Kronik

Gud og sex vakte mere forargelse end ideologi på halvfjerdsernes tv

Det er en myte, at røde lejesvende havde frit spil på DR i halvfjerdserne. Langt de fleste seerklager opstod som følge af en stadig dybere generationskløft og tidens voldsomme forandringer i samfundsmoralen
Nøgenhed og alternativ kunst satte sindene i kog halvfjerdserne. Et par nøgne kvindeballer var langt mere provokerende end rød ideologi.

Nøgenhed og alternativ kunst satte sindene i kog halvfjerdserne. Et par nøgne kvindeballer var langt mere provokerende end rød ideologi.

Susanne Mertz

7. maj 2011

Programserien Jagten på de røde lejesvende, der i disse dage genudsendes på DR 2, har i flere omgange affødt voldsomme reaktioner. Men sagens kerne påstanden om systematisk venstreorientering og brud på alsidigheden i DR's programmer i 1970'erne har hverken Jakob Rosenkrands' programmer eller den efterfølgende debat kastet meget lys over.

Det har jeg som specialestuderende forsøgt at råde bod på ved at gennemgå DR's arkiver. Her har jeg set på de mange klager, DR modtog i 1970'erne, og analyseret den behandling, Radiorådet underkastede dem.

Konklusionen er klar: DR's programudbud var alsidigt og mangfoldigt. Politisk og ideologisk propaganda hørte til sjældenhederne.

Hovedparten af de klager, DR modtog, var i højere grad udtryk for et generationsopgør end et egentligt ideologisk opgør. Ungdomsoprørets opgør med eksisterende normer og værdier blev videreformidlet af DR. Modstanden mod DR's programmer var således snarere en reaktion imod en række af de ændringer, samfundet undergik, end imod DR.

Selvfølgelig var der venstreorienterede medarbejdere på DR, men de var underlagt programretningslinjer og publiceringsregler, der var strammere end i dag. Som øverste ledelse havde man Radiorådet, hvor 21 af 26 medlemmer var valgt af Folketinget, tre af ministre og to af medarbejderne. Radiorådet fungerede således som et 'minifolketing', der på godt og ondt satte en stopper for medarbejdernes eventuelle udskejelser.

Generationskonflikt

Ingen har betydet så meget for myten om de røde lejesvende som Centrumdemokraternes stifter, Erhard Jakobsen. En kold vinter i 1971-72 sendte ham et par uger i sengen med halsbetændelse, og her havde han lejlighed til at høre rub og stub af radioens udsendelser. Han var så rystet over, hvad han opfattede som venstreorienteret propaganda og ensidig journalistik, at han besluttede at grundlægge Aktiv Lytterkomité.

Komiteens hovedformål var at holde DR i ørerne og klage hver eneste gang, man fandt anledning til det. Det var ofte. I særdeleshed i tiden efter Jordskredsvalget, hvor Erhard Jakobsen blev medlem af Radiorådet, eksploderede antallet af klager.

Hvad var det så for nogle klager Erhard Jakobsen og hans ligesindede fremførte? De var naturligvis meget forskellige, men ser man på, hvilke klager der blev afvist af Radiorådet og hvilke, der ikke gjorde, tegner der sig et billede.

I gruppen af afviste klager hvortil langt størstedelen af klagerne kan henregnes findes klagerne over Jesper Jensen-visen Øjet, hvor Trille sang, »at ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud« og beskyldninger imod nyligt afdøde Tine Bryld, der stod for »progressiv« og »farlig« rådgivning om sex og gå hjem-tider til de unge på Tværs eller Ruth Sperlings program fra 1975 om den Kgl. Porcelænsfabrik, hvor medarbejdernes arbejdsforhold blev sat under lup.

Den slags ville næppe blive karakteriseret som venstreorienteret i dag. Det ville formodentlig slet ikke vække opsigt.

