Læserbrev

Intet forår for Palæstina

Hvis de almindelige palæstinensere skal have gavn af det arabiske forår, så skal EU lægge pres på Israel.

Hvis de almindelige palæstinensere skal have gavn af det arabiske forår, så skal EU lægge pres på Israel.

David Masters

12. maj 2011

For tiden ruller det frem med folkelige opstande og krav om demokrati og frihed i hele den arabiske verden.

Det har chokeret vores vestlige regeringer, der ellers havde vænnet sig til uduelige, men føjelige diktatorer, som kunne holde islamister nede og oliehanen åben. I øvrigt gik vi jo og troede, at arabere læs: muslimer ikke var disponeret for demokratisk tænkning.

Men da oprørene og demokratikravene nu er her, så er vi vist nok efter lidt betænkningstid mest tilhængere af udviklingen. De fleste steder i hvert fald. Mest der, hvor det er overstået, eller der hvor det er nemt. Tunesien og Egypten det skulle da bare mangle. Men også i Libyen. Og lidt i Syrien. Og de andre steder, hvis det ikke bliver for bøvlet.

Men en nation er blevet helt overset: Har det palæstinensiske folk ikke samme legitime forventning om et liv i demokrati, frihed og suverænitet, som resten af araberne?

En luftbeskyttelse som den, libyerne får for tiden ville have lunet i mange palæstinensiske hjem for et par år siden, da den israelske hær slog sig løs i Gaza med mange hundrede dødsofre til følge. I dag ville en international anerkendelse af palæstinensernes stille oprør være på sin plads.

Palæstinenserne har døjet med uduelige og rivaliserende ledere fra Hamas og Fatah. Men nu har de folkelige protester med Egyptens mellemkomst fået de to parter til at indgå en forsoningsaftale, med blandt andet samlingsregering og kommende frie valg.

Israel blokerer

Det er oplagt, at næste skridt må være, at den nye regering kommer til forhandlingsbordet med Israel for at skabe en gensidig sikkerhed gennem en palæstinensisk stat og et anerkendt Israel inden for sine grænser fra 1949. Men Israel nægter.

De vil ikke forhandle med Hamas, som ikke har anerkendt Israel. Det er absurd. Israels regering består af partier, der før sidste israelske valg ikke ville anerkende en palæstinensisk stat. Man forhandler med sine fjender, ikke sine venner, alligevel afviste Israel også i mange år PLO som forhandlingspartner, men sluttede fred med dem til sidst.

Forhandlingerne kommer først i gang, når der er et tilstrækkeligt internationalt pres for det. Hvis vores genvågnede politiske idealer tilsiger os at bruge våben mod Gaddafi og true Syrien med sanktioner, så er det rimeligt at forvente et tydeligt politisk pres på Israel for at få dem til forhandling, med hvem palæstinenserne nu engang vælger.

Det må være en opgave for en aktivistisk dansk udenrigspolitik at få EU til at være den politiske kraft, der får det til at ske.

Ole Riisgaard er folketingskandidat for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Definitionen på et demokrati er følgende:

At lederen med skamfuldt vigende blik siger:

"Israel har ret til at forsvare sig selv"

hvis journalisten har stillet et spørgsmål hvori ord som "snigmord" eller "målrettet drab" indgår.

Det er derfor tvivlsomt om "demokratiske ledere" i mellemøsten vil blive accepteret af deres befolkninger - eller om vi overalt vil få en splittelse der ligner den oprindelige mellem Fatah og Hamas.

En der vælges af befolkningen, men som ikke kan accepteres af de "internationale samfund" (Israel/USA) - og en der - hjulpet af større eller mindre militære indgreb - indsættes af det internationale samfund - men som ikke accepteres af befolkningerne.

Det bliver Palæstina-syndromet der breder sig til resten af området - det bliver ikke foråret der kommer til Palæstina.

Robert Kroll

Palæstinenserne har udpræget haft ledere med speciale i "dårlig regeringsførelse" ( f eks: havde de "taget" Clintons tilbud, så ville tingene have set helt anderledes ud i dag).

Det var vist også palæstinenserne, der opfandt flykapringerne og introducerede terror mod uskyldige uden for deres egen region som led i deres kamp.

