Kronik

Symbolsk stemme for Palæstina

Netanyahus tale i den amerikanske kongres viser, at verdenssamfundet bør sætte ham på plads. Det kan vi passende gøre ved at støtte den palæstinensiske præsident, Abbas, når han til september beder FN's generalforsamling om at anerkende en palæstinensisk stat
Den amerikanske kongres fik læst og påskrevet, da Benjamin Netanyahu holdt tale tirsdag.

Den amerikanske kongres fik læst og påskrevet, da Benjamin Netanyahu holdt tale tirsdag.

Jason Reed

26. maj 2011

En gang imellem forbløffes man over den israelske regerings frækhed. Da den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, natten til onsdag punkt for punkt afviste præsident Obamas (og restens af verdens) ideer til en løsning af konflikten med palæstinenserne optrådte han nærmest, som om han var USA's præsident i færd med at aflevere den årlige tale til Kongressen om Unionens tilstand.

Med vendinger, der var som hentet ud af nogle af de største taler leveret fra Kongressens talerstol, og tiljublet af medlemmer, hvis valgkampagner sjældent løfter sig uden bidrag fra den israelske lobby, slyngede han sit budskab i ansigtet på præsident Obama: »Og til præsident Abbas, siger jeg: Bryd pagten med Hamas, sæt dig ned og forhandl, skab fred med den jødiske stat.«

Det reelle budskab, nemlig at Netanyahu prøver at splitte palæstinenserne og tydeligvis ikke drømmer om at give dem en levedygtig stat, druknede i bifaldet. Symbolikken og budskabet var til at tage og føle på. Netanyahu tror, at han kan gå på vandet.

Den vildfarelse bør han bringes ud af, og chancen kommer til september, hvor FN's generalforsamling skal stemme om dannelsen af en palæstinensisk stat. Skal man tro de udsagn, som i de seneste uger er kommet fra præsident Abbas ledende deltagere i fredsprocessen og erfarne iagttagere som Storbritanniens tidligere ambassadør i Israel og USA, David Manning, har palæstinenserne konkluderet, at tidspunktet nu er inde til at lægge forslaget på bordet.

Efter Netanyahus kompromisløse tale giver det god mening. Det er på tide, at verdenssamfundet giver Israel et klart signal om, at vi er klar til at sætte handling bag retorik.

Det svære kompromis

Fredsprocessen er gået i stå. Med USA i spidsen går en stribe lande, inklusive Danmark, ind for dannelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Ordet levedygtig er væsentligt, fordi det dækker over en stat, hvis grænser med enkelte justeringer følger dem, som eksisterede før 1967-krigen.

Det afviser den israelske regering, ganske som israelerne ikke tager den nylige forsoning mellem Fatah og Hamas for gode varer. De mest ekstreme kræfter i Likud mener, at Israel skal annektere Vestbredden og derigennem prøve at legitimere de ulovlige bosættelser med militær magt.

Parametrene for en fremtidig kompromisløsning har ikke ændret sig meget, siden Oslo-processen begyndte. Grænsedragningen er et spørgsmål om justering, der imødekommer nogle af de israelske krav om sikkerhed, men ikke alle. Det er urealistisk at tro, at der kan skabes enighed om, at de palæstinensiske flygtninge får lov til at vende tilbage. Derfor skal de kompenseres. Jerusalem skal deles, så den bliver hovedstad for begge lande. De to stater skal anerkende hinanden, og deres grænser garanteres i faste internationale aftaler. Det er den fredelige løsning, og var der vilje til at nå den, kunne den strikkes sammen i løbet af et par år.

Men det er der ikke.

Sølle 22 pct.

Til gengæld er der mere end nogensinde behov for 'en ny begyndelse'. Den kunne passende komme i form af et signal fra FN's generalforsamling, om at Palæstina er en stat og palæstinenserne et folk.

»Vi går til FN for at sikre retten til at leve i frihed i de resterende 22 procent af vort hjemland,« skrev præsident Abbas i International Herald Tribune for nylig. Det er ikke særligt radikalt, men at det opfattes som et slag i ansigtet på de mest ekstreme zionister og de mest aggressive medlemmer af Likud, er der ingen tvivl om.

Sjældent har der dog været et øjeblik, hvor det er både vigtigt og realistisk at markere en principiel holdning end nu. Råbet fra de demonstrerende i gaderne i Tunis, Syrien, Libyen og Golfstaterne har ikke bare givet genlyd i Gaza, på Vestbredden og i flygtningelejrene, men også i vestfløjen i Det Hvide Hus.

Det er et krav om frihed, værdighed og jobs fra mennesker, som er fanget i de manglende muligheders fælde. Obama taler om at være »on the right side of history« i svaret på dette råb. Det kræver handling og en tidsplan. Ikke bare retorik. Hans seneste tale var god, men ikke god nok.

