Kronik

Hvordan kæmper man for miljøet uden at miste det, man kæmper for?

Miljøforkæmpere skændes om, hvorvidt vi skal bruge vindmøller, a-kraft eller en helt tredje maskine til at holde den industrielle økonomi kørende. Det er tid til en diskussion af diskussionen
Selv om det skulle lykkes at gøre røgen fra fabrikkernes skorstene mindre tyk, er der fortsat langt til bæredygtigt forbrug.

Selv om det skulle lykkes at gøre røgen fra fabrikkernes skorstene mindre tyk, er der fortsat langt til bæredygtigt forbrug.

Mikkel Østergaard

Debat
27. maj 2011

Problemerne tårner sig op for miljøbevægelsen. For det første medfører en reduktion af udledningen af drivhusgasser øget el-produktion. Eftersom kulstoffattig el er den bedste erstatning for de fossile brændstoffer, der anvendes til opvarmning og transport, vil produktionen af el stige, selv om vi formår at gennemføre en massiv reduktion af det samlede energiforbrug. Det er svært at få øje på en løsning på dette problem.

Samtidig har kulstoffattige energikilder som f.eks. vindmøller ikke ligefrem medvind hos befolkningen i de områder, hvor de bliver installeret. Nogle steder er de ved at fremprovokere noget, der nærmer sig et regulært oprør. F.eks. dominerer befolkningens vrede mod vindmølleparker lokalpolitikken i Wales og Skotland. Der er mange dumme myter i omløb om vindmølleparkernes manglende evne til at producere elektricitet og om det forbrug af drivhusgasser, der skal til for at producere dem. Men i andre henseender er modstanden mod vindmølleparker ikke irrationel. Folk elsker deres landskaber, og det bør de også gøre.

Vi, der støtter udviklingen af bæredygtig energi, står derfor i en vanskelig situation: Vi er tvunget til at kræve en industrialisering af landskabet ved at støtte nye kraftværker, nye el-ledninger og nye reservoirer til lagring af elektricitet. Selv vindmølleparker til havs, som påvirker landskabet mindre, er ensbetydende med flere el-ledninger og behov for mere lagerplads.

Det eneste bæredygtige, kulstoffattige alternativ, vi har lige nu, er atomkraft. Denne energikilde har den fordel, at anlæggene er koncentreret i kompakte industriområder, der ikke ligger spredt i landskabet. Derfor kræver atomkraft færre el-ledninger (især hvis de nye anlæg bygges ved siden af de gamle). Til gengæld har de også en række ulemper.

Først og fremmest kræver de nuværende atomkraftværker, at der bliver udvundet uran, som ødelægger bosteder og forurener jord og vand. Selv om de globale skadevirkninger er langt mindre end skadevirkningerne ved kulkraft, kan de ikke negligeres.

Samtidig skal atomaffaldet opbevares i længere tid for at blive uskadeligt. Det er ikke teknisk svært, men regeringerne bliver ved med at udskyde beslutningerne som følge af folkelig modstand.

Begge disse problemer kunne løses ved at erstatte almindelig atomkraft med ny teknologi, men som resultat af befolkningens modstand, er teknologien ikke færdigudviklet.

Spørgsmålet om kernekraft splitter også miljøbevægelsen. Nogle af de mest effektive miljøorganisationer, f.eks. Greenpeace, ville ikke kunne opgive modstanden mod kernekraft uden at gå i opløsning.

Altopslugende vækst

Endnu mere centralt er det dog, at vi hjælper den industrielle økonomi med at vokse sig større, uanset hvilken kulstoffattig teknologi, vi vælger. Selv om det måske sker uden øget udledning af drivhusgasser, truer det med at forværre alle andre forurenings- og ressourceproblemer.

For at forhindre den udvikling bør udskiftningen af fossile brændstoffer ledsages af en overgang til en ikke-vækstbaseret økonomi. Det kan rent praktisk godt lade sig gøre, men hvordan det skal klares rent politisk, er en helt anden sag.

