Debatten om kristendommens betydning for udviklingen af 'vestlige' dyder som humanisme, menneskerettigheder, social ansvarlighed (herunder socialisme) og demokrati kører på uformindsket styrke (se Informations debatsider 23. april, 9. maj, 11. maj og 14. maj).
Selv om jeg er ateist, har jeg længe erkendt, at den ansvarliggørelse af individet, som skete med reformationen, var begyndelsen på hele den succes på godt og ondt som netop den protestantiske del af verden har haft.
Her er det vigtigt at skelne mellem den reaktionære kirke og den indflydelse, som protestantismen som sådan har haft på kulturen i Nordeuropa og Nordamerika. Her har det været afgørende, at det i protestantismen er dig selv, der er ansvarlig direkte overfor Gud ikke via skrifte til en præst eller med kleresiet som formidler mellem folk og gud.
Det er det, Naser Khader har beskrevet så tankevækkende som protestantisk skyldfølelse:
Vi er direkte ansvarlige overfor Gud selv i vores tanker er vi ansvarlige for uanset om vores synder bliver opdaget eller ej!
Stor ansvarsfølelse
Det står i skærende kontrast til stort set hele resten af verden, hvor man generelt ikke føler ansvar over for andet end sin familie, klan eller stamme, og hvor ære er afgørende, og skam står i stedet for skyld hvis din ugerning vel at mærke bliver opdaget.
Resultatet er, at vi inden for den puritanske protestantiske kulturkreds føler ansvar over for alt lige fra handikappede over lidende mennesker i Afrika til forureningen af verdenshavene og atmosfæren.
Det er således temmelig klart, at de forholdsvis hæderlige og korruptionsfrie demokratier i den protestantiske del af verden bygger på kristne værdier. Sådanne samfund findes nemlig stort set ikke andre steder.
Man kan måske hævde, at demokratiet er udviklet på trods af kirken, men det er langtfra det samme som at frasige sig sin kristne kultur.
Ingen firkantede regler
Jeg ser reformationen som en fundamentalistisk revolution med hundredårs krig i Europa, der førte kristendommen tilbage til rødderne: I modsætning til lovreligionerne har vi sølle ti bud som et levn helt tilbage fra Det Gamle Testamente.
I alle livets andre forhold må man selv træffe de rigtige moralske valg. Jesus gav blot en række eksempler på rigtige og forkerte valg. Resten må man selv finde ud af. Der er ingen firkantede regler: Hvad der er rigtigt i én situation, kan være forkert i en anden.
Det, at det blev overladt til den enkelte at træffe de rigtige valg, blev starten på en selvstændiggørelse af individet og dermed uortodoks tænkning, som først førte til oplysningstiden, så til menneskerettigheder og slaveriets afskaffelse, dernæst til rimelig behandling af andre skabninger såsom husdyr, og i de sidste hundrede år til ansvar for naturen og miljøet. Også her halter de katolske lande samt resten af verden langt bagefter og vi andre er på visse områder ved at falde tilbage til tidligere tiders barbari.
Beslutningsdygtighed
Denne ansvarliggørelse af den enkelte har også som resultat, at vi i vores del af verden er bemyndigede til og forventes at tage initiativer og træffe beslutninger på alle niveauer f.eks. arbejdspladserne. Vi skal ikke have alle beslutninger og initiativer godkendt af overordnede hele vejen op gennem hierarkiet som i stort set hele resten af verden. Det er en meget væsentlig drivkraft bag vores store succes.
Den samme udvikling er godt på vej i resten af verden, hvor mange higer efter den samme personlige frihed og de menneskerettigheder, som vi har nydt godt af i mange år. I en globaliseret verden er det kun et spørgsmål om tid, inden det sker, selv om det kommer til at tage længere tid nogen steder end andre.
Kristendommens betydning for alt dette vil venstreorienterede, som jeg ellers regner mig selv for at være, ikke acceptere. Årsagen er, at det lugter langt væk af nationalkonservatisme og Dansk Folkeparti.
Men herved 'forærer' de venstreorienterede endnu engang en vindersag til de højreorienterede, for de fleste mennesker har givetvis en oplevelse af, at kristendommen er et vigtigt fundament for vores kultur ... altså begår venstrefløjen endnu et selvmål!
Hertil kommer dog, at al den ansvarlighed øjensynligt ikke rækker til at klare de vidtrækkende problemer, som det moderne samfund har medført for klodens økosystemer og klima. Her står menneskets iboende grådighed vi vil hele tiden have mere og mere i vejen for en løsning af problemerne. Det har 500 års puritansk protestantisk kultur ikke formået at lave om på.
Hans Meltofte er biolog, dr.scient. og aktiv i en række natur- og miljøorganisationer
Hvem var mor til demokratiet i det gamle Grækenland så?
En gruppe vikinger blev spurgt om, hvem der var deres leder, og de svarede: ”Vi har ingen høvding, vi er alle frie mænd”. Hvem var mor til det?
Romerne vidste også, hvad en fri mand var, og en slags demokratisk udfoldelse var der trods alt i senatet.
Debatten om overbærelse af tak til kristendommen for demokratiet vil ikke dø, mærkeligt nok. Kristne værdier? Nævn mig én! De ti bud er ikke en kristen opfindelse og Jesus trak dem ud i ekstremen, umulige at leve op til.
Man kan selvfølgelig ikke frasige sig den kultur, man er opflasket med. På den måde er enhver, der har været inde i en kirke mere eller mindre kristen.
Hvis alle ville leve som os, skulle der bruges fire planeter mere. Selv engageret i miljøarbejdet kan jeg ikke fatte, at du tillægger os en større ansvarsfølelse end andre, og at kristendommen skulle stå bag, gør det hele endnu mere sindssygt.
Vi såkaldt venstreorienterede, der har fravalgt religionen, kan godt ligne tabere, som du antyder, men det kan da aldrig få mig til at gå over til fjenden (jeg er sikker på, at Jesus ville holde med mig).
Når nu menneskets iboende grådighed ikke er blevet løst med kristendommen, kunne det jo godt være, at vi skulle begynde at tænke på en helt anden måde. Kan vi ikke blive enige om det, ellers ved jeg ikke, hvad du mener.
Enig i at Hans Meltofte overvurdere kristendommen, og han overser at kristendommen netop har kopieret de vigtigste af almuens leveregler og via nedskrivning gjort dem sine egne, men Hans Meltofte rammer muligvis en pointe:
reformationen som en fundamentalistisk revolution med hundredårs krig i Europa
(måske skal der stå 'mod' hundredårs krig)
Europa er, i forhold til de andre kulturområder i verden - Kina, Indien, Syd- og Nordamerika, Oceanien, ekstremt krigerisk og erobrende. En svækket adel der er oppe mod en bevæbnet bondestand, der er træt af hungersnød og krig er den direkte vej til reformer og demokrati.
