Kronik

Socialpolitikken er blevet til beskæftigelsespolitik

En stadig større dele af socialområdet lægges ind under Beskæftigelsesministeriet. Resultatet er en socialpolitik, der lappeløser, når tingene går galt, i stedet for at forebygge og tænke i helheder
span class="photo-credit">Foto: Scanpix

Hvis flaskerne står i vejen for, at man kan komme i arbejde, hjælper aktiveringsprojekter ikke meget.

span class="photo-credit">Foto: Scanpix

Hvis flaskerne står i vejen for, at man kan komme i arbejde, hjælper aktiveringsprojekter ikke meget.

21. maj 2011

Da regeringen og Dansk Folkeparti vandt valget i 2001, betød det ikke kun et regeringsskifte, men et helt systemskifte. De rige er blevet rigere, de fattige flere og fattigere. Det sociale sikkerhedsnet undermineres og erstattes af flere og flere krav om beskæftigelse. Socialpolitikken forsvinder, og ind træder beskæftigelsespolitikken.

Skiftet fra socialpolitik til beskæftigelsespolitik betyder, at socialt udsatte fastholdes i fattigdom, fordi 'det skal kunne betale sig at arbejde', som regeringen siger.

»Det er ingen guldgrube at være på starthjælp, og det skal det heller ikke være, fordi det skal kunne betale sig at tage et arbejde. De lave ydelser er der så længe jeg er her,« har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) udtalt, vel vidende at mange på starthjælp har både fysiske og psykiske problemer, der gør det svært for dem, at få et arbejde. Selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde, men det politiske mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde, vejer åbenbart tungere end hensynet til menneskers sociale problemer.

Når socialpolitik bliver til beskæftigelsespolitik, får vi en socialpolitik, der hellere vil lappeløse, når tingene går galt end forebygge og tænke i helheder. F.eks. har jeg oplevet den absurde situation i Folketinget, at socialministeren ikke kan gøre noget ved den fattigdom, der er skabt af de lave kontanthjælpsydelser, fordi de sociale ydelser hører under Beskæftigelsesministeriet. Og beskæftigelsesministeren kan ikke forholde sig til konsekvenserne af fattigdomsydelser, fordi fattigdom jo er Socialministeriets område. Og hvordan kommunerne griber de sociale og sundhedsmæssige problemer an i forhold til aktivering af syge mennesker, vil indenrigs- og sundhedsministeren ikke blande sig i, for det er beskæftigelsesministerens ansvar. Ministrene fralægger sig ansvaret, borgeren betaler prisen.

Ændret menneskesyn

Man kan især se skiftet ude i kommunerne, hvor målet ikke længere er støtte til at håndtere sociale problemer, så folk kan komme sig. Det er derimod at få folk i arbejde. Koste hvad det vil.

Derfor anvendes flere og flere sanktioner af medarbejdere i jobcentrene, der er gode til at hjælpe med at finde job, men ikke er uddannede til at håndtere de social- og sundhedsproblemstillinger, borgerne står over for.

Når socialpolitik bliver beskæftigelsespolitik, er der ikke bare tale om, at man skal åbne døren ind til et jobcenter i stedet for et socialcenter. Det opstår et skift i den hjælp, der tilbydes, hjælpens formål og det menneskesyn borgerne mødes med. Der er tale om et opgør med en stolt dansk tradition for at behandle socialt udsatte medborgere som ligeværdige mennesker.

Når succeskriteriet er, at folk kommer i arbejde, presser man kravet om aktivering ned over hovedet på mennesker i matchgruppe 2 og 3, selv om de har massive sociale problemer som misbrug, kriminalitet, psykisk eller fysisk sygdom. Man hjælper dem ikke med at løse de problemer, de kæmper med i deres hverdag.

Vejen til det gode liv

Det handler ikke om, at jeg ikke synes, at mennesker skal arbejde. Det mener jeg bestemt, de skal. Hvis de kan. Selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at alle i matchgruppe 1 kommer i arbejde. Min pointe er blot, at det er meget forskelligt, hvordan folk bliver hjulpet til et godt liv.

Jeg har arbejdet med de mest udsatte grupper som sygeplejerske i psykiatrien og har kun mødt borgere, der helst ville arbejde, selv om jeg med min faglige baggrund vidste, at det for nogle af dem var en utopi. At være i arbejde er for de fleste en forudsætning for det ideelle liv og for at passe ind i mængden. Det er bare ikke alle mennesker, der er i stand til at arbejde.

Det er derfor vi har socialpolitikken. Fordi alle ikke har det lige godt. Fordi nogle mennesker har brug for hjælp til andet og mere end bare at få et arbejde.

Lad mig komme med et eksempel. Anisa har boet i Danmark i otte år, men har stadig ikke lært at tale dansk. Hun er albansk flygtning, har været offer for en massakre, og har mistet mange af sine familiemedlemmer. Hun er ikke så underligt meget traumatiseret og har ikke været uden for en dør i mange år. Bortset fra når hun møder op til aktiveringsprojekterne.

