Kronik

Regeringen gør grin med fattigdomsdebatten

Regeringens nye udspil til bekæmpelse af fattigdom fokuserer på beskæftigelse i stedet for at adressere fattigdomsproblematikken direkte. Det er bagvendt logik og endnu et forsøg på at undgå at fastlægge en fattigdomsgrænse, som kan blotlægge VKO's mange ulighedsskabende tiltag
Økonomisk fattigdom er afgørende for, om man kan modtage julehjælp. Regeringen anerkender imidlertid ikke, at økonomien er afgørende for, om man er fattig eller ej.

Økonomisk fattigdom er afgørende for, om man kan modtage julehjælp. Regeringen anerkender imidlertid ikke, at økonomien er afgørende for, om man er fattig eller ej.

Christian Als

11. maj 2011

Regeringen har netop sendt sine mål om bekæmpelse af fattigdom i høring. Her er den nationale målsætning for bekæmpelse af fattigdom i Danmark at reducere antallet af personer i husstande med lav beskæftigelse med 22.000 personer frem mod 2020. Den målsætning er på ingen måde imponerende. Den virker derimod utrolig fattig.

For det første er tallet enormt afhængigt af konjunkturer. Således faldt tallet fra 415.000 i 2007 til 347.000 i 2008. Altså et fald på bare et år, der er tre gange så stort, som målsætningen for 2020. Frem mod 2009 er tallet vokset igen, og er nu på 360.000 personer. Målet om at reducere denne gruppe med 22.000 personer virker derfor helt arbitrært.

For det andet er det påfaldende, at man ikke måler direkte på fattigdom, når EU-målsætningen netop er at bekæmpe fattigdommen i Europa. Målet for hele EU er således, at der skal være 20 millioner færre mennesker, som risikerer et liv i fattigdom. Men fra dansk side vælger man altså at opstille et beskæftigelsesmål i stedet for et reelt fattigdomsmål.

Begrebsroderi

Desværre ligger regeringens målsætning i forlængelse af dens indsats under fattigdomsåret. Fokus var her at kritisere de eksisterende fattigdomsmål, uden selv at spille ud med, hvordan fattigdom bør måles.

Regeringen er indtil videre kun kommet frem til erklæringer om, at fattigdom er flerdimensionelt, at fattigdom ikke kun drejer sig om økonomi, og at en (økonomisk) fattigdomsgrænse forsimpler og fordrejer debatten. Bl.a. er AE's analyser af fattigdom, blevet kritiseret for at benytte en forfejlet relativ fattigdomsgrænse, på trods af, at en relativ grænse også benyttes af både OECD og EU til at måle fattigdom.

Socialministeren har i stedet fremhævet stofmisbrug, alkoholisme, fysisk eller psykisk sygdom, mangel på uddannelse eller noget helt sjette som mulige fattigdomsindikatorer. Og med det nyeste udspil er det tilsyneladende beskæftigelse, der er i fokus. I forsøget på at konstruere en række fattigdomsindikatorer, får man sammenblandet, hvad der er årsager til fattigdom, hvad der er fattigdom og hvad konsekvenserne af fattigdom er.

Spørger man de organisationer, som årligt uddeler julehjælp, er der mindre tvivl om, hvad fattigdom er, og hvem der er berettiget til julehjælp. Her er det økonomien, der er afgørende. Det svarer også til den gængse opfattelse af fattigdom. Det afgørende for, om man er fattig eller ej, er, om man har penge til at få en hverdag til at fungere.

Når først man erkender, at fattigdom drejer sig om økonomi, og bliver enige om, hvem der er fattige, kan man analysere, hvad årsagerne til fattigdom er, og hvilke konsekvenser fattigdommen har.

Personer uden beskæftigelse, med psykiske sygdomme eller med et misbrug har en overrisiko for at være fattige, men det betyder ikke, at disse faktorer er en målestok for fattigdom.

