt andet. Hamas er en del af den palæstinensiske virkelighed. Jovist de er ekstremister, men som briterne lærte os mange gange, er det bedre at slutte fred med ekstremister end med moderate. Slut fred med de moderate, og du vil stadig være oppe imod ekstremisterne. Slut fred med ekstremisterne, og sagen er klaret.

Sandt at sige er Hamas da heller ikke helt så ekstreme, som de gerne vil fremtræde. Bevægelsen har gentagne gange erklæret, at den vil acceptere en fredsaftale baseret på 1967-grænserne og underskrevet af Mahmoud Abbas, hvis en sådan bliver ratificeret af befolkningen ved en folkeafstemning eller ved en afstemning i parlamentet. Accept af den palæstinensiske selvstyremyndighed (PA) betyder også accept af Oslo-aftalerne, som PA bygger på. I islam som i alle andre religioner er Guds ord absolut definitivt, men kan 'tolkes', som situationen kræver. Det ved vi jøder alt om.

Forbrødring

Hvad var det, som fik de to parter til at blive mere fleksible? Begge har mistet deres beskyttere Fatah sin egyptiske protektor, Hosni Mubarak, og Hamas sin syriske, Bashar al-Assad, der lige nu har meget andet at se til og næppe er til at stole på. Det har fået begge sider til at se virkeligheden i øjnene: Palæstinenserne stod alene, derfor var der ikke andet for, end at de atter forenedes.

For fredsorienterede israelere vil det blive en stor lettelse at kunne beskæftige sig med et forenet palæstinensisk folk og med et forenet palæstinensisk territorium.

Israel kan gøre meget for at hjælpe dem til at finde sammen: Vi kan omsider åbne en eksterritorial fri passage mellem Vestbredden og Gaza, og vi kan sætte en stopper for den stupide og grusomme blokade af Gaza-striben (som nu også er omsonst med bortfaldet af den egyptiske samarbejdspartner). Vi kan også lade Gazas indbyggere åbne deres havne, lufthavne og grænser.

Israel må acceptere, at religiøse elementer nu er en del af den politiske scene i hele den arabiske verden. Det betyder, at de med tiden vil blive institutionaliserede og sandsynligvis langt mere 'moderate'. Dette er en del af den nye virkelighed i den arabiske verden.

Tilvejebringelsen af en palæstinensisk enhed bør hilses velkommen af Israel, såvel som de europæiske nationer og USA. De bør forberede deres anerkendelse af staten Palæstina inden for 1967-grænserne, ligesom de bør tilskynde til afholdelse af frie og demokratiske palæstinensiske valg og acceptere deres resultater, hvad de så end måtte blive.

Det arabiske forårs vinde blæser nu også i Palæstina. Bravo!

Uri Avnery er talsmand for den israelske fredsbevægelse Gush Shalom

© Gush Shalom og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

Alle ved, eller burde vide, hvordan en varig fred vil se ud.

Israel må rømme alt øst for Sikkerhedshegnet, og Østjerusalem må deles permanent. Evt. kan en fremtidig Palæstinastat så få et antal arabisk-islamiske landsbyer i det sydlige Galilæa, hvis befolkning så til gengæld vil miste deres israelske borgerskab.

I øvrigt - dem der taler om "67-grænserne" tænker naturligvis på våbenstilstandslinjen fra 1949. Med alle dennes linjes umulige enklaver, og det jødiske tempel under islamisk kontrol - hvor Vestmuren brugtes som latriner.

Mark Pedersen

Jeg kan ikke i den nuværende situation, og langt ud i fremtiden, se nogen som helst israelsk regering der går med til at dele Jerusalem.
Men ellers er det meget rigtigt ramt...

Erik Karlsen

Per Erik Rønne:
Det israelske sikkerhedshegn står på fremmed jord, så hvis man skal tilbage til 1948-grænserne, må hegnet følge med.

Mark Pedersen

Pointen var vist lige netop at alle dem der råber op om 67-grænserne i virkeligheden mener "49-grænserne", med alle de umuligheder dét fører med sig. Mindst. Helst så de gerne "die Juden" forsvinde fra Jordens overflade...

Per Erik Rønne

@Mark Pedersen,

Østjerusalems deling er jo en kendsgerning, og blev det ikke mindst da daværende statsminister Ariel Sharon besluttede at flytte Jerusalems østgrænse mod vest, så henved 55.000 arabiske jerusalemitter mistede deres Jerusalem-status.

Samtidig sørgede han så for at Østjerusalem fik et jødisk befolkningsflertal.

En deling af Østjerusalem er naturligvis ikke uden problemer. Således er de arabiske bydele i dag arabiske enklaver i en jødisk by. Der vil således skulle etableres tunneller til biler og tog mellem enklaverne og Vestbredden, for delingen i Kanaan mellem jøder og arabere vil naturligvis blive lige så total som mellem det frie og det kommunistiske Berlin var 1962-89.

Forbindelsen mellem Gaza-striben og Vestbredden vil også give problemer. Og en deling af Israel for at give gazanerne en korridor vil ikke komme på tale.

Chris David Bonde Henriksen

Selvom man - hvad der overhovedet ikke er realistisk - skulle forestille sig at Israel rømmede samtlige bosættelser, delte Jerusalem og gav Golan tilbage til Syrien, ville Hamas og dets venner ikke helme, før alle jøder var fordrevet fra området. Glem det!

Det er ikke realpolitik, palæstinenserne fører. Det er Endlösung for det 21. århundrede. Der gives ikke mulighed for fred.

Erik Karlsen

Chris,
du må dog indrømme, at de israelske bosættelser er at karaterisere som besættelser.
Hvis ikke, gav det også irakerne ret til at besætte Kuwait for snart 20 år siden, og tyskerne til at udvide deres Lebensraum for over 70 år siden.

De grænser, der blev lavet i 1949, var vist - lige som mange andre grænser (f.eks. i Europa efter første verdenskrig eller de snorlige afrikanske) - ikke særlig gennemtænkt.