Det var kendetegnende for en lang række af de klager, der blev afvist, at de havde rod i ungdomsoprøret og de generationskonflikter, der eksisterede i Danmark i 60'erne og 70'erne. I mange tilfælde var det ungdomsoprørets provokerende kommunikationsform med slagsange, 'uforståelige' modernistiske skuespil eller alternative happenings, som skabte klagestorme. Det er sigende, at netop Ungdomsafdelingen, der mere end nogen anden afdeling var bannerfører for nye ideer og den provokerende form, var under skarpest beskydning.

DR sagde undskyld

De klager, der fik medhold, drejer sig oftest om udsendelser, hvor politiseringen er både tydelig og voldsom. Et eksempel er ungdomsudsendelsen Verden omkring os fra 1975, produceret af Per Schultz. Her blev Rote Armee Fraktions kidnapning af Peter Lorenz debatteret, og Finn Barlby tog den væbnede socialismes kamp i forsvar og fortalte ungdommen, at hvis tilstrækkelig mange forstår, at den voldelige vej er den rette, vil det sikkert hjælpe. Et andet eksempel er børnefilmen Cirkeline i Amerika fra 1971, hvor Cirkeline møder De Sorte Pantere i en historie, der mest af alt er en skinger kritik af Nixon.

Radiorådet agerede netop, som man kunne forvente. Programmerne i den første kategori blev ikke undskyldt, man forbeholdt sig retten til at fremføre den slags synspunkter, til at provokere ved at oplyse om sex og fabriksarbejderes forhold det lå alt sammen inden for alsidighedens rammer. I den anden kategori beklagede Radiorådet udsendelserne. Finn Barlbys udtalelser var heller ikke god latin i halvfjerdserne, og programmet fik da også et efterspil, da Radiorådet besluttede, at der over for udtalelser af den type fremover skulle være en repræsentant, der talte for retsstaten. Og Cirkeline i Amerika blev aldrig udsendt, netop fordi man anså den for at være propaganda. Mekanismerne virkede altså.

Udenrigspolitik var også i 1970'erne et ideologisk kampområde, men på DR var kampen tilsyneladende afbalanceret. Jeg har i mit arbejde fundet stort set lige så mange klager over højreorientering eller USA-fiksering som over venstreorientering. Eksempelvis var der hele tre klager over DR's Vietnamdækning ved ét enkelt programudvalgsmøde i 1972. Her havde Vietnam 69, DKP og Socialistisk Lytter og Seerforbund alle klaget. I forhold til udenrigsprogrammerne stod DR på noget af en uriaspost, for der blev klaget flittigt fra begge sider af det politiske spektrum lige meget hvordan DR dækkede Sovjet, Kina eller USA, var der utilfredshed.

Stærkt sikkerhedsnet

Var der medarbejdere i DR, der forsøgte at videreformidlede egne politiske standpunkter eller måske bare var entusiastiske omkring en bestemt type programindhold? Ja, givetvis! Ifølge radioråds-referaterne fik Christiania måske nok en pænere behandling end Den Kgl. Porcelænsfabrik. Og naturligvis var der venstreorienterede medarbejdere på DR i halvfjerdserne. Spørgsmålet er om det er relevant? Det interessante er vel, om organisationen DR producerede venstreorienteret propaganda, eller om det journalistiske arbejde fungerede ud fra et sæt retningslinjer, der tilstræbte balance og alsidighed.

Her havde DR flere sikkerhedsnet. Ud over Radiorådet, hvor politikerne havde betydeligt mere vidtgående magtbeføjelser, end man ville acceptere i et uafhængigt medie i dag, havde DR retningslinjer for programmer og nyhedsudsendelser. Især nyhedsudsendelserne havde frem til 1977 et særskilt sæt overordentlig stramme publiceringsregler, der blandt andet fastslog, at man ikke måtte tage stilling til kontroversielle spørgsmål, og at institutionen ikke havde retsligt grundlag for at bevare kilders anonymitet. DR havde således en betydeligt strammere styring end i dag.

Alligevel var der naturligvis problematiske programmer, men DR var i det store hele en bred, alsidig, objektivitets- og midtersøgende måske til tider lidt provokerende og udfordrende institution. Først og fremmest var DR rummelig både i sit programudbud og i sin medarbejderstab.

