Det er nok noget tidligt at forsøge at opremse resultaterne af det arabiske forår. På den ene side udkæmpes det stadigvæk i bogstaveligste forstand i Libyen, Yemen og Syrien, og det langtfra er klart, hvad der sker fremover i Tunesien og Egypten. Andre steder har der været tilløb til forandring Marokko, Algeriet, Bahrain og Jordan. Men det er ikke klart, om det bliver til noget i den ene eller anden retning.
Processen i Mellemøsten er ofte muligvis lidt optimistisk blevet beskrevet som en demokratiseringsproces. Er det mon derfor, at højrefløjen ikke har haft særlig travlt med at kommentere udviklingen? Det er jo trods alt i den muslimske verden, ændringerne foregår (selv om der jo er betydelige kristne mindretal i hvert fald i Egypten og Syrien), og dér skulle en demokratiseringsproces jo ikke være mulig. Som Søren Krarup og mange andre aldrig er blevet trætte af at fortælle os: Islam og demokrati er to gensidigt modsatte størrelser.
Nu kommer så Kai Sørlander (kronikken information 23. april) og minder os om denne diskussion. Han har skrevet om den i nogle år, og anvender den nu til at spekulere om det arabiske forårs fremtid. For ham hænger de demokratiske dyder i Vesten tæt sammen med den kristne kulturarv om ligeværd og adskillelse af religion og politik. Ifølge Sørlander kan den muslimske tradition ikke mønstre lignende dyder, så derfor ser det sort ud for demokratiet i den region.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke ret meget mere optimistisk vedrørende grobunden for demokrati i Mellemøsten, end Kai Sørlander er. Men min tvivl bygger på et radikalt anderledes grundlag end hans.
Økonomi som motor
Lad mig først opridse mine problemer med tesen om, at demokratiet udspringer af kristendommen.
Historisk er der jo mange andre samfunds- og styreformer, der har hersket i kristenhedens historie. Der var kristne kejserdømmer, særligt det byzantinske bygget på et partnerskab mellem trone og kirke. Det levede i bedste velgående også i det russiske tsarrige.
Senere opstod syntesen mellem den europæiske feudalisme og den katolske kirke. Og hvad med Calvins republik i Geneve?
Disse styrer var alt andet end demokratiske, men alle kunne de finde rod i åbenbaringens skrifter. Så hvis man nu siger, at med demokratiet har man endeligt fundet den sande kerne i den kristne åbenbaring, tillader jeg mig at spørge, hvorfor det skulle tage næsten to tusinde år.
Man kan med lige så god grund argumentere, at den nordeuropæiske politiske praksis, som den udvikledes særligt i England i d.17. og 18. århundred og derfra i USA hviler på en tradition for kollektive beslutningssystemer, der var mere karakteristiske for de førkristne nordiske og keltisk-britiske former. Da demokratiske ideer begynder at vinde frem på kontinentet i det 18. århundred, er det oftest i modsætning til som et oprør imod kristendommens institutioner.
De fleste historikere ville jo nok argumentere noget i retning af, at de politiske styreformer, der er kommet til verden i Europa og USA gennem de sidste to århundreder, og som vi nu har givet fællesnævneren demokrati, er udsprunget af en indviklet økonomisk og social udvikling. Den var forbundet med maritime imperiekonstruktioner (England, Holland), væksten i byhandel og -håndværk. Siden bidrog den industrielle revolution, udviklingen af nye finansielle former, der kunne betale for den egentlige første verdenskrig i 1756-63, og Napoleonskrigene til udviklingen. Undersåtter blev til skatteborgere i en proces, hvor de til gengæld fik medbestemmelsesret. Teorierne kom almindeligvis haltende bagefter.
Politik adskildt fra tro
Det førende argument for, at islam og demokrati kun vanskeligt kan sammen, er påstanden om, at der ikke adskilles mellem religion og politik.
Her er man ukritisk faldet for en af den moderne politiske islams centrale påstande. Men det er en påstand, der mangler grundlag i størstedelen of den islamiske historie og i meget af den intellektuelle tradition.