Bagvendt logik

Man kunne lave en pendant til uddannelsesmålsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en uddannelse i 2015. Hvordan måler man dette? Jo, man undersøger hvor mange af en ungdomsårgang der får en uddannelse. Selvom man har en overrisiko for at stå uden uddannelse, hvis man har et misbrug, eller hvis man har en psykisk sygdom, bliver de forhold jo ikke brugt som uddannelsesindikatorer. Nej, man måler direkte på uddannelse, og herefter kan man analysere årsager og konsekvenser.

Tilsvarende tilgang bør man have til fattigdom. Det er en bagvendt logik, at måle på en masse bagvedliggende indikatorer, frem for at måle det man egentlig er interesseret i. Det ligger jo lige for, at ønsker man en øget indsats mod misbrug, eller at gøre mere for de psykisk syge, så kan man gøre det direkte. Og ønsker man, at flere får en uddannelse, kan man investere mere i uddannelse, frem for at spare på uddannelse. Der er ingen grund til først at definere problemstillingerne som fattigdomsindikatorer, før man gør en indsats på disse områder. Tilsvarende med fattigdom.

Øget fattigdom

I løbet af fattigdomsåret har der således ikke været meget fattigdomsbekæmpelse over regeringens politik. Tværtimod har regeringen lanceret en række tiltag, der skaber flere fattige. Det gælder bl.a. reduktionen af børnechecken, stramningen af 450-timers-reglen og beskæringen af folkepensionen for flygtninge. Tre tiltag, som bidrager til at øge fattigdommen i Danmark.

Ønsker man reelt at bekæmpe fattigdom, kan man starte med at afgrænse gruppen af fattige. Når det er gjort, kan man undersøge, om fattigdommen stiger eller falder, og hvad årsagerne til fattigdom er. Bruger man eksempelvis OECD's fattigdomsgrænse, vil man finde ud af, at fattigdommen har været kraftigt stigende gennem en årrække, og at årsagerne til det bl.a. er de målrettede lave ydelser som starthjælp, kontanthjælpsloft og 450-timers reglen.

En officiel fattigdomsgrænse skal ikke opfattes som en unuanceret operativ grænse, hvor der udelukkende skal fokuseres på familier under fattigdomsgrænsen, mens dem lige over grænsen skal lades i stikken. De enkelte sagsbehandlere har kompetencen til at vurdere, hvem der har behov for en aktiv social indsats, for at komme ud af fattigdommen.

En målbar, officiel fattigdomsgrænse vil derimod bidrage på mindst tre områder:

•Som målestok for, om indsatsen mod fattigdom hjælper, eller som det har været tilfældet i de senere år fører til en konstant stigning i fattigdommen.

•Som et pejlemærke, sagsbehandleren i kommunerne kan bruge til at vurdere, om den enkelte familie ligger tæt på eller under fattigdomsgrænsen. Herefter kan indsatsen for den enkelte familie fastlægges, så den tager højde for den enkelte families konkrete problemer.

•Som et redskab til at analysere årsager og konsekvenser af fattigdom. Det vil gøre det lettere at målrette indsatsen til forebyggelse af fattigdom, fordi man kan analysere, hvem der er fattige, og hvad der har bragt dem i fattigdom.

Ingen ekstra check

Målet med en officiel fattigdomsgrænse er altså ikke, at hæve det generelle ydelsesniveau. De målrettede nedsatte ydelser, som starthjælp, 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet bør dog afskaffes, så man opnår kontanthjælpsniveau, der er alment gældende. Herefter kan man målrette den aktive sociale indsats mod de familier, som stadig lever i fattigdom.

Her skal man først og fremmest sørge for, at børn der vokser op i fattigdom ikke bliver sat langt bagud i forhold til klassekammeraterne, og derfor selv risikerer at havne i fattigdom i deres voksne liv. Der er altså ikke tale om at hæve det generelle ydelsesniveau, men om at give den enkelte fattige familie mulighed for at komme ud af fattigdom ved at støtte dem med en aktiv social indsats.

