Læserbrev

Læserbreve

Debat fra dagens avis
7. maj 2011

EU's politiske projekt klart fra starten

Magnus Falko, medlem af Folkebevægelsen mod EU, VanløseHistoriker Uffe Østergaard anklager EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF) for historiesvindel, fordi Messerschmidt i en DR 2-kortfilm har ytret, at tidligere statsminister Jens Otto Krag udmærket vidste, at EF-projektet ville være politisk og ikke kun økonomisk. Det usandsynlige bør aldrig forveksles med det umulige, men var Krag uvidende om motivet hos EF-fadderne, så har Krag været usandsynligt naiv og stæreblind.

I Folkebevægelsen mod EU kan vi bevise, at det politiske sigte med den europæiske enhed eksisterede helt fra starten mest i skjul, men til tider i det åbne. Eksempelvis bragte The New York Times 21. februar 1950 artiklen European Leaders Endorse Economic, Political Merger. Heri omtaltes American Committee on United Europe (ACUE), som historikere senere har bevist var CIA-støttet.

1. april 1952 havde ACUE en helsidesannonce i samme avis. Overskriften var The Survival of Europe. Tre af afsnittene hed henholdsvis Politisk enhed, Økonomisk enhed og Militær enhed.

Ja, allerede 11. februar i krigsåret 1942 bragte The New York Times en notits om det nyetablerede Research Center for European Federation ved New York University. Ifølge avisen ville centret afholde studier i spørgsmål som en europæisk forfatning, grundlæggende rettigheder samt en økonomisk og monetær union.

Ingen heksejagt på røde lejesvende

Jacob Rosenkrands, vært og tilrettelægger i DR

Tak til Christian Braad Thomsen for hans kronik om fænomenet de røde lejesvende (5. maj). Her beskriver han sit virke som samfundskritisk programproducent i halvfjerdserne.

Anledningen er genudsendelsen af DR2s debatserie Jagten på de røde lejesvende, som jeg har tilrettelagt. Formålet med serien var at motivere stemmer fra alle fløje til at komme på banen med personlige øjenvidneskildringer og kæpheste fra denne fascinerende og voldsomme tid akkurat som Braad Thomsen nu har gjort.

At han samtidig beskylder mig for at bedrive »heksejagt« og dæmoniserer mig på en måde, som er netop en heksejæger værdig, kan jeg leve med. Jagten på de røde lejesvende er ikke hygge-tv. Der stilles ubekvemme spørgsmål og opstår pinlige situationer i udsendelsens interviews.

Men min motivation er ikke politisk-ideologisk. Hvis serien bygger på en bestemt holdning, er det, at ingen spørgsmål bør være forbudte, og at journalister bør være kritiske også over for de kritiske. Hvis Braad Thomsen har et problem med det, siger det vist mere om ham end om debatserien.

Børn skal ikke på formler

Stephan Møllmann Petersen, Odense

»Det er svært at finde argumenter imod højkvalitetsbørnehaver,« skriver lektor Rasmus Willig her i Information den 26. april under overskriften »Børnepolitik er universitetspolitik«.

Det er bestemt svært at være uenig i. Rationalet bag resten af tekstens budskab er derimod nemt at opponere imod. Præmissen for Willigs konstatering bunder nemlig i en opfattelse af det moderne børneliv som et forstadie til velstandssamfundets fortsatte ubønhørlige vækst.

Pædagogisk og børnepolitisk findes der i dag to diametralt modsatte diskurser en neoliberal og en etisk/dannelsesmæssig. Willig gør sig (formentlig ufrivilligt) til fortaler for den første; barnesjælen er en ressource, der på sigt skal udnyttes og reduceres til homo økonomikus.

Der grund til at råbe vagt i gevær. Den nuværende regering har allerede dybt inspireret af neoliberal tænkning fået nok så mange vanvittige pædagogiske ideer. Derfor må den etiske/dannelsesmæssige diskurs forsvares her.

Dannelse handler om en interesseløs stræben; dannelse for dannelsens egen skyld ikke for fremtidens skatteindtægter. Et godt børneliv er et etisk valg ikke en økonomisk kalkule.

Lejesvende husker dårligt

Anders Primdahl Vistisen, regionsrådsmedlem og folketingskandidat (DF)

Christian Braad Thomsens kronik i Information (5. maj) vidner om en mand med en særdeles selektiv hukommelse.

Så vidt han lige husker, var venstreorienterede i hans generation modstandere af sovjetkommunismen pga. Ungarn. Tja, mindst Ole Sohn (SF) vidner om, at Christian Braad Thomsen ikke kan tale på en hel generations vegne.

Dernæst ruller Christian Braad Thomsen en række massakrer op, som ikke er begået af kommunister eller socialister, men af amerikanerne. Jamen, kære Braad Thomsen, en morder bliver ikke mindre morder af, at andre myrder.