Bare det faktum, at man har som et centralt programpunkt, at religion og politik ikke kan adskilles, viser jo klart, at der er tale om to særskilte koncepter. Og påstanden om, at de ikke må adskilles er tegn på, at de er og har været adskilt, ellers var det jo ikke nødvendigt at insistere så hårdt.
Nu er der ikke plads her til at gå i detaljer, men lad mig give nogle smagsprøver på denne adskillelse: Centralt i den islamiske teologi ligger diskussioner om, hvad man må og ikke må, de pligter, forbud og anbefalinger, som ofte dækkes af begrebet Sharia, der er et etisk kompleks, en teologisk og juridisk diskurs, og et lovsystem, i varierende grad alt efter, hvor og hvornår det placeres.
Klassisk skelner man mellem de elementer, der udgør tilbedelse, og de elementer, der indbefatter menneskets handlinger over for hinanden og i samfundet. Det første (særligt de såkaldt fem søjler bøn, faste, almisser osv.) ligger fast, idet de udgår direkte fra Guds udtrykte vilje. Det andet hviler i menneskelig fortolkning af generelle principper, der er at finde i åbenbaringen. Der er altså en klar skelnen mellem det af Gud bestemte og det af mennesket udtænkt.
Også i den historiske praksis har der oftest været et skel. I den allerførste periode med islamisk styre efter Muhammeds død i 632 havde de nyligt erobrede provinser oftest to guvernører en 'over bøn' og en 'over skat'.
De to dimensioner blev hurtigt forenet under én guvernør og, over ham, én kalif, men så sent som i det 15. århundred var det civile statsbureaukrati fortsat delt i to den religiøse og den verdslige del.
På det tidspunkt var Osmannerriget allerede godt i gang med at udvikle et verdsligt retssystem, qanun, parallelt med det islamiske. Det verdslige system blev fortsat udviklet og spillede en voksende rolle helt op til rigets fald under Første Verdenskrig.
I Iran er det styre, der blev oprettet efter revolutionen i 1979, helt atypisk for den iranske shiismes historie. Der var undtagelser, men i tiden, efter landet blev officielt shiitisk tidligt i det 16. århundred, har teologerne og de religiøse jurister konsekvent holdt sig uden for politik. Kun med Khomeini blev den tradition omstødt.
Historiebunden teologi
Ganske som i den kristne historie har også islams historie bygget på en vekselvirkning mellem ideer, inkl. filosofi og teologi, der henviser bl.a. til åbenbaringsskrifterne, og de politiske, økonomiske og sociale virkeligheder. Åbenbaringsskrifterne er ikke entydige heller ikke i hænderne på tekstfundamentalister. De tilbyder snarere et kompleks af ressourcer, der kan mobiliseres på forskellig vis i en dialog med konteksten.
Den byzantinske kejserkirke såvel som det middelalderlige pavedømme kunne finde berettigelse i skriften, ligeledes Luther og Calvin. Skrifterne og den kristne fortolkningstradition viste sig med tiden også at kunne finde ressourcerne til at gå med til menneskerettigheder og demokrati, selv om det nok stadigvæk kniber med kønsligestilling.
I princippet er islam ikke så meget anderledes. Der er tekster i Koranen, der kan lægges til grund for religionsfrihed, folkets medbestemmelsesret i det politiske system, ligestilling mellem kønnene, retfærdighed i samfund og i retten. Faktum er, at netop disse spørgsmål har været diskuteret livligt de sidste mange årtier blandt muslimske intellektuelle. Gennemslagskraften har dog manglet, fordi de muslimske samfund ikke ligefrem har været begunstiget med de rette politiske og økonomiske forhold, og ikke mindst fordi de har været underlagt diktaturer (for det meste sekulære og militære) støttet alternativt af Sovjetunionen og af Vesten.
Det arabiske forår er ofte blevet sammenlignet med det europæiske gennembrud i 1990. Den går ikke. Hvis det skal sammenlignes med noget, må det være 1848 et 'demokratisk forår', der kun enkelte steder førte til en eller anden, ofte kompromitteret, form for demokrati. Andre steder skulle det vare flere generationer, før demokratiet slog igennem hvor stærk den kristne tradition end var.