Chris David Bonde Henriksen

Erik,

jeg har i mange år troet på at der var mulighed for fred mellem Israel og Palæstina/de øvrige arabiske lande.

Det tror jeg ikke på mere. Selv Fred-nu bevægelsen i Israel (Læs Uri Avnery andetsteds i Information på nettet) tvivler stærkt.

"Grænserne" i 1949 (jeg mener nu at det var i 1948, men never mind) var ikke grænser, men våbenstilstandslinjer. Det er ikke det samme. Ligeledes var våbenstilstandslinjerne i 1967 ikke grænser. Men i og med at araberne afviste FN's delingsplan fra 1947 blev kortene givet igen.

Du nævner selv Europa efter Anden Verdenskrig. Tror du i fuld alvor at Polen vil give Tyskland Bagpommern og Schlesien tilbage? Nej, vel. Eller Polen/Rusland give Tyskland Østpreussen tilbage?

Kunne Danmark monstro få Skåne, Halland, Blekinge osv. tilbage? Nej, vel.

Det koster at tabe en krig. Det er givet til alle tider, uanset hvad Verdenssamfundet mener. Der foregår etnisk udrensning, ligesom i det tidligere Jugoslavien. Krajinaserberne og serberne fra Østslavonien lever i dag i Serbien i flygtningelejre. Dem hører du bare aldrig om. Nagorna Karabak? armenere og assabadjanere strides om området. Ingen løsning på kortere sigt. Og jeg kunne blive ved.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Chris

Du skriver at det koster at tabe en krig. Muligvis, jeg er dog ikke enig, og mener at folkeretten støtter op omkring min opfattelse, men lad det nu ligge.

Nu var det jo ikke Palæstinenserne der angreb Israel, det var Israels nabolande. Palæstinenserne kunne slet ikke angribe, de havde ikke et militær. Hvorfor skal de så tabe deres land på basis af andres nederlag?

Det ville jo svare til, at vinderen af en krig imellem Frankrig og Tyskland uden protest kunne indrage Belgien og Schweiz i vinderens land. Trods at disse ikke havde været med til at starte konflikten. Det vil du næppe finde rigeligt. Schweizerne er jo ikke tyske, selv om de på visse områder deler kendetegn med tyskerne.

Chris David Bonde Henriksen

Abdullah

Hvorfor skulle Norge afstås til Sverige 1814 ved freden i Kiel efter Napoleonskrigene, blot fordi Danmark holdt på den forkerte hest?

Chris David Bonde Henriksen

Nordmændene ønskede som bekendt selvstændighed (Eidsvoldforfatningen 1814 og valget af Christian Frederik, den senere danske kong Christian VIII).

"Folkeretten" er ikke en éntydig størrelse. Den skifter alt efter, hvad de til enhver tid gældende stormagter enes om. Sådan gjaldt det også efter 1945.

Martin Mørch

Israels eksistens er stadig baseret på massiv amerikansk støtte. Men verden forandre sig, USAs økonomi er mildest talt i en elendig forfatning, og der er ingen af de nye stormagter, Kina Indien eller Brasilien, der har nogen interesse i at konflikten forsætter i Mellemøsten. Og den demografiske ballance mellem israelere og palæstinensere øger også presset på en løsning. Selv Sydafrika kunne ikke i længden fastholde deres bantustans. Om det ender med en fælles sekulær stat, eller en deling der i højere grad afspejler de faktiske demografiske styrkeforhold kan man kun gætte på. Men jeg trok ikke at den nuværende situation kan fastholdes ret meget længere.

Chris David Bonde Henriksen

"Grand old mand" i Fred-nu bevægelsen i Israel, Uri Avnery, skrev for mange år siden en spændende bog, jeg kan anbefale: "Israel uden zionisme". Her opstiller han, hvilke (realistiske) muligheder der er (var) for at lave en forbundsstat med Jerusalem som fælles hovedstad. Problemet er blot at tiden er forpasset.

Hvad fremtiden måtte bringe, véd ingen af os, men det er givet at den nuværende, fastlåste situation ikke vil fortsætte i al evighed. Men at forestille sig at Hamas eller Hizbollah nogensinde vil acceptere staten Israel er naivt ud over "alle grænser". Med mindre, selvfølgelig, Syrien og Iran tvinger det igennem. Men hvorfor skulle - de nuværende regimer i disse diktaturstater ønske det?

Europa har ingen interesse i at støtte terroristorganisationer som Hamas og Hizbollah.

Lars-Bo Abdullah Jensen

Chris

Du undlod at kommentere på hvorfor palæstinenserne skulle straffes for at andre arabere angreb Israel.

Vedr. dit spørgsmål om Norge, så er der jo sket en del ting med verden siden 1814. Dengang var det jo helt på sin plads at vinderen eller vinderne delte rovet.
Du kan jo føre det frem til nutiden, tror du Amerika ville få nogen form for fred, såfremt de inddrog Iraq i deres forbund af stater og krævede stars and stripes som national flag?
Eller hvad med Afghanistan, skulle det blive den næste stat i USA?

Erik Karlsen

Hvis jeg skal være helt ærlig (og det plejer jeg at være....), tror jeg heller ikke, at en tostatsløsning med de nuværende eller de FN-fastsatte grænser er holdbar i længden.
Hvis Schweiz/Suisse/Svizzera/Svizra kan rumme flere folk, hvorfor kan Palæstina/Israel det så ikke.
Lige nu vil den løsning give lige så mange gnidninger, men i det lange løb er det den eneste, der virker.

Chris David Bonde Henriksen

Abdullah

De arabere, som boede i mandatområdet Palæstina i 1948/49 gjorde i vid udstrækning fælles sag med de invaderende hære fra de suveræne arabiske stater. En stor del forlod området på grund af den arabiske propaganda og fordi Stormuftien af Jerusalem gav ordre om det. Man regnede jo med at krigen ville være overstået i løbet af kortere tid og at alle derfor kunne vende tilbage. Det skete som bekendt ikke.

