Kommentar

Grammatik er æstetik

De fleste af os husker grammatik som et slid. Som udenadslære og med remser uden rim. Men grammatik er ikke til at komme udenom, når vi skal sige det, der er svært
19. maj 2011

Grammatik over det Danske Sprog, som udkom i går, er vores forsøg på at skrive en funktionel grammatik, og hvad det er, kan vi vise med et småord nej ikke detsmåord, men et andet fra samme ophav, ordet 'Gud'.

Det kan stå foran i sætningen, og så må det med lille, for nu udtrykker det bare mine følelser og refererer ikke til Gud: 'guuud, vi er i knibe', men sådan et følelsesudbrud kan ikke stå til sidst.

Siger man: 'Vi er i knibe, Gud', må det faktisk skrives Gud, for nu er det en henvendelse til nogen, en tiltale i en bøn. Grammatikken gør altså rede for den brugsforskel, der ligger i, om et småord står først eller sidst.

Vi kan se på imperativ, bydemåde på dansk, og det skulle så betyde 'en ordre': 'Stands fremrykningen!', 'aflever rapporten i morgen tidlig!

Men det er kun en funktion ud af flere andre: 'Tag en kage til!' er ikke en ordre, men en opfordring, eller drejet til en tilladelse: 'Tag bare en kage til!' Og videre: 'Vogt dig for den 15. marts!', sagde spåkonen til Cæsar, og det var en advarsel, som han døde af at overhøre. Og Svante siger jo: 'Mor jer nu godt, når jeg er borte!' Og det kan være en opfordring eller et ønske om, at noget må lykkes.

Derfor er formen beskrevet som den form, vi bruger, når vi vil have modtageren til at foretage sig noget. Det hedder en direktiv sproghandling, f.eks. en opfordring, anvisning, bønfaldelse, tilladelse, advarsel, et tilbud eller et forslag osv. Bydemåden kan altså bruges til meget mere end rene ordrer, men den kan ikke være en simpel beskrivelse. 'Tag ordet!' kan ikke beskrive, at 'nogen tager ordet', men betyder, at 'jeg gerne vil have, at du tager ordet'.

Småordsproblemer

Småordene 'nok', 'vel' og 'vist' angiver i det moderne sprog en vis usikkerhed, men på forskellig måde. Vi opfatter dem sammen med flere andre forskere som bundet til første, anden og tredje person: 'Vi når det nok' (efter hvad jeg kan se), 'vi når det vel' (ellers må du sige til), og 'vi når det vist' (så vidt vi har forstået eller kan se på uret).

Guldalderlitteraturens betydninger svarer ikke til nutidens. Det giver vanskeligheder i læsningen af den kanoniske litteratur, for hos Blicher siger Morten Vinge i En Landsbydegns Dagbog om adelsmanden Gyldenløve: »Hans Excellence er vist en stor Libertiner. Jeg saa ham nu nylig igennem Sprækken på min Dør at han tog fat på Fruens Pige, og det på en meget indecent Maneer.« Og her betyder det 'sikkert og vist', en for nutiden forældet brug.

Sprogiagttagelse

Viden om sproget er central for fiktionslæsning og tekstforståelse i det hele taget, og vi mener, den funktionelle tilgang gør det klarere, hvordan sprog og litteratur spiller sammen. Hvor er grammatikken i forståelsen af denne passage fra novellen »Bulbjerg« af Naja Maria Aidt? Historien er god og chokerende: Den mandlige fortæller taler til sin (eks) samlever om en cykeltur, de har haft. Ja, egentlig ved vi først ikke, at de cykler, men de bevæger sig i klit og skov, og de kørte ... Derfor kan der stå 'cyklerne', uden at vi har hørt om dem før. 'Cyklerne' er bestemt form, og det angiver, at 'cyklerne' regnes for kendt for den, der læser. Det går an, fordi det er sandsynligt ud fra 'kørte', 'sand', og 'varmt', at det er en cykeltur. Men der er også to eksempler på ubestemt form: 'en seksårig dreng' og 'en hund', og den ubestemte form betyder noget nyt i teksten, som vi ikke har holdepunkter for at identificere. Og dem skal vi så høre mere om:

Pludselig befandt vi os midt i et overraskende landskab: lysende, hvide sandbakker til alle sider ...

... vi havde for længst mistet orienteringen. Vi kørte i ring. Det var varmt. Vi havde en seksårig dreng og en gravhund med os. Cyklerne var gamle og rustne, faren for punktering overhængende ...

(Fra novellen »Bulbjerg« i Naja Maria Aidts Bavian)

Drengen viser sig få linjer efter at være adoptivsønnen Sebastian, og hans far bruger altså sin ubestemte form forkert. Han kunne jo godt kalde ham 'vores seksårige søn, Sebastian', så hvorfor gøre ham til en dreng, han ikke har nogen relationer til? Ja, her lader forfatteren faren vise i sproget, hvordan han er ved at afvise sin rolle som far og samlever. Og her har vi endog kun læst udtrykket i relation til os selv som læsere. Historien er formuleret som et opgør med konen, og i forhold til hende er udtrykket direkte ondt. Nå ja, det var forholdet og ikke cyklen, der punkterede ... men læs selv den rystende historie.

Da der var radio til, kunne man høre rubrikken 'Glæden ved ...' at se på fugle, at være et rodehoved og såmænd: glæden ved grammatik. Vi ved også, at der er dramatik i grammatikken, og vi føler den indre skønhed i grammatikkens systemer, i den grammatiske forskningsproces og i de litteraturlæsninger, hvor den bliver bragt i anvendelse. Så måske taler Søren Ulrik Thomsen også til os, når han skriver til Klaus Høeck (i Hjemløshedens alfabet):

F for formens gåde

der må løses forfra og forfra igen

og fanger enhver som vil ud

...

Ø for den store ødselhed

at kaste ønsker i grams i systemernes ørken

Lars Heltoft er professor ved Roskilde Universitet, og Erik Hansen er professor emeritus ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

hvad skulle vi gøre uden grammatikken

hvad skulle vi gøre uden grammatik over det danske sprog

hvad skulle vi gøre uden sproget

hvad skulle vi gøre uden os selv

hvad

Marianne Mandoe

Grammatik er ikke (kun) æstetik.
Det er en effektiv, og præcis, måde at få et budskab frem, med den betydning der var intentionen helt intakt.

Dårlig grammatik øger mulighederne for misforståelser, proportionalt med antallet af grammatiske fejl.

@ Niels Roed. Ingen kan garantere for løbske bogstaver. :-)