Kronik

S er Danmarks ægte folkeparti

Socialdemokraterne har tabt sin folkelighed, tordner kritikerne. Det er en absurd påstand i en tid, hvor vælgernes opbakning til venstrefløjen når stauningske højder. Socialdemokraterne er i langt højere grad et folkeparti, end de partier, som forsøger at tage patent på titlen
Fadøl, pølser og langborde. Folkeligheden var let at få øje på, da venstrefløjspartierne søndag fejrede arbejdernes internationale kampdag i Videbæk.

Fadøl, pølser og langborde. Folkeligheden var let at få øje på, da venstrefløjspartierne søndag fejrede arbejdernes internationale kampdag i Videbæk.

Jørgen Kirk

3. maj 2011

Arbejderklassen har vendt venstrefløjen ryggen. Venstrefløjen blevet en elitær klub uden fornemmelse for folkedybet. Sådan lyder dommen fra Erik Meier Carlsen i Information 15. april. Mit daglige politiske arbejde fortæller mig, at han tager helt fejl. Socialdemokraterne har mere end nogensinde fat i folket.

I Danmark er der som bekendt flere partier, som kalder sig folkepartier, uden at de er det. Målt på opbakning og støtte fra den brede befolkning er Socialdemokraterne og Venstre faktisk de eneste partier, som reelt kan hævde at være 'folkelige' og det selv om Venstres oprindelige bagland, bondesamfundet, er forsvundet, og Socialdemokratiets industrisamfund hævdes at gå samme skæbne i møde.

Bedømt med kommunalvalgenes resultater som målestok, er de to partier, og især Socialdemokratiet, helt dominerende i landets 98 kommuner og fem regioner. Socialdemokraterne sidder på magten i de større byområder, Venstre i de mindre provinssamfund. Erhvervsstrukturen forgår, men partistrukturen består. Så banal er afsløringen af jammerkorets toneleje.

Magtfordelingen konsoliderer sig i disse år. Det endda på et tidspunkt, hvor flere kommentatorer fra især den yderste venstrefløj nogle på gennemtræk i Socialdemokratiet til det yderste højre taler om, at Socialdemokratiets århundred var det forrige. For få år siden kunne man høre dem tale henrevet om, hvordan Venstres frihedsfakkel, eller gløder fra den, blev båret ind i byerne, især i København. I dag kan den tidligere overborgmesterkandidat Søren Pinds restgruppe kun mønstre sølle fire af Borgerrepræsentationens 55 mandater. Så meget om klarsynet.

Den folkelige tilslutning i det nære samfund afspejles naturligvis også i dominansen i Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, som sammen med de faglige organisationer har væsentlig indflydelse på fordelingspolitikken og velfærdssamfundets udvikling i hvert fald i de perioder, hvor krisen kradser mindre,

Stauningsk opbakning

Alligevel skal jeg være den første til at indrømme, at de politiske konjunkturer på landsplan er mere svingende, til trods for at Socialdemokratiet og Venstre fortsat er de drivende kræfter i hver sin koalition. Det går op og det går ned.

Både i Europa og herhjemme er der tendens til et bølgeskift hvert tiår. De konservative har haft det svært ved de seneste lokal- og delstatsvalg i Tyskland, den rød-grønne koalition i Norge med en venstresocialistisk finansminister i første periode overlevede valget, og folk med indsigt i svensk og britisk politik vil næppe undervurdere personspørgsmålene ved de seneste valg, hvor arbejderpartierne led nederlag. Derfor har de røde partier også her begrundede forhåbninger til fremtiden.

Herhjemme er centrum-venstre efter et mørkt årti på vej tilbage i hvert fald i meningsmålingerne.

SF, som i flere generationer har set sig som modvægten til 'den socialdemokratiske korporativisme' og andet grimt, siges at have socialdemokratiseret sig på rekordtid i mange socialdemokraters øjne er det endda gået lovligt tjept med den folkesocialistiske beredvillighed i værdipolitikken. Samtidig har vi (forhåbentlig) fortsat Det Radikale Venstre på vores side.

Men holder vi os til blot at tælle S, SF og Enhedslistens procenter og mandater i de aktuelle meningsmålinger, rækker de til Staunings rekordvalg i 1935 på 46,1 pct. Dengang havde landsfaderen også brug for de Radikale med P. Munch i spidsen.

Så egentlig går det vel meget godt for centrum-venstre; derouten har modsat dommedagsprofetierne haft sine begrænsninger.

Selvpineri

Alligevel er der på dele af venstrefløjen en insisterende forventning om centrum-venstres selvransagelse helst til det selvpineriske. Det er især en påstået kløft mellem den 'veluddannede elite' og 'arbejderklassen', der får det til at dirre.

Egentlig har denne skelnen aldrig været et påtrængende problem for Socialdemokratiet. Partiet har altid haft en nær tilknytning til lønmodtagerorganisationerne. Det har vi stadig. Også selv om LO's medlemstal er faldet med 150.000 på en halv snes år i takt med, at bl.a. uddannelsesmulighederne og teknologien har øget tilslutningen til FTF og AC, og VKO-partiernes lovgivningsiver har givet visse gule fagforeninger medvind.

Indrømmet; båndene mellem partiet og lønmodtagerorganisationerne synes ikke altid at være lige stærke. I nogle perioder har forholdet været tættere, i andre har det været løsere, og fagforeningsmedlemmernes tilslutning til centrum-venstre har været større eller mindre.

Men når det kommer til stykket, er der fortsat overensstemmelse mellem den faglige og politiske del, ligesom båndene mellem de mange S-politikere i den uddannelsesmæssige sværvægtsklasse og deres arbejdervalgkredse fortsat er stærke. Sådan har det altid været.

