Kronik

Jeg er også en rød lejesvend

Den oprindeligt injurierende betegnelse 'de røde lejesvende' er i dag at betragte som en uofficiel Cavling-pris
Modstanden mod USA's krig i Vietnam var kendetegnende for ungdommen i 60'erne og 70'erne. Men de var i lige så høj grad imod Sovjetunionens undertrykkelse, mener Christian Braad Thomsen.

Modstanden mod USA's krig i Vietnam var kendetegnende for ungdommen i 60'erne og 70'erne. Men de var i lige så høj grad imod Sovjetunionens undertrykkelse, mener Christian Braad Thomsen.

5. maj 2011

DR har netop genudsendt Jacob Rosenkrands' De røde lejesvende. Det kan der sådan set være god grund til, for serien er en milepæl i dansk tv-journalistik. Her introducerer DR en mccarthyistisk heksejagt rettet mod nogle af stationens dygtigste og mest hæderkronede medarbejdere. Rosenkrands går ikke efter, om de misbrugte tv-mediet til et politisk korstog, sådan som det antydes med betegnelsen 'røde lejesvende'. Han går efter deres personlige politiske holdninger, som de er kommet til udtryk uden for tv-programmerne.

Det er sindelagskontrol efter værste Stasi-mønster og burde være uhørt i et demokratisk samfund. Det er en del af demokratiet, at også DR-medarbejdere har lov at tilhøre en hvilket som helst politisk retning.

Den sindelagskontrol, som i disse år præger Danmark og nu også DR, er et levn fra både den østtyske kommunisme og den amerikanske mccarthyisme.

Derfor skal jeg på det kraftigste protestere over, at Jakob Rosenkrands har forbigået mig i sit hædersgalleri over DR's røde lejesvende. Denne vanære har jeg ikke fortjent! Jeg er fuldt så berettiget til den ærefulde betegnelse som de øvrige gode danske mænd og kvinder, han har sat i gabestokken. Rosenkrands bidrager til den groteske historieforfalskning, som går ud på, at vi på venstrefløjen bekæmpede det demokrati, som borgerlige kræfter forsvarede. Faktisk var det lige omvendt.

USA's forbrydelser

I min militærnægter- og filmskoletid i 1960'erne tjente jeg til dagen og vejen ved at lave radioudsendelser om film, jazz og rockmusik. Her dokumenterede jeg, hvordan USA støttede fascistiske diktaturstater overalt i verden samt førte en modbydelig i krig i Vietnam, der omfattede massakrer mod civilbefolkningen og systematisk kemisk forgiftning af skove og marker. I årtier frem er der i Vietnam født vanskabte børn som følge af denne giftkrig.

Jeg fik ikke kuglerne til mit USA-kritiske virke fra de østeuropæiske diktaturstater, men fra det, vi dengang kaldte Det Andet USA.

Jeg interviewede bl.a. Country Joe and the Fish, hvis revyagtige slagsang Feel Like I'm Fixing To Die er en satanisk hvervesang, der opmuntrer forældre til at sende deres sønner til Vietnam: »Be the first one on your block / To have your boy come home in a box.«

60.000 unge amerikanere kom hjem i kiste, og mere end 1 million vietnamesere blev massakreret til ingen verdens nytte.

Desuden lavede jeg udsendelser om Bob Dylan, der i With God On Our Side ironiserer over, at krigsforbrydere altid har insisteret på, at deres grusomheder foregik med Gud på deres side lige fra massakrerne på Amerikas oprindelige befolkning til massakrerne mod Vietnams folk.

Den sang er aldrig blevet uaktuel: Også George Bush insisterede på at have Gud på sin side, da han indledte sit korstog mod Irak. Og jeg introducerede The Fugs, der reklamerede for Vietnam-krigen med et vers som »Kill, kill, kill for peace / Kill, it will give you a big release.«

Netop sammenhængen mellem drab og orgasme har vist sig at være højaktuel, sådan som det er fremgået af norske soldaters begrundelse for at dræbe i Afghanistan: Mange gør det ikke af politiske eller militære grunde, men af seksuelle. I forbindelse med dræberhåndværket oplever de den største orgasme i deres unge liv.

