Klumme

Svarene i vinden

Man kan spørge alligevel
Man kan spørge alligevel
Debat
28. maj 2011

At det største regeringsparti ikke kan stave til velfærd er for billigt at nævne. Derimod er det på sin plads at pege på det landsskadende i den grænsepolitik, hvormed Vænstre, Konservative og Dansk Folkeparti nu belemrer nationen.

Man kan spørge, om ikke DF kunne dyrke sin idiosynkrasi mod EU uden at stille dansk deltagelse i unionens praktiske samarbejde på højkant med en idiotisk idé med ringe effekt på indbrudstyve fra østlandene. Ifølge politiet begås det dominerende flertal af forbrydelser på dansk grund af danskere. Jamen, siger DF, hvem ved, om ikke alle de uopklarede skyldes dem østfra? Nej, hvem ved. S og SF forholder sig i den sag bemærkelsesværdigt lavmælt over for VKO's forenede enfoldighed.

Man kan spørge Konservative og Venstre, hvordan de vil tage sig selv alvorligt i Europa-politikken, og man kan spørge til stemningen ved et kommende dansk formandskab, når gæsterne i Kastrup og Kruså antastes af danske toldere.

Ikke det samme

Man kan spørge om meget. Svaret blæser i vinden, som vor tids betydeligste skjald på nu 70 uforglemmeligt kvad i ungdommens vår.

Man kan spørge Venstre, hvordan partiets talsmand uden at rødme bærer sig ad med at sammenligne oppositionens plan om at stryge bevillingerne til Lomborg og Bent Jensen med stalinisme? Adspurgt hvad Fogh Rasmussens massakre på politisk ubekvemme råd og nævn i 2002 så var, lød svaret til journalisten: Jamen det er ikke det samme.

Spørgsmål er ikke noget man kun stiller regeringer. Ikke når sandhedens øjeblik nærmer sig, skønt valgdatoen minder om noget i Alice i Eventyrland: Jo nærmere målet, des mere fjerner det sig. Også oppositionen må afdække sine gåder. Lys over land, det er det vi vil.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, afveg forleden i Politiken S-ledernes valgstrategi: at sige så lidt som muligt for ikke at komme på spanden. Men Sass Larsen lettede låget: Socialdemokraterne har før i tiden været ude af takt med deres vælgere, fuldstændigt ude af kurs i værdipolitikken, men er nu bragt flot, mener Sass Larsen. S har hermed gjort VKO's opgør med kulturradikalismen til deres eget.

»Vi fik svækket de kulturradikale,« siger Larsen. 'Vi' dækker jo her i realiteten S, Konservative, Venstre og DF. Larsen er enig med de to DF-præster, hvis virke han i 2003 hilste velkommen. Larsen mente dengang og nu, at Socialdemokraternes oprindelige værdier var på linje med de kræfter, der gør op med den humanistiske og kulturradikale tradition. Ikke noget pjank: ud med de utilpassede, stop for familiesammenføringerne, mere straf, væk med rundbordspædagogikken, ned med de bedrevidende, slut med højpandet præk. I den boldgade ligger S nu lunt i svinget.

Forskellen er ifølge Larsen, at S er inkluderende, VKO ekskluderende. En skelnen som staklen, der eksempelvis rammes af sanktioner og intolerance i en horribel fremmedpolitik, jo sådan set kan være ligeglad med. Det åbne samfund med troen på integration gennem forståelse og anerkendelse hører ingen steder hjemme i Larsens Danmark. De danske værdier er faste størrelser fra før 1990'erne, det fatale tiår, hvor S forsømte at tage hensyn til den laveste fællesnævner, og hvor DF satte sig tungt på lige netop den og stjal en ordentlig røvfuld stemmer fra S.

Det oprindeligt folkelige

En kontant politisk analyse må man sige. Forstemmende anvendelig i værdikampen i al sin misvisende historieløshed. De værdier, Sass Larsen henviser til, hvis indhold mestendels består i respekt for ubehaget ved fremmede og deres særpræg angiveligt i Albertslund, påstås at være kongruente med den folkelighed, der skabte Socialdemokratiet i arbejderbevægelsens morgen: Den ægte socialdemokratisme som under Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen. Denne urtid i bevægelsen fremstår i en efterhånden fasthamret dansk mythos, som ikke alene er Sass Larsens, lykkeligt blottet for kulturradikalismens elitære arrogance, ren og pur og ufordærvet i sin folkelighed. I den henseende formulerer Larsen sig som klon af Søren Krarup og eftersnakkere som Meier Carlsen, Pittelkow og Henrik Dahl (ham med håret).

