Kronik

Singler er og bliver tabere

At påstå, at singlestatus er et 'powerbrand', er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Singlen er fortsat en taberfigur til trods for de enliges forsøg på at overbevise sig selv og omverdenen om det modsatte
At påstå, at singlestatus er et 'powerbrand', er at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Singlen er fortsat en taberfigur til trods for de enliges forsøg på at overbevise sig selv og omverdenen om det modsatte
6. maj 2011

’All the single ladies, all the single ladies – all the single ladies, all the single ladies. Now put your hands up – up in the club, we just broke up, I’m doing my own little thing’.

Sammen med adskillige andre singlekvinder har jeg stået med hænderne oppe til mangen en cocktailfest og skrålet Beyoncés omkvæd på repeat i en art fælles empowerment. Insisterende – eller nok snarere chantende som i en bøn. En bøn om ikke at blive blød om hjertet, når festen slutter. Om ikke at få æderen på i chili nuts og pizza med ekstra ost, fordi jeg alligevel skal hjem og sove alene.

Ofte er der én, der siger: »Du er så sej, du ikke har skrevet til ham endnu!«. For nu har man lagt ham bag sig, og nu skal man til New York alene, og det bliver simpelthen så fedt bare at kunne give den gas og starte på et nyt kapitel uden kæreste. I’m doing my own little thing.

Ifølge Danmarks Statistik har vielsesraten de sidste par år været for nedadgående, og skal man tro Informations serie om singlekultur, er singlestatus blevet »et powerbrand, der signalerer overskud, netværk og et frit liv«. »Singlelivet er blevet et attraktivt alternativ til kernefamilien.«

Serien synes at støtte tesen om, at vi lever i en singlekultur, hvor parforholdet forkastes til fordel for personlig frihed. Ikke bare lever et stadig voksende antal vesterlændinge som singler, men selve singletilværelsen er blevet ophøjet til ideal, forstår man.

Døden klæder Lilly

Det budskab dukker op igen og igen. F.eks. skrev Berlingskes Anna Sophia Hermansen i et indlæg sidste år: »Det er næppe singlerne, der græder juleaften, men snarere staklerne i de selvdøde forhold rituelt i færd med at udveksle termosokker, evige søndage og udstyr til camp­letten. Livet alene er klart at foretrække, hvis døden klæder Lilly.«

Tilsvarende forsøger en artikel i Time fra 2007 med overskriften ’Who needs a husband?’ at dokumentere, hvordan singlen har bevæget sig fra særling til en anerkendt figur i den sociale bevidsthed. Der er simpelthen tale om et attitudeskift, hedder det, som indebærer, at kvinder ikke længere betragter ægteskabet som et middel til overlevelse og anerkendelse. Det er da også i en sådan fortolkningsramme, man kunne fristes til at læse Beyoncés ’All the single ladies’.

Men faktisk forholder det sig med denne sang som med de fleste andre sange: ofte kan man kun huske få brudstykker – måske endda kun omkvædet. Men teksten fortsætter: »If you liked it, then you should have put a ring on it«.

Og Beyoncé, der i sangen har fundet en ny date efter et brud med sin partner, fortsætter i sin opsang til sidstnævnte: »Here’s a man that makes me, then takes me – And delivers me to a destiny, to infinity and beyond. Pull me into your arms, say I’m the one you own«. Når alt kommer til alt, er idealet om at gøre sin egen lille ting altså blot et pseudo­ideal, en måde at gøre en dyd af nødvendigheden på.

Læren fra Carrie & co.

I virkeligheden drømmer langt de fleste om den skæbnebestemte eneste ene. Det gælder ikke kun i ’All the single ladies’. Efter Sex and the City’s første sæsoner, var blevet udråbt som en hyldest til en ny singlekultur, skete der noget i sidste sæson: Den ellers selvstændige og ikke særligt romantisk anlagte Miranda fik sin Steve (og baby), Charlotte fik sin Harry (+ børn), Carrie fik Mr. Big – og selv om Samantha fortsat hårdnakket afviste den kontrakt- og troskabsbaserede tosomhed, virkede hun bestemt ikke lykkelig.