De, der vil opgive det industrielle samfund, er i konflikt med, hvad størstedelen af menneskeheden ønsker. De har endnu ikke givet noget svar på, hvordan man skal få folk til at opgive industrifremstillede produkter, avanceret infrastruktur og offentlige serviceydelser.

Udtømningen af de tilgængelige mineralreserver er ikke indtruffet og vil sandsynligvis ikke indtræffe i vores levetid. Kapitalismen har vist sig at være i stand til at finde nye mineralreserver eller hvad angår fossile brændstoffer erstatninger for de reserver, der allerede er blevet udtømt. Det sker med massive miljøomkostninger til følge, fordi udvindingen foregår flere og flere steder og er stadig mere destruktiv. Nye mineralreserver gør os i stand til at fortsætte krigen mod miljøet

Fjendskab og benægtelse

Vi miljøforkæmpere aner ikke, hvad vi nu skal gøre. Derfor er vi begyndt at bekæmpe hinanden. Det er forståelig men unødvendigt. De, der vil beskytte landskabet, er ikke vore fjender. Det er de, der ønsker, at vedvarende energi skal erstatte fossile brændstoffer, heller ikke. Og heller ikke de, der ser atomkraft som løsningen. Endsige atomkraftmodstanderne. Vi kæmper alle med det samme problem og støder alle mod de samme begrænsninger.

For modstanderne af vindmølleparker er det bekvemt at benægte, at der sker klimaændringer, eller at vindmølleparkerne producerer meget elektricitet. Tilhængerne af vindmølleparker nedtoner indvirkningen på landskabet. Tilhængere af kernekraft overser uranminernes skadevirkninger. Modstanderne af atomkraft afviser solide videnskabelige undersøgelser om radioaktiv stråling og citerer vildt overdrevne tal. Primitivisterne fordømmer al industriproduktion, men undlader at forklare, hvordan deres medicin, briller og værktøj skal fremstilles. Selvforsyningsentusiaster er afhængige af teknologi, som de ikke selv kan fremstille. Teknologibegejstrede miljøforkæmpere nægter at indse, at hvis ikke der bliver gjort noget ved problemet omkring økonomisk vækst, vil en række eskalerende katastrofer være uundgåelige. Romantiske miljøforkæmpere insisterer på, at problemet kan løses uden at tage disse dilemmaer i betragtning, men undlader at forklare, hvordan det så skal gøres.

Jeg er på ingen måde den første til at erkende, at miljøbevægelsen er kørt fast. Paul Kingsnorth stiftede Dark Mountain Project for at undersøge netop dette problem. Hans seneste essay The Quants and the Poets er en overbevisende redegørelse for, hvordan »miljøbevægelsen har torpederet sig selv med tal« og nu forsøger at redde verden »en emission ad gangen«. Det har »efterladt miljøbevægelsen i en position, hvor dens fortalere kun kan finde ud af at skændes om, hvilke maskiner de vil foretrække til at holde den stadig voksende industrielle økonomi kørende«, hævder Paul Kingsnorth.

Han foreslår at »grønne forfattere« skal undersøge, hvorfor vi igen og igen synker så lavt, at vi skændes om maskiner i stedet for at tænke over, hvad disse maskiner henholdsvis giver og tager fra os.«

Myternes kamp

I bogen Landscape and Memory argumenterer Simon Schama for det samme: »At vi ikke betragter myten som en vigtig del af livet i en så affortryllet kultur som vores, betyder faktisk, at forståelsen for vores fælles verden forarmes.«

Jeg er sikker på, at det er lige så rigtigt som Schamas advarsel om, at vi ikke må lade os moralsk forblinde af den poetiske magt i de fortællinger, vi tager til os. Men her er der også et problem. Miljøbevægelsens fortællinger er brudt sammen, fordi de ikke var i stand til at modstå den kvantificering, der er opstået som følge af klimaforandringerne. Eller også har den ubekvemme kendsgerning, at der ikke er opstået mangel på råvarer, fået dem til at kollapse.