FN-afstemningen er til gengæld en god mulighed. Der bliver ikke krig, hvis FN's generalforsamling anerkender Palæstina, og det vil under alle omstændigheder trække ud med anerkendelsen. Abbas beder som nævnt ikke om det hele, men om de 22 pct., der er tilbage. Det er altså en symbolsk handling, men en anerkendelse vil give palæstinenserne værdigheden tilbage, efter at den i så mange år er blevet søgt frarøvet dem. Samtidig vil en anerkendelse isolere dem, som er på den gale side af historien.

Tal med andet end våben

En aktivistisk udenrigspolitik handler ikke bare om militære kampagner som dem i Irak, Afghanistan og Libyen, men også om diplomati, overtalelse og ikke-militær støtte til de kræfter, som vi gerne ser styrket.

Der er omfattende indsatser i gang på dette område. Det er godt, men de skal løbende vurderes kritisk. Vi har allerede brugt mange penge på at fastholde drømmen om en tostatsløsning. Det såkaldt internationale samfund har i årevis ydet de godt fire millioner palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden international hjælp, som svarer til omkring ni milliarder kroner om året det er rundt regnet en kvart million kroner til hvert eneste palæstinenser.

Siden George W. Bush for første gang tog ordene 'en palæstinensisk stat' i sin mund, har ledere verden over argumenteret for tostatsløsningen.

Derfor er tiden inde til at støtte den med mere end penge. Et ja til en palæstinensisk stat i generalforsamlingen er et logisk og rigtigt skridt også fordi et voksende antal israelere uden for Likud såvel som den progressive jødiske lobby J-Street i USA går ind for det.

Del af dansk valgkamp

I Danmark blev spørgsmålet en del af den uofficielle valgkamp, da Berlingske den 19. maj meddelte, at en »Rød regering vil anerkende Palæstina.«

Afstemningen i FN kommer imidlertid først i september, og i skrivende stund ved ingen, om der er udskrevet valg forinden.

Overskriften skyldtes, at Socialdemokraternes og SF's udenrigspolitiske ordførere samt den radikale leder, Margrethe Vestager, alle meddelte, at de går ind for et dansk ja.

Venstres og Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordførere, Michael Aastrup Jensen og Søren Espersen, reagerede til gengæld voldsomt på denne udmelding. »De hælder benzin på det mellemøstlige bål ... anerkendelse vil være en katastrofe,« var blandt udsagnene.

DF vil, med Søren Espersens ord »... bekæmpe en anerkendelse med næb og kløer«. Det sidste var forventeligt. Søren Espersen indtager sjældent synspunkter om konflikten i Mellemøsten, som ikke svarer nøje til den siddende israelske regerings. Til gengæld syntes det at have undsluppet Michael Aastrup Jensens opmærksomhed, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen for mange år siden gik ind for en »levedygtig palæstinensisk stat,« og at det i lige så mange år har været dansk udenrigspolitik.

Det gør udenrigsminister Lene Espersens reaktion interessant. Hun sagde, at hun ikke ønsker, at Danmark går enegang i så vigtigt et spørgsmål, men bør »koordinere sin holdning med EU.«

Koordinering kan betyde mange ting. David Manning skrev for nylig i Financial Times, at Frankrig hælder mod et ja, Tyskland mod et nej, mens Storbritannien ikke har gjort sin stilling op. Det åbner muligheden for, at Danmark gennem saglig og åbenhjertig argumentation kan forsøge at overtale EU-landene til at stemme ja.

For ærligt talt og med de eksisterende styrkeforhold taget i betragtning: Hvad har vi at tabe ved i generalforsamlingen at tage præsident Abbas på ordet, når han lover, at Palæstina »... vil være en fredselskende nation, forpligtet over for menneskerettigheder, demokrati, lov og principper i FN's charter«?

Frank Esmann er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Rigtig god artikel. Bemærk, at omkring 100 lande verden over allerede har anerkendt en palæstinensisk stat med 1967-grænserne. Der er god grund til at lægge det pres på parterne, at verden er klar til at anerkende de to stater, der indgår aftale om at leve i fred og sikkerhed.

"Det såkaldt internationale samfund har i årevis ydet de godt fire millioner palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden international hjælp, som svarer til omkring ni milliarder kroner om året det er rundt regnet en kvart million kroner til hvert eneste palæstinenser."

9 milliarder / 4 millioner = 2250
To tusind og halvtreds kroner, Frank Esman.

Hvordan i himlens navn kan forfatteren komme i nærheden af et tal på en kvart million??

Ole Halvorsen

"Efter Netanyahus kompromisløse tale giver det god mening. Det er på tide, at verdenssamfundet giver Israel et klart signal om, at vi er klar til at sætte handling bag retorik."
Ja, mon ikke! Frank Esmann.
For efter min opfattelse er Benjamin Netanyahu nemlig ikke alene et af de mest uforskammede og hæmningsløse individer der findes men også den "Israeler" der kan udløse så voldsomme konflikter, at disse hurtigt kan udvikle sig til 3. Verdenskrig.

Og at ashkenazi-jøder skulle have større ret til en stat, end palæstinenserne er ganske enkelt vanvid.