Men opfattelsen bliver ikke god historieskrivning af, at flere i lige linje fra et forvrøvlet fælles ophav siger det samme. Fastholdes kritikken af disse forenklede budskaber, fremstilles kritikerne gerne af Sass Larsen forleden som arrogante elitære politisk korrekte kulturradikale.

Men Larsen o.a. overser, måske bevidst, at en vigtig side af S, hvis grundværdier han jo påberåber sig, er betinget af en radikal, kritisk, intellektuel, til tider elitær og arrogant tradition i lige så høj grad som 'det oprindeligt folkelige'. Begge fænomener dannede bevægelsens politiske kultur. Netop den moderne radikalitet udviklede partiets kulturkritiske potentiale med kunstfond, farlig radio og alt det dyre og som andet og mere end kakkelborde og balalajkamusik.

Det er en misforståelse af den socialdemokratiske grundværdi, at denne ikke skulle være dybt forankret i det kulturradikale. Radikalismen i historieopfattelsen med dennes kildekritiske tilgang til statistik og historisk økonomi er forudsætningen for den moderne velfærdsstats idéudfoldelse og virkeliggørelse. Uden kulturradikalismens stadige kritik af Socialdemokratiet var resultaterne blevet ren beton og pamperi og selvtilfreds forædthed, som huspoet Oskar Hansen allerede i 1930'erne advarede imod.

Den kritik tilførte kampen værdier ud over dagen og vejen, definerede 'det moderne' og bekæmpede efterabning af boligformer og normer i småborgerskabets livsform og holdninger. Kritikken var sjældent fordømmende, men anviste tolerance og forståelse for det anderledes og åbnede, takket være begavelser som Jens Otto Krag og mange med ham, døren til en større verden.

En central skikkelse i S som Anker Jørgensen med dybe rødder i bevægelsen begreb vigtigheden af denne kritik, læste bøger i stakke og påberåbte sig socialdemokraters ret og pligt til at hæve sig op over det trivielle, den dårlige kunst og middelmådigheden.

Fodhugning

Først og sidst betød den kulturradikale tradition, at man lagde saglig iagttagelse til grund for argumenter og politiske beslutninger og afviste fordomme som parameter. Ideelt set. Det ideelle fik endnu et bovskud af Sass Larsen i torsdags. Ordføreren gik til kamp mod den borgerlige dominans i medierne med en bulle, der på det nærmeste varslede sanktioner af den art VKO ynder: fodhugning ved økonomisk og anden udsultning. Det er i hvert fald ikke kulturradikalisme. Det kan Larsen trøste sig med.

Og her går skellet. At kalde 2001 et systemskifte er stadig misbrug af et historisk begreb. Hvad man kan tale om, når S nu også lægger luft til radikalitet og kritik, er en patetisk tilbageskuende leflen efter tabte stemmer på DF's ideologiske betingelser. En fornyelse, som Sass Larsen måske er stolt af, men som betyder, at Socialdemokraterne til gengæld for de små marginaler, de vinder, taber opinionsdannerne. Med Larsens udtalelser er disse hjemløse. Til SF kan de dårligt vende sig, SF er midt i en lignende proces. Man skal ikke være professor i vælgervandringer for at gætte, hvad der er tilbage.

Med mindre andre fra S end Sass Larsen udtaler sig og på partiets vegne og vedkender sig en anden historisk arv, end den ordføreren ikke begriber, er der kun et par muligheder tilbage. Og jo ikke blandt DF, LA, de Kristne, Kons.

Eller Vænstre.

Man kan spørge om meningen med galskaben.

The answer, my friend ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eller kigge efter talenter blandt dem i S der er en halv generation yngre - blandt dem er Mette Frederiksen et lysende talent!

I følge Metz er der kun et par muligheder tilbage ved det næste valg for 'opinionsdannerne'.

