Kronik

Singler er og bliver tabere

At påstå, at singlestatus er et 'powerbrand', er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Singlen er fortsat en taberfigur til trods for de enliges forsøg på at overbevise sig selv og omverdenen om det modsatte
At påstå, at singlestatus er et 'powerbrand', er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Singlen er fortsat en taberfigur til trods for de enliges forsøg på at overbevise sig selv og omverdenen om det modsatte
6. maj 2011

’All the single ladies, all the single ladies – all the single ladies, all the single ladies. Now put your hands up – up in the club, we just broke up, I’m doing my own little thing’.

Sammen med adskillige andre singlekvinder har jeg stået med hænderne oppe til mangen en cocktailfest og skrålet Beyoncés omkvæd på repeat i en art fælles empowerment. Insisterende – eller nok snarere chantende som i en bøn. En bøn om ikke at blive blød om hjertet, når festen slutter. Om ikke at få æderen på i chili nuts og pizza med ekstra ost, fordi jeg alligevel skal hjem og sove alene.

Ofte er der én, der siger: »Du er så sej, du ikke har skrevet til ham endnu!«. For nu har man lagt ham bag sig, og nu skal man til New York alene, og det bliver simpelthen så fedt bare at kunne give den gas og starte på et nyt kapitel uden kæreste. I’m doing my own little thing.

Ifølge Danmarks Statistik har vielsesraten de sidste par år været for nedadgående, og skal man tro Informations serie om singlekultur, er singlestatus blevet »et powerbrand, der signalerer overskud, netværk og et frit liv«. »Singlelivet er blevet et attraktivt alternativ til kernefamilien.«

Serien synes at støtte tesen om, at vi lever i en singlekultur, hvor parforholdet forkastes til fordel for personlig frihed. Ikke bare lever et stadig voksende antal vesterlændinge som singler, men selve singletilværelsen er blevet ophøjet til ideal, forstår man.

Døden klæder Lilly

Det budskab dukker op igen og igen. F.eks. skrev Berlingskes Anna Sophia Hermansen i et indlæg sidste år: »Det er næppe singlerne, der græder juleaften, men snarere staklerne i de selvdøde forhold rituelt i færd med at udveksle termosokker, evige søndage og udstyr til camp­letten. Livet alene er klart at foretrække, hvis døden klæder Lilly.«

Tilsvarende forsøger en artikel i Time fra 2007 med overskriften ’Who needs a husband?’ at dokumentere, hvordan singlen har bevæget sig fra særling til en anerkendt figur i den sociale bevidsthed. Der er simpelthen tale om et attitudeskift, hedder det, som indebærer, at kvinder ikke længere betragter ægteskabet som et middel til overlevelse og anerkendelse. Det er da også i en sådan fortolkningsramme, man kunne fristes til at læse Beyoncés ’All the single ladies’.

Men faktisk forholder det sig med denne sang som med de fleste andre sange: ofte kan man kun huske få brudstykker – måske endda kun omkvædet. Men teksten fortsætter: »If you liked it, then you should have put a ring on it«.

Og Beyoncé, der i sangen har fundet en ny date efter et brud med sin partner, fortsætter i sin opsang til sidstnævnte: »Here’s a man that makes me, then takes me – And delivers me to a destiny, to infinity and beyond. Pull me into your arms, say I’m the one you own«. Når alt kommer til alt, er idealet om at gøre sin egen lille ting altså blot et pseudo­ideal, en måde at gøre en dyd af nødvendigheden på.

Læren fra Carrie & co.

I virkeligheden drømmer langt de fleste om den skæbnebestemte eneste ene. Det gælder ikke kun i ’All the single ladies’. Efter Sex and the City’s første sæsoner, var blevet udråbt som en hyldest til en ny singlekultur, skete der noget i sidste sæson: Den ellers selvstændige og ikke særligt romantisk anlagte Miranda fik sin Steve (og baby), Charlotte fik sin Harry (+ børn), Carrie fik Mr. Big – og selv om Samantha fortsat hårdnakket afviste den kontrakt- og troskabsbaserede tosomhed, virkede hun bestemt ikke lykkelig.