Det kan godt være, at Braad Thomsen mener, at det er en hædersbetegnelse at blive kaldt en rød lejesvend, men sandheden er jo, at de mange venstreorienterede, der dominerede det danske mediebillede i 1970'erne, i bedste fald var Sovjet-kommunismens og DDR-diktaturets nyttige idioter. Hvis ikke de var det, må de jo have været ondsindede anti-demokrater. Braad Thomsen må selv finde ud af, i hvilken kategori han selv passer.

Udvis HA

Michala Clante Bendixen, Valby

DF og Venstre vil udvise bandemedlemmer, som end ikke har fået en dom. Men det gælder selvfølgelig kun dem, der ikke er danske statsborgere. Hvad gør vi så med HA og Bandidos, som er helt rigtige danskere? Jeg er sikker på, at lande som Nordkorea, DR Congo og Eritrea vil tage imod dem mod en beskeden sum.

For min skyld kunne man gerne ved samme lejlighed udvise alle medlemmer af Dansk Folkeparti det ville helt sikkert gavne dansk økonomi.

EU den gode supermagt

Dan Jørgensen, MEP S

Ordet supermagt klinger negativt i manges ører også i mine. Vi forbinder udtrykket med primitiv magtstræben mellem stater. Dengang militærmagt var den vigtigste magtform. I sådan en verden ville jeg ikke ønske, at EU var en supermagt.

Men sådan er verden heldigvis ikke længere. Militærmagt spiller en stadig mindre rolle. I stedet bliver blød magt langt vigtigere. Og her har EU et stort potentiale.

Blød magt handler om at gå forrest med det gode eksempel om diplomati, økonomisk bistand og om at yde politisk hjælp og støtte, hvor det er nødvendigt. Med de midler kan EU gøre en forskel i forhold til de største udfordringer, verden står over for. Hermed ikke sagt, at der slet ikke er brug for militær i fremtiden. Det er der desværre. Det ser vi lige nu i Libyen. Men pointen er, at hård magt er løsningen på de færreste store trusler i verden. Konventionelle militære trusler kommer til at fylde mindre end f.eks. klimaforandringerne, massemigration, fattigdom, terrorisme og pandemier.

EU har endnu ikke indfriet sit potentiale som den gode supermagt. EU's landbrugspolitik er usolidarisk, og EU har indtil fornyligt spillet en uheldig rolle i forhold til diktatorerne i Nordafrika. Men allerede nu er der områder, hvor EU gør det godt. Unionen er ansvarlig for 50 procent af verdens udviklingsbistand, vi går forrest, når det gælder om at støtte udviklingen af civilsamfund og demokratiske institutioner mange steder i verden, og så er vi den drivende kraft i de internationale klimaforhandlinger.

Vores skiderik

Bjarne Gårdsvoll, København

Hvorfor blev bin Laden skudt? Burde han ikke have været stillet for en dommer, som enhver anden forbryder af hans dimension? Mon ikke årsagen er, at Osama bin Laden blev skabt og finansieret af USA og dyrket som en heltemodig kriger, så længe han kæmpede på amerikansk side? Under en retssag ville mange grimme ting komme frem, som ville afsløre Vestens dobbeltmoral. Ens egne skiderikker taler man helst ikke ondt om.

Forskere skal tæt på udsatte

Lars Rasborg, privatpraktiserende psykolog, København

Vi vidste det allerede. Børns problemer bliver overset, fordi socialforvaltningerne i kommunerne ikke reagerer på henvendelser fra skolerne. Men nu bekræfter seniorforsker Dines Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI pointen (5. maj).

»Socialforvaltningerne skal spare,« siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen i artiklen. Ja, og Pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR), som skal tage sig af skoleproblemer, får derfor sager, der i virkeligheden hører hjemme i socialforvaltningen. PPR kan ikke løse problemerne. Børnene havner i det limbo, som artiklen omtaler.

Skolerådet, som bestilte forskningen, er interesseret i, at flere skoleelever får en ungdomsuddannelse. Rådet mener, at det kan opnås ved at sætte konkrete læringsmål, som gør det tydeligt, hvor tæt den enkelte elev er på at kunne påbegynde en ungdomsuddannelse (også i Information den 5. maj).

Det lyder effektivt, men selv om målene er konkrete, gør det dem ikke lettere at opfylde, hvis eleverne er tilpas svært belastede. En forskning, der vil skabe ny viden, må inddrage kvalitative studier af det liv, der kendetegner de 20 pct. af eleverne, som i dag ikke får en uddannelse.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Magnus Falko

Supplement til mit ovenstående læserbrev fra i dag:

Den beskedne spalteplads i et læserbrev giver kun dårligt mulighed for sammenhængende, større helheder. Jeg vil derfor gerne her oplyse at den omtalte New York Times-forsideartikel fra 1950 samt ACUE-annoncen begge omtalte Europarådet som værende den institution »Europas enhed« skal forvaltes fra. Overskriften er for øvrigt ikke min, men debatredaktionens.