1. Der var ikke demokrati i "det gamle Grækenland". Der var ikke engang et Grækenland. Der var en fin idé om demokrati forbeholdt en temmelig lille gruppe af mænd i bystaten Athen, og det bredte sig ikke. Idéen var født, men reel praksis fandtes knap nok.
2. Den gruppe vikinger var lige akkurat de mest indflydelsesrige mænd af høj klasse, og selvfølgelig havde de da en leder. At have ledere er ikke i modstrid mod demokrati. Men der var ikke antydning af demokrati i vikingetidens samfund.
Der er jo nogle vigtige pointer i Meltoftes artikel, som bør læses meget opmærksomt. Også selv om den danske folkekirkes fundament, Luther, var absolut antidemokrat. Meltofte nuancerer nemlig meget klogt, bl.a. mellem religionen, kirken og den lære, der tillægges Jesus. Og han fremhæver det grundlæggende individuelle ansvar, som ingen kan hjælpe med at bære.
Men ellers har det, vi nu om dage kalder demokrati jo stadig sin rod i det revolutionære USA og det katolske Frankrig, her opstået i opposition mod kirken.
@Tom: Selvfølgelig har der aldrig været tale om demokrati, det er der knapt nok i dag, men alene det at der kan være to eller flere, der betragter sig som frie, er et stort skridt. I perserriget var der kun én fri mand, resten slaver. Og vikingerne, nej, men det er sandsynligt, at mange følte sig frie.
Følelsen af frihed er ikke entydig. Jeg føler mig fri (i det store hele). Nogle ville nok påstå, at jeg ikke har grund til det. Diskussionen holder aldrig op.
Debatten her i trådene går på, om vi skal takke kristendommen eller ej. Hvis vi nu siger ja til det, hvad medfører det så? Skal man så begynde at tro på noget, man ikke kan tro på eller gå i kirke, ikke pga. tro, men fordi det fører til noget godt? Jeg er ikke klar over formålet med at opfordre til debat. Drejer det sig ikke om, hvorvidt kirken stadig skal have magt? Jeg må sige, at jeg er forvirret.
Synes Meltofte også at venstrefløjen forærer Dansk Folkeparti endnu en vindersag, ved ikke at godtage hans tese om at det kun er nordiske protestanter der er i stand til at føle ansvarlighed og almen medfølelse, mens de vilde sydpå "generelt ikke føler ansvar over for andet end sin familie, klan eller stamme, og hvor ære er afgørende, og skam står i stedet for skyld hvis din ugerning vel at mærke bliver opdaget"? Herre jemini.
Denne opfattelse, sammen med opfattelsen af at "de fleste mennesker givetvis [har] en oplevelse af, at kristendommen er et vigtigt fundament for vores kultur", viser at Hans Meltoftes vurdering af at han er venstreorienteret nok snarere må siges at være en Henrik Dahl.
@Niels-Simon Larsen: Formålet?
Hvis det kun er i særdeleshed protestantiske kristne (eller kultur-ditto), der kan nære ansvarsfølelse og medfølelse, er det meget nemmere at udskrige muslimer og andet fejlfarvet udskud som slavesjæle og mennesker uden højere følelser.
Så er det lidt OK at støtte tyranner i de varme lande, eller smide bomber i hovedet på dem for deres egen skyld, eller kæmpe for at holde dem ude af vores smukke, frie, ansvarsfulde land, uanset midlerne.
Det er selvfølgelig groft opstillet, men det er altså "belønningen" for at knytte ansvar og medfølelse til kulturspecifikke elementer af vores historiske baggrund.
Det er og bliver noget sludder, at gøre kristendommen til demokratiets grundlag. Både med og uden reformation. Efter reformationen var det det enkelte menneskes forhold til gud, der var det vigtigste. Det kunne praktiseres i et hvilket som helst samfundssystem, despotisk eller demokratisk. Kristendommen stille ikke krav til rang, magtforhold og privillegier i samfundet. Den tilskyndede ikke til demokrati, var nærmest imod, da det ville gøre ondt på nogen.
Der er ingen grund til for venstrefløjen at kæmpe med de konservative og DF om at elske kristendommens påvirkning af vores kultur. Det meste af den kriste moral er hentet fra almindelige erfaringer med livet, og kunne være udviklet uden om troen på gud og jesus.
Skulle kristendommen og særlig protestantismen gøre os særligt demokratiske som mennesker, der føler ansvar overfor lidende i Afrika, afskaffer slaveriet, behandler jorden og husdyrene ordentligt? Intet af det passer jo, når man ser på de faktiske store træk. Slaveriet gik ikke væk, selvom sydstatsamerikanerne var overordentligt kristne. I Afrika var udsultning af befolkningen og ran af deres naturværdier kolonimagterne kristne aftryk. Og behandler vi protestanter vores grise pænt i svineformene og på turen til slagteriet?
Formålet med debatten om religionens betydning? Det gælder både Sørlander og nu Meltofte: Jeg vil gerne have det uden ironi. Er deres formål ikke at sige til os, et eller andet med, at vi ikke må smide barnet ud med badevandet? Hvis det er Jesusbarnet, bliver de nødt til at sige det direkte, og hvis det er noget andet, må de sige det. Hvad vil ateisten Meltofte med sin Kommentar?
Jeg er stadig forvirret (på et lavt plan).
Som mange tidligere har hæftet sig ved er Meltoftes tese om at det kun er protestanter, som forstår individuel ansvarsfølelse osv. og derfor har de eneste sande demokratier er jo simpelthen ikke forenelig med historien. Hvor mange lutheranske lande er der egentligt? Lutheranismen, (som imodsætning til UK og nederlandenes Calvinisme) er den gren af protestantismen, som konsentrerer sig med det individuelle forhold med gud. Lutheranismen blev kun udbredt i nordtyskland og skandinavien. Det vil sige at ifølge Meltoftes logik må Danmark være en af de 3 måske 4 eneste demokratier i verden, som er egentlige. Tyskland må her være på vippen til at være et ordentligt demokrati, da kun de 4 mest nordlige bundesländer egentligt har et lutheransk flertal. Der vil også kunne findes nogle få lutheraner i USA, men her har de en endnu mindre procentdel af befolkningen.
Niels-Simon
Jeg ser debattens hovedmening som en ganske almindelig søgen efter sandheden. Meltofte har derudover et agenda, som man kan se tilsidst. Han ønsker at venstrefløjen køber påstanden om at demokrati skyldes den begrænsede del af kristendommen, som man kan takke Luther for. Derved kan man tage luften ud af nogle af højrefløjens argumenter.
Måske man burde overveje om artiklen blot skulle kaldes "Guddommeligt Vrøvl".