Jørgen S. Nielsen er Danmarks Grundforskningsfondsprofessor i islamstudier. Han er leder af Center for Europæisk Islamisk Tænkning ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
Orientalism, wiki it!
http://en.wikipedia.org/wiki/Orientalism
- Arash
orientalism : bla.a. det nuv. skriftsprog's måder og tegn. det kan da næppe forliges med demokrati.
:-)
Man kan med lige så god grund argumentere, at den nordeuropæiske politiske praksis, som den udvikledes særligt i England i d.17. og 18. århundred og derfra i USA hviler på en tradition for kollektive beslutningssystemer, der var mere karakteristiske for de førkristne nordiske og keltisk-britiske former.
------------
formodentlig var den slags beslutningsystemer i hele europa-asien, og asien, og måske på hele kloden.
Jeg ser også demokrati som noget vi er vendt tilbage til efter det var væk et stykke tid, snarer end noget nyt vi har opfundet.
Blant demokratiets forutsætninger må anføres en opplyst allmenhet, hvilket undergraves av enhver form for åpenbaringsreligion. Det å ignorere dette om enn aldri så "politisk ukorrekte faktum", er det samme som å håne våre forgjængeres indsats på 1700-tallet -- hvilket på mange måter framstår som en populær intellektuell øvelse i konsumhedonismens tidsalder.
En annen betingelse for at demokrati skal kunne skjelnes fra mobokrati (les: "de som brøler høyest, får viljen sin"), og således fremstå som et sivilisatorisk ideal, er en opplyst allmenhets høye standarder for borgerånd som setter individet i stand til å transcendere sine eventuelle partikularistiske særinteresser. I mangel på materialisering av disse betingelsene, er demokrati kun en tanke, et ord og et begrep.
Tak til Jørgen S. Nielsen for dette indlæg. Det fremstår mig både tydeligere formuleret og mere sagligt end Kai Sørlanders idylisering af kristendommen. Specielt er det en vigtig pointe, at enhver religion, der får for meget at skulle have sagt, bliver et problem for det oplyste folkestyre.
Jeg synes også det er en fin pointe Atle Hesmy kommer med, om at det er at nedvudere betydningen af de sociale omvæltninger, når man blot påstår at kristendommen fodrer demokratiet.
@atle hesmyr
..
er en opplyst allmenhets høye standarder for borgerånd som setter individet i stand til å transcendere sine eventuelle partikularistiske særinteresser
---------------
at tilsidesætte egne interesser,
det har proletarerne, arbejderne, hver ( de fleste ) og samlet,
længe gjort: at yde ubetalt merarbejde til kapitalisterne.
a'propos
stenalderkommunisme, stenalderdemokrati, agrarkommunisme, agrardemokrati:
------------
1847 kendte man
så godt som ingenting til samfundets forhistorie, den samfundsorganisation, der gik forud for
al nedskreven historie. Senere har Haxthausen opdaget landsbyfællesskabet i Rusland, og Maurer har påvist, at det er det samfundsmæssige grundlag, som er det historiske udgangspunkt for alle tyske stammer, og efterhånden blev man klar over, at landsbykommuner med jordfællesskab var samfundets urform fra Indien til Irland. Endelig blev den indre organisation af dette oprindelige kommunistiske samfund klarlagt i sin typiske form med Morgans afgørende opdagelse af gens’ sande natur og dens stilling inden for stammen. Med opløsningen af dette oprindelige fællesskab begynder samfundet at spaltes i særlige klasser, der ender med at stå i modsætning til hinanden. Jeg har forsøgt at skildre denne opløsningsproces i “Familiens, privatejendommens og statens oprindelse”, 2. oplag, Stuttgart 1866. (Note ( til. det kommunistiske manifest ) af Engels til den engelske udgave 1888).
Jeg kan anbefale "The Idea of Justice" , af økonomen og filosoffen Amartya Sen fra Harvard (Nobelpristager) Her er meget spændende læsning om Democracy as Public Reason.
Sen skriver i the "Idea of Justice", fra 2009:
"We have to take note also of the dialectical encounters of the Middle East with its own imperial past and the subjugation that followed from the dominance of an imperial West - a dominance that still has remaining influences. The illusion of an inescapable non-democratic destiny of the Middle East is both confused and very seriously misleading - perniciously so - as a way of thinking about either world politics or global justice today".