Hvis en ny poetisk fortælling ikke er bedre til at besvare spørgsmål om, hvordan man opnår en ikke-vækstbaseret økonomi, hvordan man kan producere kulstoffattig elektricitet, hvordan man kan lave en ny fiskeripolitik, eller hvordan man i en landbaseret økonomi skal producere mursten og glas, vil også den bryde sammen.

Måske bør vi også være mindre modtagelige over for myter. Er det at skabe modfortællinger den bedste måde at bekæmpe den neoliberale kapitalismes myter på? Det tror jeg ikke. Er det ikke bedre at bruge analyser, tal og modargumenter? Men kan vi gøre det uden at blive ufølsomme over for skønhed og den impuls kærligheden til verden, mennesker, steder og levende væsener som har gjort os til miljøforkæmpere? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi er nødt til at diskutere det.

George Monbiot er journalist og forfatter

© Guardian & Information 2011

Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Hvis det hele kan fortsætte som hidtil, er der ikke noget problem, og så er der heller ikke brug for en omstilling.

Monbiot mener, at der er ressourcer nok. Hertil må man sige, at det er der kun, fordi man løber store risici, fx ved at gå ud på dybere og dybere vand for at finde olie eller længere og længere nordpå, eller lader kriminelle bander og børn gå ind i minerne i Congo for at få de sjældne jordarter frem.

Når miljøbevægelsen ikke for længst har fået befolkningerne med sig, kan man jo godt påstå, at den har tabt. Monbiot har ikke rigtigt noget at komme med ud over sin opfordring til at debattere situationen. Fint, men for lidt af en type som ham. Her vil jeg fremhæve Serge LaTouche ’Fornuftig Modvækst’ som et bedre udgangspunkt for debat.

Egon Maltzon

Kast et blik på denne liste:
http://www.aftennyt.dk/2010/02/09/ugens-mest-sete-tv-programmer/

Og sammenhold det så med styreformen repræsentativt demokrati, og så kan det ikke gå anderledes.

Niels-Simon Larsen

@Egon: Ufatteligt. Jeg ved ikke, hvad det er for en sygdom, vi lider af, men sygt er det i hvert fald.
Har lige læst Hessels: Gør oprør! Den er vist ikke noget for danskerne.

Anne Marie Pedersen

@ Egon Maltzon

Når man tager nyhedernes indhold i betragtning, så mener jeg faktisk, at det er et sundhedstegn, at MGP var ugens mest sete program. Sorry.

@ Niels Simon Larsen

Jeg er enig i din betragtning af, at Monbiot's mangel på løsningsforslag er ganske impotent. Det er givet, at miljødebatten er forstummet på bekostning af et svulmende vækstmantra - som forblinder alle MGPseererne!

Vor ekspansionskultur bør revideres af den globale politiske top! Ikke før selverkendelsen er en afgørende faktor, vil jeg personligt engagere mig i indenrigs og udenrigspolitik - med hensyn til bæredygtighed.

Niels-Simon Larsen

@Emil: Du har ret i at den politiske top skal regere, men den selverkendelse, du taler om, skal jo komme et sted fra, og det kan ikke være fra andre retninger end fra neden. Derfor mener jeg, at vi bør fortsætte den lange march mod bevidsthed og ansvarlighed - og bæredygtighed. For mig hedder alt dette, Modvækst. Politik er vigtigt, men mindre vigtigt end naturens overlevelse og dermed vores egen.

Niels-Holger Nielsen

"Hvordan kæmper man for miljøet uden at miste det, man kæmper for?"

Socialisme. Hvor svært kan det være?

Jeg synes det ville være rart hvis mads frese kunne inkludere linket til originalerne af de artikler han oversætter
(og hvem der ellers oversætter fornuftige ting som, det meste af tiden, nils ivar nielsen)

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Jeg kan godt give dig ret, men alligevel spørger jeg mig selv: "Hvad er det nu, det betyder - i dag, og lige her?"
Den nye modvæksttanke, som bl.a. kommer frem i Serge LaTouches bog, Fornuftig Modvækst, leder debatten ind i nye baner mhp. nye værdinormer og et nyt samfund. Vi kan ikke fortsætte væksten, skal gå ned i forbrug og finde en mere solidarisk måde at leve på. Det er essensen for mig at se.