Ud fra logikken i Intermetzoet, så er der vel kun én mulighed tilbage for de, der ikke nødvendigvis er opinionsdannere, men som - udover den kulturradikale tradition - også ønsker at bevare fx. efterlønnen?

Niels-Simon Larsen

Mulighederne er ikke mange, nej, måske kun én, eller den blanke stemmeseddel. José Saramago skrev en politisk roman om et valg, der endte med at folk stemte blank. For os må der være en anden mulighed.
Jeg mindes en kronik af Sass Larsen, hvor han gik varmt ind for humanismen og vendte sig skarpt mod Søren Krarup. Jeg har nok ikke fulgt med i hans udvikling og kan ikke diskutere ham. Hans udfald mod den borgerlige presse har dog et gran af sandhed i sig. I Stéphane Hessels lille bog, Gør Oprør! Står der: ” I dette samfund, hvor medierne er i hænderne på de velbjærgede…” Det er det, der er kærnen i debatten (bør være det), og her ryger Inf. også med ned i kurven.

Når Metz gennemhegler sine modstandere (som tilfældigvis også er mine) og har så evig ret, så efterlader det alligevel en lille tvivl om nytten af det, når vores modstandere er uefterrettelige år efter år. Jeg tror, vi må gøre noget nyt, når de andre ikke vil, og her tænker jeg på det fælles problem, alle står over for: Vi kan ikke fortsætte vækstsamfundet. Vi må gå ned i forbrug.
Blandt politikerne er det uerkendt over en bred bank. Det er en tabersag for en politiker at råbe højt og tydeligt, at festen er forbi. Dernæst har hun/han intet vælgergrundlag at råbe det på. I medierne kommer det heller ikke nok frem, og på den måde bliver det største problem, vores fælles overlevelse, gemt godt og grundigt af vejen.
Det er ikke højrefløjen, der er problemet, for dem har vi afskrevet. Det er det, der skulle være venstrefløj, men ikke er det.

Inger Sundsvald

Er der nogen der kan oplyse mig om HVOR Henrik Sass Larsen har udtalt at ”vi fik svækket de kulturradikale”?

Mig bekendt har det været spørgsmålet om den skævhed der er i de overvejende borgerlige/liberalistiske medier, ejet af de kapitalstærke i dette land, der var omdrejningspunktet hos Sass Larsen.

Det er muligt at jeg ikke har forstået et kvidder af denne artikel, men jeg kunne da også godt tænke mig at vide, hvad det er for opinionsdannere som Socialdemokratiet mister og som nu er blevet hjemløse. Hvor er de stærke og anstændige kulturradikale opinionsdannere i f.eks. JP og Berlingske?

Inger, det kommer fra denne Politiken-artikel:

http://politiken.dk/debat/ECE1289340/vi-fik-svaekket-de-kulturradikale/

Inger Sundsvald

Tak, Steen, så forstår jeg det (lidt) bedre. Det ligger mig nu også fjernt ligefrem at ”forsvare” HSL, men det ligner da også Politiken at trække en gammel hest af stalden. Man er vel radikal…

I øvrigt kunne jeg godt snart tænke mig at få et intermezzo vedr. DRV.

Inger Sundsvald

Men jeg forstår stadig ikke at man med afsæt i et 8 år gammelt interview er så sensible hos de kulturradikale, at man kører de store kanoner frem, og ikke tager højde for de udtalelser der trods alt er nogen fornuft og sandhed i.

Det dér med at lægge ”saglig iagttagelse til grund for argumenter” kunne jeg godt bruge lidt mere af. Selv om det kun er ”på det nærmeste” det opfattes at der varsles sanktioner i stil med VKO’s, så er det ikke bedre end når VKO mener at det nærmer sig stalinisme, censur og afskaffelse af pressefriheden.

DRV har sit på det tørre med dagbladet Politiken, og til dels Information, men ingen kan vel nægte at der er en ubalance i forholdet i de forskellige medier. Og ingen kan vel beskylde hverken DRV, Politiken eller Information for at være ”røde”.

Inger Sundsvald

Man kan jo kun håbe på at det ved et regeringsskift kommer andre boller på suppen. Men det ser ikke godt ud med ”venskabet” mellem de forskellige oppositionspartier og deres vælgere.