Hvis man ikke ved noget om de forskellige kirkesamfunds bekendelser, skal man lade være med at konkludere, at reformationen var årsagen til demokrati, fordi der ikke var skubbet nogen ind mellem det enkelte menneske og Gud, så man altså selv stod med ansvaret i forhold til Gud.
At man "gik tilbage til rødderne" i visse sammenhænge er rigtigt, men - disse rødder eksisterer i Den Ortodokse Kirke, den dag i dag.
Der er der heller ikke skubbet nogen ind mellem hin enkelte og Gud, og den Ortodokse Kirke og den Protestantiske Kirke baserer sig på den samme nicæiske trosbekendelse, omend med mindre forskelle.
Mange danskere tror fejlagtigt, at den Græsk-Ortodokse Kirke er en katolsk kirke i stil med den romersk katolske - hvilket udspringer af misforståelsen af ordet "katholiko ekklesia" - det svarer blot til det danske - den hellige almindelige kirke.
Forskellen mellem den katolske kirke, og den ortodokse og den protestantiske er bl.a., at vi ikke tror på at noget menneske er nærmere Gud end andre, hvorfor man naturligvis ikke kan opnå syndsforladelse, men er nødt til selv at tage ansvar for sine egne handlinger.
Ved opbygningen af kirker og virksomheder, også i Danmark, er det således at enhver virksomhedsplan funderer sig på opbygningen inden for den romersk-katolske kirke.
Forsvaret er opbygget således, politiet, kommunale forvaltninger og selv A.P. Møllers virksomhed er opbygget således.
At man så har uddelegeret et større ansvar til mellemledere til selvstændigt at træffe beslutninger, beror alene på arbejdsstyrkens grad af uddannelse.
At protestanter skulle være puritanere vil jeg nok lige stille et kæmpe spørgsmålstegn ved - det kan man nok finde ud af ved at måle CO2 aftrykket - der ligger de "danske puritanere" tårnhøjt.
At der skulle være tale om særlige korruptionsfrie miljøer i det protestantiske Danmark, eller andre protestantiske lande - tja, bum, bum som Niels Helveg sagde - hvad med min tidligere kollega Bent Betjent, der som bekendt lod sig begave med jagtrejser og biler til rejsebrug, eller Troels Lund Paulsen der havde ondt ved at skille sig af med et dyrt ur, eller Rejse-Lene, der fik stillet tøj til rådighed af Münthe og Simonsen, eller fik barnestol af Rådet for større Trafiksikkerhed, eller Søren Pind, der fik eksorbitante rabatter på tøj, Brian Mikkelsen fik briller stillet til rådighed, og den tidligere Politidirektør i København - Perlemor kaldet, der bl.a. fik et collier til 70.000 kr. for at døbe et af Mærsks skibe, plus rejse betalt, og som først leverede det tilbage da det blev opdaget, selv om hun naturligvis som offentlig ansat måtte være klar over at det var i strid med reglerne.
Bare for lige at nævne nogle få af disse der blev offentliggjort.
I Danskernes selvopfattelse er de ikke korrupte, men der er alene tale om "sympati- og forståelsesgaver".
Men ellers er det da rigtigt nok - du skal ikke forsøge at korrumpere en politimand på gaden - det slipper du ikke godt fra.
Men eftersom korruption altid siver ned gennem lagene ovenfra, er det jo ikke sikkert at denne anti-korruptionsholdning varer ved, nede på gulvet.
I øvrigt kan jeg tilføje at Siemens fra det protestantiske Tyskland har bestukket de store græske politiske partier med 2 millioner Euro, for at få kontrakter på udstyr til De Olympiske Lege - men det er måske så kun grækerne der er korrupte?
Og med hensyn til dyrevelfærd er det således, at de millioner af burhøns, kyllinger og slagtesvin man producerer i Danmark, ikke bare er et tilbagefald til tidligere tiders barbari - det er organiseret dyremishandling sat i system for at opnå størst muligt økonomisk udbytte, med mindst mulig hensyntagen til dyrenes naturlige instinkter.
Det skal man ikke være biolog for at indse - man skal blot have været i et staldsystem en kort tid for at konstatere dette.
Spørgsmålet om samfunds udvikling og eventuelle demokrati, beror alene på undertrykkelsesfaktoren - ikke nødvendigvis en intern undertrykkelsesfaktor, men også en udefrakommende.
For Grækenland og det øvrige Balkans vedkommende, var de fleste af landene besat af det Osmanniske Rige - helt op til begyndelsen af det 20. århundrede. Befrielseskampen blev ofte ledet af kirken og klostrene, og bevarelsen af sproget og undervisningen af børn, blev også varetaget af kirken, idet der ikke var nogen politiske institutioner der kunne påtage sig det - alt græsk blev forsøgt undertrykt.
Når man således har været besat i 400 år har man som befolkning jo dels arvet et administrativt apparat, ligesom 400 års kulturindflydelse sætter sine spor, også i sprog og vaner.
Det tager jo lang tid at opbygge demokratiske institutioner, og når man så også bliver forhindret i det af CIA's sponsorerede Oberstkup, efter at have gennemlevet en Nazistisk besættelse, der i voldsomhed langt overgår hvad mønsterprotektoratet Danmark var ude for, og en efterfølgende borgerkrig, der ligeledes var sponsoreret af Storbritannien og USA, tja, så kan man jo godt sidde i Skandinavien og være selvfed og pege fingre ad Sydeuropa, men det må alene være fordi man ikke kender noget til historien.
Nå ja, det var bare det jeg som venstreorienteret ortodoks ville sige...
Hvis de kristne for det bedre med sig selv ved at påstå at demokratiet er en funktion af biblen, så fred med dem, men kan de ikke holde det for sig selv?
Jeg faldt lige over en artikel i Kristligt dagblad:
Uddrag:
Den sørgelige empiriske kendsgerning er, at 19 ud af 20 demokratier er blevet dannet på baggrund af en krig, siger Carsten Jensen, ph.d og forsker i demokratiudvikling ved Forsvarsakademiet.
– Meget firkantet kan man sige, at nederlag er stærkt fremmede for demokratiet.
Søren - det oprindelige udgangspunkt var at kristendommen var meget bedre til demokrati, ja nærmest befordrede samme, og at Islam nærmest stod i vejen - begge dele er naturligvis det rene vrøvl.
Til gengæld kan det i stærkt undertrykte samfund, være kirken eller moskeen, der er den eneste mulighed for borgerne at samles uden særlig overvågning. I den græske frihedskamp var klostrene de rene modstandsreder, både i kampen mod tyrkerne, og senere under nazismen.
Der findes jo også den såkaldte befrielsesteologi i Syd-Amerika, hvor præster der er i opposition til magthaverne af og til bliver henrettet, men det handler jo overvejende om at skille sig af med brutale undertrykkere.