@ Niels-Simon Larsen:Jeg ser desværre ikke den nedenfra komme af sig selv - dertil er befolkningen præget af en for ignorant majoritet. Problemet er bare, at det er et globalt anliggende, og hvordan får man gjort verden opmærksom på dens sygelige adfærd?

John V. Mortensen

Godt klima og miljø koster afsavn - og penge.

Forurenende viksomheder skal lukke og personalet fyres, nå - ikke.

Bilismen skal reduceres, vi skal finde et arbejde, som vi kan gå og cykle til, nå - ikke.

Boligerne skal være mindre, så de bruger mindre energi, nå - ikke.

Børnene skal lære energigivende i stedet for energifobrugende lege (de voksne faktisk også), nå - ikke.

Alle skal spise jævn, sund og slankende mad, som er produceret lige i nærheden (rygning forbudt), nå - ikke.

O.S.V. O.S.V. nå - ikke.

Godt klima koster nemlig både afsavn og penge, derfor siger vi alle eet - og gør noget andet, nå - ikke.

@John V. Mortensen

Udmærket indspark, men du lyder da godt nok en kende for pessimistisk til min smag. Vil lige benytte mig af den slidte vending: "Alt med måde"!

Niels-Simon Larsen

@Emil: Hvordan man får gjort verden opmærksom på dens sygelige adfærd? Tja, du kan nok ikke bruge mit svar til ret meget: Den enkelte skal blive sig bevidst, at det at leve på Jorden er en dyrebar engangsoplevelse.
I modsætning til det syn på tingene har vi blandt meget andet en statsstøttet reklameindustri, der gør hvad den kan for at smadre bevidstheden om, at vi skal passe på Jorden og ikke bare bruge løs. Endvidere har næsten alle et job, som de godt kan se det fuldkommen sindssyge i eller i hvert fald en masse uhensigtsmæssigheder i.
Det er hårde odds at være oppe imod, men sådan er det.

@John: Så klart set, at enhver må kunne indse det og så positivt, at enhver må kunne glæde sig over, at der trods alt er nogen, der siger sandheden.

Martin Ørding-Thomsen

@Niels-Simon:
Hvad mener du med, at reklameindustrien er statsstøttet?

"Endvidere har næsten alle et job, som de godt kan se det fuldkommen sindssyge i eller i hvert fald en masse uhensigtsmæssigheder i."
Den må du vist længere ud på landet med. Jeg tror f.eks. ikke du kan pege på nogen indenfor undervisning eller sundhed, som synes deres job er sindssygt, heller ikke i miljømæssig sammenhæng.

Martin,
Melding fra langt ude på landet:
Uden tvivl er der mange med skyklapper som ikke kan se det sindssyge i hvad de arbejder med, men here er et bud på nogen af de ting som ellers godt kunne ses som sindssyge:
Undervisning: Lærer eleverne mere terperi, lissom for hundrede år siden, i stedet for at bygge på det grundtvigske dannelsesideal, eller måske endda en kritisk tilgang til tingene. Lærer eleverne nationalistisk selvtilfredshed, myter om kapitalismens godhed og demokratiets fortræffelige funbktionsdygtighed - for ikke at tale om hvordan både de vilde i den tredie verden og vore forfædre var intellektuelt underlegne, tro på fremskridtet (i fuld fart mod afgrunden)
Sundhed: Folkevellet er under afmontering, mere og mere energi går til den satans administration, mere af overskuddet går til privat profitering fra andres ulykke, det meste af sundhedsvæsenet er baseret på at kurere i stedet for at forebygge, og hvor mere og mere af ressourcerne nu går til kosmetisk behandling, mens hovedparten af resten er resultat af forkerte kostvaner, alkohol- og stofmisbrug, tobaksrygning, trafikulykker som for en stor dels vedkommende kunne undgås med en anden trafikpolitik, og arbejdsnedslidning, som nu også skal udskydes til omkring 65-års-alderen, nu den nyligt var blevet rullet frem til 60, den er absolut nødvendig, selv med stor arbejdsløshed, folk skal absolut nedslides, bäde for at holde hjulene igang, holde lønnen nede, og holde rakket på plads. Folk får ikke længere lov at dø af alderdom - nu har de en sygdom, selv om de er 95, så skal det absolut kureres, både fordi vi er bange for døden, og fordi der kan tjenes penge på det.