Blodbade i øst og vest

De venstreorienterede i min generation blev vaccineret imod nogensinde at fatte tillid til Sovjet-kommunismen, da Sovjetunionen i 1956 druknede det ungarske folks frihedstrang i blod: 20.000 ungarere blev dræbt, titusinder fængsledes og deporteredes, og 200.000 flygtede til vesten.

Men de vestlige politikere brugte de samme metoder til at knægte de frihedsbevægelser, der rejste sig mod deres overherredømme.

Under Ungarn-massakren blev Egypten angrebet af England, Frankrig og Israel. England ønskede at bevare kontrollen med Suez-kanalen, og Frankrig deltog, fordi Egypten støttede den algeriske frihedsbevægelse. Algierernes frihedskrig blev blodig og kostede på otte år en million algeriere livet.

Det franske blodbad i Algeriet var langt frygteligere end Sovjetunionens i Ungarn. Blandt de franske metoder var voldtægt af algeriske kvinder og bestialsk tortur mod dem, der var mistænkt for at støtte frihedskampen.

I samme periode blev den første ministerpræsident i det tidligere Belgisk Congo, Patrice Lumumba, myrdet af belgiske soldater med støtte fra CIA. Lumumba havde 1958-60 været en af lederne i kampen mod kolonimagten. Nu fik han samme skæbne som Imre Nágy i Ungarn.

Politisk var vi i de år fanget mellem en kommunisme, der havde forvandlet drømmen om det klasseløse samfund til et mareridt, og en kapitalisme, der i frihedens navn massakrerede dem, der kæmpede for frihed.

Det var forfærdende at opleve, hvordan de lande, der havde bekæmpet nazismen, nu genbrugte nazismens mest bestialske metoder mod dem, der fortsat kæmpede for demokratiet. Først da SF blev stiftet i 1959, fik vi i det ny venstre et politisk parti, der netop forsvarede demokratiet mod det borgerlige Danmarks støtte til alverdens fascistiske diktatorer og mod DKP's støtte til de sovjetiske overgreb.

Smædekampagnen

Siden århundredskiftet har vi været udsat for en infam mistænkeliggørelse.

Vi beskyldes for stalinisme, skønt vort politiske engagement blev født i protest mod stalinismen. Vi beskyldes for at have bakket op om den tredje verdens diktaturstater, skønt vi gik på gaden for netop at demonstrere mod USAs og borgerlige danske politikeres støtte til diktatorer som Ky i Sydvietnam, Pinochet i Chile og Papadopoulos i Grækenland samt til Sydafrikas apartheidregime.

Smædekampagnen blev indledt af journalisterne Bent Blüdnikow og Arne Notkin, sekunderet af professor Bent Jensen, der har byrettens ord for, at han ikke er noget sandhedsvidne.

Det havde jeg i øvrigt forlængst erfaret. I Jyllands-Posten publicerede han allerede i november 1998 en liste over »den lange række af bekendende antidemokrater og marxister, som støttede terrorregimer og terrorbevægelser, og som drømte om selv at sprænge fabrikker, ambassader og Folketing i luften.«

Da mit eget navn også stod på listen, insisterede jeg på dokumentation. Den kom naturligvis aldrig, hvilket dokumenterer, at Bent Jensens had til den demokratiske venstrefløj er baseret på en karakterbrist frem for på kildeforskning.

I indledningen af denne kronik parafraserede jeg den tyske forfatter Oskar Maria Graf, da han i sit østrigske eksil erfarede, at en lang række litterære hovedværker blev brændt på de nazistiske bogbål. Graf var dybt krænket over, at hans egne bøger ikke blev indlemmet i det gode selskab, og i et åbent brev til Goebbels skrev han:

»Denne vanære har jeg ikke fortjent! Hele mit liv og hele mit forfatterskab giver mig ret til at kræve, at mine bøger overgives til bålets rene flamme og ikke til de brune morderbanders blodige hænder og fordærvede hjerner! Brænd den tyske ånds værker! Den selv vil være uudslukkelig, som jeres skændsel!«

Disse ord er værd at erindre nu, da en ny tids heksejægere med DR 2-chefen Arne Notkin som spydspids er gået til angreb på en række agtværdige journalister, intellektuelle og kunstnere, hvis eneste forbrydelse ligger i, at de har tilladt andre end de mest etablerede synspunkter i at komme frem i DR. Den oprindeligt injurierende betegnelse 'de røde lejesvende' er i dag at betragte som en uofficiel Cavling-pris.