Det er vigtigt at huske at der a) ikke fandtes en arabisk stat ved navn "Palæstina" og at de arabere, som boede i mandatområdet først senere (fra o. 1960) begyndte på at betegne sig selv som "palæstinensere", idet de arabiske lande, de befandt sig i som flygtninge ikke ville integrere dem, men bruge dem som en anledning til at vedligeholde kampen mod Israel. I 1948/49 var der alene tale om arabere, som boede i mandatområdet, mange af dem var indvandrede inden for en kortere årrække på grund af de forbedrede levevilkår som de jødiske immigranter havde sørget for. Der var en væsentlig større arabisk befolkning i 1948/49 end i f.eks. 1914 og denne forøgede befolkningsandel kom fra de omliggende arabiske stater. Alle er i dag - under et - benævnt palæstinensere, som de fleste ikke har boet længere i området end indvandrede jøder fra århundredeskiftet 1899/1900 og frem til 1939.

Chris David Bonde Henriksen

ps.

Hvorfor skulle de serbere, som boede i Kroatien (Krajina og Østslavonien) straffes fordi Milosevic angreb de øvrige jugoslaviske delstater?

Gorm Petersen

Stop retorikken og vær praktisk.

Hvis du var palæstinenser bosat på Vestbredden - hvad ville du konkret gøre - lige her og nu ?

Søren Nørbak

"Hvis du var palæstinenser bosat på Vestbredden - hvad ville du konkret gøre - lige her og nu?"
- finde mig et job?

Egon Maltzon

Gorm Petersen:

Jeg synten nu faktisk der er forbløffende lidt retorik i denne tråd, givet det følsomme emne.

Men ellers er dit spørgsmål endog meget relevant, og jeg har ofte stillet mig selv det samme spørgsmål.

Sat lidt på spidsen, mener jeg at det klogeste palæstinænserne egentligt kan gøre, er at lære af jødernes historie, og uddanne sig, og danne et bæredygtigt civilsamfund, som kan stå klar i det øjeblik der byder sig en mulighed.

De kan ikke vinde krigen på slagmarken, og terrorisme er ligesom ikke rigtigt accepteret mere, derfor er der kun politik og økonomi tilbage.

Som det er i øjeblikket er spiller de dybest Israelernes spil.

Men det kræver nogle store n.... at erkende den ubehagelige virkelighed, og sin egen begrænsning.

Niels Bruun

@Chris Henriksen;

"En stor del forlod området på grund af den arabiske propaganda og fordi Stormuftien af Jerusalem gav ordre om det."

Du kaster omkring med en mængde påstande, somom der er tale om facts. Lad os begynde med denne.

Dit udsagn er vældigt svært at dokumentere fra andre kilder end israelske. Hvilke kilder bruger du i den forbindelse?

Jeg vil gerne minde dig om massakren i Deir Yassin. De fleste inklusive den israelske historiker Benny Morris tillægger hændelsen i Deir Yassin en meget stor vægt for årsagen til den palæstinensiske flygtningestrøm. og iøvrigt også flere andre lignende eksemler.

http://en.wikipedia.org/wiki/Deir_Yassin_massacre

Mener du, at den type overgreb ingen betydning havde i relation til den palæstinensiske flygtningestrøm?

Niels Bruun

Vi behøver somend ikke nøjes med eksemplet: Dier Yassin. Vi kan finde adskillige eksempler, hvor vidner i form af f.eks. en læge som ellers var hærdet af brutale oplevelser under 2.verdenskrig beskriver det han så, som noget der overgik alt hvad han iøvrigt havde oplevet under den netop overståede verdenskrig. Denne beretning kan læses om landsbyen Al-Dawayima:

Dawayima was situated a few kilometres West of Hebron. It had a population of six thousand people, Some four thousand Arab refugees had taken refuge in the village prior to the massacre.[2] The Haganah intelligence service (HIS) considered the village to be 'very friendly'.[3]

Benny Morris writes:

“ "Ben-Gurion, quoting General Avner, briefly referred in his war diary to the 'rumours' that the army had 'slaughtered 70-80 persons.' one version of happened was provided by an Israeli soldier to a Mapam member, who transmitted the information to Eliezer Peri, the editor of the party daily Al Hamishmar and a member of the party's Political Committee. The party member, Sh. (possibly Shabtai) Kaplan, described the witness as 'one of our people, an intellectual, 100 percent reliable.' The village, wrote Kaplan, had been held by Arab 'irrregulars' and was captured by the 89th Battalion without a fight. 'The first [wave] of conquerors killed about 80 to 100 [male] Arabs, women, and children. The children they killed by breaking their heads with sticks. There was not a house without dead,' wrote Kaplan. Kaplan's informant, who arrived immediately afterwards in the second wave, reported that Arab men and women who remained were then shut away in houses 'without food or water.' Sappers arrived to blow up the houses.
'One commander ordered a sapper to put two old women in a certain house ... and to blow up the house with them. The sapper refused ... The commander then ordered his men to put in the old women and the evil deed was done. One soldier boasted that he had raped a woman and then shot her. One woman, with a newborn baby in her arms, was employed to clean the courtyard where the soldiers ate. She worked a day or two. In the end they shot her and her baby.'

The soldier-witness, according to Kaplan, said that

'cultured officers ... had turned into base murderers and this not in the heat of battle ... but out of a system of expulsion and destruction. The less Arabs remained -- the better. This principle is the political motor for the expulsions and the atrocities.'[6] http://en.wikipedia.org/wiki/Al-Dawayima_massacre

Mener du i ramme alvor, at den type hændelser ingen betydning havde i relation til flygtninge-problemet?

Gorm Petersen

Jamen kære venner - palæstinenserne er netop særdeles veluddannede - tænk på alle de palæstinensiske læger, der arbejder i Danmark.