Det arabiske forår bl.a. i Syrien benytter jo begravelser af ofre for Assads undertrykkelse som politiske manifestationer, selvfølgelig som en religiøs handling, vel først og fremmest fordi det vil være vanskelig at forbyde begravelserne, men også fordi det bringer styret i konflikt med flere mennesker, hvis de bliver ved med at skyde på begravelsestog.
Formålet med debatten, spørger Niels-Simon Larsen til. Jeg tror formålet fra oplægsholdernes side er kulturkamp. De vil hæve kristendommen op til at være demokratiets moder, for så kan vi rigtig sole os i vores praktfulde kulturarv (eller en stor del af den), der er så succesfuld, at den har skabt velstand og demokrati og al god menneskelig ansvarsfølelse, og den er først og fremmes bedre end islam (Kai Sørlander). Det er ligesom med regeringens kulturkanoner og demokratikanon (hvor galatherbrevet er med), det er selvbekræftelse, se hvor gode vi og vores religion er.
Reformationen gav mere magt til fyrsterne, som i Lutters optik var udvalgt af gud m.a.o. indvarsledes enevælden af reformationen. Det er nonsens at tale om: ”ansvarliggørelse af individet”, i en tid hvor bønderne var hovbønder under herremandens nåde og almindelige borgere var kongens lydige undersåtter (Se f.eks. Sven Erik Stybe: ” Fra folkevækkelse til enevælde af guds nåde”). Hans Meltofte mener af det var af afgørende betydning at: ”den indflydelse, som protestantismen som sådan har haft på kulturen i Nordeuropa og Nordamerika. Her har det været afgørende, at det i protestantismen er dig selv, der er ansvarlig direkte overfor Gud”. Sikke noget sludder – er det ikke mere afgørende at man i arbejderbevægelsen, havde et ansvar direkte overfor hinanden. Er det ikke uendeligt mere vigtigt end nogle tågede teologiske spekulationer, som kun blev delt, at en minimal udsnit af de europæiske befolkninger.
Så skriver Meltofte:
”Det står i skærende kontrast til stort set hele resten af verden, hvor man generelt ikke føler ansvar over for andet end sin familie, klan eller stamme, og hvor ære er afgørende, og skam står i stedet for skyld hvis din ugerning vel at mærke bliver opdaget”. Sikke en gang uigennemtænkt bræk. Som antropolog kan jeg godt garantere Meltofte at han tager fejl. Den kulturelle variation i verden er meget større end han tror!
Begreber som: familie, klan og stammer er sociologiske modeller som man skal være varsom med at generalisere ud fra. Jeg ville ikke ture gøre det.
Studere man de forskellige folkeslag nøjere, vil selv en idiot opdage, af alle folkeslag, til alle tider har haft forskellige måder, hvorpå man hjælp hinanden socialt. Det gjaldt ikke mindst forholdet og diverse relationer til fremmede. ”Den fremmede skal du hjælpe” siger toraen ” fordi vi var selv fremmede i Ægypten” (citat efter hukommelsen). Lignede moralske kodekser findes i alle kulturer. Folkeslag der levede under ekstreme klimatiske forhold, var meget afhængige af relationerne til fremmede og udefra kommende grupper, og de udviklede naturnødvendigt en moral som fremmede gode relationer. Det glæder f.eks. inuit i Sibirien, Alaska, Canada og Grønland. Disse samfund var meget positive og åbne overfor udefra kommende, og det benyttede europæerne sig af til at undertvinge sig disse folk.
Og så er her en anden påstand der er til at føle på: ” Resultatet er, at vi inden for den puritanske protestantiske kulturkreds føler ansvar over for alt lige fra handikappede over lidende mennesker i Afrika til forureningen af verdenshavene og atmosfæren”.
Jeg vil anbefale Meltofte at han begynder med at læse: Marc Ferro: ”Kolonialismens Sorte Bog”. Bagefter kan han, finjustere gennem studiet at den kristne missionsundertrykkende og blodige historie. I særdelshed den protestantiske mission som er medskyldig i udryddelse af mange folkeslag og brutal undertrykkelse (Se f.eks. Søren Hvalkoff og Peter Aaby: ”Is God An American?” An Antropological Perspective on the Missionary Work og the Summer Institut og Linguistics”. IWGIA). I disse bøger kan han læse, hvad der skete, når forskellige folkeslag kom i kontakt med europæerne, og fik den kristne kærlighed at føle!. Det er fæl læsning.
Meltofte skriver videre: ” Jeg ser reformationen som en fundamentalistisk revolution med hundredårs krig i Europa, der førte kristendommen tilbage til rødderne”. Jamen hvorfor tror han på den myte – reformationens myte om sig selv? Selvfølgelig blev kristendommen ikke ført tilbage til sine rødder. For det første fordi en mytisk fortælling som den kristne ikke har nogle rødder, som man kan føres tilbage til. For det andet fordi det reformationens opfattelse af kristendommen var en konstruktion. Og denne konstruktion var en forestilling man havde om en mere oprindelig kristendom. Intet mærkeligt i det, den slags er ret almindeligt i religiøse og sociale vækkelser og fænomenet optræder i alle slags kulturer.
Hvorfor man skal læse den slags lommefilosofi, som denne forfatter skriver, i Information er en gåde.
Kristendommen er ideen om ét overhoved for hele verden, religiøst og politisk, i Rom. Reformationen, udover at Luther var liderlig, var et opgør med denne enehersker fra de lokale konger i Nordeuropa, nå ja så var Henrik 8. også liderlig. Hvor er demokratiet lige i den fortælling?
At man kan fortolke alt hvad man ønsker ud af biblen, kan man ikke bruge til noget som helst. Det bliver aldrig andet en teologisk fluesex.
Jeg har ellers hørt, at paven synes at katolicismen er at takke for demokratiet. Men jeg undrer mig lidt over at så mange vil have æren for sådan en fiasko.
Men ellers er det da rigtigt nok - du skal ikke forsøge at korrumpere en politimand på gaden - det slipper du ikke godt fra.( Nåh vi glemmer lige edderkoppesagen)
Skriver Niels Mosbak, der ellers igen får fortalt noget om hvor rædselsfulde forholdene er i DK, mens det gennemkorumperde politiske system i Grækenland undskyldes med 400 år osmannisk styre. Blev Grækenland ikke selvstændigt o. 1820?. Var Grækenland ikke ude i en vanvittig erobringskrig mod Tyrkiet i 1922.
Var Grækenland ikke et diktatur før 2. verdenskrig ?
Der er sikkert mange gode forklaringer på at dette fattige og misregerede land er på røven, men tag Finland: Først en svensk provins, så en russisk, selvstændig i 1918. Borgerkrig. To krige mod Sovjet, lydstat under Sovjet fra 1944 til 1990.