Dorthe Folke Kaarsholm har flot oversat en anden anbefalelseværdig bog af Sen, "Identitet og vold".
@ Kim Gram:
Særinteresser som undergraver fellesskapets ve og vel, samt dets naturgrunnlag, er det jeg sikter til i denne sammenheng -- det gjelder for alle at overskride.
Din proletarretorikk er vanskelig at gjennomføre i den "post-industrielle" tidsalder, og i stedet for å fremelske den ene "klasse" fremfor den andre, krever levedyktige demokratier at samfunnsmedlemmene er borgere i ordets fulle forstand snarere enn avarter av snevert orienterede og enkelt manipulerbare homo economicus.
Den engelske filosof Thomas Hobbes var af den overbevisning at vi indgår i samfundsmæssige og sociale kontrakter for at undgå at blive bekæmpet i naturtilstanden, hvor der ikke er nogen kontrakter mellem mennesker og derfor heller ingen morale. Så når vi er i en samfundsmæssig tilstand er det altså for at undgå at blive slået ihjel, tortureret og andre brud på ens ”integritet”. Kristendommens budskaber er også med til at sætte en bremse på menneskets naturlige drifter. Og det kan jo være ganske praktisk, hvis man gerne vil have et samfund. Vi kommer dermed i en tilstand hvor vores frygt eller større end vores vrede. Fra at mennesket f.eks. hævner sig direkte over en, skal han nu i gennem et retssystem, som er funderet på en eller anden form for moral, som ja, også ligger i kristendommen. Hvis man selv tog affære og slog manden ihjel, ville retssystemet gribe ind og dømme ham. Så retssystemet er ligeså meget til for såvel som offer og gerningsmand.
Ideen med at have et demokrati der er funderet på kontrakter i form af direktiver/love og reformer er, at mennesker bliver tilregnelige, sådan man kan gå frit på gaden og i biografen uden at blive overfaldet. Kristendommen giver med de ti bud og de syv dødssynder os nogle retningslinjer for hvordan man lever det moralske korrekte liv. I samfundet etableres der nogle kontrakter, som giver os nogle retningslinjer for hvordan vi skal være overfor hinanden. Det er praktisk og for så vidt også fornuftigt. At de værdier vi har i samfundet går igen i kristendommen (eller nærmere omvendt), kan jo skyldes, at vi mener, at det er nogle værdier, der er værd at have i det samfund, vi ønsker. Når vi så bekæmper andre lande, på baggrund af deres styre som i nogle tilfælde er religiøst funderet (f.eks. sharia), skyldes det at vi ikke kan acceptere deres normer og morale i samfundet som er funderet på deres religion. Den absolutte sandhed om, hvad der er det rigtige samfund, eksisterer ikke. Nogle modeller er blot mere praktiske end andre og passer bedre ind i Keynes model.
"Hvis gud er død, så er alt tillatt." (Dostojevski)
Det er ikke så rent lite der ha rværet tillatt i kristendommens navn gjennom tiderne, fra kjettertortur, bestialske henrettelser av vitenskabelig anlagte individer som Giordano Bruno, til dæmonisering af folk som bedrev urtemedicin.
Så man må nok søge moralens kilder bakenfor kristendommens (så vel som islams) intræden på verdensskuepladsen. Antikkens Hellas er et godt hint i så henseende. "Fra mythos til logos", osv.
Morsomt, Sharia altid bliver fremhævet, omend en af de forgreninger der har 2% af muslimernes opbakning.
Jeg er sikker på de jødisk ortodokse i Danmark plotter om magten i dk, det ville være nogenlunde lige så absurd.
Vi må nu huske at, der var velfungerende retstater længe før nogen af de moderne relegioner blev opfundet. Altså kunne man "gå på gaden uden at blive overfaldet" i tusinde af år inden Moses delte havene eller Jesu opstanden eller Muhammeds åbenbaringer eller Buddas oplysning osv.
og hvis fælleseje, fælleder, almindinger, algemeinder, communer, commons; beslagslægges af kapitalister, gives almuen: folket ( som vist hellere ville opnå det før døden ), et plaster som trøst ( en slags lindrende folket's opium, så at sige ) : noget fælles ( på latin: katolsk ), men først efter døden.