Der er meget lidt der IKKE er sindssygt, når man først ser det hele efter i sømmene, og selv om der selvfølgelig, og taknemmeligvis er positive aspekter ved altting, ligger der negative aspekter under næsten det hele. Vore kapitalistiske samfund er simpelthen skruet forkert sammen overalt, overalt.........
Nej, jeg har heller ikke nogen løsning, vi kører mod afgrunden, nyd turen!

Niels-Simon Larsen

@Martin: Bob har sagt det meste, men jeg vil lige supplere.
Fukuyama har her i avisen lige rost Danmark og stillet spørgsmålet om, hvordan andre lande kan komme til Danmark.
Det vil jeg sandelig ikke håbe de gør, for så går det helt galt. DK bruger enorme ressourcer, og gjorde andre lande det samme, skulle der være 4,5 planet til rådighed (i USAs tilfælde 6). Det er hamrende sindsygt, især pga. at vi bryster os af at have en næstekærlighedsreligion.
Reklameudgifter kan trækkes fra, jeg ved ikke med hvor meget, men vi kan tage de multinationale firmaer som eksempel. For det første unddrager de sig skat, og for det andet forpester de det offentlige rum med psykologisk udspekulerede reklamer. Det giver vi dem lov til. Tænk på, hvor mange der er beskæftiget med at lave købefælder for andre. Tænk på, at børn oplæres til at byde sig til i reklamefilm. Det er helt perverst. Aldrig kan man gå i biografen uden først at blive udsat for indoktrineringsforsøg i 10-20 min.

Jeg har undervist i mange år. Jeg væmmes ved den politiske ballade, der hele tiden er om skolen. PISA (pis a'), endnu en ny skolelov kaldet reform, undervisningsministre der ikke aner en disse om at undervise børn, skolenedlæggelser, stressede børn, børn på lykkepiller og det sidste nye - mange børn i 0'de klasse har mobiltelefoner. Jeg har stor undervisningserfaring, men jeg tror ikke, at jeg kunne holde ud at være på en skole i dag.

Nå, men det var Monbiots artikel, det drejede sig om. Kan du hjælpe ham? Det er som om, alle er opdraget til at se bort fra realiteterne. Det bliver jo ikke ved med at gå med vækst, vækst. En dag skal regningen betales. Jeg læste lige, at til næste år bliver det dyrere at tage bad. Vi har toppet. Nedturen kommer nok i små dryp nu.

Martin Ørding-Thomsen

@Bob
Undervisning: Det kan godt være at det er længe siden du har været i undervisningsystemet, men i dag er der altså rigtigt, rigtigt lidt terperi. I dag handler det meget at være god til at finde oplysninger, tænke selvstændigt og at være god til kildekritik. Til sammenligning har andre lande som f.eks. USA og Kina stort set ikke andet end terperi.
Det med at vi bliver belært om kapitalismens lyksaligheder er heller ikke helt rigtigt. Rigtigt mange af lærerne hører til på venstrefløjen. Jeg ville foretrække, at eleverne selv kunne danne sig en mening om tingene, men i stedet blev vi f.eks. belært om, hvor onde DF er og hvor meget kvinderne bliver holdt nede i samfundet.

Sundhed: Statistikken siger, at vi i dag behandler flere end for 10 år siden for de samme penge. Sundhedsvæsnet er altså ikke under afmontering. Ja, folk har dårligere vaner nu end i "gamle dage", men sådan er det når folk har flere penge mellem hænderne. Det er også et modefænomen. F.eks. er rygning jo på vej ud.
Det går også den rigtige vej mht. trafikulykker, se f.eks. statistikken på http://www.vejsektoren.dk/wimpdoc.asp?page=document&objno=130372

Sæt dig venligst grundigere ind i tingene næste gang.