Christian Braad Thomsen er filminstruktør og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olaf Tehrani

Godt skrevet, CBT! 100% enig!
Og se hvor pinagtigt Rosenkrands i gårsdagens Politiken forsøger at fremstille sig selv som den afbalancerede fornufts inkarnation og den sidste, der løfter arven fra Julius Bomholdt.
Når Rosenkrands således vil bortforklare substansen i sine udsendelser, tager han jo indirekte afstand fra dem og afslører således, at han har været til fals - altså lejesvend - en virkelig én af slagsen i modsætning til 'de røde', som jo i grunden nok slet ikke var lejede af nogen som helst.

Dorte Sørensen

Jeg orkede ikke at gense ” De røde lejesvende”. Derudover er det underligt, at Arne Notkin ikke finder ,at denne genudsendelse skal have en anden udsendelse med en anden udlægning med som ligevægt. Var det ikke derfor, at Arne Notkin var over 2 år om at tillade udsendelsen af den prisbelønnede film om antisemitisme.

Anne Marie Pedersen

Dorte Sørensen - Jeg sad da bagefter og ventede på "De blå lejesvende". Den kom ikke, så der må jo nok bestemt have været en slag teknisk uheld :)

Kurt Svennevig Christensen

Christian Braad Thomsen du er intet mindre end fantastisk, du er mit lys i mørket, du er min helt.
God vind

Kjeld Jensen

Tak for at sprede lidt lys i den borgerlige formørkelse. Men om artiklen kan afhjælpe Jacob Rosenkrands' formørkelse er nok mere tvivlsomt.
Keep on truckin', Braad Thomsen!

Per Holm Knudsen

Netop, sådan var det CBT.
Jeg var selv en rød legesvend i DR B&U ganske kort, og jeg skrev endog en kronik om, at jeg ønskede at lave en socialistisk modindoktrinering til den omsiggribende borgelige indoktrinering. Mig har Rosenkrands og Notkin osse glemt, øv!

Anne Marie Pedersen

ursula nielsen, jeg har lige købt cirkeline. Og på DVD'en er der også afsnittet hvor cirkeline er i USA. Altså den med politivold og slum.

Per Møller

Jeg havde aldrig troet det skulle komme dertil, men: Tak, Braad.
Der er iøvrigt en god grund mere til at der ikke er en udsendelse med blå lejesvende: de var så utroligt ikke-kreative, uopfindsomme og åndeligt mindrebemidlede. Enhver med frisk blodforsyning til hjernen var kritisk. For det var først og fremmest det vi var, kritiske
Og så må jeg skrifte: jeg er alvorligt bange for at mine gerninger ikke berettiger til at blive rød lejesvend, men jeg vil så gerne indlemmes: jeg lover, jeg var rød og det er jeg stadig. Plz

Søren Kristensen

Mao eller Mcnamara? Jeg var heldigvis ikke tvunget til at vælge og satsede hele butikken på Paul McCartney - og Sonny Terry og Brownie McGee og Country Joe og Simon og Garfunkel og Bob Dylan og Niel Young og Frank Zappa og Paul Simon og James Taylor og Linda Ronstadt og Skousen og Ingemann og Bifrost og News og Kasper Winding og Rugsted og Kreutzfelt og Gnags og alle de mange andre.

Mark Pedersen

Hvor er kritikken fra denne såkaldte "demokratiske venstrefløj" af Cuba, Venezuela, Kina inden reformerne i retning af markedsøkonomi, osv?

Poul Ottesen

Siden vi nu skal ud i den mere poppede afdeling :

Som om ingenting har hänt
(Mikael Wiehe 1981)

Jag tog en resa häromåret på semester till Paris
Där parollerna om jämlikhet står huggna i granit
Där friheten lyser i renaste guld
över horornas spacklade, blekfeta hull
över folk utan jobb från Alger och Oran
över stinkande, trasiga fyllon på stan
Och där dom fattiga på vägen till Versailles en gång drog fram
där härskar nu kravallpolisen i broderskapets namn
Och trikoloren, den smäller i vinden
till Marseljäsens galanta refräng
som om ingenting har hänt