Det er skinbarlig antisemitisme der luftes i denne spalte. (både jøder og palæstinensere er semitter).

Hvad skal palæstinenseren på Vestbredden/Gaza helt konkret gøre her og nu ?

Skulle man rådgive en jøde i 30-ernes Tyskland havde rådet været: "Flyyygt - langt væk".

Hvor skal de flygte hen ? - er gaskammeret virkelig den eneste mulighed denne spaltes debattører kan få øje på ?

I har ikke brugt ordet, men skal de forlade det bibelske Israel, og ingen vil tage imod dem - er det så ikke det samme ?

Niels Bruun

@Chris Henriksen;

"Men at forestille sig at Hamas eller Hizbollah nogensinde vil acceptere staten Israel er naivt ud over “alle grænser”."

Facts er;
Hamas does recognize the physical existence of Israel, but it doesn't attach any moral legitimacy to that existence.

Og så syntes jeg du skal lytte med på dette interview, hvor professor Finkelstein fortæller om emnet. Finkelstein kommenterer direkte på spørgsmålet om anerkendelse af Israel - 02.55 inde i interviewet hvor du kan høre en gentagelse af
det jeg har skrevet her: http://www.youtube.com/watch?v=2xT3lq-Zbso

03.19 inde i klippet sammenligner Finkelstein med Ghandi og bemærker - helt relevant; Hamas forventes ikke at udvise større diplomati end
Ghandi.

Abbas fortæller her; http://www.youtube.com/watch?v=vFQWr0MHXHc

Hamas: We’ll recognize Israel within '67 borders.

The Hamas movement is ready to recognize agreements signed with Israel, and in fact recognize Israel, but only within the '67 borders,
senior Hamas member Khaled Suleiman said Wednesday.

http://www.ynetnews.com/articles/0,7340,L-3249568,00.html

Dermed opfylder palæstinenserne sikkerhedsrådets resolution 242. Så mangler vi blot at israelerne forlader de besatte områder og at de palæstinensiske flygtninge kan vende hjem igen.

UN Resolution 194 and also the Universal Declaration of Human Rights, Article 13, Section 2, stipulate that the palestinians have a right to return home to their personal property.

Niels Bruun

@Chris Henriksen

I relation til folkeretten skriver du således;

"Hvorfor skulle Norge afstås til Sverige 1814 ved freden i Kiel efter Napoleonskrigene, blot fordi Danmark holdt på den forkerte hest?"

Hvorfor henvise til et tidspunkt i historien hvor folkeretten ikke eksisterede?

I 1814 havde man end ikke haft Wienerkongressen.

Folkeret er almindeligvis forbundet med oprettelsen af folkeforbundet - og Wilsons formuleringer om folkenes ret til selvbestemmelse. Dette foregik i 1920. Indtil da havde konventionerne faktisk alene drejet sig om regelsætning for krigsførelse.

Hvorfor henviser du ikke bare til antikkens Rom for ligesom at understrege det absurde ?

Gorm Petersen

Hvis man anerkender staten Israels eksistens på det nuværende grundlag må det betyde, at man ville være parat til at anerkende den nye stats eksistens, hvis området blev erobret af et nyt folk, der samlede jøderne sammen i flygtningelejre efter at have smidt dem ud af deres huse.

Eller er der noget jeg har misforstået, sådan rent folkeretsligt ?

Per Erik Rønne

@Gorm Petersen,

Nu kom jøderne altså til Kanaan før araberne, og derudover er det urimeligt at tale om et palæstinensisk folk, før araberne opfattede sig som - palæstinensere.

Arkæologien viser i øvrigt at der aldrig fandt en jødisk erobring af Kanaan sted. Det var kanaanæerne der helt fredeligt skiftede kultur, og blev til jøder, på samme måde som tidligere tiders bronzealderfolk i senere tiders Danmark helt fredeligt blev til et jernalderfolk.

I øvrigt blev staten Israel genskabt i første halvdel af forrige århundrede. Jeg lægger mærke til at selv unge mennesker, hvor bedsteforældre endnu ikke var født på det tidspunkt, kan udtrykke stærk modstand mod Israels eksistens, også selv om de er etniske danskere.

Helt uden at det skulle have sammenhæng med milleniers jødehad?

Niels Bruun

@Per Rønne skrev;

"Nu kom jøderne altså til Kanaan før araberne"
Hvilke kilder bruger du i den forbindelse?

Israelitterne udskiller sig som selvstændig religiøs/etnisk gruppe. De nærmere omstændigheder er dog ukendte. Der er således ingen arkæologiske spor efter myternes israelittiske indvandring og erobring af landet (eller af udvandringen fra ægypten for den sags skyld). Tværtimod tyder noget på at det var kanaanæerne i højlandet, der med tiden udviklede en egen identitet. Hebraisk er fx en kanaanæisk dialekt og den materielle kultur ændres ikke markant fra kanaanæernes til israelitternes tid. Der er dog spor efter hurrisk tilstedeværelse i nord og sammen med andre mulige forbindelser til hurrierne (Ur Kasdim, Harran, habiru m.fl.) kan det tyde på at nogle af de ældste myter måske er af hurrisk oprindelse. http://wiki.ateist.net/index.php?n=J%F8dedom.J%F8dedommensHistorie

Bemærk; "kanaanæerne i højlandet udviklede deres egen identitet." Fandtes der ikke andre kanaanærere end dem i højlandet?

Per Erik Rønne

@Niels Bruun,

Jeg kan anbefale dig at læse professor Israel Finkelsteins bog »The Bible Unearthed: Archaeology's New Vision of Ancient Israel«:

http://www.amazon.co.uk/Bible-Unearthed-Archaeologys-Vision-Ancient/dp/0...

