Kommentar

Forandring på vej i et plaget Elfenbenskysten

Elfenbenskysten er gået fra et velhavende afrikansk land til ét præget af politisk uro, flygtninge og drab på civile på grund af magtkampe og en fransk grusom kolonitid
Tidligere præsident Laurent Gbagbo blev anholdt den 11. april og overdraget til oprørene. Retsagen mod ham begyndte 7. maj.

Tidligere præsident Laurent Gbagbo blev anholdt den 11. april og overdraget til oprørene. Retsagen mod ham begyndte 7. maj.

SIA KAMBOU

14. maj 2011

DAKAR Hvordan er kaos kommet så vidt i Elfenbenskysten? Efter selvstændigheden fra Frankrig i 1960 og indsættelsen af Felix Houphouet-Boigny som præsident, blev landet verdens største eksportør af kakaobønner samt en væsentlig eksportør af kaffe og palmeolie.

Gennem 1960'erne og 1970'erne satte substantielle eksportindtægter kombineret med nem adgang til lån skub i et økonomisk opsving, der blev døbt 'Det elfenbenske mirakel'. Men siden har en eskalerende gæld og styrtdykkende varepriser krævet sine ofre. Afrikas El Dorado blev tabt.

I 1990 udpegede Houphouet-Boigny lederen af de vestafrikanske staters centralbank, Alassane Ouattara, til premierminister for at lose Elfenbenskystens voksende økonomiske problemer. Efter Houphouet-Boignys død overtog Henri Konan Bédié præsidentembedet.

Bédié ændrede valgsystemet, så man for at stille op som præsidentkandidat skulle være indfødt ivorianer (Côte d'Ivoire er landets havn på fransk, red.), hvilket han hævdede, at Ouattara ikke var. Bédié blev ikke overraskende genvalgt uden modkandidater. Og, igen ikke overraskende, blev han kort efter beskyldt for omfattende korruption og siden væltet ved et militærkup i 1999.

Det var midt i denne militarisering af ivoriansk politik, at Laurent Gbagbo dukkede op som den primære oppositionsleder.

Da Robert Guéi, den militære leder, organiserede et anløbent præsidentvalg i 2000 og erklærede sig selv for vinderen, væltede en folkelig opstand ham og placerede Gbagbo på embedet.

Stillingskrig

I 2002 blev Elfenbenskysten rystet af optøjer, som delte landet i en sydlig del kontrolleret af Gbagbo-regeringen og en nordlig del kontrolleret af pro-Ouattara oprørere og den franske hær slog lejr mellem de to.

Efter en fredskonference i 2005 blev en national enhedsregering etableret efterfulgt af et præsidentvalg i november 2010. Den uafhængige valgkommission, der havde international opbakning, erklærede Ouattara for vinderen.

Gbagbo nægtede at anerkende resultatet og hævdede, at der var foregået stemmefusk, og blev erklæret genvalgt af Forfatningsretten, som annullerede 600.000 stemmebokse i adskillige nordlige valgkredse. Som resultat blev Elfenbenskysten kastet ud i et dødbringende slag mellem fire interessenter.

Patrioten

•Den første interessent er Gbagbo, som søgte at bryde med fransk neokolonial dominans. Han havde opbakning fra ivorianere, der stræbte efter at erstatte en franskstøttet elite med oprigtige ivorianske patrioter. Gbagbo var mistænksom over for Ouattara, som han mente konspirerede aktivt med franskmændene om at styrte hans regering.

Men Gbagbo ville ikke tage afstand fra den stamme/religiøse chauvinisme, som udelukkede Ouattara og millioner af nordlige ivorianere fra fulde statsborgerrettigheder. Han forsøgte også at undgå konfrontationer med Frankrig ved at tildele et fransk firma retten til at administrere havnen i hovedstaden, Abidjan.

Men den franske præsident, Nicolas Sarkozy, fastholdt sin følelsesladede modstand mod Gbagbo.