Jeg er dog overbevist om, at hvis S+SF ikke (tilsyneladende?) havde nærmet sig VKO, på samme måde som Fogh (tilsyneladende!) blev socialdemokrat, så havde DF været dobbelt så stort i dag, og al snak om at komme af med denne regering ville været lagt i graven. Måske ville Pia K. stå til at blive statsminister. (Gys!)

Heldigvis er der et parti, hvor vi, der ikke kan gå på kompromis med det væsentlige, kan bevæge os hen.

Ivan Gullev

Helle & Sass (backfischen og alfahannen) skal afløse Lars & Hjorth (bilagsfifleren og den rigsretsskyldige).
Hvordan skal det dog gå os.

Tom W. Petersen

Stem, når tiden kommer, på det parti eller den person, I alt i alt er mest enige med.
Uden at tænke i muligheder, mandattal eller taktik.

Thorsten Lind

Ang. billedet til artiklen:

Hr. Henrik Sass Larsen,
som han står der i mormors havepavillion,
er lysår fra at ligne en cool beatpoet.

Forståeligt nok, at han klamrer sig til posten i sognerådet.....I politik kan man komme langt med sort snak!

Ps. For mange år siden talte jeg med en der lige var kommet hjem fra USA. Han sagde:

."Før jeg tog derover, anså jeg amerikanerne for at være stærkt højreorienterede. Jeg tog fejl. Jeg fandt ud af at de SLET IKKE VAR ORIENTEREDE!"

Som bekendt er 87% af den højt besungne danske kultur made in USA, så her er vi nu. Den danske presse, og de danske TV-stationer er tandløse
rygklappere for de politiske magthavere.
Og outputtet er mere lammende end oplysende.
Det tror jeg ar Hr Sass, som medlem af den politiske klasse, skal være godt tilfreds med.
Tænk sig hvis danskerne ( Gud forbyde det ),
lod sig inspirere af tonerne fra Middelhavet,
og gik på barrikaderne for at kæmpe for indførelsen af et rigtigt Demokrati! ...Mvh.Th

Nb. Og fortsat god weekend til Informations bedste klummeskribent & de mange begavede læsere......

Lene Larsen

S er et middelklasseparti, fred være med dem. Og fred være med DF, som skribenten nedgør på unfair vis.
Jeg synes, at grænsekontrol er langt mere end pågribelse af enkeltpersoner.
Der har i gennem længere tid været smuglet både våben, mennesker og narko over grænsen. Ligeledes har efterlyste personer uhindret kunne passere grænserne, ligesom det har været nemt at slippe af sted med tyvekoster.
Med grænsekontrol bliver det også muligt at opsnappe evt. terrorister før de kommer ind i landet.
Hellere en kontrol for meget end en for lidt.

Peter Nygaard

Hold da helt bøtte, hvor ramte Sass Larsen et ømt punkt hos samtlige medier, heriblandt information.

Han er af landets aviser blevet kaldt, kommunist, diktator, latterlig, kælling og nu patetisk af selveste Georg Metz. Hvor er i langt ude!

Så er gravstenen over journalistfaget endelig blevet hugge ud i den dyreste marmor - ingen udvikling, ingen selvkritik, ingen etik.

"Hvad man kan tale om, når S nu også lægger luft til radikalitet og kritik, er en patetisk tilbageskuende leflen efter tabte stemmer på DF’s ideologiske betingelser"

Hanne Christensen

Jeg er enig i Georg Metz kritik af VKO og af Nyrup-regeringen.

Jeg er ganske uenig med hr. Metz i, at det er nødvendigt at krtisere i et så forsnobbet sprog. Fx "De værdier, Sass Larsen henviser til, hvis indhold mestendels består i respekt for ubehaget ved fremmede og deres særpræg angiveligt i Albertslund, påstås at være kongruente med den folkelighed, der skabte Socialdemokratiet i arbejderbevægelsens morgen: Den ægte socialdemokratisme som under Stauning, Hedtoft og H.C. Hansen. Denne urtid i bevægelsen fremstår i en efterhånden fasthamret dansk mythos, som ikke alene er Sass Larsens, lykkeligt blottet for kulturradikalismens elitære arrogance, ren og pur og ufordærvet i sin folkelighed"

Hvorfor skrive i et sprog, hvor læseren må vende tilbage for at læse den en gang til? Indskudte på indskudte sætninger osv. Spørgsmålet er, om din pointe går tabt!