Der er ikke noget nyt i at Socialdemokraterne henter kandidater blandt de veluddannede. Tænk blot på Hartvig Frisch, Ole Espersen og Erling Olsen.

Udskældt globalt udsyn

Da Glistrup dukkede op i 1973, advarede Socialdemokraterne kraftigt mod at lade sig forblænde af en økonomisk og politisk charlatan, som siden avancerede i retssystemet med en række racismedomme. Imens forsvarede andre dele af venstrefløjen med kælen omsorg 'glistruparbejderen' mod 'fagforsteningen'.

Påstanden om, at Socialdemokraterne havde mistet forbindelsen til 'den virkelige arbejder', hænger tæt sammen med partiets advarsler mod nationalt snæversyn med horisonten begrænset til Kruså.

Og det er måske netop Socialdemokratiets tætte internationale relationer og insisteren på at overholde indgåede aftaler i modsætning til VKO-partiernes lette omgang med konventioner der i visse kredse har skabet myten om eliten kontra folket. En myte man har forsøgt at holde i live ved at bruge højreradikale partiers delvise gennembrud som bevis.

I den forbindelse er det dog interessant, at det højreradikale finske nationalistpartis valgsejr for nylig stort set ikke påvirkede Socialdemokraternes mandattal. Det var derimod en katastrofe for bøndernes parti. Den reelle vælgerudveksling mellem de to fløje er med andre ord mindre end ønsketænkningens.

Risikoen for at styrke det malplacerede elitestempel skal dog ikke ændre ved, at Socialdemokraterne fortsat bør arbejde på at udbygge sit internationale samarbejde.

Det gælder f.eks. i forbindelse med arbejdsmarkedspolitikken i EU, i ligelønsspørgsmålet, dele af arbejdsmiljøindsatsen og i flere andre sammenhænge, hvor EU-politikken er forud for dansk praksis.

Og det gælder ønsket om at fjerne EU-forbeholdene, som det ellers EU-begejstrede statsministerparti klamrer sig til for at kunne bruge retsforbeholdet til at slå politisk mønt af udlændingepolitikken.

Men først og fremmest kan man se Socialdemokraterne arbejde for arbejderklassen i det daglige lovgivningsarbejde. Det gør vi med krav om at fastholde efterlønnen og folkepensionen, bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden og øge modstanden mod forringelser af dagpengene mm. Forhold, som er afgørende for arbejdspladserne og den enkeltes velfærd. Forhold, som man ikke skal regne med, de tager sig af i Dansk Folkeparti et parti, der ellers selv i sit navn smykker sig med titlen som folkets parti.

Lars Weiss (S) er borgerrepræsentant og folketingskandidat i Københavns Storkreds

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Hansen

Dejligt at høre en socialdemokrat tage bladet for munden og være stolt af, hvad hans parti står for.

Og Lars Weiss har jo ret. At Socialdemokraterne i dag ikke kan mønstre den samme vælgertilslutning som under Stauning, skyldes jo først og fremmest, at flere andre partier har adopteret store dele af det socialdemokratiske tankegods. Ja nogle vil måske endda gå så langt som til at sige, at der næsten ikke findes andet end socialdemokrater i Danmark.

Claus Oreskov

Nu er jeg også medlem af pertiet og ja ser vi på hvem det er man møder i vælgerforeningerne så er det stædig arbejderklassen. Det modbeviser bare ikke, at der er et skel, mellem den elitære venstrefløj og arbejderne. Det viser bare (heldigvis da) at socialdemokratiet som sådan er et folkeparti, det kniber nok mere for SF og enhedslisten. Jeg husker min proletar mors bemærkning om VS dengang de kom på banen – hun mente med rette at det var rige folks børn der havde til hensigt at splitte den socialistiske bevægelse. Nu vi er ved ordet, så kikkede jeg forgaves efter det lille ord socialist i Lars Weiss indlæg! Til gengæld stødte jeg flere gange på det grimme ord centrum-venstre. Et meningsløst begreb som vælgerne er skide trætte af – og det vil jeg gerne profetere, i den tilstundende valkamp vil det miste sin betydning!

Lars Weiss nævner så godt som ikke økonomien. Vi er i den grad integreret med den globaliserede økonomi, som bygger på neo-liberalisternes vådeste drømme.
Vækst-spørgsmålet, som smadrer eksistensgrundlaget under os, bliver der aldrig fra Socialdemokratisk side, stillet spørgsmålstegn til, og i forhold til EU - en anden kapitalistisk våd drøm - er vi i bund og grund sat til at spille anden-violin, med kun magt nok til at flytte rundt på et par småbrikker, mens vi i misforstået konkurrenceånd som nation, sammen med resten af den globaliserede verden fortsætter ræset mod bunden, hvor de små bliver udplyndret, så de store kan vokse.
Ole Sohn udtalte for nylig i en konference med bankdirektører, at han fandt det selvindlysende at skatten var for høj, og der selvfølgelig ville komme flere skattelettelser. Det hørte man fra en SF'er - hvad er der så snart tilbage?

Det Socialdemokratiet, som står her idag, har ingen forbindelse til fortiden, og det ville være mere passende for partiet at give navnet tilbage, det er falsk varebetegnelse, når nu partiet reelt er blåt.
SF det samme, hvordan kan man have Socialistisk i sit navn med dén agitation?

Idag findes der kun et ubetydeligt lille alternativ til den eksisterende magtstruktur, og hverken S eller SF er en del af dette alternativ, uanset hvor meget de påklistrer falske navne på sig.