De arabiske stater har givet verbal støtte til palæstinenserne, men i realiteten har de ikke bekymret sig om deres skæbne - og det er der jo nok en god , kynisk grund til..

Vi har stadig et militant Syrien, som støttet af et præstestyret Iran bakker op om Hamas og gerne ser Israel udslettet fra landkortet..

Israel er helt utvivlsomt i fuld gang med at skabe sig nogle enorme politiske problemer gennem bosættelsespolitikken, men så længe Israel er den eneste stat i området, der reelt er styret af folket, så går den.

Først den dag Iran, Libanon, Jordan, Syrien og Ægypten er nogenlunde demokratier, der arbejder for retfærdig fred uden krav om israels udslettelse, så vil Israel stå helt alene, hvis det ikke bakker baglæns og får en ordentlig aftale med palæstinenserne.

I øvrigt, så er oprøret i de arabiske stater udpræget hjulpet af høje fødevarepriser, der rammer de almindelige og ret fattige beboere i regionen. Havde det ikke været for de høje fødevarepriser, så ville oprøret have været en "elitær aktivitet" ( - men fuldt ud 100% OK alligevel)

Gorm Petersen

Det understreger jo blot, at det ikke bliver det "arabiske forår" der kommer til at brede sig til Palæstina, men den palæstinensiske splittelse, der kommer til at brede sig til resten af den arabiske verden.

Hvert eneste arabiske land vil få noget der svarer til Fatah, som vil understrege "Israels ret til at forsvare sig selv" og som ikke har nogen legitimitet i befolkningen - og noget der svarer til Hamas, der har støtte i befolkningen, men som ikke anerkendes af Israel/USA.

Selv ikke Obama vil kunne genvælges hvis han ikke støtter den israelske højrefløj ubetinget.

Markus Lund

Israel har ret til at forsvare sig selv => JEG har ret til at forsvare mig selv = hult argument, der legitimerer selvtægt af enhver art. Dvs. hvis en politimand skubber til mig eller forsøger at anholde mig, så har jeg ret til at forsvare mig mod denne idiotiske mandsperson med alle midler jeg kan komme i nærheden af. (Fed tanke, synes jeg personligt, men lidt irrelevant for min pointe.)

Sådan synes den israelske logik at være.

Gorm Petersen

Herbert Pundik har beskrevet det som en slags gidseldrama. Israel-lobbyen i USA er langt mere uforsonlige end jøder bosat i Israel.

Men de truer de mere moderat indstillede israelere til at makke ret under henvisning til værdien af netop den støtte, der ligger i at:

"Ingen amerikansk præsident er nogensinde blevet valgt/genvalgt uden Israels-lobbyens støtte".

Bush den ældre kom til at fornærme Israel da han stod på toppen af sin popularitet (første golfkrig). Kun ni måneder senere tabte han til Clinton. På mystisk vis var pressen holdt op med at interessere sig for andet end indenrigspolitiske emner.

Jesper Wendt

Robert, de opfandt terror? Wow. Og den klassiske udryddelse af Israel.... af hvem Robert? 2 unger på et æsel?.

Andreas Prætorius

@Jesper Wendt
Ja ja vidste du ikke det?? Det var også dem der opfandt både atom- og stinkbomben. Når ja og Sadam Hussein, Osama binLaden og Barack Hussein Obama gik alle til samme militante moské i Gaza :)

Andreas Prætorius

@ Markus
Synes du skal pitche idéen til justitsministeriet. Det ville ihvert fald gøre aftennyhederne mere interressante: "200 politimænd er blevet anholt af en gruppe klimaaktivister!"

Gorm Petersen

Resten af verden - ikke mindst USA - har en interesse i at bryde Israel-lobbyens diktatoriske magt over såvel USA som Israel.

Israelske fredsbevægelser burde støttes af samtlige verdens regeringer - undtagen selvfølgelig USA, som er lovligt undskyldt. USA er jo det gidsel, der skal befries.

Et godt eksempel er, at man ikke kan kritisere Israel i USA's presse.

I Israels egen presse kan det nemt gøres - presset mod lobbyen må først og fremmest komme fra de israelere, der er fastboende i Israel.