I filmen er der grums i kaffen i privaten hos Carrie og Big, men de kæmper og beholder skindet på næsen. Selv sidespringet med Aidan tjener til at proklamere budskabet: Utroskab sker, men det er bestemt ikke noget ekstra krydderi; tværtimod medfører det moralske kvaler og bekræfter blot kærligheden til den eneste ene. Hos Beyoncé såvel som hos Carrie & co. viser det sig, at det, der først tager sig ud som en besyngelse af friheden til at gøre og kneppe som det passer den enkelte, faktisk ender som en besyngelse af det stik modsatte: Os to til døden os skiller.

Det virkelige livs Sarah Jessica Parker fortæller da også i ovennævnte artikel i Time, at hun tit fortæller sine singlevenner, hvor kedeligt og begrænsende hun oplever ægteskabet, men på spørgsmålet ’mener du virkelig det?’ svarer hun: »Nej, det er bare noget, jeg siger for sjov for at få singlerne til at få det bedre.«

Singlekulturen er stendød. I det omfang den eksisterer, er det kun som coping-strategi og sølle erstatning. Hør blot hvad den unge kvindelige vinder af årets danske mesterskaber i kartoffelavl svarede, da en journalist fra Politiken spurgte til hemmeligheden bag succesen: »Jeg er single, så alle mine kartofler har fået kærligheden.«

Familiedrømmen lever

Det kan godt være, at der indgås færre ægteskaber, og at flere kvinder vælger manden fra, men der er som bekendt ofte en diskrepans mellem virkelighed og ideal. Således viser de europæiske værdiundersøgelser da også, at især kernefamilien gennem de seneste 30 år er blevet stadig mere populær.

Skal man lade vores bedømmelse af kongehusets gøren og laden være et hint, er det ganske sigende, at den svenske prinsesse Madeleines brud med sin forlovede sidste år blev omtalt med følgende formulering i Berlingske: »Den brudte forlovelse vil utvivlsomt kaste mørke skygger ind over sommerens helt store blågule attraktion: kronprinsesse Victorias bryllup med Daniel Westling.«

Singlen Madeleine fremstilles som taber, den gifteklare Victoria som vinder. Men hvorfor har sådanne tilsyneladende anakronistiske værdier overlevet kvindefrigørelsen? Hvorfor optræder de med fornyet styrke i en æra, hvor personlig frihed står i centrum? Hvorfor er det så ulideligt at gøre sin egen lille ting, når nu de økonomiske betingelser – i modsætning til tidligere – tillader det?

For at finde svaret må man gøre op med en udbredt fejlfortolkning af begrebet personlig frihed. Personlig frihed forstås ofte som det at være selvberoende. Dvs.: Jo større uafhængighed af andre og mulighed for at tilfredsstille egne behov, desto bedre kan man leve i overensstemmelse med sig selv. Det paradoksale er imidlertid, at der ikke findes noget ’selv’, uden at det anerkendes som et sådant af den anden – i form af en livsledsager.

Det var netop pointen, da forfatteren Lone Hørslev i et interview i Weekendavisen definerede kærlighedens mirakel som: »Når man føler, at man virkelig bliver set og gennem det blik bliver til den person, man gerne vil være.« Hørslev tilføjede, at livet grundlæggende er ensomt uden en livsledsager, »fordi man ikke har noget menneske, der ser én ind i øjnene, og forstår hvem man er.«

Befriende lænker

En tilsvarende pointe finder man hos filosoffen Hegel, ifølge hvem der består et paradoks i, at den selvbegrænsning, som parforholdet udgør samtidig er den enkeltes befrielse: »Kærlighedens første moment er, at jeg ikke vil være en selvstændig person for mig, samt at jeg – hvis jeg alligevel var det – ville føle mig mangelfuld og ufuldstændig. Det andet moment er, at jeg vinder mig selv i en anden person, at jeg har gyldighed i denne person, ligesom vedkommende har gyldighed i mig. Kærligheden er dermed denne monstrøse selvmodsigelse«.