Vid Röda torgets mausoleum står soldaterna på parad för att se till så att inte Lenin roterar i sin grav
Och strax intill torget, i tsarens palats
har arbetets utvalda hjältar ta’tt plats
Där pratas det flitigt om klass emot klass
Och citaten dom virvlar från Engels och Marx
"En arbetarklass utan ett parti är som en Dry martini utan en oliv"
Och skäran och hammaren lyser
från statyer och från monument
som om ingenting har hänt

I Svensk-kinesiska förbundet är det möte om Vietnam
En efter en träder mötesdeltagarna fram
och pratar sej varma för demokratin
för alla mänskors rätt till ett anständigt liv
Man citerar Los Angeles Times och Newsweek
och betygar sin avsky för all tyranni
När Vietnam ska fördömas då är alla överens
Sen tiger man tillsammans om Kina i Tibet
Och på väggarna hänger porträtten
av Mao Tse Tung där dom alltid har hängt
som om ingenting har hänt

Min cykelhandlare på hörnan har börjat tro på Gud
Nu ska han starta en transportfirma med hjälp av tio bud
Och Sven som hade för sej att sånt var förbi
han muttrar och mumlar om trick och magi
Men Ann-Katrin säger att kanske ändå
är cykelhandlar’n nån sorts profet eller så
Jag skakar på huv’et och säger, kära vän
det är så lätt att börja tro på spöken när allting går igen
Själv sjunger jag mörkrädda sånger
och sätter rimmade ramsor på pränt
som om ingenting har hänt

Er der mere du vil vide Mark Petersen ?
Du kan jo bare spørge, når du har tænkt lidt over hvorfor DKP røg ud af Tinget og KLAP,KAPPAP,KAK og hvad de små tosse-grupperinger nu kaldte sig aldrig kom ind .

Hvor er den Demokratiske Højrefløjs kritik af Bush-familiens 50-årige massemyrderi ?
HYKLER !!

Rene Hansson

Braad Thomsens tuderi og selvforherligelse er patetisk ----rød lejesvend eller ej - Cavlingpris kommer du aldrig i nærheden af Hr Braad Thomsen.

Mark Pedersen. Der er forskel på kritik og fordømmelse. Det kan du se, når du nu herover læser Rene Hansson's patetisk slatne forsøg på at bjæffe.
Hans indre hund siger ikke bjæf bjæf men bvadr bvadr.

Olaf Tehrani

@ Rene Hansson:
Tudefjæset kan jeg ikke få øje på, men det kan ikke nægtes, at CBT ovenfor tildeler sig selv en alternativ Cavlingpris. I grunden tror jeg, det er uforvarende.
Noget andet er, at CBT ville fortjene en sådan pris, hvis den fandtes. Han skulle have den for sin fine og sympatiske indsats i samfunds- og kulturdebatten og for sin lødige kunstneriske produktion.

Mihail Larsen

Røde lejesvende - nu igen

Da jeg første gang øjede manchetten til Christians artikel, tænkte jeg, at det gad jeg altså ikke læse, for som mange andre er også jeg træt af at læse om 'røde lejesvende'. Men Christian er jo Christian, så jeg brugte alligevel en sen nattetime før sengetid på at checke.

Det har jeg ikke fortrudt. For artiklen giver et ganske godt billede af en mentalitet og tankegang, som jeg fuldt ud kan huske fra min egen ungdom.

Det var IKKE de såkaldte 'røde lejesvende', der gik et fordækt ærinde, men tværtimod alle dem, der havde bind for øjnene og klapper for ørerne over for alle de horrible forbrydelser, som den vestlige verden begik under kolonialismen og dens opløsning – med vores egen regerings samtykke.

Vi var den borgerlige samvittighed, som de borgerlige ikke selv kunne mande sig op til. Og som de nu - igen - forsøger at begrave med uvederhæftighed.

Rene Hansson

@Olaf
Braad Thomsens bidrag til kulturen med sine elitære film, som ingen appel har, må du selv ligge og rode med ---jeg synes, at han er en gammel forsmået kulturradikal, som har sin sidste bastion i Informations spalter, alle andre trækker blot lidt medlidende på skuldrene af ham.....

Per Holm Knudsen

@ Rene Hansson

"alle andre trækker blot lidt medlidende på skuldrene af ham….."

Er du clairvoyant - eller snobber du bare dumsmart nedad?

Jørgen Bjerring

Blot en hurtig TAK til CBT for artiklen - jeg tilslutter mig ALT, hvad du skriver. Desværre var jeg selv kun 16 år i maj '68; men min politiske bevidsthed voksede i dette og de efterfølgende år - takket være 'de røde lejesvende' og USA's fortsatte forbrydelser på kloden.
Et indlæg hér efterlyser, at 'de røde lejesvende' skulle have kritiseret Cuba. HA! skulle man/vi have brugt krudt på myggen (Cuba), medens elefanten (USA) tromlede rundt i alverdens rismarker og bananplantager??!!

Per Thomsen

Christian Braad Thomsen er en af landets førende intellektuelle. Manden er simpelthen nødvendig for Danmark.

Da SF blev overtaget af xenofobiske populister, meldte Christian Braad Thomsen sig naturligvis ud af partier. Hvad skulle en anstændig person ellers gøre fristes man til at spørge

Med dagens artikel leverer Christian Braad Thomsen endnu et eksempel på, at han er af venstrefløjens og humanismens mest markante skikkelser i Danmark.

Olaf Tehrani

@ Rene Hansson
CBT tilhører bestemt eliten. Det gør jeg ikke selv. Dertil er mit intellekt alt for beskedent. Men jeg kan nu meget godt lide hans film alligevel.

Rene Hansson

Lemmingerne sidder på knæ og klapper i deres små hænder, når den guddommelige Braad Thomsen beriger os med sine vise ord ----- hvem sagde Kejserens ny klæder ?

Never mind ----gruppen af folk, der falder for CBTs banaliteter skrumper ind dag for dag, og det jo i grunden ikke så skidt :o)

Per Holm Knudsen

@ Rene

Du er med andre ord Clairvoyant, hvad med at blive fremtidsforsker?

(Har CBT tisset på din sukkermad eller andet grimt?)

Nalle Kirkvåg

Trods en del overdrivelser, for understrege pointen, tænker jeg, er egentlig ganske enig i kritikken af Notkin og Bent Jensen, begge nogle der ser rødt alle vegne...
Men er der ikke også en pointe i ikke at gå i den anden grøft, dvs. ikke at udnævne sine politiske modstandere til det, de anklages for at gøre mod en selv? Der er vel ikke meget ide i at påpege, at 'de andre' brutalt overdriver, hvis man selv gør det... Og der er altså langt fra McCarthy og så til Notkin & Bent Jensen, selv om de vel og mærke også ser rødt alle vegne.

For øvrigt er Jagten på de røde lejesvende noget af det mest ringe journalistik, jeg længe har set på DR.
F.eks. fik efterprøvede man aldrig sagligt påstanden om, DR (i hvert fald) engang vrimlede med de der røde lejesvende. Som seere fik vi blot at vide, at der var mange, der var røde.
Men hvad betyder mange? Er dét ti, tyve, 500 eller er det 10.000? Hvor mange % ud af DRs samtlige medarbejdere gennem +40 år, var og er egentlig røde? Dét fik vi heller intet svar på. Så hvordan kan man hævde, at der er tale om et seriøst dokumentarisk program, når vi end ikke oplyses konkret om, hvad mange er? Og det står stadig hen i det uvisse. Ligeledes gør hvorfor det egentlig var så skrækkeligt med de påståede mange røde…
Mere bl.a. her: http://kritiskjournalistik.wordpress.com/2010/09/27/de-r%c3%b8de-lejesve... 0g her: http://kritiskjournalistik.wordpress.com/2011/01/15/avisen-de-r%c3%b8de-... .

Claus Wøbbe

Ifm. Vietnamkrigen glemmer flere debattører det ædle mål, krigen egentlig havde, nemlig at forhindre kommunismens formørkelse over Sydvietnam. Jeg mener dog ikke at målet helliger midlet, men ville bare lige minde om dette mål, som langt de fleste forhåbentlig kan tilslutte sig.

Per Holm Knudsen

9/11 var osse at sikre sig mod "kommunismens formørkelse" i Chile - der fik man så en endnu et formørket militærdiktatur helt i USAs ånd (1972).

"Sikring mod kommunismens formørkelse" = USAstøttede fascistiske militærdiktaturer - hvilket ædelt initiativ.

Per B Paulsen

Jeg syntes også, at det er et rigtigt godt indlæg, selvom jeg er lidt yngre end Christian.
Principielt kan »de blå-sorte lejesvende« jo ikke gøre for at de ikke har den dannelse, som er påkrævet - og i særdeleshed for journalister. Hvis man har haft dårlige forældre, …falder pæren jo ikke langt fra hesten….ja, så danner vedkommende jo aldrig et kulturbilled eller et kultursprog til at forstå eller gengive virkeligheden, som os andre.…. »De blå-sorte lejesvende« er jo ikke
»skjorteløse« - de er udstyret med fantasi, følelser, kvindelig intuion, masser af tillægsord og ordblomster, som de har hentet i et kirkesamfund. Og de kan læse mellem linierne - selvom, der intet står !
Jeg voksede også op med Englands militære indgriben i Suez-kanalen og Frankrigs racistiske og blodige krig i Algier. Må der være en evig fordømmelse af disse imperialistiske magters forbrydelser - også dem de pågår i dag. På Solhavegård støttede vi også de farvedes borgerrettigsbevægelser i USA; vi var aktive mod apartheid regimet i Sydafrika, der havde fængslet Nelson Mandela i 1964, vi var mod Franco-fascisterne i Spanien og Salarzar i Portugal…Cuba-krisen kom med Kennedy, der satte flere amerikanske tropper ind i Vietnam,…..og jeg husker glimrende Ungarns-krisen, Tjekkoslovakiet………og Vietnam krigen var en forbrydelse mod menneskeheden. De amerikanske banditter har aldrig betalt en cent til Vietnam for deres modbydelige bomninger, klyngebomber, fosfor, napalm og kemiske krigsførelse i Vietnam.
Både i DSU, senere i VS og i DKP kæmpede vi for at udvide demokratiet i Danmark, og samtidig skabe forståelse for andre kulturer, folk og lande. Der var et bredt folkeligt ønske om at være mod krig. Billederne fra 2 verdenskrig prægede os stadig, og sigøjnerne kom jævnligt rundt i Danmark med deres »køretøjer«. Vi var mod intolerance; vi ønskede venskab, og solidaritet,…prøvede at forstå, ……ungdommelig kærlighed til livet…, og familiebåndene var stadig stærke dengang…..man holdt sammen ! Man var sandelig også i fagforening. Thi man trådte på OS, - ikke mindst med deres rodekontorer og på fabrikkerne.
Men, men, vi kendte da ikke noget til Stasi, og jeg har da aldrig kunne få opklaret hvad baggrunden og substansen var for urolighederne i Ungarn eller i Tjekkoslovakiet……man hører lidt om prisstigninger, om sociale reformer ……..men oprørerne bliver aldrig rigtigt konkrete…men bruger mange tillægsord, ligesom de uromagere der fører krig og råber om frihed og demokrati, uden at komme med en liste over hvad dét er de konkret stiller krav om.

Thomas Allen

Jeg ville også have været en rød 'leje'svend, hvis jeg levede dengang..
Glimrende, og særdeles inspirerende kronik.

Mette Hansen

Rene Hansson:
Du er jo ond i sulet af en eller anden årsag...ellers kunne du bare springe artiklen over og gå videre.
Du er eksponent for den manglende rummelighed, der præger borgerlige.
Hvorfor så hadefuld?

Man kunne spørge Rene Hansson: hvad er det for banaliteter CBT skulle have nævnt? Faktisk berør CBT ganske kortfattet de omfattende amerikanske krigsforbrydelser og CIAs modbydelige aktioner rundt omkring i verden.

invasions ... bombings ... overthrowing governments ... occupations ... suppressing movements for social change ... assassinating political leaders ... perverting elections ... manipulating labor unions ... manufacturing "news" ... economic and political sanctions ... death squads ...
torture ... biological warfare ... depleted uranium ... drug trafficking ... mercenaries .

Ovenstående er stikord til William Blumes omhyggelige gennemgang af en lang række af de amerikanske aggressioner i efterkrigstiden i bogen Killing Hope. Man behøver ikke være rød, men bare lidt humanistisk indstillet, for at forfærdes over denne umenneskelighed.

Alligevel er det helt almindeligt, at borgerlige trækker på skulderen og siger: det er realpolitik og i øvrigt stærkt overdrevet. Desuden var kommunisterne langt værre. Så synes de ikke der er mere at snakke om... det er måske disse fortrængte realiteter RH mener er banaliteter og måske 'politisk korrekthed', som mange borgerlige ynder at bruge som diskussionsstopper.