Regeringens mål, der skal medvirke til, at 20 millioner færre mennesker i EU risikerer et liv i fattigdom, virker fuldstændig blottet for den slags ambitioner. Det virker nærmest som om, man holder fattigdomsdebatten for nar.

Jonas Schytz Juul er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liliane Morriello

Det sørger mig egentlig at se hvorledes de allerfleste eksperter, når der tales om målrettede nedsatte ydelser, ganske korrekt altid nævner, starthjælp, 450-timers-reglen og kontanthjælpsloftet, men, og det er måske af ren og skær uvidenhed, glemmer at der er en 4., lidet kendt, men som der her og nu er 29.000 mennesker i Danmark der er berørt af. Endnu en fattigdoms ydelse, hvor rigtig mange mange af modtagerne er dømt til at udleve resten af deres liv i fattigdom, nemlig Brøkpension, en ydelse hvor modtagerne end ikke er sikret et forsøgelsesgrundlag i henhold til Grundloven. En ydelse hvor sygdom eller alder betyder at modtagerne absolut ingen mulighed har for selv at forbedre deres situation, men lever af politikernes nåde.

Michael Borregaard

Næst efter mad og søvn, er det at have et sted at bo det næstevigtigste, at have et sted, at bo er afhængig af økonomi. Det grundlæggende problem er når alt kommer til alt, at alt for mange mennesker i vores “glopolitiske” land har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og dette skyldtes for så vidt som udgangspunkt for de fleste økonomien, hverken mere eller mindre.

De mennesker som ikke har nydt godt af det “finansieret” skattestop, er blevet ramt ikke på mere end en måde. En af effekterne er, at fattiges børn har fået sværere vilkår, for de familier som har en stabil og god økonomi, har hellere sparet lidt på dem selv som forældre frem for på deres børn - problemet heri er, at for den del af befolkningen der først og fremmest skal tænke på at få søvn, mad samt et sted at bo - altså egen forsørgelse gennem basale behov, står i en mere end uholdbar situation, for udover, at de skal have søvn, mad samt et sted at bo, skal de også fokusere på, at barnet skal have tøj som er tidsvarende i andre børns og mediernes øjne, ellers stiger sandsynligheden eksponentielt med den tidsvarende mode -og medieskabte faktor for mobning.

Det siges i dag fra politisk side, af henholdsvis blå eller rød blok, at lavere sociale ydelser samt tvungen aktivering af de stærkeste er vejen frem. Hmmm., i 2003 var professor Jørgen Goul Andersen med til, at fremlægge en arbejdsmarkedsundersøgelse, der fortæller, at øgede økonomiske incitamenter har en meget begrænset effekt på ledigheden i Danmark. “Folk vil pokkers gerne arbejde, så det er ikke incitamentet til at arbejde, det skorter på,” sagde Jørgen Goul Andersen. Denne udtalelse er tydeligvis gået politikerne ørerne forbi.

Såfremt økonomiske incitamenter, har en begrænset effekt på ledigheden, må dette vel også gælde fattigdom - med andre ord, øgede incitamenter skaber en mere fattig psykisk tilværelse som påvirker friheden, ud over den frihed man ikke har som følge af, at man i forvejen har svært ved, at få hverdagen til, at hænge sammen økonomisk. Tror, at det skal gøres til et lovkrav, at enhver politiker, har grundlovens § 75, stk. 1 samt stk. 2, hængende som maleri, med målene 200 gange 200 cm. hængende på deres kontor, så de hver dag kan se hvorledes formålsbestemmelsen lyder:

Grundlovens § 75 foreskriver i lov nr 169 af 5/6/1963 at; Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige. For at være berettiget skal man blot underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Det er solidariteten samt fortolkningen af underkastelsesgraden i Grundlovens § 75, stk. 2 som er grundstenen, for velfærdssamfundets hus - på mange områder er huset dog i dag mere et fallitbo end en hjælpende varmestue, hvis man spørger mig.