Martin Ørding-Thomsen

@Niels-Simon
Ja, vi producerer uforholdsmæssigt meget CO2, primært pga. vores høje kødforbrug. Vi forbruger også en masse andre ressurser. Det er noget skidt, men har ikke noget med de eksempler jeg nævnte at gøre.

De firmaer, som sender overskuddet til udlandet får så at sige fradrag på alt, fordi de ikke betaler skat. Det har ikke noget med reklame at gøre.

Reklamer er en udgift som alt andet og momsen kan derfor trækkes fra. Tilsvarende bliver firmaets overskud tilsvarende mindre (isoleret set) og de slipper derfor med lidt lavere skat af overskuddet. Det har igen intet med reklamer at gøre. Ud fra den logik er blyanter og papir jo også statsstøttede.

Ang. reklamer som forpester det offentlige rum: Det var ikke det vi diskuterede. Hvis du løber tør for argumenter, så kan du bare lade være med at skrive mere.

Ang. biografreklamer: Du kan da selv åbne en biograf, som skal løbe rundt med billetindtægter alene. Held og lykke med det.

Jeg er enig i, at der er skabt en masse bureaukrati i folkeskolen. Det er noget skidt. Du har også ret i, at rammerne for undervisningen generelt er forværrede. Men du kan jo ikke sige, at fordi rammerne ikke er i orden, så laver læreren noget sindssygt arbejde. Lærerens formål og det læreren frembringer er jo i orden - de gør det så godt de kan under de forhold de har.

Så vidt jeg kan se, er Monbiots væsentligste spørgsmål, hvordan man skal man argumentere i miljøkampen - spørger om det ikke er bedst "at bruge analyser, tal og modargumenter". Det vil jeg give ham ret i, at det er. Miljøproblemer kan beskrives matematisk, ergo er logos velegnet.

"Men kan vi gøre det uden at blive ufølsomme over for skønhed og [...]?" Matematikken bruges jo blot som en abstrakt repræsentation af naturen, ligesom prissedlen på en vare repræsenterer sedler og mønter, ligesom sidenumre i en bog repræsenterer de fysiske sider af papir, ligesom tallene i en varedeklaration repræsenterer sukker og fedt. Folk er vant til tal fra deres hverdag. Jeg tror ikke det er et problem.

Niels-Simon Larsen

@Martin: Tak for svaret. Det kan være, vi krydser klinger en anden gang. Helt enige er vi jo ikke.

Reklamer er kapitalismens største biprodukt!

Hørte jeg virkelig Monbiot påstå, at der var ressourcer nok? Han mener ikke, at vi rammet Peak Oil, Peak Gas, Peak Coal og Peak Uranium på noget tidspunkt - hvis ikke allerede (ihvertfald med oil)?
De kan pumpe og bore lige så meget de har lyst til, men vi kommer ikke uden om den matematiske sandhed, at uendelig vækst på en finit ressource er umulig. Så kan han hoppe og danse lige så meget han vil, virkeligheden er, at murene rammes før eller siden.

Monbiot har spillet fallit efter min mening. Han har givet ind til atomkraftindustrien, og han har lige nu intet andet at byde miljøforkæmperne andet en resignation. Og det kan de ikke bruge til noget, for så er slaget tabt.

Niklas Monrad

Indslagene her tydeligør jo på bedste vi Monibots pointe ... brokke, brokke, brokke, og pege fingre ad de andre, dumme, uvidende, ligeglade, sindsyge tv kiggere.

Niklas Monrad

og så hed han vist Monbiot ..

Niels-Simon Larsen

@Niklas: Hvis vi er så forfærdelige, hvorfor bliver du så ikke bare væk? Du har jo ikke noget at komme med ud over et skolemestersvirp med kæppen. Du er vel ikke så dum at tro, at det har nogen virklnig?