Det er i det lys, man bør se den boomende parterapiindustri. Den livslange kærlighed er en indsats værd, for det er først igennem den, at den personlige frihed får validitet. Af samme årsag er datingscenen et marked i vækst.

Når flere ikke desto mindre fravælger ægteskabet skyldes det bl.a. to forhold. For det første, at kvindernes uddannelsesforspring gør det sværere at finde en kvalificeret mandlig partner, som matcher deres behov. For det andet er det ikke moderne at gå på kompromis. Hertil kunne man føje nye værdiorienteringer på det seksuelle område. De kan være svære at forene med monogami og intimitet. Men gokkesokken udgør i længden ikke noget attraktivt alternativ til termosokken, selv hvis den skal byttes. Med Anne Dorte Michelsens ord: »Synd for dem, der ingen har.«

Ulla Holm er specialestuderende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Serie

Singler – kærlighedens tabere eller vindere?

Singlekulturen er blevet et populært alternativ til livet i kernefamilien. Det skyldes ikke mindst litteratur og film, der dyrker forestillingen om det perfekte liv alene og uden ansvar for andet end ens egen lykke.

Men hvor, hvornår og hvordan opstod singlekulturen. Og hvem er singlerne, hvordan fremstilles de, og hvad betyder singlekulturen for vores samfund? Vi ser nærmere på fænomenet.

Seneste artikler

  • Singlespillet

    24. juni 2011
    Det kan blive et demokratisk problem, hvis vi i stigende grad placerer os i enklaver i samfundet, for at kæreste rundt med folk, der bekræfter os i alt hvad vi gør, fordi de ligner os selv
  • 30.000 uskønne personer i skønhedsland

    21. juni 2011
    Datingsiden Beautifulpeople.com vil definere skønhed. Den optager nemlig kun dem, der bliver stemt ind som værende smukke af de øvrige medlemmer. Indtil sidste måned, hvor siden blev angrebet, og 30.000 grimme mennesker slap gennem nåleøjet til de smukkes slarafenland
  • Single er ikke et plusord

    20. juni 2011
    Alene termen singlekultur viser, at der ikke er tale om en overskudskultur. Singler er derimod det anderledes og undtagne i forhold til de normer, som både findes i sproget og i samfundets registrering og opfattelse af os
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Ja, det er en indsats værd, men drømmen om at blive sig selv gennem en anden er da noget bagvendt, og hvor findes den slags personer i dagens Danmark?

Hørslev:
»Når man føler, at man virkelig bliver set og gennem det blik bliver til den person, man gerne vil være.«
Hørslev tilføjede, at livet grundlæggende er ensomt uden en livsledsager, »fordi man ikke har noget menneske, der ser én ind i øjnene, og forstår hvem man er.«

Hegel:
»Kærlighedens første moment er, at jeg ikke vil være en selvstændig person for mig, samt at jeg – hvis jeg alligevel var det – ville føle mig mangelfuld og ufuldstændig. Det andet moment er, at jeg vinder mig selv i en anden person, at jeg har gyldighed i denne person, ligesom vedkommende har gyldighed i mig. Kærligheden er dermed denne monstrøse selvmodsigelse«.

Det er da vist noget af en illusion. Mennesker er i dag så individuelle og så selvoptagne, at det er et mirakel at støde ind i en person som vil se/give og begrænse SIG SELV.

Desuden drukner ”befrielsen” i de daglige trivialiteter om fordeling af pligterne. Jeg ved egentlig ikke hvad mænd tænker og drømmer om, men jeg ved at kvinder bevidst fravælger ”kærligheden”, den øgede arbejdsbyrde og evt. følgende parterapiindustri, til fordel for ”personlig udvikling”. Det er for arbejdskrævende at få en mand i huset. Og det er IKKE for at kunne feste igennem, og ikke fordi singletilværelsen er et ideal.