Problemerne er ikke opstået ud af den blå luft, og er langt fra resultatet af en naturlov, forsørgerbyrden som ramte det danske samfund i år 2010, har været kendt fra før jeg blev født, og derfor også efter. Læser man blandt andet Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 120 (1982), omhandlende fødselstal, forsørgerbyrder og økonomisk vækst, fremgår det at: ”Når år 2010 er valgt som delepunkt er årsagen, at der efter dette år kommer en kraftig vækst i antallet af pensionister, da store årgange rykker op i disse aldersklasser”. Politikerne ynder at anvende begrebet, forsørgerbyrde, fint, der kan dog ikke sættes årstal på, hvornår manglen på arbejdskraft sætter ind - måske kommer den slet ikke, for det afhænger jo ikke alene af antallet af mennesker, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, men også af deres effektivitet og af mængden af arbejde.

Som samfund handler ene og alene om, at arbejde ud fra forsørgerbyrden samt i forhold til den naturlige arbejdsløshed. Diskuterer man strukturarbejdsløshed, kommer man frem til, at denne er bestemt af strukturelle kræfter på arbejdsmarkedet og i økonomien i øvrigt. Men hej, det er finanskrisens -og boligboblens skyld, at vi ikke har kunnet gøre det bedre i forhold til to ovenstående begrebssammensætninger.

Der løb mig vist noget i pinden, tilbage på sporet - undskyld, men pinden må lige afslutte det den skulle have skrevet til at starte med, nemlig at: Det siges, at søvnløshed, koster samfundet dyrt, dette er for så vidt, en universel sandhed, som følge af den stigende tendens til henholdsvis arbejdsrelateret stress kontra hjemmelivsstress for den arbejdsløse samt folk på anden overførselsindkomst. Men hej, det er svært, at sætte en beløbsgrænse for fattigdom, ja goddag mand, økseskaft, den forklaring gælder kun for badutspringere i en bananrepublik, den er ikke gangbar i et velfærdsland.

Martin Jeppesen

Hvordan man gentagende gange kan påstå at det som definerer fattigdom i moderne tider (hvor der ikke findes en fast defineret underklasse) ikke er økonomi, er for mig ubegribeligt.

Hugo Barlach

Interessante oplysninger i et valgår. Man aner VOK-blokken som dobbeltmoralens vogter. Hvad mon R siger til det? Formentligt ingen verdens ting...

Men det er pinligt, påny at være vidne til hvordan borgerlige politikere lever under den forestilling, at deres undvigemanøvre glider ureflekteret ned hos befolkning. Spin langt under par, ganske enkelt...

Med venlig hilsen

Lars Hovgaard

Hvad er vigtigst: At definere hvad fattigdom er, eller arbejde for at mindske muligheden for at folk ender i fattigdom (hvad det så end er). Det burde være indlyst at det sidste er vigtigst. Desuden tror jeg heller ikke at man kan definere fattigdom. Det er individuelt, og desuden er det da synd at putte mennesker i kasser på den måde.

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Lars: du (man) kan ikke arbejde for at mindste muligheden for at folk ender i fattigdom hvis man ikke anerkender at der ER fattigdom. Dernæst skal fattigdom defineres. Hvis ikke, bliver det et flydende begreb, en flydende tilstand som ikke bliver belyst og bekæmpet på tilstrækkelig vis.

Marianne Mandoe

Jeg tror der er mange, selv her på avisen, og selv venstrefløjsorienterede mennesker, der har meget meget svært ved at forholde sig til at der er mennesker i Danmark som reelt ikke har råd til at give deres børn en madpakke med i skole. Og som lever i mørke og uden køleskab fordi de ikke har råd til at betale en elregning.