I filmen er der grums i kaffen i privaten hos Carrie og Big, men de kæmper og beholder skindet på næsen. Selv sidespringet med Aidan tjener til at proklamere budskabet: Utroskab sker, men det er bestemt ikke noget ekstra krydderi; tværtimod medfører det moralske kvaler og bekræfter blot kærligheden til den eneste ene. Hos Beyoncé såvel som hos Carrie & co. viser det sig, at det, der først tager sig ud som en besyngelse af friheden til at gøre og kneppe som det passer den enkelte, faktisk ender som en besyngelse af det stik modsatte: Os to til døden os skiller.

Det virkelige livs Sarah Jessica Parker fortæller da også i ovennævnte artikel i Time, at hun tit fortæller sine singlevenner, hvor kedeligt og begrænsende hun oplever ægteskabet, men på spørgsmålet ’mener du virkelig det?’ svarer hun: »Nej, det er bare noget, jeg siger for sjov for at få singlerne til at få det bedre.«

Singlekulturen er stendød. I det omfang den eksisterer, er det kun som coping-strategi og sølle erstatning. Hør blot hvad den unge kvindelige vinder af årets danske mesterskaber i kartoffelavl svarede, da en journalist fra Politiken spurgte til hemmeligheden bag succesen: »Jeg er single, så alle mine kartofler har fået kærligheden.«

Familiedrømmen lever

Det kan godt være, at der indgås færre ægteskaber, og at flere kvinder vælger manden fra, men der er som bekendt ofte en diskrepans mellem virkelighed og ideal. Således viser de europæiske værdiundersøgelser da også, at især kernefamilien gennem de seneste 30 år er blevet stadig mere populær.

Skal man lade vores bedømmelse af kongehusets gøren og laden være et hint, er det ganske sigende, at den svenske prinsesse Madeleines brud med sin forlovede sidste år blev omtalt med følgende formulering i Berlingske: »Den brudte forlovelse vil utvivlsomt kaste mørke skygger ind over sommerens helt store blågule attraktion: kronprinsesse Victorias bryllup med Daniel Westling.«

Singlen Madeleine fremstilles som taber, den gifteklare Victoria som vinder. Men hvorfor har sådanne tilsyneladende anakronistiske værdier overlevet kvindefrigørelsen? Hvorfor optræder de med fornyet styrke i en æra, hvor personlig frihed står i centrum? Hvorfor er det så ulideligt at gøre sin egen lille ting, når nu de økonomiske betingelser – i modsætning til tidligere – tillader det?

For at finde svaret må man gøre op med en udbredt fejlfortolkning af begrebet personlig frihed. Personlig frihed forstås ofte som det at være selvberoende. Dvs.: Jo større uafhængighed af andre og mulighed for at tilfredsstille egne behov, desto bedre kan man leve i overensstemmelse med sig selv. Det paradoksale er imidlertid, at der ikke findes noget ’selv’, uden at det anerkendes som et sådant af den anden – i form af en livsledsager.

Det var netop pointen, da forfatteren Lone Hørslev i et interview i Weekendavisen definerede kærlighedens mirakel som: »Når man føler, at man virkelig bliver set og gennem det blik bliver til den person, man gerne vil være.« Hørslev tilføjede, at livet grundlæggende er ensomt uden en livsledsager, »fordi man ikke har noget menneske, der ser én ind i øjnene, og forstår hvem man er.«

Befriende lænker

En tilsvarende pointe finder man hos filosoffen Hegel, ifølge hvem der består et paradoks i, at den selvbegrænsning, som parforholdet udgør samtidig er den enkeltes befrielse: »Kærlighedens første moment er, at jeg ikke vil være en selvstændig person for mig, samt at jeg – hvis jeg alligevel var det – ville føle mig mangelfuld og ufuldstændig. Det andet moment er, at jeg vinder mig selv i en anden person, at jeg har gyldighed i denne person, ligesom vedkommende har gyldighed i mig. Kærligheden er dermed denne monstrøse selvmodsigelse«.

Det er i det lys, man bør se den boomende parterapiindustri. Den livslange kærlighed er en indsats værd, for det er først igennem den, at den personlige frihed får validitet. Af samme årsag er datingscenen et marked i vækst.