Der er alt for mange mandschauvinistiske ”drengerøve” og ”singletøser” med prinsessedrømme. Ingen har lyst til at opgive ”sig selv” eller i det hele taget NOGET. Så hellere undvære ”kærligheden”, som alt for ofte viser sig at være et blufnummer og på ”MINE” præmisser, og hvor ingen kan tillade sig at stille krav til hvilken tv-kanal der skal ses i det søde fællesskab.

Inger Sundsvald

”Den livslange kærlighed er en indsats værd, for det er først igennem den, at den personlige frihed får validitet. Af samme årsag er datingscenen et marked i vækst.”

En helt ny og skøn verden er ved at opstå. Halleluja!

Peter Hansen

Jeg synes, at det største problem er, at man tillægger alle disse individuelle valg af levemåder og fordringer i livet kvalitet. Det er, som det er. Man gør, som man gør, og hvis man ønsker det anderledes, må man forsøge at agere på en måde, så man kan få det, som man vil have det.
Personligt er jeg meget lidt kæresteminded, men jeg er glad for at bo sammen med nogen på mere uforpligtende basis.

Steen Erik Blumensaat

1,3 millioner voksne lever alene, gå til ugebladene med dit vrøvl.
Hellere bo alene på kvisten end med en trættekær i stuen.

Og så er der dem der aldrig har haft en kæreste.

Suk. (Ser frem til at modtage en peberbøsse med posten når jeg fylder 30.)

Ole Falstoft

Ups!
@Blumentsaat
'Hellere bo alene på kvisten end med en trættekær i stuen'
Ja det valg er jo let nok,
Men det valg har man ikke når man endnu ikke har mødt en at leve sammen med

Inger Sundsvald

Jeg synes nu også at kronikken lyder noget ”religiøs”, eller ugebladsagtigt, på trods af de udmærkede litterære citater.

Inger Sundsvald

Jeg har nu prøvet at leve i ægteskab i 31 år, til døden os skilte, og snart i mange år som ”single”, uden nogensinde at have haft lyst til at lave om på nogen af delene.

Bjarne Bisgaard Jensen

For mig at se ødelægger det diskussionen at det bliver gjort til enten eller. Enten finder man lykken - måske for en stund - i parforholdet, ægteskabet, eller også "mistrives" man i en selvpåtaget singletilværelse.
Er selv single med 2 ægteskaber bag mig, som jeg under ingen omstændigheder ville have været foruden, så livet er mere mangfoldigt end dette "syge" valg, som artiklen lægger op til

Joakim Vilandt

For pokker da, hvor er det irriterende at forvente en reelt dybdegravende artikel (Hvad den jo netop cirka er) men blive slået i ansigtet allerede fra begyndelsen af Beyoncé og Samantha. Sikke da noget fløjt.

Senere blev det bedre. Fik dog absolut ikke lyst til at bore ned i den, og måtte nød til at smide denne kommentar ved det.

Niels Mosbak

Det er en mærkelig sammenblanding der sker i artiklen - dels et popnummer og dels et pop TV-program - der fremhæves som noget der har relevans i virkelighedens verden.
Disse to kilder har intet med virkeligheden at gøre, lige så lidt som Alt for Damerne.

Jeg må give Blumensaat ret - gå til ugebladende med dit vrøvl.

Troels Ken Pedersen

Tja, det er jo ikke fordi Ulla Holm ikke har et pointer, men de bliver desværre serveret med en sidetallerken DU ER DÅM, HAHA!

Suk.

Joakim Vilandt

Marie Spliid Clausen:
Jeg kan meget godt lide dine overvejelser, men hvad jeg snarere synes at savne her i debatten er ikke om hvorvidt singlen er ophøjet idag. Det er nærmere om det ikke netop i flere tilfælde er et aktivt, frivilligt valg - og at valget i det postmoderne er kernen for menneskets formning af sig selv. Jeg mener at singlelivet er respekteret i kraft af individuelle valg - hvad enten disse trækker en skæbne mod solo eller duo - og idet individuelle valg idag er kulturguld.

Altså; sålænge man sælger sig selv og står inde for sin status med lykke og selvtillid vil man fremstå som succesfuld. Det har måske ikke så meget med en single- eller parkultur at gøre.