Per Møller

Fantastisk at holdningen "nu må det være nok, Israel!" kan have bredt sig helt ind i borgerlige journalisters rækker - Netanyahu har virkelig repræsenteret racisternes holdninger dårligt.
Men "regnefejlen" er så grotesk, at vi må afvente en rettelse
Det kan ikke gå stærkt nok med Danmarks støtte til palæstinenserne

Thomas Thomsen

Ingen stater har vetoret i FN's generalforsamling, hvor afstemningen - om anerkendelse af Pælestine som stat - skal finde sted. Derfor er der ikke tvivl om, at Fatah og Hamas får deres vilje, selv om nogle få europæiske lande stemmer imod.

Læs også den israelske fredsforkæmper Uri Avnerys sviende kritik af de amerikanske kongresmedlemmers vamle optræden under Netanyahus tale – han finder deres optræden med de utallige stående ovationer ulidelig og kalder den værre end det, man så under Stalin-tiden, hvor det kunne have haft alvorlige konsekvenser ikke at applaudere.

Han erindrer, at han som ni-årig dreng i Nazityskland kunne slippe af sted med ikke at hæve højre arm, når de andre gjorde det.

The sight of these hundreds of parliamentarians jumping up and clapping their hands, again and again and again and again, with the Leader graciously acknowledging with a movement of his hand, was reminiscent of other regimes. Only this time it was not the local dictator who compelled this adulation, but a foreign one.”

Artiklen “Bibi and the Yo-Yos”:

http://original.antiwar.com/avnery/2011/05/25/bibi-and-the-yo-yos/

Ole Halvorsen

Tak til Steen Sohn for linket til Artiklen “Bibi and the Yo-Yos”:

Det er virkelig godt, at en som Uri Avenery udtalers sig som han har gjort.

Der er to politiske retninger i USA demokrater og antidemokrater, og enhver lighed med nulevende politiske partier er tilfældig.

Thomas Dahl

"Det såkaldt internationale samfund har i årevis ydet de godt fire millioner palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden international hjælp, som svarer til omkring ni milliarder kroner om året det er rundt regnet en kvart million kroner til hvert eneste palæstinenser."

Hvor i alverden er disse penge henne? Det kan da ikke ses på infrastrukturen eller på palæstinensernes levestandard eller?

John V. Mortensen

At Israel holder palæstinenserne som fanger (eller gidsler) ses tydeligt ved den nyåbnede grænse ved Gasa: "Stop! Vi bestemmer besøgstiden i dette fængsel". Men - det var den første sten, der vil falde mange flere ud af muren - fra nu af..

Per Møller

@Thomas Dahl: inden du gengiver tal bør du gribe kuglerammen og regne efter: 9 miliarder divideret med 4 millioner kan aldrig give et kvart million. Som tidligere påpeget.. Noget med 9 nuller divideret med noget med 6 nuller kan aldrig give noget med fem nuller.

Netanyahu er meget optaget af at Israel har grænser der kan forsvares. Den eneste måde det kan lykkes er at skabe fred med naboerne - medmindre han stræber efter verdensherredømme??

Karsten Aaen

Netanayha stræber efter at genskabe det jødiske drømme-rige, det forenede konge-rige, som eksisterede fra 990-920 f.v.t. cirka. Og det gør han sikkert, fordi når eller hvis dette sker, ja så vil Messias komme, og det tredje tempel skal opstå igen. (og klippe-moskeen skal ødelæggges - af gud..eh. Jahve...)

Og grunden til at USA's politikere støtter Israel er såmænd den (og ja, i må gerne grine - selvom det snarere er tragi-komisk) at når Israel er gen-forenet i Eretz-Israel (stor-israel), ja så skal det sidste store slag slås. Og dommedag skal komme og den nye jord skal opstå. Og så vil vil Jesus komme igen...

Ole Halvorsen

@Karsten Aaen
Ja, hvis folk som Netanayha skal bane vejen for den genkomst, så tror jeg, at det vil være bedst for 'Fred på Jord' hvis Jesus bliver væk.

Lars Villumsen

Flot, subjektiv artikel af Frank Esmann. Hvor ville det være befriende om man også snart kunne få lidt objektiv information. Men okay, når Pavlos hunde gør og savler skal de naturligvis ha en godbid!

Kan araberne ikke bygge deres egne samfund i de øvrige 99,8% af Mellemøsten? Vi vil så gerne have en ny regering...men ikke een der fedter for anti-israelske vælgergrupper og samtidig stiller sig i FN's antisemitiske hylekor sammen med Libyen, Iran og de andre tosse-stater. Israelerne føler sig temmelig alene selvom de har USA som ven. Det er ikke rimeligt for en moderne demokratisk stat, der alle dage har kæmpet for sin eksistens. SF og Socialdemokratiet burde støtte mere klart op om Israels eksistens og lade Hizbutahrir og Islamisk trossamfund vandre over under den blå paraply.