Finkelstein er professor i arkæologi ved Tel Aviv Universitet, og når frem til at jøderne aldrig har været i noget ægyptisk fangenskab, at der aldrig er fundet en jødisk erobring af Kanaan sted, men at kanaanæerne stille og roligt udviklede sig til jøder. Det er hvad arkæologien siger, og alt hvad der står i Bibelen før David (en historisk person) må betragtes som myter og sagn. De dele af Bibelen der er ældst må behandles på samme måde som danske historikere og arkæologer behandler Saxos Danernes Bedrifter.

Araberne er i øvrigt først kommet til området ved den arabiske erobring af Jerusalem i 638 eKr. Jøderne har boet der i årtusinder, og området har aldrig været »Judenrein«.

Niels Bruun

@Per Rønne slrev;

"derudover er det urimeligt at tale om et palæstinensisk folk, før araberne opfattede sig som - palæstinensere."

Det er en særlig holdning at have, at fornægte et folks eksistens fordi der ikke har været tale om en statsdannelse eller om en national samling og identitet.

Ved århundredeskiftet begyndte araberne at udtrykke nationalistiske ideer og kræve uafhængighed. Arabisk nationalisme blev lagt frem som et alternativ til islamisk universalisme, og derfor blev målet uafhængighed af det muslimske Tyrkiet og enhed mellem de arabiske provinser. Kolonimagterne, specielt Storbritannien og Frankrig, støttede ideen om arabisk nationalisme. De så deri et godt redskab, som de kunne bruge i deres kamp for at ødelægge og overtage Ottomanerriget. Udviklingen af den arabiske nationalisme accelererede imidlertid yderligere, da Tyrkiet selv blev nationalistisk med ungtyrkernes kup i 1908.

Man drømte om en samlet arabisk nation og man fik en aftale om den med englænderne. Undtaget områder, som havde franske interesser. Det var især det land som idag hedder Libanon, der er centralt i denne sammenhæng. Man kan for så vidt sige præcist det samme om alle øvrige arabiske lande. Man havde ikke en national identitet eller en ide om de nationers eksistens, vi kender idag.

Med andre ord; Vi kan ud fra samme argumentation påstå, at libaneserne, jordanerne, Saudi araberne osv.osv. har samme rettigheder til en national stat. Nemlig ifølge Per Rønne - ingen rettigheder - for man kan ikke tale om et Saudi-arabisk folk, et libanesisk folk osv.osv.

I 1915 startede en hemmelig korrespondance mellem Henry McMahon, den britiske højkommissær i Ægypten, og fyrst Hussein, guvernør over Hedjaprovinsen i den østlige del af den arabiske halvø. Hussein var eller blev den selvudnævnte leder for araberne. En handel blev indgået mellem de to mænd, ifølge hvilken araberne skulle deltage i krigsindsatsen mod Tyrkiet, og Storbritannien skulle til gengæld sikre de arabiske provinsers uafhængighed og enhed under ledelse af Hussein og hans familie. I 1916 holdt araberne deres del af aftalen og fordrev tyrkerne i hele området fra Rødehavet til Damaskus. Oprøret mod ottomanerne, som fandt sted under den første verdenskrig, er kendt som den arabiske revolte.

Heri indgik Palæstina. Landet skulle, ifølge den aftale man havde indgået med England, være en del af en samlet arabisk nation.

Senere - med Sykes-Picot aftalen opdelte Frankrig og England helt reelt den arabiske halvø og Levanten op med en linial efter deres interesser. Og man brød den aftale man havde indgået med araberne.

Istedet havde man formuleret - bag arabernes ryg - Balfour deklarationen, som lovede jøderne et national hjem.

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8st...

Niels Bruun

@Per Rønne;

Den har jeg skam læst. Men du svarede ikke på spørgsmålet. Var der ikke andre kanaanæere end dem der boede i højlandet?

Idag er det sådan, at israelerne forsøger at dokumentere deres tilhørsforhold til området ved hjælp ad DNA. De har - et særligt gen - som kan placeres 2 steder rent geografisk. Dels deles det at andre semitter - nemlig palæstinenserne. Dertil findes genomet i området omkrig sortehavet.

Jeg kan anbefale dig at læse: Sand, Shlomo; Opfindelsen af det jødiske folk, som diskuterer og behandler emnet indgående.

Hvordan forklarer du at jøder og palæstinenserne har det samme gen?

Per Erik Rønne

@Niels Bruun,

Det jeg fornægter er eksistensen af et særligt palæstinaarabisk folk, før disse mennesker opfattede sig som udgørende et sådant folk. Og det skete altså først efter Seksdageskrigen.

Det betyder ikke at palæstinaaraberne ikke havde en national identitet. Men den var som arabere, ikke som palæstinensere, og som hovedregel har det kun været muslimerne der har opfattet sig som sådan. Den jødiske og den kristne befolkning i området har ikke opfattet sig som »arabere«, men som dhimmier med færre rettigheder end de arabiske erobrere.

Per Erik Rønne

@Niels Bruun,

Der fandtes filistre ud mod kysten, men det folkeslag er forsvundet sporløst; sandsynligvis gennem ægteskab opløst i det jødiske folk.

Vedrørende Balfour-erklæringen om Palæstina (der dengang også omfattede Transjordanien) som et nationalt hjem for det jødiske folk, så var det kendt og accepteret af de arabiske ledere. At Frankrig ville have områder af Arabien, som kunne blive fransksproget, i stedet for som efter aftalen at danne et fælles arabisk kongedømme (omfattende hele den arabiske verden med undtagelse af den nordafrikanske) er så en anden ting.

Disse arabiske fyrster kunne endda se det som en fordel for araberne, at der kom et jødisk hjemland i Kanaan, som ville medvirke til at udvikle de arabiske samfund.

Niels Bruun

Per Rønne skrev;

"Den jødiske og den kristne befolkning i området har ikke opfattet sig som »arabere«, men som dhimmier med færre rettigheder end de arabiske erobrere."