Joakim Vilandt

Men... Nu jeg tænker over det har jeg måske glemt en overvejelse før min første kommentar til artiklen.

Popkultur kan være toneangivende. Der er noget hold i at analysere samtidens kulturelle tendenser gennem dennes laveste fællesnævners popudtryk...

Jeg står stadig ved mit nej til kildehenvisningerne, men det er mere forsigtigt.

Det er nok et vel spinkelt grundlag at drage så vidtgående konklusioner som, at "singler" - eller hvad med "de enlige" eller endnu værre: "de ensomme" - er tabere og "doublerne" er vindere. Jeg synes, der mangler en perspektivering i retning af behovet for overhovedet at definere hinanden som værende det ene og/eller(?) det andet. Er det ikke dette behov, der viser vores kulturs umodenhed og uforbederlige konservatisme, og som gør vores samvær til en stadig og ulidelig kamp mellem stereotyper à la "mand", "kvinde", "single", "double" osv.?

Inger Sundsvald

Der er en ulyksalig trang til at putte folk i kasser, også som introvert/ekstrovert og iflg. mange andre psykologiske ”skoler” og kønsopdelte enheder. Personligt ser jeg det som et forsøg på at forstå sin egen verden. Når alle således er katalogiseret/eller ”kasseret”, så synes det hele måske meget mere enkelt.

Det synes jeg ikke om, for intet menneske har ret til at definere andre og dømme om hvem der er ”rigtige” og hvem der ikke er. Der findes ingen ”opskrift” for et godt liv.

Joakim Vilandt

@Marie Spliid Clausen

Nejnej, jeg tror i og sig ikke på fuldstændig kontrol over egen skæbne, jeg kan se, jeg lød sådan - min første linje var noget vrøvl i sammenhængen - jeg tror i større grad som ydre aktører som bestemmende for et individs skæbne.

Men; diskussionen omhandler jo netop hvorvidt der pludselig er prestige i singlelivet, og at det er et 'respektabelt' alternativ til det at være i et par. Jeg går ikke op i skelet mellem de to tilstande. Jeg tror ikke på, at der er forskel på 'vinder'-faktoren hos henholdsvis singlen og mennesket i et forhold, i hvert fald ikke i kraft af status som single eller optaget. 'Vinder'-faktoren må bygge på nogle helt andre værdier.

Kulturen idag stemmer jo sådan, at der er enormt individuelt fokus. Selvom idealet ikke passer i virkeligheden står man til ansvar for sin egen dannelse og udformning.

Derfor må det være sådan, at man i den situation, man står i, må præsentere sig som individuelt stærk, et produkt af frie valg. Respekten for et individ sikres, når individet fremstår som ansvarlig for sin egen lykke.

... Nu siger jeg ikke, at singlelivet naturligt er lykkeligt, eller at man altid kan sikre respekt gennem selvtillid. Hjemløse, for eksempel, har meget svært ved at opretholde 'vinder'-faktoren ved at demonstrere, at det er på egne præmisser. Men forskellen på den hjemløse og singlen er jo osse, at medierne og populærkulturen har fået øjnene op for at singlelivet kan være lykkeligt. Så er det muligt for dem at fremstå som vindere.

Debatten klinger jo frem og tilbage mellem at vægte singlen og den optagede for at finde en vinder... Men når vinderen iflg vores kultur alligevel findes i individet er det utroligt besværligt at bestemme.

Inger Sundsvald

Alle de der inddelinger og gode råd og anbefalinger, anser jeg for en form for kvaksalveri; og der er nok af coaches og terapeuter der står parat til at hjælpe folk til et lykkeligt liv.

I denne kronik er det åbenbart ægteskabet der er saliggørende, og de enlige der bilder sig selv ind at de har et ok liv og er et ”powerbrand”.
Men det skal man ikke lade sig narre af. I virkeligheden er alle enlige stakkels taberfigurer, som de klogere føler sig kaldet til at kvaksalve på.