Men sproget er måske netop et vartegn for de kulturradikale (som jeg i øvrigt ikke har noget imod, ligesom jeg også for det meste er enig med hr. Metz). Men jeg er ikke enig i, at den afstand til mennesker og almindelige problemstillinger, der lægges i Georg Metz sprog. Han flyver ovenover, og vælger at bliver der.

De Kulturradikale ser på udlændingespørgsmålet, som om alt handler om frie grænser. Men hvordan man så behandler borgere/udlændinge inden for grænserne, ja, det ser man sådan ikke på oppe i det der flyvske lag. Man ser ikke fattigdommen; DRV går jo ind for beskæring på beskæring af offentlige ydelser. Så vel kan hr. Muhammed komme til Danmark, men om han må leve i en grøft, som tigger på gaden eller som tvangsaktveret gratis arbejdskraft som gadefejer for en kommune, - ja, det bekymrer ikke hr. Herz eller andre kulturradikale.

Her ligger problemet hr. Herz. Jeg ved ikke, om det er disse fattige, der stemmer DF. Det tror jeg næppe. Det er laget over. Ikke desto mindre, er det netop på de allerfattigste også DRV vil spare. For her stopper humaniteten. Nej, DRV ser gerne, Ishøj og Kbh NV proppet til med udlændinge. De kommer der jo ikke. Noget helt andet er, hvis DRV-vælgerne/stemmerne skal til pungen. Uha-nej. Disse vælgere er velstillede, bor i Hellerup og i herskabslejlighederne/husene i det indre København og kan godt bruge lidt skattelettelser til finansiering af næste weekendrejse til ... ja, åh, hvorhen næste gang - godt Politiken er klistret til med forslag til weekendture, eksotiske ture, spiserestaruanter, alt selvfølgelig uden angivelse af pris. Penge taler DRV ikke om.

Penge er noget man har - eller tar, via skattelettelser.

For kommer det til det jordnære, om at få dagen og vejen til at hænge sammen, ja, så er de kulturradikale lige så pinligt verdensfjerne som Marie-Antoinette. De vil folket det godt! Hvis der ikke er brød, så spis dog wienerbrød.

At se til om folket har råd til dagen og vejen, svarer vel til at spørge om en pris på rejsen eller maden. Det gør de kulturradikale ikke.

For de kulturradikales identitet kan jo komme i fare, der kan jo være temmelig langt ned fra de flyvske luftlag til de mere jordnære.

Ikke desto mindre kunne det være nyttigt, om de kulturradikale også forsøgte den rejse.

Inger Sundsvald

@ Hanne Christensen

Sproget er nu det sidste jeg ville brokke mig over. Det er virkelig en lise at læse den sprogligt vitale ekvilibrisme. Jeg indrømmer at jeg helst selv skal ligge på sofaen med papirudgaven og læse Metz laaangsomt og med øjnene på stilke for ikke at gå glip af en eneste finurlighed.

Jeg kunne nu heller ikke finde på at brokke mig over at H.C. Andersen skrev som han gjorde, eller at en eller anden sanger ikke synger som det passer mig.

I resten af det du skriver kan jeg godt følge dig noget af vejen, selvom det nok er lige i overkanten at udnævne DRV til at være kulturradikale, og at sige at de gerne ser Ishøj og Kbh. NV proppet til med udlændinge.

Som jeg ser det, så er jeg meget tilfreds med at DRV har en humanistisk åre m.h.t. udlændinge, men beklager at det samme ikke er tilfældet f.eks. med efterløn m.v. Her er både DRV og de kulturradikale verdensfjerne og bevæger sig ganske rigtigt i helt andre cirkler og luftlag. Det samme gælder desværre på mange områder for S+SF, som har travlt med at please mellemklassen, som ikke mangler noget.