Den samlede befolkning i Palæstina var i 1914 689.275 personer; det fremgår af en tyrkisk folketælling. Ca. 60.000 af det samlede antal, eller 8,7%, var jøder. Så snart man havde fået ordentlig kontrol over landet, gennemførte briterne imidlertid den første moderne folketælling i Palæstina. Den fandt sted d. 31. december 1922. På trods af denne folketællings ufuldkommenhed udgør den dog et kritisk vendepunkt for Palæstinas demografiske historie. Af det samlede antal indbyggere i landet på 757.180 var 78% muslimer, 9,6% var kristne (hovedsageligt arabere), og kun 83.795 eller 11 % var jøder. Af den sidste gruppe var omkring to tredjedele europæiske indvandrere og deres efterkommere. Ca. 70% af jøderne i Palæstina var dengang bosat i to områder, Jerusalem og Jaffa/Tel Aviv. http://www.palaestina-info.dk/side/2/m/115/s/

Jeg bemærker denne sætning;
"9,6% var kristne (hovedsageligt arabere)"

Niels Bruun

Per Rønne skrev;

"Vedrørende Balfour-erklæringen om Palæstina (der dengang også omfattede Transjordanien) som et nationalt hjem for det jødiske folk, så var det kendt og accepteret af de arabiske ledere."

Hvilke kilder - præcist bruger du i den anledning?

Jeg har afleveret en opgave om netop denne historie på historielinien Blaagaard seminarie. Det fremgik af mine kilder, at araberne ikke kendte til aftalen, da den var et direkte brud med Mc-Mahon aftalen. Den kom faktik først frem, da arkiverne i Rusland blev åbnet pga.revolutionen. Englænderne slog den hen og forsøgte at berolige især Hussein, for at få dem til at kæmpe videre. Da aftalen blev bredt kendt blev den for araberne et bevis på vestmagternes utroværdighed.

Mht. palæstinensernes nationale identitet, som Per Rønne hævder først tog form efter 6 dages krigen;

Da man blev klar over den zionistiske plan om at oprette et nationalt jødisk hjemland i Palæstina og over den britiske forpligtelse over for det mål, koncentrerede Den palæstinensiske nationale Bevægelse i den periode sine anstrengelser om to krav: At stoppe den jødiske indvandring og at stoppe salg af land til jøderne. Det var indlysende, at den bedste og mest sikre måde at få opfyldt disse fordringer på var at gøre en ende på kolonirollen og ophæve det britiske mandat.
I de første år af denne periode betragtede palæstinenserne deres land som en del af StorSyrien og krævede at blive forenet med resten af regionen. Men da Trans Jordan, Libanon og Syrien blev politiske enheder og fik deres uafhængighed, begyndte palæstinenserne at kræve behandling på lige fod. ¨
http://www.palaestina-info.dk/side/2/m/115/s/

Foregik dette mon efter 6 dages krigen som Per Rønne hævder?

Per Erik Rønne

@Niels Bruun,

Og hvordan skulle de kristne kunne have opfattet sig som arabere? Når jeg møder kristne palæstinensere her i Danmark fortæller de mig at de netop /ikke/ opfattede sig som arabere.

De er også ganske godt integrerede i det danske samfund.

Derudover er det velkendt at de arabiske ledere (prinser) kendte til Balfour-aftalen, og støttede den. Det er naturligvis ikke det samme som at den arabiske gade kendte til den.

Og en national identitet opstår ikke lige over nat. Ledere kan formulere den, men før Seksdageskrigen var holdningen ikke udbredt, og befolkningen på Vestbredden havde jordansk borgerskab.

Niels Bruun

@Per Rønneskrev;

"Og hvordan skulle de kristne kunne have opfattet sig som arabere? Når jeg møder kristne palæstinensere her i Danmark fortæller de mig at de netop /ikke/ opfattede sig som arabere."

Man taler sproget - men opfatter sig ikke som arabere?

Det er en påstand. Og jeg har en anden - da jeg mødte palæstinensiske kristne ved fødselskirken i Betlehem angav de ikke, at de opfattede sig som eksempelvis - europæere. Men de talte arabisk og levede som sådan.

Selvom du skifter religion fra lutheraner til muslim tror jeg ikke at selvopfattelsen ændrer sig så dybt, at man også mener at tilhøre en anden etnisk gruppe.

Det er en omkostningsfri påstand at udtale sig om andre menneskers selvopfattelse. Og jeg kan da konstatere at ingen palæstinensere har været inde og ville rette ved wikipedias formuleringer -

http://en.wikipedia.org/wiki/Palestinian_Christians
Palestinian Christians are Arab Christians and Arabic-speaking Christians descended from the people of the geographical area of Palestine. Within Palestine, there are churches and believers from many Christian denominations, including Oriental Orthodoxy, Eastern Orthodoxy, Catholic (Eastern and Western rites), Protestant, and others. In both the local dialect of Palestinian Arabic and in classical or modern standard Arabic, Christians are called Nasrani (a derivative of the Arabic word for Nazareth), al-Nasira, or Masihi (a derivative of Arabic word Masih, meaning "Messiah").[1]

Men du er meget velkommen til at sandsynliggøre eller dokumentere din påstand ved andet end nogle løse henvisninger til at du kender en eller anden. Hvilket heller ikke fortæller om majoritetens selvbillede. Kan du det?

Niels Bruun

Per Rønne skrev;

"Derudover er det velkendt at de arabiske ledere (prinser) kendte til Balfour-aftalen, og støttede den. Det er naturligvis ikke det samme som at den arabiske gade kendte til den"

Jeg savner i den grad kildeangivelser, når du formulerer dig om historiske begivenheder. ( Jeg lægger naturligvis også mærke til at du ikke forholder dig til det spørgsmål jeg stiller omkring et fælles genom mellem palæstinensere og jøder)

Og; Det er måske en god ide, at præcisere, hvornår du mener, at nogen kendte til Balfour-deklarationen mens andre ikke kendte til den?