----------
fra wikipedia:
Enclosure (engelsk: indhegning) er en betegnelse for udskillelse af landbrugsjord fra dyrkningsfællesskab til fordel for individuelt ejerskab og drift, hvilket som regel medførte indhegning af de nye driftsenheder. Deraf navnet enclosure.
Denne overgang fra dyrkningsfællesskab til enclosure fandt sted i årtierne omkring 1500 hovedsagelig for at skaffe bedre betingelser for fåreavl. Den berørte dog kun 3-4% af det samlede landbrugsareal på det tidspunkt. Som led i de følgende århundreders intensivering af landbrugsproduktionen, benævnt den agrare revolution, tog bevægelsen for alvor fart, og omkring 1800 var stort set al engelsk landbrugsjord omfattet af enclosure.
På denne måde opstod det landskab, som i dag opfattes som typisk engelsk med spredte gårde med tilhørende marker omgivet af levende hegn.
---------
og fra den engelske udgave som lidt mere direkte fortæller det det egentlig drejede sig om:
Enclosure or inclosure is the process which ends traditional rights such as mowing meadows for hay, or grazing livestock on common land. Once enclosed, these uses of the land become restricted to the owner, and it ceases to be common land. In England and Wales the term is also used for the process that ended the ancient system of arable farming in open fields. Under enclosure, such land is fenced (enclosed) and deeded or entitled to one or more owners. By the 19th century, unenclosed commons had become largely restricted to rough pasture in mountainous areas and to relatively small parts of the lowlands.
"Enclosure" is the modern spelling, while "inclosure" is an older spelling still used in the United Kingdom in legal documents and place names.
The process of enclosure has sometimes been accompanied by force, resistance, and bloodshed, and remains among the most controversial areas of agricultural and economic history in England. Marxist and neo-Marxist historians argue that rich landowners used their control of state processes to appropriate public land for their private benefit. This created a landless working class that provided the labour required in the new industries developing in the north of England. For example: "In agriculture the years between 1760 and 1820 are the years of wholesale enclosure in which, in village after village, common rights are lost".[1] "Enclosure (when all the sophistications are allowed for) was a plain enough case of class robbery
p.s. mht. de før døden, ligetil sammenhænge mellem:
fælleseje, commons, fællesstyre, folkestyre, ( folkestyre forudsætter ikke privatiseringer, men fælleseje ), demokrati, folketingsvæsen, :
et meget almindelig "tegn" på det er:
rundkredsen: rundkredsdemokrati, rundkredsfolkestyre, rundkredspædagogik,
så en naturlig forklaring, på et velkendt udtryk fra visse, er jo nok:
at derfor kan anti-demokrater kun dårligt forlige med rundkredsstyre, og rundkredspædagogik.
En interessant artikel, de fleste Muhammedaner-forskrækkede danere kunne have godt af at læse!
Vil blot indskyde at jeg elsker den fantastisk cirkulære logik der kan udledes af argumentet om nødvendigheden af hvad man kunne kalde det kristendemokratiske kompleks:
Fordi en bestemt udlægning af Islam insisterer på at stat og religion er uadskillelige, kan de lande hvor dette (efter sigende) gælder, aldrig demokratiseres, fordi demokrati, fra et andet perspektiv, hænger uløseligt sammen med kristendom. Vi lader lige hykleriet i billedet stå et øjeblik og blinke over revolutionspladserne.
demokrati, det er vel bla.a. noget med: tallet tre, eller mange flere,
men mange andre retninger end kristendom går jo ind for tredeling af statsmagterne.
Den demokratiske tankegang er noget ældre end nutidens religioner.
Demokratiet udspringer ikke fra religioner, men nogle religioner kan bedre passes ind i demokratisk tankegang og værdier.
Herunder er hverken den oprindelige kristendom eller islam.
Kun der hvor religion fungrer som en privatsag kan ægte demokrati praktiseres.
Demokrati uden ytringsfrihed, meningsfrihed og religionsfrihed, er ikke ægte demokrati.
Enkelt men sandt.