Skriftsprog godt 150 gammelt. Sammenlign med Grækenland og forklar så hvordan dette iskolde, fattige og udbyttede land, uden resurser er blandt det rigeste i Europa, mens Grækenland med det mest fantastiske klima er på hælene.
Nokia og papir, før det var Finland det fattigste land i Skandinavien.
Jamen det forklarer da ikke en skid, Søren Lom. Hvorfor kan de noget i Finland, som de tilsyneladende ikke kan i Grækenland. ?
Det er jo ærgerligt at jens peter jensen ikke har læst de andre oplysende kommentarer om Grækenlands styre som Niels Mosbak har skrevet.
Nå, det kan nok være det samme.
Tom W. Petersen
"1. Der var ikke demokrati i “det gamle Grækenland”. Der var ikke engang et Grækenland. Der var en fin idé om demokrati forbeholdt en temmelig lille gruppe af mænd i bystaten Athen, og det bredte sig ikke. Idéen var født, men reel praksis fandtes knap nok."
Etymologisk består ordet demokrati, af det græske "demos" - folk og "kratos" magt - så hvis grækerne ikke havde demokrati, var der jo ingen grund til at opfinde ordet.
Dernæst bestod bystaten Athen også af oplandet Attica hvilket omfattede omkring 100.000 familier.
Borgere med stemmeret var mænd, der var fyldt 20 år og havde aftjent værnepligt.
Undtaget var børn, kvinder, og slaver, samt udenlandske tilflyttere. (Kvinder fik jo også først stemmeret i Danmark til rigsdagsvalg i 1915).
Man anslår antallet af stemmeberettigede til mellem 30.000 (4. årh. f.Kr.) og 60.000 da det gik højest, men antallet skrumpede ind under den Peloponesiske Krig.
I modsætning til det nuværende demokrati var der tale om direkte demokrati, og hvis man sammenligner med overgangen til demokrati i Danmark, var der dengang lignende undtagelser i retten til at stemme, som man benævnte 5 F: Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige.
Der hævder bystaternes demokrati sig ved at social status intet betød for retten til at have stemmeret.
Søren Lom m. fl.´s niveauløse og underlødige kommentarer fortjener en reaktion.
Ved Søren Lom ikke, at videnskab, sekularisering, demokrati, frihed og lighed, menneskerettigheder m.v. er opstået i den kristne kulturkreds?
Ved Søren Lom ikke, at i modsætning til lovreligionen islam skelner kristendommen mellem Guds og kejserens domæner (to-regimentelæren), som har dannet grundlaget for adskillelse af religion og politik (sekularisering)?
Ved Søren Lom ikke, at tanken om, at alle mennesker er lige, kommer fra Jesus´og Paulus´ forkyndelse, og at denne lighedstanke er grundlaget for demokratiet, retsstatsprincippet og menneskerettighederne?
Kære Inger Sundtold, jo det har jeg, men det forklarer ikke hvorfor visse lande på en række områder er mere velfungerende end andre. Grækenlands historie er enestående, men der er andre lande, der har lidt lige så meget som Grækenland og som alligevel fungerer så meget bedre end dette misregerede og politisk korrumperede land. Min pointe er altså: Hvordan kan man forklare det. Jeg har ikke løsningen, har du den?
Det kan man jo nok forklare ved korrupte ledere og en befolkning der ikke får noget for skattekronerne der ryger i de forkerte lommer.
Det bedste man vist kan sige om religion i forbindelse med demokrati er vist at demokrati ofter er opstået som en modreaktion mod kirkelig magt.
jens peter hansen
Hvis du lige bladrer lidt i historiebogen, vil du set at Grækenland i dets nuværende skikkelse blev samlet i 1913, i forbindelse med Balkankrigene.
Stormagterne indsætter den bayerske prins Otto som konge i 1832 og han bliver fordrevet i 1862 og afløses af den danske prins Vilhelm (Georg d. 1.) der bliver myrdet af en anarkist i 1913.
Dernæst bliver Konstantin d. 1. konge.
Så havde grækerne et stort felttog mod tyrkerne i 1922-1923, efter tilsagn fra Storbritannien om militær hjælp (snydt igen - der kom ingen hjælp) og de blev jaget ud af de græske områder i Lilleasien.
Det medførte at den græske befolkning med et slag voksede med 1,5 millioner mennesker - svarende til ca. 25 % af befolkningen.
Adskillige kup og modkup og i 1935 indsættes Georg d. 2 som konge og udnævner Metaxa som diktator. Stadig intet demokrati.
Borgerkrig 1944-49, og derefter skiftende højreregeringer og en junta i 1967, (CIA sponsoreret) da Pasok så ud til at kunne danne regering.
Ud med kongen og Anna-Maria, da det var lige ved at udvikle sig til borgerkrig igen, da kongen forsøgte at skabe splittelse mellem de forskellig værn.
Så lykkedes det for folket at skaffe sig af med Juntaen og kongehuset, og først i 1974 får man skaffet sig demokrati.
Se det var en lille kort gennemgang af nyere græsk historie, og grækerne kom hverken med i EU eller Nato for deres brune øjnes skyld. De kom med for at skaffe lidt balance i forhold til tyrkerne, så der ikke udbrød krig, og så på grund af britiske og amerikanske baserettigheder.
Se da Grækenland kom med i Euro-samarbejdet vidste enhver der havde rejst i Grækenland, at det var der ihvertfald ikke dækning for økonomisk, og i øvrigt blev den græske befolkning slet ikke spurgt.
Det var en politisk beslutning, som blev bakket op af EU, fordi det gjaldt om at få så mange med på vognen som muligt.
Så det var en ganske tåbelig beslutning der blev truffet - både af regeringen i Grækenland og i Bruxelles - og det koster så penge nu.
Men det var til at forudse, hvis ikke man bevidst lukkede øjnene.
Marianne Mandoe. Det er ikke den kirkelige magt, som Hans Meltofte argumenterer for, men derimod den kristne idé som grundlaget for vores kultur og demokrati.
Nåh ja, men folket har jo selv valgt lederne eller hvad?
Kunne det tænkes at visse politiske traditioner, som både findes til højre og venstre i Grækenland, om vennetjenester og almindelig korruption er mere almindelig der end i det , kan jeg forstå på Niels Mosbak, også korrumpede Danmark ? Og er forskellen mellem et armbåndur og organiseret pengestrøm under bordet ligegyldig, da det i begge tilfælde er ulovligt ?
Grækenland er et pragtfuld land, men skal finnerne og prøjserne betale for deres politikeres uduelighed ?
Tak for gennemgangen af Grækenlands historie, jeg kendte den i store træk, men tak alligevel.