Lord Balfour kan citere for følgende og det ser jeg at han også bliver på wikipedia;

The contradiction between the letters of the Covenant [of the League of Nations] and the policy of the Allies is even more flagrant in the case of the ‘independent nation’ of Palestine than in that of the ‘independent nation‘ of Syria. For in Palestine we do not propose to even go through the form of consulting the wishes of the present inhabitants of the country though the American [King-Crane] Commission is going through the form of asking what they are.

King-Crane kommiteen fortæller at Wilsons formuleringer om folkenes selvbestemmelse tilsidesættes i spørgsmålet om Balfour-deklarationen. Og som du kan læse ønsker Lord Balfour helst ikke, at man spørger palæstinenserne.

The Four Great Powers [Britain, France, Italy and the United States] are committed to Zionism. And Zionism, be it right or wrong, good or bad, is rooted in age-long traditions, in present needs, and future hopes, of far profounder import than the desires and prejudices of the 700,000 Arabs who now inhabit that ancient land. In my opinion that is right.

What I have never been able to understand is how it can be harmonized with the [Anglo-French] declaration, the Covenant, or the instruction to the [King-Crane] Commission of Enquiry.

I do not think that Zionism will hurt the Arabs, but they will never say they want it.

The Arabs expressed disapproval in November 1918 at the parade marking the first anniversary of the Balfour Declaration. The Muslim-Christian Association protested the carrying of new "white and blue banners with two inverted triangles in the middle". They drew the attention of the authorities to the serious consequences of any political implications in raising the banners.[31]

Later that month, on the first anniversary of the occupation of Jaffa by the British, the Muslim-Christian Association sent a lengthy memorandum and petition to the military governor protesting once more any formation of a Jewish state.[32]
http://en.wikipedia.org/wiki/Balfour_Declaration_of_1917#Conflicts_and_b...

Mit spørgsmål til dig lyder derfor; Hvilke arabiske ledere støttede Balfour-deklarationen, hvornår og hvilke kilder anvender du?

Niels Bruun

@Per Rønne skrev; "Og en national identitet opstår ikke lige over nat. Ledere kan formulere den, men før Seksdageskrigen var holdningen ikke udbredt."

Måske skulle du læse med her -

The 1936–1939 Arab revolt in Palestine or Great Arab Revolt was a nationalist uprising by Arabs in Mandate Palestine against British colonial rule and mass Jewish immigration.[10]

The revolt consisted of two distinct phases.[11] The first phase was directed primarily by the urban and elitist Higher Arab Committee (HAC) and was focused mainly around strikes and other forms of political protest.[11] By October 1936 this phase had been defeated by the British civil administration using a combination of political concessions, international diplomacy (involving the rulers of Iraq, Saudi Arabia, Transjordan and Yemen[1]) and the threat of martial law.[11] The second phase, which began late in 1937, was a violent and peasant-led resistance movement that increasingly targeted British forces.[11] During this phase the rebellion was brutally suppressed by the British Army and the Palestine Police Force using repressive measures that were intended to intimidate the Arab population and undermine popular support for the revolt.[11]

According to official British figures covering the whole revolt, the army and police killed more than 2,000 Arabs in combat, 108 were hanged,[8] and 961 died because of ‘gang and terrorist activities’.[1] In an analysis of the British statistics Walid Khalidi estimates 19,792 casualties for the Arabs, with 5,032 dead: 3,832 killed by the British and 1,200 dead because of ‘terrorism’, and 14,760 wounded.[1] Over ten percent of the adult male Palestinian Arab population between 20 and 60 was killed, wounded, imprisoned or exiled.[12]
http://en.wikipedia.org/wiki/1936%E2%80%931939_Arab_revolt_in_Palestine

Niels Bruun

@Per Rønne skrev; "Og en national identitet opstår ikke lige over nat. Ledere kan formulere den, men før Seksdageskrigen var holdningen ikke udbredt."

Måske skulle du læse med her -

The 1936–1939 Arab revolt in Palestine or Great Arab Revolt was a nationalist uprising by Arabs in Mandate Palestine against British colonial rule and mass Jewish immigration.[10]

The revolt consisted of two distinct phases.[11] The first phase was directed primarily by the urban and elitist Higher Arab Committee (HAC) and was focused mainly around strikes and other forms of political protest.[11] By October 1936 this phase had been defeated by the British civil administration using a combination of political concessions, international diplomacy (involving the rulers of Iraq, Saudi Arabia, Transjordan and Yemen[1]) and the threat of martial law.[11] The second phase, which began late in 1937, was a violent and peasant-led resistance movement that increasingly targeted British forces.[11] During this phase the rebellion was brutally suppressed by the British Army and the Palestine Police Force using repressive measures that were intended to intimidate the Arab population and undermine popular support for the revolt.[11]

According to official British figures covering the whole revolt, the army and police killed more than 2,000 Arabs in combat, 108 were hanged,[8] and 961 died because of ‘gang and terrorist activities’.[1] In an analysis of the British statistics Walid Khalidi estimates 19,792 casualties for the Arabs, with 5,032 dead: 3,832 killed by the British and 1,200 dead because of ‘terrorism’, and 14,760 wounded.[1] Over ten percent of the adult male Palestinian Arab population between 20 and 60 was killed, wounded, imprisoned or exiled.[12]
http://en.wikipedia.org/wiki/1936%E2%80%931939_Arab_revolt_in_Palestine

Niels Bruun

Per Rønne skrev;

"Det jeg fornægter er eksistensen af et særligt palæstinaarabisk folk, før disse mennesker opfattede sig som udgørende et sådant folk. Og det skete altså først efter Seksdageskrigen."