Karsten Aaen

Det er sikkert korrekt nok, at singler er powerbrands - altså hvis de er kvinder. Mænd, som er singler, har det ikke nemt, kvinderne står ikke i kø for at være kærester med dem, og rygtet siger, at mænd, som er singler har noget sværere ved at få et arbejde end mænd som er i parforhold, og har en familie, dvs. børn.

Majbritt Nielsen

Jamen dog. Jeg er en taber?
Det har jeg så lige lidt svært ved at se hvorfor. For nogen af de ting jeg har foretaget mig her i livet. Jobvalg, flytte til en anden landsdel efter arbejde m.v. Havde jeg ikke kunnet foretage mig hvis jeg var i et forhold og endnu svære, hvis der havde været børn.
Men sådan er der så meget.
Men jeg føler mig som singel kvinde altså snydt. Jeg har ikke hældt cocktails i mig i stride strømme, haft uhæmmet sex med uanede antal mænner. Suk, jeg har bare sejlet i 7 år, taget 3 uddannelser, flyttet som det passede med jobsituationen og passet mig selv.
Alt i mens jeg har forsørget mig selv. Det er så en taber. Der kan man jo bare se. LOL
Nå men ejg overlever nok at en eller anden studerende har travlt med at putte tabere og vindere i små kasser der passer til deres begrænset udsyn. ;)

Hvad hun så glemmer, er at se på fortiden. Hvordan var familiestukturene der? Var alle gidt og fik x antal børn. Eller levede de på en anden måde. Nogen har jo nok være tjenestefolk, soldater og livsegne. Jeg synes det er spøjs en,at sidde og gøre
sig til doms over andres liv. ;)

Betydeligt mere interessante indlæg i debatten end i selve artiklen, som i den grad overser det faktum, at venskab, fortrolighed, seksualitet og ikke mindst kærlighed da i den grad findes på mange planer imellem mennesker uanset civil status.

Artiklen fremhæver en gifteklar prinsesse som en værdi på trods af sin anakronisme. Jeg synes at det er vinklen i artiklen som er anakron!

Mikkel Nohr Jensen

Inger Sundsvald:

Hvis vi formoder at der findes en fællesmenneskelig natur så må der også være nogle fællesmenneskelige behov. I så fald må der findes en opskrift på et godt liv, men det kan selvfølgelig godt være en relativt bred opskrift, der tillader en vis grad af variation.

Den eneste situation hvor der ikke kunne findes nogen opskrift på det gode liv ville være en, hvor der ikke fandtes noget fællesmenneskeligt. Det er vist meget tvivlsomt og ville desuden være forfærdeligt, da det ville undergrave fundamentet for al moral.

Men som sagt kan man godt forestille sig en vis variation indenfor rammerne af det gode liv. Så din pointe om ikke at være for hurtig til at dømme er til en vis grad fornuftig.

Joakim Vilandt:

Jeg synes klart populærkultur kan være værdifuldt at analysere. Kildematerialet i artiklen synes dog noget spinkelt: Bare nogle enkelte løsrevne citater. Det kan selvfølgelig være Ulla Holm har lavet en tilbundsgående analyse af populærkulturen og har udvalgt netop de citater som værende repræsentative, men så ville det nok være klogt at nævne det.

Som det står sidder jeg med samme fornemmelse som dig af at det er meget overfladisk.

Maj-Britt Kent Hansen

Vel er det da rart, at have en eller flere tilskuere / tilhørere til sit liv. At blive set, at have en livsledsager, som Lone Hørslev er citeret for at have udtalt.

Ikke desto mindre er der vist ikke noget sted som parforholdet / ægteskabet, hvor den enkelte kan opleve så stor følelsesmæssig og intellektuel ensomhed. Det til trods for, at tilhøreren / tilskueren / sjælsvennen opholder sig i selvsamme stue.

Vi fødes og dør alene - og undervejs er der måske / måske ikke ører, øjne og sjæle, der følger os tæt. Kan man lære at leve med begge situationer, så betyder det nok ikke så meget, om man er single eller ej.

Jesper Wendt

Sådan går det når man beror et samfund på matematisk tilgang. Måske ændrer det sig, men det har lange udsigter.