Den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesen beskyldte under en debat i Radiorådet i 1975 Erhard Jakobsen for at stå fadder til en dansk McCarthyisme. Det er måske så voldsomt igen. Men ét er sikkert, Erhard Jakobsens jagt på DR's programmer og medarbejdere var ude af proportioner med virkeligheden og lader sig ikke retfærdiggøre ud fra det omfattende kildemateriale, jeg har behandlet.

Erhard Jakobsen hævder i sine erindringer, at hans kamp imod venstredrejningen i DR havde nogen virkning jeg må give ham medhold. Hans ihærdige indsats er den primære årsag til, at myten om de røde lejesvende opstod og stadig består. Man fristes til at spørge, om historien om DR's 'røde hunde' i virkeligheden skyldes en kold vinter og en deraf følgende omgang halsbetændelse?

Andreas Bonne Sindberg er stud.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Børre Nielsen

"Den slags ville næppe blive karakteriseret som venstreorienteret i dag. Det ville formodentlig slet ikke vække opsigt."

Intet bliver karakteriseret som venstreorienteret eller vækker opsigt, når først rettighederne og friheden ER vundet. Det er derfor de borgerlige altid tager æren for fortidige fremskridt mens de bekæmper de nutidige.

Tommy Karstensen

Det kan du sige, Andreas Sindberg, men det ændrer ikke ved hvordan folket opfattede det der kom ud af skærmen. Begrebet "De Røde Lejesvende" dukkede ikke op tilfældigt. Der var noget om snakken. Den ensidige "røde-venlige" presse kan stadig ses, men der er heldigvis blevet længere imellem. Stadig har visse journalister svært ved at fremlægge noget upartisk, og det er bedrøvende at de danske befolkning ikke kan få noget objektivt TV, uanset hvilken fløj de måtte sympatisere med.

Maj-Britt Kent Hansen

Interessant kronik.

Ingen tvivl om at ungdomsoprøret og den ændrede samfundsmoral spillede ind.

Og Erhard var hyperaktiv mht. at se spøgelser. B&U hørte til blandt de slemme.

Så er det jo næsten komisk, at DR2 her til aften viste et program om børn og unges trang til at blive kendte - til at komme i medierne.

Nogle realitystjerner - såkaldte - og deres karriere som lagenakrobater var i fokus, men der løftes næppe så meget som et øjenbryn.

Men det er selvfølgelig heller ikke venstreorienteret. Højst ubegavet.

Tom Paamand

At angle efter upartiske journalister er dybt godnat. Alt er såmænd farvet, hvis det vurderes med tilstrækkeligt forskruede briller. DRs solide princip har derfor altid været et alsidigt programudbud, ikke at hvert minut skulle rumme samtlige mulige fortolkninger. Der var plads til både Trille med Øjet og gabende kirkeprogrammer.

DR regnede med kritiske lyttere og seere, der havde evnen til at tænke selv, og vurdere det indkommende. Derfor gav de plads til fx en provokation fra Klein og Klyderne, der illustrerede den formålsløse værdistigning på jord ved at fremvise en mark med stigende kronebeløb på - i fem ubrudte minutter. Dog tilsidst fulgt op med voxpop og professorer. For den modsatte formidling stod fortsat borgerligt strittende i TV Avisen.

I dag er alsidigheden strukket så vidt, at to rabiate professorer på samme dag uden formildende sammenhæng høfligt blev præsenteret - den ene hjerneforsker med et budskab om særligt dumme racer, den anden med en enestående teori om sprængningen af World Trade Center. I vore dage er enhver holdning både gyldig og ligegyldig. Her savnede jeg trods alt den pædagogiske pegefinger, som fx DR2-chefen ønsker at pakke alt farligt ind i.