1936 - 1939. Den arabiske opstand:
The revolt mortally weakened the Palestinian Arabs in advance of their ultimate confrontation with the Jewish settlement in the 1947–1948 Civil War in Mandatory Palestine and was thus counterproductive.[151] During the uprising, British authorities attempted to confiscate all weapons from the Arab population. This, and the destruction of the main Arab political leadership in the revolt, greatly hindered their military efforts in the 1948 Palestine war,[152] where imbalances between the Jewish and Arab economic performance, social cohesion, political organisation and military capability became apparent.[145] The flight of wealthy Arabs, which occurred during the revolt, was also replicated in 1947–49.[54]

London Conference, St. James' Palace, February 1939. Palestinian delegates (foreground), Left to right: Fu'ad Saba, Yaqub Al-Ghussein, Musa Alami, Amin Tamimi, Jamal Al-Husseini, Awni Abdul Hadi, George Antonious, and Alfred Roch. Facing are the British, with Neville Chamberlain presiding. To his right is Lord Halifax, and to his left, Malcolm MacDonaldThousands of Palestinian houses were destroyed, and massive financial costs were incurred because of the general strike and the devastation of fields, crops and orchards. The economic boycott further damaged the fragile Palestinian Arab economy through loss of sales and goods and increased unemployment.[153]

Clearly, the revolt did not achieve its goals, although it is "credited with signifying the birth of the Arab Palestinian identity."[154]

Per Erik Rønne

@Niels Bruun,

Det er velkendt at der fra anti-israelsk og pro-palæstinensisk side igennem årtier er opstået en hel industri til at forvanske historiske kendsgerninger. Jeg har simpelthen ikke tid til at forsøge at gendrive dem her.

I øvrigt fandtes der mange kristne grupper, herunder ikke mindst assyrere (sprog: assyrisk der ligger nærmere hebraisk end arabisk), armeniere (sprog: armensk, der er et indoeuropæisk sprog) samt ethiopere og ægyptere (koptisk kristne med et ikke-arabisk sprog).

Niels Bruun

@Per Rønne skrev;

"Det er velkendt at der fra anti-israelsk og pro-palæstinensisk side igennem årtier er opstået en hel industri til at forvanske historiske kendsgerninger. Jeg har simpelthen ikke tid til at forsøge at gendrive dem her."

Det er da bemærkelsesværdigt hvor mange ting, der er "velkendte" i Per Rønnes univers, men som så ikke kan kildeangives eller dokumenteres.

Niels Bruun

@Per Rønne skrev;

"Det er velkendt at der fra anti-israelsk og pro-palæstinensisk side igennem årtier er opstået en hel industri til at forvanske historiske kendsgerninger. Jeg har simpelthen ikke tid til at forsøge at gendrive dem her."

Det er da bemærkelsesværdigt hvor mange ting, der er "velkendte" i Per Rønnes univers, men som så ikke kan kildeangives eller dokumenteres.

Niels Bruun

(Jeg forstår ikke, at der tiltider ryger 2 postninger afsted på samme tid?)

@ Per Rønne skrev;

"Og hvordan skulle de kristne kunne have opfattet sig som arabere? Når jeg møder kristne palæstinensere her i Danmark fortæller de mig at de netop /ikke/ opfattede sig som arabere."

Dette er Per Rønnes kildeangivelser. Han har mødt nogle kristne palæstinensere i Danmark. Og ellers er der ingen kildeangivelser på de "velkendte" historiske påstande, han formulerer. Nu har jeg taget stikprøver på udsagnene. Ikke et eneste udsagn har kunne kildeangives. Der viftes lidt omkring med en bogtitel og det er det. Resten er slet skjulte insinuationer om anti-semitisme og "forvanskning" af historien. Men Per Rønne har ikke lige tid tiden at gendrive - og Per Rønne kan så ikke lige finde tiden til at aflevere kildeangivelser. Men han kan rette anklager om antisemitisme & historieforvanskning og det helt uden at substantiere sine bebrejdelser.

Vor herre bevars.

Her er en youtube-video med statements fra palæstinensiske kristne. Jeg citerer;

"Its a shared suffering."

Christians in Palestine.
http://www.youtube.com/watch?v=8QHzuYcuIQY

The Palestinian Christians consider themselves the forgotten faithful. The media around the world outlets do not portray the lives of Christians in Palestine, so the truth does not get delivered on the doorsteps of everybody's homes. Furthermore, the complicated politics and persistent violence in the region make people hesitant to start learning the facts. The big picture doesn't come quickly, and it takes time to become comfortable with the new issues. Many organized Christian Churches recognize the crisis facing the future of the Christian presence in the Holy Land.
http://www.youtube.com/watch?v=9gjD36JydSE

Jeg vil meget gerne understrege - jeg er ikke antisemit. Jeg tror på, at israelerne har ret til et land og anerkender fuldt ud Israels eksistens. Jeg mener, at den største trussel mod Israel er den politik man fører, hvor man sidder international lovgivning, folkeret og menneskerettighedsorganisationer overhørig. Ignorerer Goldstonerapporten og ellers forsøger at miskreditere Richard Goldstone personligt.

Jeg deler synspunkter med denne kaptain fra IDF-
http://www.youtube.com/watch?v=rfnPjzOGB5s

Sidst vil jeg meget gerne bringe dette interview med en jødisk holocaust-survivor. Den er bemærkelsesværdig pga kvindens sidste bemærkning; "I have never in my hole life been so angry -

Man overlever holocaust og oplever i Israel en fornedrelse, som gør en mere vred en nogensinde før? http://www.youtube.com/watch?v=nC37pFQ8tyg&NR=1

Per Erik Rønne

@Niels Bruun,

Ganske kort; Goldstone har senere fortrudt sin rapport, og har i dag et helt anderledes positivt billede.

I øvrigt sætter heller ikke jeg den nuværende israelske regering eller Netanyahu højt. Det bedste ved den er at den blandt vælgerne er så upopulær at man kan være forholdsvis sikker på at den ved næste valg, der skal afholdes senest 10. februar 2013, altså om knap to år, vil blive afløst af en Kadima-regering.

Og så har jeg ikke tid til mere.