Kommentar

Franskmænds forståelse for kendtes eskapader

Efter Dominique Strauss-Kahns arrestation er det relevant at stille spørgsmål ved, om vi er for tolerante over for vores politikeres privatlivsadfærd?
Debat
21. maj 2011

Siden søndag har det politiske liv i Frankrig været som paralyseret. Nyheden om New York-politiets anholdelse af Dominique Strauss-Kahns ombord på et Air France-fly til Paris, umiddelbart efter at han skulle have gjort forsøg på at voldtage en stuepige på et hotel i midtown Manhattan, kom som et nærmest hjertestoppende chok for en hel nation.

Jeg så landsmænd, der nærmest tabte kæben over dette udbrud af en fuldkommen skandale. Franskmændenes første reaktion var kendetegnet ved total vantro: Umuligt, sagde mange mennesker. Det må være et komplot, mente hele 70 procent af socialistpartiets vælgere. Lignende meldinger kom fra franske parlamentsmedlemmer fra hele det politiske spektrum. Han måtte være gået i en fælde, var substansen af, hvad de sagde. Tænk at han kunne være så dum, når han kunne få, hvad han ville, tilføjede mange.

En mægtig mand

I første omgang var det svært at føle andet end forvirring. Manden var jo bogstaveligt talt på toppen af verden.

Som en af verdens mest magtfulde mænd var DSK (i Frankrig og Washington kendes han blot ved sine initialer, red.) på vej til at mødes med den tyske kansler, Angela Merkel, da politiet i stedet førte ham til en politistation i Harlem og senere videre til det dystre fængsel på Riker Island .

Som chef for IMF havde DSK påkaldt sig stor hæder. Hans indsats havde ført til en genoprettelse af den internationale institutions anseelse, og hans håndtering af den verdensomspændende økonomiske krise og af hjælpepakkerne til Grækenland, Irland og Portugal, havde imponeret adskillige regeringer.

Ydermere var den notorisk dygtige mand godt på vej til at erklære sit kandidatur til Frankrigs præsidentvalg i 2012. Meningsmåling efter meningsmåling placerede ham langt foran alle rivaler, den siddende Nicolas Sarkozy indbefattet.

De fleste holdt det for overvejende sandsynligt, at DSK ville blive Frankrigs næste præsident, og rigtig mange franskmænd så frem til et sådant magtskifte efter Nicolas Sarkozys fem katastrofale år ved magten. Men der stod han så pludselig, le roi nu kongen uden tøj og måtte se sig degraderet til at spille en skummel karakter i fjerderangs amerikansk strisser-serie. Dette må da være en dårlig spøg, ikke sandt?

Vidste han var Don Juan

Nu til dét spørgsmål, mange internationale iagttagere utvivlsomt stiller sig: Hvordan kan det komme som så stor en overraskelse for så mange franskmand, at den ukuelige og notoriske skørtejæger, DSK, bliver sigtet for seksuelle overgreb?

Nu er det jo ikke i sig selv en forbrydelse af være skørtejæger, og i Frankrig har mænd ifølge de kulturelle normer carte blanche til at kurtisere kvinder på måder, som øjeblikkelig ville blive betragtet som seksuel chikane i det mere snerpede USA. Franske kvinder lærer derfor allerede fra en tidlig alder at afvise denne type adfærd som barnlig men ikke som kriminel.

DSK har aldrig prøvet at skjule sit ry som en séducteur (forfører, red.), og han er i vide kredse højt respekteret for sin intelligens og charme. Der er imidlertid en verden til forskel på at være séducteur og på at være voldtægtsforbryder, og i Frankrig er straffen for sidstnævnte ikke mindre hård end i andre vestlige lande.

Tyste om privatlivet

Efter at DSK blev anholdt af NYPD, stod pludselig den 31-årige forfatter Tristane Banon frem i Frankrig med den afsløring, at hun for ni år siden blev offer for seksuelle overgreb fra DSK's side. Mange observatører spurgte mistroisk, hvorfor hun først kom frem den historie nu, men en del kommentatorer begyndte også at stille selvransagende spørgsmål: »Hvorfor har vi ikke hørt mere om hans privatliv?«, spurgte lederskribenten Pierre Haski.

Svaret er, at det har vi ikke, for i Frankrig hersker der udbredt tolerance over for selv meget insisterende kavalerer.

Denne holdning, kombineret med en generel ærbødighed over for toppolitikere, er forklaringen på, hvorfor DSK's forhold til kvinder blev anset for et rent privat anliggende, som aldeles ikke kom en snagende offentlighed ved.

Men selv om nogle franske journalister nu er ved tage denne indfaldsvinkel op til kritisk revidering, er sympatien stadig på DSK's side hos ganske mange franskmænd. Billeder af Strauss-Kahn i håndjern med et udtæret og askegråt ansigt, der stod over for dommer Melissa Jackson, hensatte veterankommentatoren Olivier Mazerolle på tv-kanalen BMF i en tilstand af chok, der gav sig udslag i et momentant tab af talens brug. Sådan var vi mange, der havde det, da vi sad foran tv'et.

Fem mio. i kaution

Sagen kendte en ny dramatisk udvikling, da dommer Jackson nægtede at løslade DSK mod kaution, selv om hans forsvar foreslog at betale en million dollar i kaution og var klar til at acceptere som betingelse, at han skulle bære elektronisk armbånd.

Blev DSK behandlet anderledes end enhver anden borger, spurgte folk? Han skulle han vel også kunne frigives mod kaution eller hvad, som det ofte sker i USA?

Hele Frankrig var for chokeret til at forsøge at forstå. Bedre blev det ikke, da IMF-chefen mente at have sit alibi i orden med støtte i sin datters ord for siden at ændre forklaring til, at stuepigen selv havde »indvilget«.

Dermed blev det næsten umuligt at lade tvivlen komme DSK til gode.

»DSK-toget er nu definitivt afsporet,« udtalte De Grønnes næstformand, Daniel Cohn-Bendit, i går, og i mellemtiden breder vildreden sig i det franske socialistparti. Partitoppen har nu kun to uger til at tage afstand fra en mand, der er politisk død.

Indtil det modsatte er bevist forbliver DSK ganske vist stadig uskyldig i retsteknisk forstand, men hvordan kan man både støtte og tage afstand fra en sådan mand?

Socialisterne er bragt i en umulig situation. Vil andenviolinen i partiet, François Hollande, være i stand til at træde ind i tomrummet med lige megen myndighed, kompetence og intelligens som DSK? Det kan han blive nødt til.

Hollande er nu oppe imod en styrket Nicolas Sarkozy og en stadig mere populær Marine Le Pen fra den højrepopulistiske Front National.

I det mindste kan Hollande påberåbe sig ét afgørende aktiv: Han er absolut ikke nogen séducteur.

Agnès Catherine Poirier er fransk journalist og forfatter

© The Nation og Information. Bragt efter aftale med Agence Global

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her