Hanne Christensen

Inger Sundsvald.
Jeg er enig i, at Metz sprog kan være en fornøjelse at læse, og at Metz brillerer med en særlig evne her.
Men spørgsmålet er, hvad Metz vil. VIL han brillere sprogligt, eller har han et politisk budskab. Selvfølgelig kan dette godt samkøre, men jeg mener, sproget kommer til at stå over budskabet. Man kan også spørge, bruger Metz det politiske som adgang til at vise sine sproglige kundskaber, eller anvender han sine sproglige kundskaber til at opnå noget politisk.

Jeg mener desværre, at det kommer til – måske ikke bevidst – at tangere det første. For sproget står både i vejen for, at nå længere ud end til en kulturel inderkreds, og hindrer ham samtidig i at blive mere konkret og jordnær.

Hvordan vil Metz beskrive hr. Jensens problemer med at få pengene til at række. Angsten for at huslejen ikke kan betales, hvordan hver 5 krone vendes. Den enlige mors dårlige samvittighed over enten at må sige nej til sit barn, eller sige ja, og så se angst på, om budgettet kan holde. Gå forbi vindrueklasen i Netto, fordi vindruer er en luksus et kontanthjælpsbudget ikke kan bære. Hvordan vil Metz fortælle, hvordan det opleves, når en kontanthjælpsmodtager sidder over for en magtfuld, arrogant sagsbehandler, men alligevel må sidde der og smile, for at sagsbehandleren ikke skal gøre livet endnu surere for kontanthjælpsmodtageren. Hvordan beskriver Metz, når en højt- som lavtuddannet tvinges på nyttesløse kurser, eller tvinges i arbejde uden løn. Hvordan beskriver han denne ydmygelse.

Metz beskriver det ikke.

Måske, fordi ordene ikke slår – i hvert fald ikke i det sprog, han elsker at kaste sig rundt i.

Måske, fordi han egentlig hellere vil have lidt skattelettelser end sikre de dårligst stillede en anstændig tilværelse. Sådan som DRV vil.

Måske, fordi han ikke har opdaget problemet. Han befinder sig i kredse og højder, hvor den slags jordnære problemer ganske enkelt ikke eksisterer. Altså måske fordi han er verjdensfjern som Marie-Antoinette. Der er intet ondt skabt eller ment, og der kastes rundt med perler (sproglige perler i Metz tilfælde), men dog med en pinlig mangel på forståelse for de helt jordnære problemer.

Jeg er enig i, at det kunne være en virkelig lise at læse Metz sproglige vitale ekvilibrisme, som du skriver. MEN jeg opfordrer til, at det ikke sker på bekostning af indholdet.

Jeg er enig i, at DRV selvfølgelig ikke ønsker Ishøj el. Kbh.NV proppet til med udlændinge. Simpelthen fordi de slet ikke tager stilling til det. De har næppe set problemet. De ønsker blot flere udlændinge, og i de områder de befinder sig, ja, der er der da også udlændinge – blot på konsulatniveau. Og det har De Radikale ingen problemer med.

Er man human, blot ved at åbne grænserne og ved at ville afskaffe 24-års regler. Jeg synes ikke, det kan stå alene. DRV vil jo samtidig nedsætte de sociale ydelser, tvinge psykisk syge på depressionsskoler, tvinge kontanthjælpsmodtagere i virksomhedspraktikker uden løn. Alle forhold, der strider mod menneskerettighedskonventioner. Man vil gerne lukke udlændinge ind, men samtidig tvinge dem i tvangsarbejde. Er det humanistisk. Man vil gerne ansætte en au pair, og fjerne hende fra familie og barn for at bruge denne som billig arbejdskraft. Humant?

Man vil gerne lukke folk ind, lade dem bosætte sig i Ishøj og Kbh. NV eller i grøftekanten, men man vil ikke tage den udgift, det koster at give disse mennesker en anstændig tilværelse.

Hvilket ord bruger Metz for tvangsarbejde. ”Tvangsarbejde”, det passer ikke rigtigt ind i Metz sproglige ekvilibrisme. Tvangsarbejde, kan vi da ikke finde et andet ord, eller fornægte tilstanden. Det lyder meget forfladiget, måske kunne benyttes det engelske ”forced labor”, eller blot ”forced” arbejdskraft, eller det latinske tribulis, eller fransk ”le travail forcé”. Eller forceret arbejde. Men det er vist noget andet. Hvordan beskriver man tvangsarbejdet, uden at tage ordet i sin mund, så en kulturradikal n’obtient pas son foie gras d’étouffement (google-oversættelse: ikke får sin foie gras galt i halsen).