Lars Hovgaard

Fattigdom skal bestemt anerkendes for at blive bekæmpet, men er ikke helt sikker på det sidste du skriver. At begrebet bliver lidt flyvsk/udefinerbart ændrer ikke på hvad der skal gøres for at bekæmpe det. Vi ved at fattigdom er mennesker manglende resurser til at skaffe sig fornødenheder til at opretholde en normal dagligdag. Det mener jeg sagtens vi kan forholde os til og arbejde ud fra. At få det defineret i kroner og øre tror jeg ikke gør bekæmpelsen nemmere eller bedre.

Anne Marie Pedersen

Problemet med IKKE at have en fattigdomsgrænse er, at man jo så i princippet bare kan skære ydelser ned UDEN en nedre grænse.

Lars Hovgaard

Kan man ikke det selvom der en fattigdomsgrænse? Problemet med en fattigdomsgrænse er, at man skærer alle over en kam. Peter kan feks. klare sig for 2000 kr. om måneden fordi han bor alene og ikke har nogen børn. Maria kan kun klare sig for 3000 fordi hun har et barn. Jens kan klare sig for 1500, han er studerende og Peter kan klare sig for 500 fordi han alligevel laver sort arbejde uden om systemet. Laver man fattigdomsgrænse der hedder under 3000 om måneden er alle ovenstående eksempler fattige. Bekæmpelsen mod fattigdom har så den og den "opskrift", men den virker i sagens natur ikke på alle fordi de er i hver deres situation. Alternativt skulle man lave fire definitioner på fattigdom, og hvor nemt ville det så være at overskue, administrere og bekæmpe fattigdomen?

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Lars: det er mekanismerne bag det ikke at kunne skaffe sig til dagen og vejen jeg vil have fat i. Der er mange faktorer der spiller ind, og ja de kan alle gøres op i kroner og ører. Men det bliver de bare ikke. Og når der ikke bliver sat ord på hvilke mekanismer det handler om og hvad de koster, sker der intet

Anne Marie Pedersen

@ Lars Hovgaard

Du skal ikke bekymre dig om studerende. De er pillet ud af al statistik og forskning om fattigdom.

Og hvad angår fattigdomsgrænse, vil en grænse jo aldrig nogen sinde lade en pensionist og en enlig mor tælle for det samme. I fattigdomsforskning tager man altid højde for, hvordan en husstands sammensætning er.

Lars Hovgaard

Men hvis man laver en fattigdomsgrænse i kroner/øre må det vel i sagens natur sige at alle under den grænse er fattige, uanset hvad man laver eller hvem man er. Ting bliver jo ikke billigere fordi man er studerende eller pensionist. Nærmest tværtimod.

Peter Hansen

Lars Hovgaard, der er næppe den studerende i landet, som ikke tjener mindst ligeså meget ved siden af sin SU, som denne udgør. Der er ganske få pensionister i landet, som ikke i kraft af tillæg har en indtægt efter skat, der matcher ihvertfald en understøttelse - og som har haft hele livet til at konsolidere sin økonomi mhp. alderdommen.

Niels Mosbak

Lars Hovgaard

Du har ganske ret i at tingene ikke bliver billigere fordi man er studerende eller pensionist.
Det punkterer således også dit indlæg om at nogle kan klare sig for x antal kr. fordi... (hvis Peter kan klare sig for 500 kr. fordi han laver sort arbejde - er det jo fordi fattigdom har befordret hans kriminalitet.)

Og når man som menneske møder fattigdom, er man ikke i tvivl - det er rent faktisk synligt med det blotte øje.
Men hvis man vil bekæmpe fattigdom der i et hvilket som helst samfund vil være relativ, set i forhold til samfundets almindelige velstandsudvikling, er man nødt til at have et måleinstrument, hvilket den nuværende regering af gode grunde ikke ønsker, selv om de redskaber man anvender internationalt ikke kan kritiseres, idet regeringen ikke er i stand til at komme op med noget bedre, med alene påstande der er med til at sløre fattigdommen i Danmark.