Jeg spørger bare: Har Grækenland ikke været selvstændigt i over 150 år. JO, men hvordan har Grækerne så lige forvaltet denne selvstændighed?
Ikke så smart må man sige, hvad din historiske gennemgang jo på enhver måde så udmærket viser. 1864-dumheden kommer jo til at ligne vits ved siden af Grækernes stormagtsdrømme efter 1. verdenskrig.
Min erfaring med Grækenland hidrører fra 5 års samarbejde på tværs af 12 EU-lande i 1980'erne.
Her sagde de progressive lærere, jeg arbejdede med, at EU var garantien for at et oberststyre ikke kunne komme igen. Det var første gang jeg havde hørt det argument og ændrede i øvrigt min holdning til EU. Til noget som kunne være positivt.
Det ændrer imidlertid ikke en pind ved det forhold at Grækenland har et gevaldigt rod i sine fiscale forhold. Med eller uden EU's vidende. Derfor ville det være befriende om grækerne selv kunne komme med nogle løsningsforslag, der ikke bare gik ud på at få eftergivet gælden.
Grækerne har fået mia. fra EU, kunne det tænkes at man næste gang, eller næste gang, eller.. forsøgte at bruge dem til noget, der kom befolkningen til gode og ikke bare de sædvanlig mistænkte ?
"Det, at det blev overladt til den enkelte at træffe de rigtige valg, blev starten på en selvstændiggørelse af individet og dermed uortodoks tænkning, som først førte til…"
Det er et klassisk argument. Tillad mig at gøre opmærksom på mit eget svar fra en tidligere lejlighed, hvor det var Søren Krarup og Morten Uhrskov Jensen der fremførte argumentet.
http://tinyurl.com/6ya2865
jens peter hansen
Nu har DK jo haft formelt demokrati siden Junigrundloven af 1849 og Grækenland siden 1974.
Danmark har haft en Alberti og en Estrup, en Edderkoppesag og har ikke i 1922 fået en befolkningsindsprøjtning på 25% - du kan bare se hvordan dansken piver over 10% udlændinge i dag.
De grækere der kom til Grækenland dengang,havde kun et træk tilfælles - de var ortodokse kristne. Men deres modersmål var ofte tyrkisk og deres kulturelle traditioner tyrkiske. Og de kom helt tomhændede.
Det er denne befolkningseksplosion der er årsag til at halvdelen af Grækenlands befolkning i dag bor i Athen og Thessaloniki. Så det sætter fortsat sine spor.
Lad mig anskueliggøre for dig hvorledes omverdenen så på Grækenland i 1950'erne, da den store polio-epidemi hærgede i Europa.
USA nægtede at sende vaccine til Grækenland, fordi man betragtede det som et 3. verdensland.
Grækenland har haft en helt anderledes historie med meget voldsommere begivenheder helt op til 1974, med voldsom undertrykkelse gennem 400 år, og netop med et tyrkisk klientsystem, og det forsvinder jo ikke over night. Der døde også flere hundredetusinder under nazismen bl.a. af sult. Derpå blev fastlandet kastet ud i en borgerkrig.
Det græske samfund er et landbrugssamfund der er begrænset af naturen på en måde der vanskeliggør stordrift, og fordrer manuel indsats.
Det du anser for at være et gunstigt klima er jo ganske rigtigt - men for en bygningsarbejder der er tvunget til at bære sten i 45 graders varme er det knap så indtagende - eller for min nabo tomatavleren der arbejder i et 50 grader varmt drivhus hver dag, er det heller ikke så fedt.
Men det er rigtigt - vi sparer lidt på varmeregningen, og det er fedt at ligge ved stranden, når man er turist.
Og så kan man jo godt sige at folket selv har valgt lederne - men det har man jo også i DK - og der har man ingen problemer med at se gennem fingre med korruption.
Det du mener er småtingsafdelingen er jo blot det der er synligt eller bliver det.
Her i Grækenland kalder man det korruption - i Nordeuropa og USA kalder man det med et finere ord for lobbyisme.
Når Bent Betjent som erhvervsminister bliver inviteret på jagt og golfrejser netop i sin egenskab af erhvervsminister, sker det jo næppe kun fordi han er en flink fyr - men måske fordi man så har indledt et såkaldt sympati- og forståelsesforhold, der i fremtiden kunne lette visse ting.
Så hvis kristendommen skulle have indflydelse på et samfunds evne til at udvikle demokrati må man konstatere, at selv om Apostlen Paulus landede på Kreta i år 59, har det taget noget lang tid at få det til at fungere - mon ikke det er en vildfarelse, der intet hold har i virkeligheden.
jens peter hansen
Ja, det er korrekt at indlemmelsen i EU også havde at gøre med, at man ikke ønskede at et nyt Juntastyre skulle dukke op, som du nævnte.
Og der har jo efterfølgende været domme fra EU der har fået DF til at se rødt, men som i deres rimelighed har betydet, at også jeg har måtte se EU som et bolværk mod de værste udskejelser.
Det er ud fra en 'vis' kristendomeopfattelse nærmest blasfemisk at tilskrive den nogen som helst gavn. Den kom ikke for at gavne, men alene for at omvende os, vende os bort fra verden. Det er klart, at det var en umulig opgave for den, så derfor tiltog kirken sig nogle sidegevinster ved at voldtage os på 117 måder samt fortælle os, at det (også) var kristendom.
Lad dog de mennesker, der vil en inderliggørelse af kristendommen være i fred og lad os få den politiserende kristendom ned i kanvassen (med begge skuldre).
For mange år siden var Ove Nathan rektor for Københavns Universitet - og jeg boede i København. Og jeg læste i avisen, at Ove Nathan syntes det var lidt for groft, at kristendommen førte sig frem som om den havde patent på næstekærlighed. Det er noget almenmenneskeligt mente Nathan. Og jeg må give ham ret igen og igen. Jeg har ikke set nogen tegn på at kristne er mere næstekærlige end andre. Men begreberne og selvsmagelsen har de sat i system i deres menighed.
Vi er vel også nødt til at forholde os til, at nogen tror, at der findes et usynligt væsen, som styrer hele verden. Og jeg har valgt min form. Jeg må ryste på hovedet. Enten er tanken helt vild - eller også er det væsen helt ude af trit med hvad der sker på jorden.
Vi er vel også nødt til at forholde os til, at nogen tror, at der findes et usynligt væsen, som styrer hele verden. Og jeg har valgt min form. Jeg må ryste på hovedet. Enten er tanken helt vild - eller også er det væsen helt ude af trit med hvad der sker på jorden.