Var det ikke det stereotype samfund bag jerntæppet, vi brændte milliarder af på at bekæmpe.

Arash Shariar

Jeg forstår ikke pointen, eller føler at den er meget triviel.

Spørgsmålet er hvad er det Ulla Holm ønsker at opnå men en sådan tekst? Andet end at provokere for at provokere? Jeg står tilbage med et OG?

Mon det er "bare for sjov", at Ulla her prøver, efter hendes egen mening, at kaste lys over folks "selvbedrag"? Man kunne argumentere for at dette kunne retfærdiggør verbet "smålighed" til hendes personlighed.

Sagen kogt ned, handler om hvordan man skulle kunne tage stilling til hvor grænsen mellem selvbedrag og sande følelser går? Ulla har vidst gjort det op for hende selv!

Jeg har det sådan at nu hvor du er i gang med trivielle og individ afhængige "konflikter", så kunne du måske gøre op med hvad meningen med livet var?

- Arash, der ikke kan lide umotiverede og smålige provokationer!

Ps Nej, der er ingen "jantelov" over min kommentar! Hendes tekst er bare usympatisk og destruktiv.

KNUT HANSÉN

KÄRA DANSKAR OCH NORRMÄN...OM MAN BOR I DESSA 2 LÄNDER KANSKE DET ÄR "NÖDVÄNDIGT"
ATT VARA 2...PGA DE SKYHÖGA PRISER, PÅ ALLT...
I EN RAPPORT FRÅN NORGE PÅ 1970-TALET SLOG
MAN FAST ATT "DAGENS NORGE" VAR BASERAT
PÅ SAMBO- OCH/ELLER ÄKTESKAPSFÖRHÅLLANDE
MED 2 INKOMSTER"...PGA DET HÖGA KOSTNADSNIVÅET...(HOPPAS DET BLIR TID TILL
LITE KÄRLEK OCH SKÖN SEX OCKSÅ???)
MVH
KH
"MEMBER OF HAPPY SINGLE FOUNDATION"...

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Jeg er single af nødvendighed. Jeg kan ikke forvalte mit kærlighedsliv uden at det går ud over mine børn. Så det må vente til det kun går ud over mig selv.

Jakob Johannsen

Jeg vil først beklage at jeg ikke har læst alle kommentarerne, så nedestående kan ende med blot at være en gentagelse.

I gamle dage, altså dengang ruder konge var knægt og bøsser var noget man skød krondyr med, levede mange homoseksuelle ikke i officielle forhold grundet tidens manglende accept af pardannelse blandt samme køn.
Menneskets behov for tæthed og sammenhørighed overvandt dog denne fobi og de miljøer der opstod er de oprindelige metroseksuelle miljøer. De ikke accepterede fandt sammenhold og et tilhørsforhold i et samfund der ikke baserede sig på parforhold men istedet den store familie i midtbyens natteliv. Bemærk at jeg ikke sætter lighedstegn imellem
homoseksuelle og metroseksuelle.

Det er min overbevisning at noget tilsvarende er ved at ske i det moderne samfund. At danne par med en person der ikke lever op til de moderne skønhedsidealer er i nogle grupper ikke acceptabelt. Man foretrækker at leve i ensomhed fremfor at leve sammen med en "almindelig" person der ikke lever op til idealet.

Kritik af min opfattelse modtages gerne :-)

Søren Kristensen

En gang kom jeg til at genere en bekendt og hævnen blev at vedkommende gjorde mig opmærksom på at min singlestatus beroede på at "der er åbenbart ingen der gider bo sammen med dig, for slet ikke at sige have børn med dig!" En interessant bemærkning, eftersom jeg har gjort store krumspring hele livet for undgå at få børn, måske beroende på at jeg i min pure ungdom havde mulighed for at rejse rundt i verden med min familie og ved selvsyn konstatere, at det ikke ligefrem er flere børn, der er det største problem her i verden. Den slags metabetragtninger er det selvfølgelig svært at komme igennem med til hverdag uden at lyde frelst eller gal, så normalt holder jeg dem for mig selv. Men jeg har altså stort set aldrig ønsket af få børn, bortset fra nogle få uger i sommeren 1992 (husker det fordi det var det år vi vandt EM i fodbold) hvor jeg mødte en i mine øjne bedårende kvinde, som satte alt intellektuel modstandskraft ud af spil - men som heldigvis var en af dem der ikke ønskede at få børn med mig. Så lidt ret havde den bekendte altså, men grundlæggende tog han fejl.