Bjarke Hansen

@ Niels Mosbak skrev;

"Men hvis man vil bekæmpe fattigdom der i et hvilket som helst samfund vil være relativ, set i forhold til samfundets almindelige velstandsudvikling, ..."

Så mellemlederen med sølle 400.000€ om året i Monaco, han er fattig?

Det du/I gerne vil måle er jo ikke fattigdom, det er lighed.

Vi kan fint beslutte os for en fattigdomsgrænse (for ja, det kan aldrig være andet end en subjektiv beslutning, hvor den ligger), men så mener jeg den skal gøres konkret. Sådan noget som tag over hovedet, mad på bordet, mulighed for uddannelse og sundhed osv. En procentsats af medianindkomsten, og hvad der nu ellers er kutyme for ude i det store udland, er nemlig fuldstændig ubrugeligt.

Anne Marie Pedersen

Der er faktisk rigtig mange ting, som bliver billigere af at være studerende eller pensionist. Ligefra togturen, foreningskontingentet til turen i svømmehallen.

Lars Hovgaard

Anne Marie Pedersen:

Det er rigtigt, og hvis man i givet fald skulle definere en fattigdomsgrænse måtte alle disse rabatter jo tælles med. Det ville blive et administrativt mareridt.

Niels Mosbak:

Jeg skal ikke udelukke at fattigdom er en af årsagerne til hans kriminalitet, men det er i givet fald også fordi han har en anden etik end Peter og Maria, eftersom de ikke laver sort arbejde. Mennesker er individuelle og min pointe er bare, at jeg tror ikke man kan sætte mennesker i kasser på den måde.

Liliane Morriello

@ Anne Marie Pedersen,

Mange pensionister har end ikke råd til medlemskaber af foreninger, togture eller ture i svømmehallen, hvorfor disse rabatter er uendeligt ligegyldige.

Og ja det er dyrere at være fattig.

For sker der noget og et eller andet i hjemmet skal erstattes, vaskemaskine, fjernsyn m.m. Så har der ofte ikke været plads i økonomien til at spare op, ligesom muligheden for at få et lån på normale vilkår til at erstatte det der er gået i stykker. Og man er tvunget til at købe på afbetaling eller gå ud på det grå lånemarked, begge dele sindssygt dyre løsninger, der næsten kan fordoble prisen på det der skal købes. Nyanskaffelser bliver enten en by i Rusland eller uforholdsmæssigt dyrt.

En enlig pensionist, er også ringere stillet.
Har vedkommende ikke lige netop en fryser, der jo også koster i drift. Så har pensionisten valget mellem at købe normale portioner af mad, der enten er dyrere end økonomipakninger, men som man har en chance for at kunne nå at spise og ikke at skulle smide for meget væk.

Danske supermarkeder er markedsorientert mod børnefamilier, med tilbud på storindkøb, og det er ikke som i England, hvor det er muligt at købe ½ agurk (blot et eksempel).

Nej det er dyrt at være fattig. Det kan jeg selv skrive under på.

John Victor Lorck

Regeringens politik gennem de sidste snart 10 år har betydet tragedie for stadig flere mennesker bl.a.de fattige, af hvilke der som bekendt er et stigende antal af. Sørgeligt at den regering vi har valgt til Folketinget via sin insisterende blokpolitik har valgt at tilgodese den velhavende del af befolkningen på bekostning af den fattigere. Så regeringens interesse i de fattige er kun for syns skyld. Så længe de borgerlige er ved magten, vil uligheden i DK blive større og større til stor ulykke for os alle, men naturligvis især for de fattige.

Henrik Danstrup

Det interessant er vel, hvad man kan gøre ved det, uden at de i forvejen eksorbitante offentlige udgifter til forsørgelse bliver endnu større !?
Kunne man eventuelt fjerne nogle af subsidierne til alle os (alle med hustandsindkomst på 750.000+), som sagtens kan klare os selv, så de værdigt trængende fik det nødvendige ?