Ja, det var en særdeles demokratisk innstillet Luther som banet vei for "demokrati" i vår kulturkreds da han utvetydig ga sin støtte til den tyske adelstand i nedslaktningen av bøndene da de agerte som ansvarlige og individualiserte samfunnsmedlemmer på 1520-tallet... Sidenhæn skulle bålene flamme lystig omkring fritt tænkende individer helt ut gjennom 1600-tallet.
Hva ville vor kulturkreds ha været uten sine kilder i antikkens Grækenland, og opplysningstidens kamp mot all verdens overtro? Definitivt barbari efter enhver målestokk -- og barbariet slo da også inn for fullt i det tyvende århundre, efter at nationalisme, protestantisme og imperialisme gjennem 1800-tallet hadde trængt opplysningsideerne til side: "The Eclipse of Reason", som Horkheimer kalte den degenererende process som fremdeles pågår.
Det eneste som har reddet lille protestantiske Danmark fra at havne i samme hul som Grækenland er nordsøolien.
Den politik som har været ført under Fogh/Hjort/Løkke har kun haft et formål, at fylde lommerne på en lille økonomisk elite. Den eneste som endnu ikke har fået sin belønning er Hjort, eller vi kan ikke se belønningen.
Søren Lom
Ja, men også andre forhold spiller ind - Grækenland har jo ved at tiltræde Euroen mistet nogle økonomiske reguleringsredskaber, dem kan Danmark godt bruge skulle det blive nødvendigt, selv om Hjort mener noget andet.
Samtidig bruger grækerne 4,3 % af BNP på militæret.
Men det er nok det sidste der bliver ryddet op i.
Artiklen indeholder en række diskutable påstande om historiske sammenhænge og modsætninger, såsom opstilling af en modsætning mellem ”den reaktionære kirke” og ”protestantismen”, ”den ansvarliggørelse og selvstændiggørelse af individet, som skete med reformationen”.
Hvis man ser lidt længere og ud over den begrænsede del af verden og historien, der handler om vores nordeuropæiske naboer og Nordamerika, så vil man fx vide, at selvstændiggørelsen af individet i Europa satte ind i Nord- og Mellemitalien førend de reformatoriske bevægelser i Nordeuropa fik vind i sejlene i 1500-tallet, og at baggrunden herfor jo ikke mindst var genopdagelsen af de antikke græske og latinske filosoffer og digtere, som var undsluppet den tidlige kristne kirkes destruktion af alle de hedenske skrifter, de første kristne kom i nærheden af. At vi i dag kender til Platons, Aristoteles og andre antikke forfatteres skrifter, kan vi jo takke araberne for.
Og påstanden om, at protestantismen skulle være en særlig garant for, at vi i vores kulturkreds føler et særligt ansvar for ”alt lige fra handikappede over lidende mennesker i Afrika til forureningen af verdenshavene og atmosfæren” må også bero på et mangelfuldt kendskab til historien. Omsorgen for syge og lidende mennesker var faktisk noget af det første, oldkirken satte i system. Det skete ca. et halvt årtusind inden kristendommen overhovedet nåede til Danmark.
Man kunne med lige så god ret opstille en hypotese om, at destruktive fænomener som racisme og nazisme har haft særlig gunstige vækstbetingelser i den protestantiske kulturkreds. Vælgertilslutningen til Hitler i 30’rne var markant større i de protestantiske dele af Tyskland end i de overvejende katolske, ligesom de protestantiske kirker i Tyskland havde lettere ved at indordnede sig forholdene i det tredje rige end den katolske. Man kunne også pege på, at racismen især blev sat i system i stater, som var domineret af protestanter, såsom Sydafrika og USA's sydstater (dermed ikke være sagt at racisme ikke kan findes andre steder) – og stod det til vores egen Pia K. ville det jo nok også ske herhjemme i endnu højere grad end det allerede er sket.
Faktisk synes jeg ikke, artiklen lever op til den standard, man må forvente i Information, når det gælder fakta. Her ser jeg bort fra, hvad formålet med at bringe artiklen egentlig er, idet jeg tilslutter mig Niels-Simon Larsens bemærkninger herom. Min personlige holdning er, at kristendom, forstået som Jesu forkyndelse, ikke kan tages til indtægt for nogen som helst samfundsorden. Men når vi taler om de mange forskellige retninger, der påberåber sig kristendommen, er sagen en anden.
Bo Jørgensen siger:
” Ved Søren Lom ikke, at tanken om, at alle mennesker er lige, kommer fra Jesus´og Paulus´ forkyndelse, …”
Her er du galt afmarcheret – den universelle lighedstanke kan føres flere hundrede år tilbage f.Kr., dvs. til stoikerne.
Olav, jeg havde ikke set Bo Jørgensens kommentarer.
Det er jo skønne teorier, bare synd at det er så svært at finde belæg for dem i historien, den kristne del af den i alle fald.
Men jeg håber at de brændte hekse og kættere satte pris på lighedstanken.
Var der ikke også noget med, at man efter reformationen satte rigtig gang i heksebrændingerne i Danmark - således at et langt større antal blev brændt på bålet end tilforn?
Mange tak for de mange kommentarer. Det er herligt, at så mange har reageret. Og det er sjov at se, hvor mange 'side-diskussioner', der kan udvikle sig på sådan en tråd.
Der er en ting, der er gennemgående i adskillige indlæg, og det er den meget omfattende selvkritik overfor egen kultur, som er så typisk for de protestantiske lande (bemærk at Luther ikke er nævnt i mit indlæg; det handler om alle de protestantiske lande).
Denne ellers meget fine selvkritik, har en tendens til at glide over i selvhad overfor egen kultur. Herom skrev jeg i en kronik i Information i 1997:
"De fleste af de mennesker jeg er færdedes blandt i mit nu mere end 30-årige voksenliv er præget af en til selvhad grænsende kritisk holdning til vestlig kultur. En ung afrikaner, som jeg engang kørte i tog med, var rasende over hele tiden at få tudet ørerne fulde af danskernes kritik af det danske samfund, som for ham var noget nær paradis. Der er ingen grænser for alt det dårlige, der er at sige som vores eget samfund og den måde vi forholder os til andre kulturer og fremmede i det hele taget. Ikke mindst kristendommen får skyld for den massive undertrykkelse af andre kulturer, som den vestlige imperialisme har medført.
Guderne skal vide, at vi har lavet mange ulykker – med eller uden kirkens velsignelse – og stadig gør det. Det er der skrevet tusindvis af bøger og artikler om, så det er der ingen grund til at gentage her. Men når vi er 'færdige' med at selvransagelsen, så må der måske være plads til at se på nogle af de positive sider af kristen, vestlig kultur."