Når flere ikke desto mindre fravælger ægteskabet skyldes det bl.a. to forhold. For det første, at kvindernes uddannelsesforspring gør det sværere at finde en kvalificeret mandlig partner, som matcher deres behov. For det andet er det ikke moderne at gå på kompromis. Hertil kunne man føje nye værdiorienteringer på det seksuelle område. De kan være svære at forene med monogami og intimitet. Men gokkesokken udgør i længden ikke noget attraktivt alternativ til termosokken, selv hvis den skal byttes. Med Anne Dorte Michelsens ord: »Synd for dem, der ingen har.«

Ulla Holm er specialestuderende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Serie

Singler – kærlighedens tabere eller vindere?

Singlekulturen er blevet et populært alternativ til livet i kernefamilien. Det skyldes ikke mindst litteratur og film, der dyrker forestillingen om det perfekte liv alene og uden ansvar for andet end ens egen lykke.

Men hvor, hvornår og hvordan opstod singlekulturen. Og hvem er singlerne, hvordan fremstilles de, og hvad betyder singlekulturen for vores samfund? Vi ser nærmere på fænomenet.

Seneste artikler

  • Singlespillet

    24. juni 2011
    Det kan blive et demokratisk problem, hvis vi i stigende grad placerer os i enklaver i samfundet, for at kæreste rundt med folk, der bekræfter os i alt hvad vi gør, fordi de ligner os selv
  • 30.000 uskønne personer i skønhedsland

    21. juni 2011
    Datingsiden Beautifulpeople.com vil definere skønhed. Den optager nemlig kun dem, der bliver stemt ind som værende smukke af de øvrige medlemmer. Indtil sidste måned, hvor siden blev angrebet, og 30.000 grimme mennesker slap gennem nåleøjet til de smukkes slarafenland
  • Single er ikke et plusord

    20. juni 2011
    Alene termen singlekultur viser, at der ikke er tale om en overskudskultur. Singler er derimod det anderledes og undtagne i forhold til de normer, som både findes i sproget og i samfundets registrering og opfattelse af os
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

'Taber' er ikke noget man nødvendigvis er , det er noget andre kalder een, og en rolle mqan bliver tildelt f.eks. hvis man er :
Et barn uden fremtid
eller
en kvinde uden børn
eller
en mand uden kvinde
og som man ser er der en kæde deri, som får det hele til at hænge sammen, og som har noget at gøre med om 'man' fysisk er tilstede i fremtiden pr. gen.
Tanker man kunne bidrage med til fremtiden tæller ikke, da det ligger i sagens natur, at ingen planlægning bygger på at man lytter til ---eh. 'tabere'.

De er iøvrigt også altid så uvildige/ligeglade - intelligente eller ej - og mangler totalt forståelse for egen-interesse-organisering. Kan man ikke bygge sin politiske karriere på...

Kristjan Nielsen

I mine øjne stiller kronikken et særdeles interessant eksistentielt spørgsmål. Hvad giver livet indhold; parfoholdet eller singlelivet.
Det undrer mig at så mange henviser dette spørgsmål til sladderbladene, når Kierkegaard for 150 år siden i "Enten Eller" stillede et lignende spørgsmål i en form som stadig studeres intensivt idag. Ligeheden understreges af, at Kierkegaard i "De Umiddelbart Erotiske Stadier" læner sig op ad Hegels æstetik, ligesom der også her refereres til Hegel.
Det kronikken gør rigtig godt, er at bede læseren tage stilling aktivt stilling til hvad der giver livet indhold fremfor at forestille sig at en TV-serie eller et omkvæd i en popsang kan give et fornuftigt bud. Uden at tage stilling til hvordan den enkelte opnår den højeste lykke (i et forhold eller som single) vil jeg dog vove den påstand at mange flere med spørgsmål kunne stille sig spørgsmålet reflekteret. Det som virker forstemmende er, når kommentarerne i så høj grad giver udtryk for det modsatte - eksempelvis ved at henvise kronikken til sladderbladene.

Det sjoveste ved hele denne debat om singlelivet vs. parforholdet er faktisk at høre alle de sjove, underlige, sære, fordomsfulde, muntre, livsbekræftende historier fra det virkelige liv...Det bekræfter mig i troen på, at vi alle er forskellige mennesker med forskellige behov og at vi stadig har hjerne og ikke mindst hjerte nok til selv at vælge, hvordan livet skal leves uden at behøve at spørge damebladsredaktører, Carrie Bradshaw-wannabes, "livsstilseksperter" eller andre holdnings-plattenslagere til råds.