Kenneth Hansen

På et tidspunkt sidst i serien "Sex and the city" bliver Charlotte spurgt om hun da ikke er lykkelig? Temaet for samtalen ved den tilbagevende frokost mellem veninderne (de andre er ikke så lykkelige). Charlotte har jo det hele: børnene, den søde stærke mand med det lyserøde slips, jobbet og veninderne. Ja, siger hun så kækt og lidt irriterende (det er jo Charlotte), det er jeg også! Så går der en lille pause. "Nå ja, ikke hele tiden". Pointen er at det ikke giver mening at erklære sig for lykkelig. Så har man nemlig ingen oplevelser at fortælle om. Oplevelser forstået som en bevægelse efter en optimal tilstand af velbehag. Men tanken er forkert på den måde at det kun er subjektet alene som kan have oplevelsen (og derefter tage frokosten med veninderne). Oplevelserne er centrale for det senmoderne menneske. Og man kan have dem alene. Men de giver kun mening med reference til en dybere social sammenhæng. Det er det som kvinderne opdager. Det er en pragmatisk pointe. Ikke en idealistisk.

Søren Kristensen

"Han hoppede rundt på scenen, når han jokede om, hvordan skænderier med konen altid udviklede sig til en kamp for ikke at sige ordene »jeg hader dig".

Uddrag af artikel om Seinfeld i Forum, andetsteds i Information idag.

John Houbo Pedersen

Hvorfor skal alt generaliseres og forsimples ved hjælp af statestik, og derefter kommenteres til ukendelighed.
Den den største erogene zone er hovedet, altså det øverste!

maria ciccia

At leve i parforhold er ingen garanti for at man bliver ”set”.

Det er artikelskriveren, der gør sig selv til taber og så måske de, der lever i ordinære parforhold og anser ”singlerne” som en trussel mod deres etablerede parforhold og derfor ikke inviterer ”singlerne” til deres middagsselskaber.

Havde selv været gift i 18 år, da jeg fandt ud af det ikke var noget for mig og derfor lod mig skille, efterfølgende blev jeg af folk som skribenten, betragtet som ”single” eller ”fraskilt”. Men jeg drømte ikke om igen at skulle giftes eller have en mand i huset, derimod drømte jeg om selvrealisation gennem kærlighedsmødet.

Mener ikke det er enten eller, hvad med de åbne forhold? Hvad med polyamorøsiteten, hvad med de nye familiemønstre? Det er absolut ikke så enkelt som artikelskriveren stiller det op.

Kærlighedsforhold kræver en vis modenhed, for intet er perfekt og til syvende og sidst, så har man kun det sjov og den kummer man selv laver. Kærlighed under ansvar kan have mange former og taberen er den der har fralagt sig sit ansvar.

Hvor er sociologien henne i dette damebladspladder? Hvorfor bruger information spalteplads til den slags uargumenterede nonsens ? Hvad giver Nina Holm ret til at postulere og ikke argumentere ?

Beyoncé, Anna Sophia Hermansen og Carrie fra Sex and the city.

Så er sværvægterne på Sociologisk institut forsamlet.

Ærgerligt, at det så bliver noget forsimplet, ligegyldigt grød som Ulla Holm serverer for læserne.

Det er da klart, at hvis man bruger den allermest mainstram del af popkulturen som spejl, er kvinder lyserøde prinsesser, der drømmer om den eneste ene (blandt alle de andre).

Bruger man så andre dele af mediebilledet som spejl, dukker andre idealbilleder op.

Kære Ulla Holm: Hvis det skal kaldes "forskning", er man nødt til at have mere end én eneste facet af kaleidoskopet med.

Sider