Kronik

Hvem driver Egypten ud i kaos?

Salafistiske sabotageaktioner, angreb på koptiske kirker og et politi, der ikke håndhæver lov og orden, er bekymrende tegn på, at den demokratiske revolution stadig har stærke fjender
18. maj 2011

For nylig spiste jeg i Kairos gamle bydel og fik en snak med de ansatte i restauranten. Jeg blev overrasket, da de sagde: »Vær forsigtig, når du krydser Hussein-pladsen. Det vrimler med banditter.« Da jeg spurgte, hvorfor politiet ikke arresterer dem, svarede de: »Vi har bedt de lokale gadebetjente om det. De siger, at de kender alle de skumle fyre personligt, men har ordre til ikke at gå i vejen for dem.«

Min forfatterkollega Medhat el-Adl oplevede noget lignende i Sharm el-Sheikh, hvor han blev bestyrtet over at se lokale bøller chikanere kvindelige turister. Da han klagede til politiet, lød svaret: »før revolutionen plejede vi at arrestere dem, men nu har vi ikke tilladelse til at tage dem med.«

Der er intet til hinder for, at politiet håndhæver loven. Problemet er et andet: Politiet vil ikke gøre deres arbejde. Hver dag angriber kriminelle egypternes liv, ejendom og ære, og politiet gør intet for at stoppe deres forbrydelser. Banditterne angriber alt i Egypten: politistationer, domstole, ja selv hospitaler og kirker. Lov og orden er ved at bryde sammen i Egypten. Politiet vil ikke længere beskytte borgerne. Det er der flere grunde til.

Mange politifolk er opdraget i en kultur, hvor det anses for normalt at udvise foragt over for almindelige mennesker. I deres øjne varetages sikkerhed mest effektivt ved at tæve og tortere mennesker. For dem var revolutionens triumf et nederlag, og nu føler de sig demoraliserede. Før anså de sig for hævet over loven, nu aner de ikke, hvordan de skal behandle borgerne med respekt. Når de afstår fra at beskytte folk, er det, som ville de straffe dem for revolutionen eller tvinge dem til at vælge mellem to muligheder: politiundertrykkelse eller prisgivelse til banditter og lovløse.

Bundråddent politi

Mange politifolk var under det gamle regime korrupte og tjente store penge ved ulovlige metoder. Revolutionen har elimineret den indkomstkilde og frataget dem et incitament til at yde en indsats, da de må nøjes med deres beskedne grundløn.

Samtidig har overgangsregeringen afstået fra at gennemføre de nødvendige udrensninger i politikorpset. Indenrigsminister Mansour el-Eissawi er en velmenende og ukorrupt mand, men de fleste af hans embedsmænd tjente også den foregående minister, som nu er tiltalt for korruption og drab på demonstranter. Det samme er flere politichefer, uden at de af den grund er blevet suspenderet.

Disse anomalier forklarer en stor del af det, som sker i Egypten. Hvad kan vi forvente af politichefer, som er tiltalt for drab på demonstrerende borgere og alligevel bevarer alle beføjelser? Mange af de sikkerhedspolitifolk, som i årevis torterede mennesker, er stadig på arbejde, som om intet havde ændret sig, ud over at Statssikkerhedstjenesten har skiftet navn til Den Nationale Sikkerhedstjeneste. Hvad kan vi forvente af politifolk, hvis eneste erfaring har været at tæve folk, hænge dem ved fødderne og give dem elektriske stød?

Selvfølgelig findes der politifolk, som ikke har ladet sig korrumpere og ikke har torteret eller dræbt demonstranter. Disse retskafne har tilmed dannet en koalition og forelagt indenrigsministeren specifikke forslag til, hvordan han kan udrense styrken for korrupt persongt.

Udenlandsk modstand

Ikke alle alvorlige hændelser, som sker i Egypten efter Mubarak, kan tilskrives politiets fravær. Der synes at være en konspiration i gang, der skridt for skridt skal skubbe Egypten ud i kaos og bane vej for, at revolutionens fjender kan genvinde magt og indflydelse.

Det gamle regimes støtter, hvoraf mange nu sidder fængslet, mens de venter på at få deres sag for en domstol, er sammen med deres tilhængere i udlandet rede til at bruge millioner på at sabotere Egyptens demokratiske udvikling og få hævn over de revolutionære.

De samarbejder utvivlsomt med elementer i det gamle statssikkerhedspoliti, som har alle midler i hænde: præcise informationer om det egyptiske samfunds institutioner, erfaring, våben og agenter overalt.

Af ydre fjender må nævnes Israel, som forsvarede sin loyale forbundsfælle, Hosni Mubarak, til det sidste.