Hannah Jensen

Jeg er 30 år og har været sammen med min makker i 11 år til okt. Når vi fortæller det til andre så kigger de dels en smule medlidende på os og betragter os som mærkelige dyr. Vi har holdt sammen, siden et mislykkedes seminarium-forsøg, jeg er flyttede med ham til KBH og han flyttede med mig tilbage. Vi har forsøgt os med uddannelser, jobs og rejst jorden rundt sammen.

I bund og grund syntes jeg folk skal gøre som de lyster. Men jeg vil dog stille spørgsmålstegn ved om man er frigjort hvis man hele tiden føler trang til at italesætte hvad man gør - og det er sådan jeg opfatter den megen fokus på singlekulturen. En voldsom italesættelse der har til formål at skjule at det kan være super trist... men det er jo bare min opfattelse.

Jeg er stolt af at kunne være vidne til min makkers liv, med op og ned ture, og jeg er ovenud lykkelig for at jeg har én der er vidne til mig liv, som kender mig og som ønsker at bygge en fremtid sammen med mig.

Jeg ser frem til et langt liv som makkerpar(fordi det er i virkeligheden det det hele handler om - et makkerskab) med børn (engang) med karriere og flytninger derhen hvor vi kan skabe noget sammen.

Jeg kalder det et makkerskab fordi vi ikke er gift - og ikke agter at blive gift... og efter 11 års op og ned ture er bare ikke kæreste længere.. Det lyder som sådan noget holde i hånd.. Så måske er opgaven i virkeligheden at finde ud af at der findes mange måder at leve sit liv på idag. Singler, gift, partnerskab af forskellige slags..

Inger Sundsvald

Der er sådan set ikke mere fornuft i at henvise til Kierkegaard som levede for 150 år siden i et helt andet samfund og til hans etiske/æstetiske og religiøse tanker end til nutidens dameblade, der bombarderer kvinder med opskrifter på hvad de skal gøre for at være ”rigtige” og få et godt liv.

Hvad kan andre bruge det til, at jeg fortæller at JEG har været gift i 31 år – til døden os skilte, og at jeg ikke kunne tænke mig at have lavet om på hverken dét eller min nuværende singletilværelse?

Det eneste jeg kan håbe på for Ulla Holm er, at hun ved at læse div. kommentarer er blevet lidt klogere på det faktum at mennesker er forskellige med forskellige ønsker og muligheder, og at hun lærer at være knap så fordømmende i sit videre studium ved Sociologisk Institut. – Ellers ser det sort ud for hvilken færdiguddannet person hun bliver.

ronni larsen

Bedrøvende og typisk kronik fra en moderne kvinde:(

Dejlige betragtninger fra en masse dejlige folk :)

Er det ikk bare sådan at intet er sort eller hvidt?

Alt er forskellig nuanceret og det er derfor at en sund logik og en god mavefornemmelse for hvad man vil i sit liv burde være styrende og ikke hvad samfundets diskurs udånder på folks blanke pander igennem alle sine djævelske redskaber og lange snore ;) Jeg frygter lidt at mange menneskelige kvaliteter bliver stigmatiseret som umenneskelige og der er mange penge og magtmænd der ser interessen i at mennesker, medier, firmaer osv smelter sammen til en stor maskine som fjerner sig fra alt menneskeligt fordi problemer giver penge i løsninger og afgifter og mennesket bliver meget nemmere at styre når det er kuet og ikke aner hvad de selv indeholder :(

Meeen vi får snart socialdemokratisk regering, så mon ikke det nok skal hjælpe :D
Uddannelse til børnene :
RSA Animate - Changing Education Paradigms
http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U&feature=channel_video_title

ronni larsen

Jeg er virkelig ikke en "hater", men det er i dag meget lettere at definere sig selv ved at sige alt det man hader i populær kulturen end hvad man kan lide :)
Pardish Hoetell - Dagens "forkerte" mand osv osv osv... det er ikke mærkeligt at kvinder lader sig influere og mændene hopper med på bølgen og kysser hinanden på disko for chokeffekt eller vælger at blive hjemme til en spiller på computeren ;)

Mai Mikkelsen

Modsat en del andre læser jeg ikke artiklen som værende stemplende for singler som tabere i samfundet - Mere at den branding der er, hvor singler fremstår som frie og lykkelige ikke stemmer overens med virkeligheden - deri liggger sammenligningen med Sex & the City.