På projekterne møder hun andre mennesker, hun får rare oplevelser og hjælp til sin økonomi, lægebesøg, bolig og traumebehandling. Medarbejderne i projektet er enige om, at Anisa aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet. Hun er simpelthen ikke i stand til det. De er også enige om, at hun får rigtig meget ud af at komme i et projekt.

Det interessante ved Anisas situation er, at den hjælp, hun får, rammer så skævt. Egentlig er den rettet mod at få hende i arbejde, ikke mod at hun skal have det bedre. Var hendes helbred målet, havde kommunen givet hende en støttekontaktperson, der kunne hjælpe hende med at skabe et netværk og få hverdagen til at hænge sammen, Men det er kun arbejdsmarkedsrettet hjælp, de har mulighed for at give hende.

Hvad er du værd?

Når socialpolitik bliver beskæftigelsespolitik, bruges sanktioner i stedet for hjælp og støtte. Hvis man misser en rudekuvert eller ikke kommer til et møde, trækkes man i kontanthjælpen. Man får ikke hjælp til at møde op eller til at læse, hvad der står i brevene. Uanset om det er en borger, som er hjemløs, har depression eller har et handicap, er sanktionen hurtig og ualmindeligt uretfærdig.

En undersøgelse fra AKF viser, at der i 2010 har været 126.000 sager, hvor kommunerne har uddelt sanktioner. Det betyder, at folk mister deres kontanthjælp i kortere eller længere tid, og det er i alt sket fire gange så meget i 2010 som i 2007. Det svarer til, at hver anden kontanthjælpsmodtager fik frataget deres kontanthjælp i en periode.

Det interessante er, at tal fra Ankestyrelsen viser, at der er fejl i en tredjedel af afgørelserne. Det er altså ikke bare tale om, at folk snyder og bliver straffet for det.

Et andet eksempel på, at man fokuserer mere på menneskers nytteværdi for arbejdsmarkedet end på et egentligt solidarisk ønske om at hjælpe, er Lena. Hun er 40 år og har boet og arbejdet i Danmark i ca. 20 år med ensformigt arbejde. Hendes mand er sindslidende, og hun står med hele ansvaret for børnene, hjemmet, økonomien og manden.

Efter et år på sygedagpenge er hun stadig ikke helbredsmæssigt afklaret, og hun ender derfor på kontanthjælp. Senere får hun diagnoserne depression, fibromyalgi og en tarmlidelse med svær inkontinens til følge.

Hvis Lenas mand havde fået støtte, og hvis hun havde fået hjælp fra en sygeplejerske og økonomisk støtte til konkrete hjælpemidler, så ville hun højst sandsynligt have fået det så godt, at hun kunne komme i deltidsarbejde. Men et år efter er Lena stadig i et aktiveringsprojekt, hvor hun hækler, fordi hun ikke kender sine rettigheder og ikke har ressourcerne til at kræve at komme videre.

Når beskæftigelsespolitikken er i højsædet, får borgere med sociale problemer kun støtte, hvis den med det samme kan hjælpe dem til at komme i arbejde.

Det er imidlertid en snæver liberalistisk forestilling, at arbejde er den eneste vej til lykke og bedre trivsel for mennesker og at borgerne er til for samfundets skyld og ikke omvendt. Hvorfor skal alle i arbejde? Er man mindre borger, hvis ens ressourcer ikke rækker? Hvorfor er målet aldrig, at alle udsatte borgere skal ud af udsathed?,

Regeringen bør gøre op med tankegangen om, at alle skal i arbejde, koste hvad det vil. Vi skal have en socialpolitik, som er solidarisk med socialt udsatte borgere, i stedet for en liberal noget for noget-tankegang. Samtidig skal vi selvfølgelig også sørge for, at arbejdsmarkedet lever op til sit ansvar for at være rummeligt og ikkeekskluderende.

Alle mennesker er noget værd i sig selv, også selv om de ikke bidrager til arbejdsmarkedet. Vi skal hjælpe dem, der har behov for det, fordi de har behov for det, og ikke kun fordi de har værdi for os som deltagere på arbejdsmarkedet.

Özlem Sara Cekic er social- og psykiatriordfører for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip C Stone

Igen og igen - en regering som lefler for de store og stærke, tramper på de svage, og sørger for at den ikke selv kan drages til ansvar.

ösc, skrev:

Resultatet er en socialpolitik, der lappeløser, når tingene går galt, i stedet for at forebygge og tænke i helheder.

-----------------

( "guldaldermyter" om en svunden "guldalder", er nok "lidt" overdrevne )

før var der da også mestensdels lappeløsninger, men det er ikke ligefrem blevet bedre mht. det.

@philip c stone

Igen og igen - en regering som lefler for de store og stærke, tramper på de svage, og sørger for at den ikke selv kan drages til ansvar.

------------

det lyder heller ikke overbevisende: at flertallet af vælgerne ikke hele tiden stemte for et flertal til venstre for sf, formodentlig gjorde flertallet af vælgerne nemlig det: stemte for et flertal til venstre for sf.