Kommentar

Money talks

Sverige er i dag det land i Europa, der sandsynligvis er gået længst inden for liberalisering og privatisering af offentlige myndighedsopgaver, men hvor mange myndighedsopgaver kan vi overdrage til kommercielle interesser?
18. maj 2011

For nylig foreslog en svensk regeringskommission en 'ligestillingsbonus' på 50 millioner årligt, som skulle gå til universiteter og højere læreanstalter, der kan præstere en særlig god kønsbalance mellem deres professorer.

»Klare økonomiske incitamenter er nødvendige for at mobilisere fakultetsledelser og rektorer i den akademiske verden. Money talks

Ja, sådan skrev kommissionens udredere i en artikel i dagspressen: Money talks.

Jeg vil ikke benægte, at denne vinkel kom bag på mig. Money talks betyder løseligt oversat, at alt kan købes for penge. Googler man Money talks, støder man bl.a. på et websted, der præsenterer sig med mottoet: »Alle har en pris, hvad er din?«, og hvor budskabet tydeligvis er, at mennesker vil være villige til at gøre, hvad det skal være for »hårde, kolde kontanter.«

Det er ikke just en opløftende hjemmeside.

Ej heller er det noget specielt opløftende oplæg at få fortalt, at 50 millioner skulle kunne påvirke karriere og positioner på et område, hvor det er i princippet kun skal være talent, hårdt arbejde og akademisk ekspertise, der tæller og ikke penge.

Det kunne ikke falde mig ind at betvivle, at der hersker ulighed i universitetsverdenen. Men jeg forundres over den foreslåede metode til at afskaffe den. Under alle omstændigheder finder jeg det svært at frigøre mig fra den mistanke, at hvis 50 millioner »hårde, kolde kontanter« fra staten kan styre kønsfordelingen for vores professorater, i hvor høj grad kan så ikke et tocifret milliardbeløb fra private virksomheder og fonde øve indflydelse på, hvilken form for forskning, der skal udføres, og af hvem.

Under alle omstændigheder er det med sådanne penge, at vores universiteter og højere læreanstalter i stadig stigende grad finansierer deres forskning. Det betyder ikke nødvendigvis, at en sådan forskning bliver ringere, end hvad der præsteres ved rent offentligt finansierede forskningsinstitutioner, men kun, at den bliver mere kraftigt styret af mennesker, der sidder på pengene. Dette kan igen føre til, alt for megen forskning tilpasser sig de pengeinteresser, som betaler for den, og dette kan umuligt være godt for tilliden til fri forskning og den akademiske verdens uafhængighed.

Money talks ville engang have været et aldeles utænkeligt slogan for vores universiteter og højere lære- anstalter.

Ikke længere, tilsyneladende.

En grundpille

At penge ikke skal kunne købe alt, er en af grundpillerne for retsstaten og demokratiet. Vi ønsker bestemt ikke, at penge skal kunne købe en domstol eller betale sig til en afgørelse truffet af Europa-Parlamentet eller et job i staten. Men det vil nok byde os lige så meget imod, hvis nogen kunne købe sig foran i ventelistekøen til den offentligt finansierede sundhedspleje, til højere karakterer i den offentligt finansierede skole eller til indbringende forretningskontrakter med staten og kommunerne. Kort sagt ønsker vi ikke, at penge skal kunne kontrollere de aktiviteter, hvor vi med rimelighed må formode, at penge kan korrumpere. De skandinaviske lande har i denne sammenhæng hidtil været samfund, hvor penge har styret relativt lidt.

I Sverige er det ikke sådan længere. Sverige er i dag det land i Europa, der sandsynligvis er gået længst inden for liberalisering og privatisering af offentligt finansierede aktiviteter. Det har betydet, at det i Sverige er blevet profitorienterede virksomheder, som i stadig højere grad er kommet til at udføre offentlige myndighedsopgaver. For eksempel har vi overdraget profitdrevne skoler myndighed til at tildele vore børn karakterer, samtidig med at vi har gjort det til en forretningsinteresse for dem at tiltrække så mange studerende som muligt, hvilket har fået til følge, at disse skoler er begyndt at give højere karakterer for at tiltrække flere studerende. Tilsvarende konflikter mellem erhvervslivsinteresser og offentlige interesser er også trængt ind i de videregående uddannelsers verden, hvor offentlige midler udbetales i forhold til antallet af beståede kandidater og deres akademiske points, og der derfor nemt kan opstå mistanke om, at det er penge, der styrer de faglige evalueringer, og ikke omvendt.

Klar offentlig opgave

Den seneste tilføjelse af en myndighedsopgave, som er blevet udliciteret til kommercielle virksomheder, er den statslige inspektion af køretøjer. Bilinspektion er en klokkeklar myndighedsopgave. Bilinspektionen må ikke kunne mistænkes for at have nogen som helst andre interesser end at holde trafik- og miljøfarlige køretøjer væk fra vejene. Hos en bilinspektion, der samtidig skal drive en lukrativ forretning, kan jeg sagtens forestille mig en række konkurrerende interesser eksempelvis interessen i at tiltrække så mange kunder som muligt og helst med tilbud om bedre og hurtigere og endnu billigere bilsynsvirksomhed, hvilket ikke nødvendigvis er nogen myndighedsinteresse.

En myndighedsinteresse i kontrol af køretøjer vil derimod fordre fuldkommen ensartede og lige procedurer ikke konkurrence og valgmuligheder. Den blotte mistanke om, at penge kan gøre en forskel mellem én bilinspektion og en anden risikerer at undergrave tilliden til inspektionen af køretøjer som myndighed. Bilsyn er i sagens natur et en korruptionsfølsom aktivitet, hvor tillid er et vigtigt aktiv. Før privatiseringen af denne opgave var tilliden til inspektion af køretøjer høj og omkostningerne lave efter international målestok. Nu har privatiseringen skabt en konflikt mellem forretningsmæssige interesser og statslige interesser, der ikke lover godt for hverken tillid eller omkostninger. Konsekvensen er, at det bliver nødvendigt at etablere en ny type myndighed, der kan påtage sig at kontrollere, at de kommercielle interesser ikke snyder myndighedsinteresserne på endnu et myndighedsområde.

For sådan ser ligningen uvægerligt ud: Lægger vi myndighedsopgaver ud på markedet, må vi enten øge kontrollen med deres myndighedsudøvelse, eller acceptere, at pengene begynder at styre på de områder, hvor vi nødigt ser dem styre.

Deregulering uden øget kontrol er nødvendigvis opskriften på øget korruption.

Måske var det på tide, at vi i rede penge også satte en pris på dette.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information

© Dagens Nyheter og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

Hvis man vil udføre offentlige opgaver bør man søge ansættelse i det offentlige. Eller har man nok skumle tanker dermed - profit ?

Jørgen Johansen

Det pudsige er, at Sverige er et af de lande, det går allerbedst i økonomisk set ---- kunne se ud, som om den borgerlige regering har ramt plet her