"Vores kristne moral byder os at føle os kollektivt ansvarlige for århundreders misgerninger. Pizarro var en skurk, fordi han med list overvandt Sydamerikas største imperium. Jeg tror ikke, at inkaernes efterkommere har skrupler over, at de underlagde sig størstedelen af de civiliserede stater i Sydamerika med rå magt. Jeg tror heller ikke, at mongolerne har skrupler over, at deres forfædre tilkæmpede sig verdens hidtil største imperium med en blodighed, som overgår det meste verden har set. Og jeg tror heller ikke, at kineserne er særlig skyldsbevidste over at have underlagt sig store dele af Centralasien og groft undertrykt disse landes kulturer. Når vi føler skyld over alle vores kulturs misgerninger – nu som dengang – så er det netop fordi de er i så åbenlys modstrid med vores kristne idealer."
Selvkritik og både godt og nødvendligt, men hvis vi ikke anerkender, at vi - og ikke mindst socialdemokraterne - har opbygget nogen af verdens bedste samfund, så har vi heller ingen modstandskraft overfor de kræfter, som vil nedbryde dem. Så synker vi ned i nihilisme og visse humanisters "alt er lige godt"-syndrom.
mange hilsner
Hans Meltofte
Søren Lom & Niels Mosbak:
Heksebrendingerne i Danmark/Norge, og i Europa generelt, var primært et efterreformatorisk fenomen, selv om dette religiøse vanviddets teoretiske opphav -- Heksehammeren (Malleus Maleficarum) av Kramer/Spränger -- blev publiseret rett forut for reformationen (1486).
Det er for øvrig av en vis interesse at grundlaget for å bli anklaget og dømt som heks (benævnelsen omfattet så vel menn som kvinner) var svært varierende. En felles nævner koker ned til at det dreide seg om individer med en eller annen form for "avvikende atferd" fra den "rette, ortodokse tro", som de fremvoksende statsapparaterne så sig tjent med at håndheve for å befeste de ledende samfunnsstendernes makt. Et nevrotisk trekk ved den europeiske historien, med klare paralleller til islamsk sharialovgivning.
Hekseforfølgelsene opphørte ved utgangen av 1600-tallet, efter at opplysningsideerne hadde satt inn med eksempelvis "Toleration Act" i England i 1688 (et produkt av "The Glorious Revolution"), hvilket blev et forbilde for det kontinentale Europa slik det uttrykte sig hos tænkere som for eksempel Bayle og Montesquieu, og derefter gjennemstrømmet hele encyclopediearbeidet fra 1750-tallet av.
Til Hans Meltofte: det er noget misk-mask, du skriver, selvfølgelig må og kan man være kritisk overfor fremstillingen kristendommen som grundlaget for opbygningen verdens bedste samfund, når historien nu så effektivt modbeviser det. Vil man ikke kendes ved sin egen historie, kunne man spørge de, der påstår at kristendommen har båret demokratiet frem til sit ypperste.
Selvom man er kritisk overfor de, der klamrer sig til den indoktrinering, at det er kristendommen vi skylder al vores succes, kan man godt holde af sin kulturarv på anden måde. Der er meget styrke at hente i bondestenalderens overlevelsesstrategi, vikingetidens skønne sejlerkultur, landsbyfællesskabet, sædvanereten med forhandlinger på tingstederne, Jyske Lov, bøndernes frigørelse, borgernes oplysningtanker, og hurtigt fram til Georg Brandes, og alle de kulturradikale proselytter, der er masser at tage af, bare det ikke bliver for kristent
Den kristne idé, der er grundlaget for vores kultur?
Den kristendom der blev opfundet af det hensygnende romerske rige gennem det fjerde århundredes via synoder, stridigheder, magtkampe, kirkemagt, ændringer (læs: fordrejninger) af teksterne gennem omskrivninger, sammenskrivninger og kanoniseringsprocesser, og dekreter om udryddelse af konkurrenter (templet, trossamfund, biblioteker, videns og lære-steder), havde intet med nogen "kristen idé" at gøre.
Det var det rene nonsens, med massiv overtro og systematisk umyndiggørelse af mennesker. Tilsidesættelse af al fornuft og rimelighed, og passiv lydighed overfor autoriteter. Systematisk indoktrinering af budskabet om at finde sig i hvad som helst, at livet er en overgang til en evig tilstand. At des mere man lider i livet, des større bliver den hinsidige lykke. Den systematiske og totale åndrepression og umyndiggørelse.
Den "kristne idé" handlede om det modsatte. Om fornuft og visdom (Logos), der altid havde været gud (eller det guddommelige). Om dåben som symbol på omvendelse i den forstand, ved at den der lod sig døbe, forpligtede sig til fornuft og ærlighed. Et dåbsritual, hvis signifikante elementer var afvaskningen af skyldfølelse for ens tidligere adfærd og handlinger. En genfødsel som stoiker. Kendetegnet ved at ånden (Ånden) tog bolig i den døbte. Ånd, i den betydning den har også i hele GT - nemlig som det guddommeliges tilstedeværelse.
Den kristne idé handlede om emancipation, om fornuft og visdom som styrende elementer. Om altid at tale sandt.
Intet kunne være mere truende for de politiske magthavere, end hvis pøbelen tog sig selv alvorligt, og lod sig vejlede af fornuft og frigørelsesbestræbelser, fremfor at lade sig kue af autoriteter. Det var den kristne idé - som selvfølgelig ikke var en original idé, men samme idé som stortrivedes i flere kulturer gennem hundreder af år.
Indtil dette frigørelses- projekt og oplysningsprojekt blev destrueret i bogstaveligste forstand. Den eneste legitime kristendom var åndsslaveriets, umyndiggørelsens og uoplysthedens genindførelsen. Samt ikke mindst nidkære bestræbelser på destruktion af al erindring om fornuftig tankegang hos antikkens græske, persiske og andre tænkere.
Reformationen var en fis i en hornlygte. At denne fik nogen succes, var alene fordi politiske magthavere fandt den opportun. At man kunne vippe den romerske kirke af pinde, og den lokale fyrste i stedet kunne gøre sig selv til det lokale overhovede for den statsdikterede overtro.
Der var også en idé, man kunne kunne kalde "den demokratiske idé". Som var at lade fællesskabet træffe oplyste og forstandige beslutninger, gennem samtale og ved brug af argumenter.
Det, der pt. udlægges som demokrati, har intet med fornuft eller rationalitet. Det er primitive magtkampe blandt kleptomane selvberigere, uden noget sigte på at der skal træffes forstandige beslutninger på fællesskabets vegne.
Illusionen om, at pøbelen er magtfuld som følge af den påstående demokratiske styreform, er grotesk. En person hvis magt er begrænset til at sætte analfabetens tegn på en fortrykt spiseseddel hvert fjerde år, er naturligvis afmægtigt. Og ikke mindst offer for et selvbedrag - den blyant man allernådigst får lov at låne at minuts tid med års mellemrum, giver ikke magt.
Sider