Jeg læser mere artiklen som et forsøg på netop at nuancere den eksisterende "analyse" af singlekulturen. Jeg kender singler der er glade for deres singleliv og jeg kender singler der er lede og kede af at de ikke har fundet en at dele livet med - også selv om det blot skal være for "en stund" Der er altså ikke noget enten eller. Og i en periode kan den enkelte nyde at være single, for derefter at nå til et punkt hvor man ønsker sig en kæreste.

Og jeg mener artiklen har fat i en pointe når det kommer til den påståede status der er i at være single. For jeg har veninder der får kommentarer som: "Hvad er der galt med dig, siden du ikke kan holde på en mand?" eller "Det er sørme underligt at du ikke kan finde en mand du kan forelske dig i" - Altså underforstået - "der er noget galt med dig"

Elif Demir Gökce

En god kronik, singler har i en periode lyst og tid til at juble sig over deres single liv, og få det til at lyde somom folk der lever i parforhold ikke kan få samme frihed. Jeg mener bestemt at mange par kan opleve mange ting sammen, selvom man har børn og danner par.

Det som kunne være interessant at få forskning på området. For jeg tror bestemt ikke af naturens ønske at nogen har lyst til at leve i ensomhed. Vi er sociale væsner der gerne vil hinanden.

Der var en artikkel har i informationen, der handlede om en forfatter som var på vej med en bog. Hun havde søgt om aktindsigt i statsarkivet og fundet frem til bilag af 1968 - 70èr, hvor danske politiker havde udarbejdede en strategi om at splitte kernefamilien, for at opnå vækst i samfundet. Det viser bare hvem der står bag ved disse tankegange!!

Anders Mortensen

En Beyoncé-tekst, en amerikansk tv-serie og en vittig bemærkning fra en kartoffelavler ... ohmygod, skulle det forestille empiri? At mainstream-popkulturen hylder det etablerede er vel ikke særlig overraskende, heller ikke selv om man åbenbart lige troede at Beyoncé gjorde det modsatte. Det eneste, Ulla Holm (endda kun med lidt god vilje) kan siges at have påvist i artiklen ovenfor, er, at singlekulturen ikke er mainstream. Men det vidste vi jo godt. At den også skulle være "stendød" forekommer der ikke skyggen af belæg for. En 1700-tals-filosof hjælper heller ikke. Det kan godt være, at Hegels fænomenologiske system har betydet meget, idéhistorisk set, men hans holdning til noget så konkret som parforholdet, kan dårligt bruges til at påvise, hvordan det står til med denne institution i dagens Danmark.

Altså... okay, det her er jo ikke et forsvar for tosomhed eller et angreb mod singlelivet. Det er en konstatering af, at vi gennem læsning af (post)moderne popkultur kan afkode en understrøm af konservative parforholdsidealer. Jeg synes ikke det ser ud som om Ulla Holm forsvarer ikke-singlerne, bl.a. i og med at hun i opstiller Hegels paradoks. Desuden har hun heller ikke afgrænset præcist, hvad modstykket til singlelivet er. Tosomhed? Tresomhed?
Jeg tror bare hun er bitter over, at hun lige troede hun havde fundet en redningskrans at klamre sig til (en fejring af singlelivets muligheder gennem popmusik og poptv) for alligevel at finde ud af, at hun plumpede i vandet da sangen sluttede og sidste sæson af SATC var ovre.
Ja... Det kunne være hun skulle finde noget andet musik og se noget andet end TV3?

Det eneste, som egentlig fik mig op af stolen i denne artikel var påstanden om hvordan et højt uddannelsesniveau gør det svært at finde en kvalificeret mandlig partner.
Men okay... det fik VIRKELIG også mit pis i kog!

Maj-Britt Kent Hansen

Problemet med kroniken er:

- bortset fra den stigmatiserende titel "Singler er og bliver tabere", og pseudo-problemet AT VÆRE SINGLE -

at Ulla Holm lægger ud med en unødvendig "jeg-bekendelse" for derefter at gå over til eksempler, der skal underbygge, at hun undersøger og analyserer problemstillingen ud fra sociologien.