Israel har gjort det klart, at man ikke synes om de forandringer, der er sket i egyptisk udenrigspolitik efter revolutionen. For første gang i årtier forfølger Egypten nu sine nationale interesser uden hensyn til Israels ønsker. Egypten forhandler om at sælge gas til Israel til markedspriser, har besluttet af genåbne Rafah-grænseovergangen for at bryde belejringen af palæstinenserne i Gaza, arbejder på at genoprette de diplomatiske forbindelser til Iran og har formået at bringe en forsoning i stand mellem de palæstinensiske fraktioner.

Det ville være naivt at tro, at Israel, som har en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester, vil se passivt til, at et andet Egypten en magtfuld demokratisk stat tager form og udfordrer israelske interesser.

Men også ledende familier i Golfstaterne forsvarede Hosni Mubarak og har søgt at modsætte sig, at han stilles for en dommer. Disse golfregimer hader den egyptiske revolution og forsvarer Hosni Mubarak. Ikke blot fordi han var deres ven, og fordi hans familie var partnere i massive finansielle projekter med nogle af Golfens emirer, men først og fremmest, fordi de ved, at Egypten altid har tjent som model for hele Den Arabiske Verden. At vælte en korrupt og undertrykkende præsident og derpå give ham en fair retssag vil med sikkerhed hjælpe til at eksportere revolutionen til disse olieproducerende lande, som stadig lever som stammesamfund. Hos dem er herskeren stammens patriark og statens symbol, der aldrig må kritiseres og altid skal adlydes, uanset hvor korrupt og uretfærdig han så er.

Derudover ved vi, at Egyptens salafistiske grupper i årtier har haft bånd til både statssikkerhedstjenesten og det saudiske regime, hvilket kan forklare, hvorfor disse grupper netop nu spiller en hovedrolle i de stadige forsøg på sabotage.

Militær på slingrekurs

Egyptens væbnede styrker har beskyttet revolutionen og tilset, at dens krav blev opfyldt. Egypterne vil aldrig glemme den ærefulde rolle, som deres hær tog på sig, men måden, hvorpå hæren har håndteret opstandens episoder har varieret. Militærpolitiet opløste studerendes sit-ins ved Kairo Universitet og brugte kvægstave til at genne dem væk. Og på Tahrir-pladsen arresterede samme korps demonstranter, som siden blev idømt fængselsstraffe ved militærdomstole på op til tre år.

Men ved andre mere alvorlige hændelser greb hæren ikke til overdreven magt. I Qena-provinsen blokerede demonstranter jernbaneforbindelsen til det sydlige Egypten, men blev ikke anholdt.

En salafistisk gruppe i Quena angreb en kristen og skar hans ene øre af, men gerningsmændene blev ikke arresteret eller stillet for en domstol.

En kirke blev ødelagt i Atfih, men militærpolitiet arresterede ikke nogen af gerningsmændene. Man forsøgte heller ikke at hindre dem i at udføre forbrydelsen. Og endnu engang nedbrændte salafister hellige kristne mænds gravmæler i adskillige provinser, uden at nogen af dem blev arresteret. Det ansporede dem til at gå videre. De belejrede en katedral og truede med at storme den for at befri Camelia Shehata, en kristen kvinde, som de hævdede, ville konvertere til islam og derfor blev tilbageholdt af kirken.

Militæret må tage ansvar

At bryde ind i andres helligdomme og skræmme mennesker i bøn er, så vidt jeg ved, strafbart, men militærpolitiet har ikke arresteret nogle af dem, som angriber koptiske kirker. Konspirationen om at anstifte sekterisk strid blev åbenlys, da det kom frem, at salafisternes påstande var falske: Camelia Shehata trådte frem i tv og nægtede at være konverteret, men allerede næste dag udbredtes et nyt rygte om, at en anden kristen kvinde var konverteret til islam og bortført af kirken. Nogle hjemmesider bragte opfordringer til at angribe Mar Mina-kirken i Embaba, hvor hun angiveligt blev tilbageholdt. Snart angreb uidentificerede væbnede grupper Mar Mina-kirken og stak ild på den. Under en timelang ildkamp blev 11 mennesker dræbt.

Hvis det regulære egyptiskepoliti ikke er til at stole på, hvorfor forhindrede militærpolitiet så ikke disse kirkeangreb? Hvorfor brugte de ikke deres kvægstave mod indtrængerne? De væbnede styrker, som så længe har beskyttet Egypten, og som sluttede sig til revolutionen, har nu pligt til at påtage sig en ædel national mission: At håndhæve lov og orden ufortøvet og beslutsomt over for enhver, der bryder den. For lige nu vakler Egypten på kanten af kaos.

Alaa al-Aswany er egyptisk forfatter

© Al-Masry al-Youm og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er der andre en egypterne selv, der 'driver Egypten ud i kaos'? Spørgsmålet er vel, hvornår militærdiktaturet (det af vestlig presse udnævnte demokrati), gør noget ved sagen. Derefter kan alt komme tilbage til et gamle.

Bill Atkins

Follow the money. Det er efterhånden klarlagt globalt at religiøs terror og magtens brutalisering er to sider af samme sag. Fastholdelse af magten.