Jørgen Muldtofte

Hvordan kan der indløbe klager over Cirkeline når det aldrig blev sendt? Det står anført som et ex. på klager der fik medhold. Hvilket censurkorps havde (har?)adgang til at se og klage før alm. seere?

mvh JMu

nyt tøj ?

artiklens påstande er lidt at modsige:

selv om det næppe er de rene empirister, ofte: angelsaksiske empirister, angelsaksiske kapitalister, som har klædt naturisterne af til skindet, så alligevel lige:

følgende den evt. fornuft hos de rene empirister
( det er de som ikke kan lide at ordet: dialektisk, nødvendigvis må tilføjes: materialisme ), skulle hver, når som helst temperaturerne ( altså klimaet ) er til det, være naturist. om der nu er gode eller slette grunde til andet, må man bemærke: at det næppe fuldt følges.

-----------------

hvis filmfremstilerne i hollywood begynder at udbrede forklaringer, bør de nok mere bruge karl’s fremfor sigmund’s, altså: forklaringerne.

p.s.

kun sjældent kan sigmund's råd og karl's råd forenes, men

hvis man står i lort til halsen, kan sigmund's råd om at forsøge at se noget mere lyst på det hele, og karl's råd: at vende fødderne nedad og hovedet opad, sagtens være samme råd.

Tommy Karstensen

Tom,
jeg er ganske uenig. Medierne har så stor magt, at de kan dreje en større del af befolkningens opfattelse eller anlægge en speciel - og ofte uventet - vinkling på selv banale ting. Jeg vil ikke bøje af og affinde mig med at blive manipuleret. Journalister må meget gerne være kritske, men der er sørme også forskel på det og være partisk. En dårlig journalist formår ikke at anlægge objektiviteten og lade seerne fælde sin egen dom.
Det gode er dog, at man efterhånden kan gennemskue de farvede journalister og blot lade deres indlæg gå i glemmebogen.
Hvis journalister må være farvede, så undrer det mig at udsendelserne om DRs røde lejesvende gav anledning til så megen debat og surhed. Jeg kan blot konstatere, at mange andre her på siderne er enige med mig. De synes blot pressen er højredrejet og ønsker en mere objektiv presse.

Tom Paamand

@Tommy, jeg er ikke i tvivl om at du er uenig, men du bør skelne mellem hvad "journalister" og "medier" kan. Som journalist er du almindelig lønarbejder, der lægger ord i netop det mønster, som medieejeren beder om. Jeg har selv arbejdet på en borgerlig avis, og derfor skrevet den slags ord, som denne avis betalte mig for.

Da det overordnede emne her er statsradiofonien, er arbejdsgiveren "folket". Jeg forventer derfor at dette medie serverer historier, som vi hver for sig har lyst til at høre. Din smag er ikke min smag, så det er nok forskelligt, hvad vi lukker op for. Men du kan ikke kronisk forvente mad krydret lige til din egen smag, og vi andre gider ikke så smagsløse serveringer.

Hvis du ikke vil "affinde dig med at blive manipuleret", synes jeg du skal klippe din forbindelse til omverdenen. Vi andre vil fortsat glæde os over af og til at blive dygtigt udfordret, og at have nok modstandskraft til ikke at sluge alting råt.

Tommy Karstensen

Tom,
jeg vil til gengæld glæde mig over at det ofest er til at skelne hvem der er de røde lejesvende og hvem der ikke er, og så klippe de stik der er ude i "hampen". På den konto er vi jo så ganske ens. du kalder det udfordret - jeg kalder det manipuleret. Igen hæfter jeg mig ved, at mange af din medkommentatorer her på sitet er enige med mig i, at det ikke er iorden at pressen er partisk. Jeg kan sagtens forvente at både journalister og medier kan servere en historie nøgternt og objektivt. Ellers burde de blive fyret, men det ved jeg naturligvis godt ikke sker. Den partiske journalist vil altid eksistere, desværre, og de vil til stadighed have held til at manipulere dele af befolkningen til at tiltræde samme holding som dem selv. Beklageligt og kvalmt.
Jeg har heldigvis samme modstandskraft som du, så deres ævl bider ikke på mig.