Havde hun holdt det personlige ude af teksten, havde hendes - bevares ikke fantastiske observationer - men dog observationer givet mere mening sammen med præsentationen som specialestuderende på Sociologisk Institut.

Jennifer Conway

En underlig ensidig artikel ....fra en sociologi studerende???

Vi lever indtil vi er omkring 80+ aar gammel. Meget laengere end i fortiden for mange .

Vi lever i familier (i forskellige udgaver); vi forlader reden og undersoger verdenen og andre mennesker( paa forskellige maader); vi deler live med en kaereste (eller to...eller flere....); vi faar born...etc...etc...og vi aendrer os i enhver fase af vores liv.....until the last unavoidable "test".

Nogle gange sukkes vi efter den eneste en; nogle gange sukker vi efter at vaere alene.......uanset hvad, dor vi mutters alene.

Der er ikke en "bedst" maade at leve paa....hverken i parforhold eller alene...og begge maader kan vaere meget lykkelige eller enormt ensome.

Men den ene livsmaade er ikke bedre eller mere "naturlig" end den anden ....bare kig paa diversiteten af Naturens kreaturer! Saa meget at vaelge fra!

Og naar vi har faaet vores born...........ak.....saa er vi post-modernistiske mennesker tde paa en lange eksistentielle vandring...nogle gange med en partner, nogle gange uden.... og det kan vaere godt...og det kan vaere daarligt......saadan er det.....

Glem de simple svar for de Store Begivendheder, please.

Sjov artikel hun har skrevet Ulla Holm. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Mr. Bean der også er single. Krysters Kartel dukker også op. Krysters Kartel rummer ligesom det hele. Fra Kernefamilien til Singlen

Mr Bean og Krysters Kartel træder ind i det univers Ulla Holm beskriver på en ganske underholdende måde. Hun træder ind med normalitetens fordummende perspektiv. En normalitet Mr. Bean og Krysters Kartel i den grad sætter i en vidunderlig latterkrampe tilstand.

Det er jo aldeles uinteressant for andre end sociologer der vil udråbe sig selv til eksperter om folk lever sammen i en kernefamilie om det så er som mand - kvinde, kvinde - kvinde, mand - mand eller kvinde - mand - kvinde, ja kombinationsmulighederne er uendelige og morsomme, eller man lever som single og kaster sin hengivenhed over kartoflerne istedet for en kvinde.

Et andet perspektiv kunne jo være det sexuelle. Det er ret naturligt at mennesket på et givent tidspunkt får en sexuel trang. Denne trang kan så betyde et møde imellem to menneker der så kan udvikle sig til et sexuelt forhold, hvori det sexuelle udforskes evt. Nogen gange sker det så at de sexuelt udforskende vælger at indgå en kontrakt med hinanden i det der kan udgøre starten på en såkaldt kernefamilie hvor der på et tidspunkt kommer børn til, enten ad naturlig vej, som følge af ægindsætning i en livmor, en rugemor, en adoption og meget mere.

Andre vælger at fortsætte med at give efter for begæret og fortsætter med den sexuelle udforskning af kønnene. Andre dropper begæret til mennesker og kaster begæret på dyr, planter, kunst, (forhåbentlig ikke dansk kunst og da slet ikke Aros og Regnbuer) og i særdeleshed ikke forhåbentligt Århus og såkaldt kultur)). Nå dette var en meget upassende bemærkning i denne sammenhæng, men i en anden kontekst aldeles relevant.

Andre dropper begæret og nyder at se Mr. Bean og Krysters Kartel, glade for at begæret er væk, og mærker i stedet frihedens længselssus og drømmer om tibetanere, nepalesere, budhister, templer, klostre, tai chi, meditation. Drømmer om at droppe jeg`et og selv`et og bare at være et menneske

Uendelighedsdebatten fortsætter åbenbart blandt kønsforskerne og iagttagerne omkring dem.
Der findes forskningsmæssigt belæg for at singler er "tabere" i livets spil og der findes forsningsmæssigt belæg for at de selvsamme singler er "vindere".
Selv er jeg single-mand gennem mange år og altså "taber" fordi jeg ikke har en veluddannet, oversexet "sild" liggende, afventende i sengen. Og "vinder" fordi jeg er fritaget for en "papegøje" der arrigt står i køkkenet og venter på at overfuse mig næste gang jeg griber forkert fat i et, for mig, ukendt køkkenredskab.
Hvad skal jeg dog gøre for at komme til den rette konklussion ? Skal jeg spørge en mandlig eller en kvindelig uvildig kønsforsker ?
Løsningen har, til dato, været at mærke efter selv - Hvordan trives jeg egentlig - uden hensyn til det "segment" jeg måtte tilhøre i henhold til forskernes analysemodeller ?
Hvad er en "single" egentlig ? Hvad er en "taber" og hvad er en "vinder" og hvad koster det ?

ronni larsen

Det er faktisk ret spændende det du linker til der:o) og det bliver båret frem af rigtig mange entiteter i dag. Hvis i gerne vil vide det mere detaljeret har BBC Adam Curtis lavet en rigtig god dokumentar om det og jeg vil mene det burde være pensum i niende ca. ;o)

The Century Of The Self-Full Length Documentary
http://www.youtube.com/watch?v=IyPzGUsYyKM

Vibes link:
Lone Rahbek Christensen, der er etnolog og forfatter til bogen Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv påpeger, at det er med fuldt overlæg, at staten har villet splitte kernefamilien.

»Når vi lever de her liv, så er det ikke noget, vi selv er skyld i. Det er samfundet, der bliver formet om af nogle nye, store ideologier, men de her nøje udtænkte ideologier kommer ikke altid frem for offentligheden. Vi sluger det meget hurtigt som nye sandheder,« siger hun og forklarer, at man fra 1930’erne i visse kredse på et meget højt og sofistikeret plan begyndte at diskutere, hvordan vi skulle indrette os, så vi kunne overleve og få nogle rige stater, der var attraktive nok til, at befolkningen gad formere sig. Det tænkte man ud fra, at man skulle have et varemarked, der var så velfungerende, at der kunne tjenes masser penge, så skatter kunne finansiere omsorgs- og forældrearbejdet.

»I hele den tankegang afskaffer man det monogame ægteskab med fuldt overlæg,« siger Lone Rahbek, der i forbindelse med research til en ny bog har haft adgang til nogle indtil videre hemmelige dokumenter fra rigsarkivet, der viser, at det var statens plan at afskaffe kernefamilien fra 1962, hvor der sendes besked til alle ministerier om, at nu skal de iværksætte nye strategier. Her bilder man blandt andet befolkningen ind, at det at opdrage børn kun er noget, professionelle kan varetage. Så fra 1960’erne overtager staten det at skabe den rette sociale karakter i barnet. Samtidig skal det tvekønnede ægtepar opløses for at øge produktiviteten på arbejdsmarkedet. For når ægteparret er opløst, er begge tvunget til at arbejde - og så er de tvunget til at gå ud at forbruge alt det, de ikke får produceret derhjemme. Dermed skaber du velfærdsstaten.

Det effektueres på en helt række områder, forklarer hun.

»Så indretter man staten, så kærligheden mellem faren og moren ikke længere har nogle forudsætninger. Det er med vilje. Vi kan ikke se det endnu. For nu er ‘sandheden’ bare, at vi skal ud og realisere os selv gennem succes på markedet. Men det er ikke nogen sandhed, det er en filosofisk idé, som bliver effektueret med fuldt overlæg fra midten af det 20. århundrede,« siger Lone Rahbek, som mener at kvindefamilierne er en direkte konsekvens af statens planer om at skabe et velfærdssamfund.

Peter Hansen

Skræmmende, men ikke helt igennem vellykket. Og der er meget, der tyder på, at politikerne fik kolde fødder, fordi de i stedet oplevede, at behovene bare blev sat op - og kernefamilien er jo nu igen blevet den relevante ramme om hele den familiemæssige forståelse. Det gik jo også på indtægtssiden helt anderledes: de færreste kan opretholde en husstand med én indtægt.
At alt dette så er noget, som embedsmænd og politikere har følt sig berettigede til at have meninger om og handle ud fra, er forargeligt og fordømmelsesværdigt - i et demokrati udgår magten nedefra, politikerne sidder på befolkningens mandat, men skal på ingen måde blande sig i, hvordan den selvsamme befolkning, individuelt eller som valgfællesskaber, vælger at indrette sig indenfor samfundets rammer. Staten skal blot garantere den enkelte frihed og velfærd.

Ellen Mai Kjølsen

Det er komplet irrelevant (og faktisk småligt) at tale om vindere og tabere.

At stille en så vigtig ting som - hvordan man lever livet på - op i en dikotomi som taber/ vinder, tyder desværre på en simpel tankegang eller en ufattelig lyst til at få sin klumme trykt.

Jeg beder om et hævet niveau, tak, og en smule historisk forståelse og menneskelig indsigt.

ronni larsen

Peter Hansen,
hvis du prøver at se century of the self og bagefter (eller en anden gang:) the power of nightmares vil du få forklaret en stor del af hvordan der hele tiden tilpasses af politikerne, eliten og storfinans for de fik ikke kolde fødder :) se bare hvordan medierne fungerer idag, de sammenligner sig med f.eks John Stewart fra Daily show og mange ved at han viser absurditeter og korruption og løgn et utal af steder og det er vitterlig absurd hvad der foregår i medicinsk, krigerisk, politisk, pædagogisk akademisk navn pga sensationsjournalistikken og medie refleksionens fravær og dækningen er sparet væk til kun at kopiere og oversætte de store telegrambureauer... men klart at der bliver brugt spejle og røgtaler til at deres kernevælgere som er familier i hus og folk der låser sig inde i mørke kældre fordi de hader muslimerne ligeså meget som medierne og film har vist dem hele deres liv og det får dem til at stemme på dem.. Det handler om konsumer samfundet skal maksimeres og folk skal derfor splittes op i så mange dele som muligt..

John Stewart forklarer en del af sagens kerne:
http://www.stumbleupon.com/su/1Grps3/www.indecisionforever.com/2011/06/2...

Outfoxed : viser hvordan Rupert Murdoch har sine fede neokonservatoriske fingre i de fleste medier idag og det er altså ikke kun Fox

hollywood araber had og islamophobi:
http://www.youtube.com/watch?v=3Tqa-bg5bBA

Hollywood Warfare:
How the Pentagon Censors the Movies

Hvis man ikke har en drejebog der spinder perfekt får man lidt hjælp til den og så er alt den militære ekspertise gratis, ellers ikke
http://www.youtube.com/watch?v=_NoFTpDzQZs

Hvad taler vi om???

Taler vi om singleliv eller et kærlighedsløst liv?

Kan man sidestille parforhold med et lykkeligt liv?

Hvordan definerer vi lykke??

Er netshopping indenfor søgning at partner et udtryk for længsel efter institutionen parforhold - eller længsel efter nærhed og kærlighed til et andet menneske??

Vil det tilsvarende sige, at folk med feks. et fysisk handicap er mindre lykkelige i deres liv.....og, hvis det viste sig, at det var tilfældet.....ville det så kvalificere dem til at være tabere????

Hvordan kan man kalde folk i disse kategorier, der absolut intet siger om deres værdier, indhold eller mental eller fysisk tilstand, for tabere eller vindere??

Arliklen er desværre ligeså useriøs og unuanceret som hvis man skrev en ensrettende artikel om folk, der bærer briller eller bruger størrelse 38 i sko.

Clueless.

Datoen for udgivelse er fejlagtigt sat til den 6. juli. Det burde nok rettes.
Dette afstedkommer at denne artikel hele tiden ligger øverst i mit feed fra Information. Så evigt relevant, at den skal ligge på tværs i min nyhedsstrøm finder jeg den dog ikke.

Hvordan man vil indrette sig i livet, bestemmer man
vel selv. At dømme en stor befolkningsgruppe som
tabere er forskelsbehandling.
Ulla Holm benytter flittigt citater fra amerikanske plasticserier mv. Herigennem får hun åbenbart opfattelsen af at leve som enlig (for at bruge et DANSK udtryk). Lad de enlige om, hvordan de
lever deres liv.
Men Ulla Holm er vel så klog, at hun kan undvære
hovedet.

Hvordan man vil indrette sig i livet, bestemmer man
vel selv. At dømme en stor befolkningsgruppe som
tabere er forskelsbehandling.
Ulla Holm benytter flittigt citater fra amerikanske plasticserier mv. Herigennem får hun åbenbart opfattelsen af at leve som enlig (for at bruge et DANSK udtryk). Lad de enlige om, hvordan de
lever deres liv.
Men Ulla Holm er vel så klog, at hun kan undvære
hovedet.

Sider