At jeg anvender – blandt andet – Europarådet som eksempel på de tidlige politiske EF-/EU-tanker, kan måske undre. Europarådet (the Council of Europe) er jo ikke EU, og Europarådet er et af de internationale samarbejdsfora vi i Folkebevægelsen taler for som et af alternativerne til det udemokratiske EU.

Men jeg har tre overordnede bevæggrunde:

1) Alle de nævnte sider fra New York Times nævner politiske enhedstanker, ikke blot økonomiske. Derfor er disse sider relevante at fremhæve i forhold til Uffe Østergaards insinuering af at statsminister Jens Otto Krag ikke kan have kendt til sådanne. Forsideartiklen fortsatte på side 10, og her fremgår det at blandt andre Europarådets Paul-Henri Spaak advokerede for »economic and political union«, og at han konkret »voiced the hope that all countries would adopt at least a minimum measure of social legislation [på dansk: lovgivning] as an earnest of will for unity.«

– New York Times-artiklerne findes alle på mikrofilm på i hvert fald Det Kongelige Biblioteks læsesal (Den sorte Diamant, København).

2) Skabelsen af de Europæiske Fællesskaber, i dag den Europæiske Union, skete over flere stadier. I starten af 1950'erne var der meget bred enighed hos Europas regeringsledere om den grundlæggende enhedstanke, men der var uklarhed og til dels uenighed omkring dybden, bredden og rammerne. Blandt regeringslederne var primært Europarådet (oprettet i maj 1949) på tale. Men rækkevidden af dets mandat og indflydelse i forhold til nationalstaterne var ikke alle enige om. Som historikeren Hugh Wilford har redegjort for(*), blev der så med den såkaldte Mackay-plan stillet et »forslag om at skabe Europarådet om til et europæisk parlament«. Her begyndte det demokratisk set allerede at gå galt.

Man skal ikke være historieprofessor for at vide eller kunne regne ud at en række politikere fra dengang endnu var aktive i Krags ministertid, og at han har mødt dem og læst deres og deres forgængeres tanker, med videre. Og at disse tanker var levedygtige og stod på spring – lige bag kulissen – før, under og efter Krags tid.

Labour-parlamentarikeren R.W.G. Mackay blev inviteret til et ACUE-møde i Wall Street Club, USA, i januar 1950. Her talte Mackay blandt andet for en fælleseuropæisk valuta. ACUE gav snart Mackay penge til kampagnearbejdet, og i juli rapporterede en af ACUE's gamle CIA-folk, Thomas Braden: »Vi er alle imponerede over Mackay.« Mackay-planen som samlet pakke blev skudt i sænk af briterne i 1951, men enkeltdelene levede videre. Wilford skriver at »Bradens hovedopgave var at arrangere diskret amerikansk, finansiel støtte til de europæiske støtter af føderalistiske initiativer såsom Europarådet, Schuman-planen og den Europæiske Hær.«

Noget senere begyndte de økonomiske og de politiske centraliseringstanker at sive fra Europarådet til de spæde EF-strukturer som de fleste har hørt om. Europarådet blev på mange måder skilt fra. Men selve ideerne eksisterede stadig hos mange høje herrer, delvis i det skjulte, delvis i det åbne. Den politiske del blev udadtil dysset ned, men under overfladen spredte den sit rodnet. Sidenhen tyvstjal EF Europarådets flag - det kendte flag med de tolv gule stjerner på blålig baggrund - og EU har i fatal grad fjernet sig fra befolkningerne. Talrige politikområder og EU-love er blevet forberedt i skjul for så at blive lagt frem (eller direkte dikteret) når der ifølge EU-politikerne »ikke var nogen tilbage«(***).

Vejen til det nuværende EU er brolagt med løgne, manipulationer, trusler og fortielser. Hovedparten af modstandernes advarsler er blevet virkelighed. EU-sneblinde politikere har gennem årene forsøgt at fremmane en mytologi om at kun overstatslige fora kan være forpligtende. Imidlertid bygger både NATO, Den europæiske Menneskerettighedsdomstol og andre forpligtende fora på mellemstatslige aftaler.

Hans Tietmeyer, senere formand for Den Tyske Bundesbank, sagde i 1991 dét om ØMU-landene som Folkebevægelsen mod EU hele tiden har sagt og advaret om: »En europæisk valuta vil medføre, at medlemslandene overfører deres suverænitet over finans- og lønpolitikken såvel som de monetære anliggender. (...) Det er en illusion at tro, at landene kan opretholde deres selvbestemmelsesret i skattepolitik.« De færreste EU-politikere har været så ærlige - bortset fra i de seneste par år hvor de så til gengæld har anvendt euroens krise som undskyldning for en økonomisk rammepolitik der langt overvejende rammer den offentlige sektor!