IMF's mand

•Den anden interessent er Ouattara. I sin higen efter magten har han trukket på de bånd til Vesten, som han smedede som vicedirektør for Den Internationale Valutafond, IMF. Hans vej til berømmelse var hans ry som en professionel økonomisk leder, et ry han fik for at implementere strukturelle tilpasningsprogrammer, der altid inkluderede de samme midler: Devaluering af landets valuta, deregulering af vekselraterne, strammere monetær politik, finansiel deregulering, handelsliberalisering, lønnedgang, finanspolitisk kontrol og deregulering af arbejdsmarkedet.

Eks-koloniherren

•Elfenbenskystens tredje interessent er Frankrig, som under præsident Charles de Gaulle tilstod uafhængighed til sine tidligere afrikanske kolonier på betingelse af, at franske styrker forblev udstationeret på i kolonierne, og at deres økonomier forblev tæt knyttet til Frankrig.

Selv efter et halvt århundredes uafhængighed fastholder Frankrig da også sit jerngreb om Elfenbenskystens handel, ligesom Frankrig opbevarer landets reserver af udenlandsk valuta.

Fransk erhverv dominerer desuden det meste af landets infrastruktur: Bolloré kontrollerer Abidjans havn og jernbanerne; Bouygues fører tilsyn med ivorianske byggeprojekter; Benzinselskabet Total ejer en fjerdedel af aktierne i landets olieraffinaderi; France Telecom er den største aktionær i fastnet og mobiltelefoninetværk; Storbankerne Société Générale og BNP-Paribas kontrollerer bankindustrien; og Air France kontrollerer luftrummet.

Konverterbarheden af landets valuta, CFA Communauté Financière Africaine-francen, giver disse virksomheder mulighed for frit at overføre al deres indtjening tilbage til Frankrig. CFA's fastlåste kurs i relation til euroen beskytter dem mod enhver risiko for kapitaltab i en tid, hvor lande over hele verden kæmper for at fastholde konkurrencedygtige vekselkurser for at kunne eksportere sig ud af de økonomiske vanskeligheder.

Med et sådan fastkursregime er der ingen udsigter til reel industrialisering i det vestlige Afrikas fransktalende lande, hvis økonomiske ulykker står i skarp kontrast til andre genoplivede afrikanske økonomier.

Befolkningen

•Den fjerde interessent er den ivorianske befolkning, som befinder sig i belejringstilstand, delt langt etniske og religiøse skel og opildnet af giftig politik.

Ivorianere har massakreret hinanden under borgerkrigen i 2002. I 2011 førte hårdknuden efter valget til tusinder af civile dræbte.

En strøm af flygtninge har søgt til nabolandene, især Liberia. Dette kaos begyndte først at løje af, da Gbagbo blev fjernet fra magten og taget til fange, da franske og FN-soldater, armerede køretøjer og helikoptere angreb præsidentpaladset, der blev forsvaret af Gbagbo-loyale tropper.

Varsel om nye tider

Kombinationen af korruption og inkompetence blandt eliten, en befolkning der er sårbar over for demagogisk manipulation og fransk nykolonial grusomhed har kastet det frankofone Afrika ud i en dødbringende ond cirkel af vold, ydmygelser og håbløshed.

Men opstigende økonomier som Kina, Indien, Sydkorea, Tyrkiet, Brasilien og Malaysias ankomst på kontinentet afspejler en magtforskydning og varsler en ny samarbejdsmodel baseret på handel, investeringer og teknologioverførsel i skarp kontrast til franske nykoloniale politikker.

Ved begyndelsen af afkoloniseringens æra sagde den daværende britiske premierminister Harold MacMillam de berømte ord: at »forandringens vinde« blæste over Afrika.

I dag blæser sådanne vinde endnu en gang. Vil det fransktalende Afrika langt om længe slippe ud af sin franske trældom?

 

 

Sanou Mbaya er forhenværende ledende funktionær i den afrikanske udviklingsbank og forfatter til L'Afrique au secours de l'Afrique (Afrika til Afrikas redning)

© Project Syndicate 2011 og Dagbladet Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu