I december traf et udvalg af kræfteksperter en opsigtsvækkende beslutning. Kræftlægemidlet Avastin blev godkendt som behandling til lungekræftpatienter. Lægemidlet kan ikke helbrede, men alene forlænge patienternes liv i snit med knap fire måneder. Pris? Næsten 100.000 kroner per patient.
Den skelsættende beslutning blev mødt med tavshed. Politikerne overlod tilsyneladende gerne den beslutning til eksperterne. Til trods for at kun politikerne kan stå på mål for den form for prioriteringer.
Nogenlunde samtidig traf også et andet ekspertudvalg en kontroversiel beslutning. Udvalget valgte at anbefale en strammere adgang til fedmeoperationer. Ministeren kvitterede og strammede og henviste til udvalgets faglige anbefaling.
Men forløbet skurrer. For udvalget kortsluttede med sin anbefaling et andet ekspertudvalg, som Sundhedsstyrelsen allerede havde nedsat.
Mistanken er, at politikerne 'bestilte' det andet udvalg i mistillid til, om eksperterne i Sundhedsstyrelsens udvalg ville nå det 'rigtige' resultat, nemlig strammere adgang til fedmeoperationerne.
Demokratisk tusmørke
Begge eksempler er udtryk for et vigende demokrati på sundhedsområdet. I begge tilfælde Avastinen og fedmeoperationerne efterlades borgerne i et demokratisk tusmørke. I ingen af tilfældene har politikerne åbent taget ansvar for prioriteringerne. I Avastinens tilfælde valgte de tavsheden. I fedmeoperationernes tilfælde valgte de øjensynligt at skubbe håndplukkede fagfolk foran sig.
Det vigende demokrati er en tendens: Prioriteringerne sendes oftere og oftere bag lukkede døre i ekspert- udvalg. Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS) er et andet, nyere magtfuldt organ langt fra det politiske rampelys. Her vælger eksperterne, hvilken dyr medicin der skal komme danske patienter til gode men uden at politikerne åbent har lagt prioriteringspolitiske spor ud.
Der er brug for en demokratisk oprustning på sundhedsområdet. Behovet for åbne, politisk forankrede prioriteringer af sundhedsvæsenets 130 milliarder kroner er stort. Udgifterne til behandling vil kun gå op. Behovet for politikere, der vil og tør prioritere åbent, vil derfor kun vokse.
Prioriteringerne sker også uden politikernes åbne besyv. Lægerne og eksperterne foretager hver dag valg, der betyder, at nogle får, og andre ikke får. Når eksperterne vælger at give grønt lys for Avastin som livsforlængende behandling, har de foretaget et valg på bekostning af andre valg. Politikerne har alene ét valg: At sætte sig for bordenden og sikre en åben, demokratisk forankring af prioriteringerne eller fortsat lade eksperter og andre drive udviklingen bag lukkede døre.
Kynikeren vil sige: Hvorfor friste en grum skæbne med åbne prioriteringer? Vælgerne vil alligevel aldrig billige, at noget vælges fra.
Men borgerne er langt mere parate, end politikerne tror. De efterlyser klarere prioriteringer og politisk mandsmod. Det viste de borgertopmøder, som regionerne holdt den 5. marts. Her stemte næsten to tredjedele f.eks. for, at lægerne kun skal tilbyde nyeste og dyreste medicin, hvis det kan give en betydeligt bedre behandling.
Prioriteringsinstitut
Vel er åbne prioriteringer svært. Men det er politisk kynisme at lade være. For svigter politikerne opgaven, vil de stærke og organiserede patientgrupper bag kulisserne løbe med pillerne og pengene. For de har kræfterne og ekspertisen til at lirke dørene op de rette steder.
Et stærkere sundheds- politisk demokrati kræver, at de åbne, demokratiske prioriteringer sættes i system. Derfor skal Danmark oprette et egentligt prioriterings- væsen i form af et nationalt prioriteringsinstitut.
Instituttet skal bistå politikerne med at udarbejde en national prioriteringspolitik. Det skal systematisk mobilisere viden til brug for politikerne, så de kan træffe deres beslutninger på oplyst grundlag. Det kræver bl.a. en revitalisering af de medicinske teknologivurderinger (MTV), som er analyser af givne behandlingers effekt over for pris. MTV-analyserne er de seneste år skåret ned og ned.
Instituttet skal sikre en oplyst debat. Der er behov for systematiske opinionsmålinger, hvor borgerne forholder sig til de svære dilemmaer. Der skal udarbejdes debatoplæg og afvikles offentlige og elektroniske møder, hvor borgere, eksperter og politikere drøfter til- og fravalg.
Pointen er: Sættes grundlaget for at prioritere ikke i system, vil beslutningerne sive længere og længere væk fra borgerne og ind bag lukkede døre, hvor alene eksperterne råder til skade for vores demokrati.
Sofie Carsten Nielsen er folketingskandidat (R) og Charlotte Fischer er regionsrådsmedlem (R)
Hvor er det dog befriende at nogle danske politikere har modet til at tage denne vigtige debat op. Jeg er meget enig.
Af hjertet tak ---- vi vil hellere lade som ingenting og sidde og hyle op om, at skal behandles i stedet for at tage den svære og m,eget nødvendige diskussion omkring, hvordan midlerne bruges.