3) Bemærk at mit læserbrev skriver 'eksempelvis'. Der var nemlig langt flere fora end Europarådet, ACUE og nationale parlamenter der arbejdede for politisk »europæisk enhed«. Der var det i læserbrevet omtalte "research"-center (hvis leder var grev Richard N. Coudenhove-Kalergi, præsident for den daværende Paneuropæiske Union – atter et forum) og adskillige andre. Faktisk langt flere end mange EU-tilhængere har fortalt borgerne om. Hvis de da overhovedet selv er klar over omfanget. Jeg tror såmænd at mange politikere vil blive overrasket og stemple det som pure konspirationsteori hvis man for eksempel fortæller dem at den amerikanske efterretningstjeneste CIA siden sidst i 1940'erne – i hemmelighed – støttede The European Movement og en række andre fora for europæisk enhed med millioner af kroner.

– Men så er det godt at der findes akademiske historikere. Giles Scott-Smith, Valérie Aubourg, Thomas Gijswijt, Richard J. Aldrich, Hugh Wilford og danske Ingeborg Philipsen har alle forsket i og skrevet om USA's ofte skjulte samarbejde med EF's skabere og dermed også den lyssky Bilderberg-gruppe. Den mig bekendt seneste akademiske bog om EF's skabelse er »TRANSNATIONAL NETWORKS IN REGIONAL INTEGRATION – Governing Europe 1945-83«, forlaget Palgrave Macmillan, 2010. Bogen har blandt andet et helt kapitel om den transatlantiske Bilderberg-gruppe. Krag deltog på Bilderberg-mødet i hvert fald i 1966(****). Især på internettet ytres der meget flyvsk vås om Bilderberg - forsamlingen er dog ikke selv en konspirationsteori, men en realitet og efter min mening et reelt problem, demokratisk set.

Jeg tvivler ikke på at mange EF-tilhængere som udgangspunkt havde gode intentioner oven på verdenskrigenes gru og splittelse, og at de fleste EU-tilhængere har det samme i dag. Men hensigterne blev, om jeg må udtrykke det sådan, allerede ret tidligt kapret og forskruet af usunde viljeskræfter. Fællesskab og solidaritet er åndelige anliggender, og forsøges de presset ned ovenfra, er det ikke længere et sandt fællesskab, og det vil det før eller siden implodere eller visne i sin egen dårlige karma. Al magt korrumperer i længden. Jo større centralmagt desto større konsekvenser forårsager korrumperingen. De sunde resultater der trods alt måtte komme nu og da i mellemtiden, vil være som viserne på et ur der er gået i stå; to gange i døgnet vil de jo dog vise rigtigt.

Jeg behøver ikke EU for at kunne føle mig som europæer. De mere konkrete demokratiske kritikpunkter mod EU kender de fleste af læserne jo nok, ellers anbefaler jeg hjemmesiden http://www.folkebevaegelsen.dk/

Vil man vide mere om USA's og EU's samspil bag kulisserne, anbefaler jeg mit skrift '»EUSA« – genrejsningen af Romerriget?'(*****).

Parolen om EU som modvægt til USA er med få undtagelser et bedrag. Hvad angår Messerschimdts kortfilm (eller snarere tv-eksperiment) 'Det europæiske bedrag' er den ikke prangende, hverken filmisk eller journalistisk, men decideret fejlagtig vil jeg ikke kalde den. At den gamle udenrigsminister og bilderberger Uffe Ellemann-Jensen kalder den uhæderlig, det siger i mine øjne mest om Ellemann-Jensen.

– Venlig hilsen Magnus Falko, medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU

---

(*: Hugh Wilford: »The CIA, the British Left and the Cold War: calling the tune?«, Frank Cass Publishers, 2003. Mackay-planen gennemgås på side 233-237.

(**: http://www.b.dk/nationalt/messerschmidt-anklages-for-historiesvindel / http://www.bt.dk/politik/messerschmidt-anklages-for-historiesvindel

(***, eksempler: Euro-federalists financed by US spy chiefs: http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/1356047/Euro-federalist... samt: UK downplayed sovereignty in Euro talks: http://news.bbc.co.uk/2/hi/in_depth/uk/2000/uk_confidential/1094207.stm

(****, fra Folketingets hjemmeside: http://webarkiv.ft.dk/Samling/19991/spor_sv/S1835.htm

(*****: http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA1af2.pdf (del 1) & http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA2af2.pdf (del 2) ... Skriftet indgik i kildelisten til denne artikel: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article310

Jacob Rosenkrands påstår at der ikke er tale om en heksejagt, hvorefter Anders Primdahl Vistisen, DF straks dementerer dette. Underholdende.