Inger Sundsvald

Hanne Christensen

Jeg synes du tillægger Metz nogle motiver som du ikke kan vide noget som helst om holder stik. - Måske tænker/mener han… , eller ved ikke… o.s.v.

Men helt ærligt, hvis Metz havde en mission om at opnå dette eller hint med sin klumme, og skrev så selv Pia Kjærsgaard kunne forstå det, tror du så at han ville opnå noget? Noget mere? Ville alle falde i svime over hvor rigtigt det var skrevet, og ville der straks blive lavet om på alverdens fortrædeligheder, fordi alle så kunne indse hvor uretfærdigt livet er.

For mig er det et frikvarter, hvor der ofte bliver sat ord på min egen afmagt, på en måde så det brede smil breder sig i ansigtet – på trods af…

Nå, nærmere kommer vi det nok ikke. Vi er uenige om visse ting og enige om andet. Lad det blive ved dét.

Henriette Dyhr

@Inger
Faktisk fine pointer om Metz udgydelser ---- Metz har en fin pen, omend dens ensidighed ind imellem bliver lidt trættende.
Metz er underholdning lidt a la Cirkusrevyen ---et godt grin og så videre til buffet'en ---men han gør ingen ubodelig skade på nogen.

Hanne Christensen

Inger Sundsvald
Jeg synes, jeg gør opmærksom på - temmelig præcist med mit måske, måske-ikke, at man netop ikke aner, hvad Metz mener. Det er jo en af pointerne.

Georg Metz skriver: ”Uden kulturradikalismens stadige kritik af Socialdemokratiet var resultaterne blevet ren beton og pamperi og selvtilfreds forædthed, som huspoet Oskar Hansen allerede i 1930’erne advarede imod.”

Man kan jo vende den om. Når jeg anmoder, Georg Metz om at få lidt jordforbindelse, ja, så er det fordi – uden denne kritik vil de kulturradikales resultater blive flyvske og indholdsløse – og selvtilfreds forædthed.

Eller de BLEV det måske netop. Selvfede, selvforherligende lette stilladser i den isolerede inderkreds. Stilladser, der aldrig blev funderet. Stilladser, andre blot gik uden om. Stilladser, der kunne have være fundamentet for at skabe noget smukt, - men dog blev hængende, og til sidst blot endte som skral, når den sidste i inderkredsen slukkede lyset.

Min hensigt er ikke at være ”fordømmende”, men at skabe ”forståelse” og at ”åbne døren for en større verden”. Jeg opfordrer blot Metz til at videreføre den ” kulturradikale tradition” om, at lægge ”saglig iagttagelse til grund for argumenter”. Også de saglige iagttagelser man kan gøre sig ude blandt folket. Og også selv om nogle i inderkredsen så vil få deres foie gras galt i halsen.

Inger Sundsvald

Hvis Metz læser med, så har han vist forstået hvad du mener.

Grænsekontrol eller forbryderjagt.

Ingen ved nøjagtig, hvordan jagten forløber før den går ind. Metz må tage det sure med det søde.

Eller går han på forhånd ind for tyveknægtes og de stjålne vares fri bevægelighed.

Ingen over og ingen ved siden af EU.

Tom W. Petersen

Jeg synes, st det er godt, at der kommer en Hanne Christensen og insisterer på at tale om reelle, elementære problemer og desuden om de kommunikationsproblemer, Information, min kære uundværlige avis, desværre har, og som gør, at jeg ikke kan anbefale avisen til ret mange, om overhovedet nogen, i min omgangskreds. De ville ikke kunne læse den.
Jeg ved ikke, om det kan være anderledes. Jeg sætter selv stor pris på Metz, men, som jeg en del gange har skrevet - han er for tilbøjelig til at gå i sprogligt selvsving, så læsbarheden svækkes og det samme sker for fokus og stringens i indholdet.